Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

V. Velgjørende Følger af de for Finnerne og Kvænerne trufne Foranstaltninger

I denne Anledning kan jeg atter overlade Ordet til Hr. Overlærer Ludvig Kr. Daa. Se hans Jordbeskrivelse for den norske Almue Andet Tillægshefte til Folkevennen Side 213. - Hr. Daaes Fremstilling støtter sig til de i Folketællingslisterne for Aaret 1855 meddelte Oplysninger. De i Norge boende Finner begynde ved Røraas og strække sig derfra nordefter med en stedse tiltagende Folkemængde, som dog ialt i Norge kuns udgjør 16,000 Mennesker. Dens Vilkaar og Sæder ere paa denne lange Strækning meget forskjellige.

Sydligst paa Strækningen mellem Røraas og Brønø (til og med begge) boede efter Tællingen 1845, 267 Finner, men i de samme Præstegjeld i 1855 kuns 251. Derimod anføres i det sidste Aar 77 Finner i Præstegjelde paa denne Kyst, som i 1845 var udeladte. Det er vel umuligt at sige, om denne Afvigelse er en Følge af deres Vandringer fra et Sogn til et andet, eller af Uagtsomhed. Man kan altsaa ikke afgjøre, om Befolkningen er aftagende eller stillestaaende. At den er meget liden, følger af at den lever - og det de færreste - af Rensdyr-Skjøtsel paa Høifjeldet. Hvor ringagtede disse sydligste af Norges Finner fremdeles ere i det Trondhjemske, kan vides deraf, at Tællingen kun opregner fire Personer af blandet Herkomst. Dette er dog en Overdrivelse. Ifølge mundtlige Oplysninger fandtes der i Brønø to norsk-finske Slægter, som Tællingen havde optaget blandt de ublandet Norske, fordi de vare agtede Folk i Bygden.

Alligevel er det antageligt, at Finnernes ringe Antal nu for Tiden er en Følge af Denationalisering og Fortrængsel. Lade-Jarlenes i Trondhjem berømteste Æt udlededes fra Finner - Jotun-Kvinden Skade.

Fra Alstadhougs Præstegjeld nordefter i Helgeland, Salten og hele Finmarkens Amt blive Finnerne talrigere. Folketællingerne bære ogsaa Vidnesbyrd om en bedre Forstaaelse mellem de tvende Stammer ved de talrige Blandinger. Disses Antal er endnu større end Dokumenterne oplyse, fordi man kuns til blandede har regnet Børn af finsk-norske Forældre, men ikke disses langt talrigere Efterslægt. Disse Forbindelser ere heller ikke, saaledes som i Amerika, udenfor Ægteskab.

Den naturlige Følge af en venskabelig Forstaaelse mellem Søfinnerne og de Norske, som bo om hinanden og have samme Næringsveie, er at hine efterhaanden antage disses Sæder, og derefter omsider erkjendes for at være Norske. Man maa ifølge gamle Sagn antage, at en anselig Del af den finske Befolkning saaledes umærkeligen er forsvunden i den norske.

Det samme maa ogsaa gjælde om de ældste Indflytninger af Kvæner fra Finland. Thi disse have som Agerdyrkere endnu lettere for at gaa over i den norske Almue. Nulevende Mænd kunne erindre, at der i flere Bygder i deres Ungdom var stor Stammefordom. Disse Forholde have sit beklagelige Sidestykke i Amerikanernes Foragt for Negerne, Yankiernes Foragt og Undertrykkelse er den Stærkeres Strafløshed. I Finmarken have de Norske ikke en saadan Styrke. Det russiske Rige har den store Fortjeneste ikke at gjøre nogen Forskjel mellem sine Undersaattere efter Herkomst, ligesom det russiske Folk ogsaa er mere frit for Slægtsfordomme end noget andet. Saa vist det altsaa er, at Foragt vækker Menneskers Had endog mere end anden Uret, saa sikkert er det ogsaa, at uretfærdig Behandling fra den norske Befolknings Side kuns vilde lede til, at Finnerne maatte sent eller tidligt søgt og fundet Beskyttelse i Rusland.

Der ere imidlertid mange Beviser paa, at hine Træk ef uvenligt eller fiendtligt Forhold mellem Finnerne og de Norske, dels dog ikke have været almindeligt dels har været opveiet af et modsat Forhold. Under enhver Omstændighed er der i vore Dage indtraadt en Forandring, der begynder at nærme sig en fuldstændig Ligeberettigelse i den offentlige Mening. De fastboende Søfinners Antal, der udgjør Flerheden af hele Folket, er henved 14,000 Mennesker i Nordlands og Finmarkens Amter. Blandt de fleste af disse mellem den norske Kystbefolkning bosatte Finner er der indtraadt en glædelig Udjævning. Især er dette Tilfældet, der hvor [Almuen] bestaar af alle tre Folkeslag, Norske, Kvæner og Finner. Det er her vanskeligere for nogen af dem at gjennemføre nogen Overmagt, Fordragelighed og Fordomsfrihed bliver da Følgen.

Ifølge en Opsats i Morgenbladet No. 55 for 1860 har Hr. Friis over hvert enkelt Præstegjeld i Øst- og Vestfinmarken samt at Par af de sydligere, hvor Kjendskab til Finask tiltrænges, forfattet Special- eller Sprogkarter, hvorpaa han har antegnet hver enkelt finsk og kvænsk Families Bopæl. Om hver enkelt Familie er igjen med et særeget Tegn antydet, hvad Sprog Forældrene eller baade Forældre og Børn kunne tale foruden deres Modersmaal. Der findes saaledes i samtlige Præstegjeld fra Ofoten til den russiske Grændse ikke et Skoledistrikt uden at han kan paavise hvor mange Familier der bo under samme, til hvad Nation de høre og med Hensyn til de finske og kvænske Familier,om de ere af blandet eller ublandet Rase, saavidt dette vides, om de bo i Gamme eller Stue - deres Kulturtrin -, om de blot kunne tale Finsk og Kvænsk eller tillige Norsk - Fornorskningens Fremskridt - m. m. Alt optegnet nøjagtigt efter Opgivelse under Opholdet i Finmarken af de mest kjendte Mænd i ethvert Præstegjeld.

Exempelvis kan af Hr. Kandidat Friis's Iagttagelser anføres de tvende finmarkiske Præstegjelde Lyngen og Skjervø:

I Lyngen ere:
- alle Finner opblandede med kvænsk Blod, undtagen 10 Familier, om hvilke saadant ikke er bekjendt;
- alle norske Familier have indgaaet Forbindelse med Kvæner, undtagen 19 Familier, om hvilke saadant ikke er bekjendt;
- alle kvænske Familier, som ikke ere indflyttede i de sidste 20 Aar, ere blandede med finsk og især norsk Blod.

Da denne Omstændighed opklarer et vigtigt Punkt angaaende Folkeslagenes Dannelse og Historie, er det lærerigt at bemærke Aarsagerne til Virkningerne af denne Tilblivelse. Samtlige disse Finner ere fastboende uden Rensdyravl. Deres Næringsveie ere ganske de Samme som de Norskes og Kvænernes. I disse Sysler paa Have og Landjorden agtes Finnerne lige med de Norske og Kvænerne. De ere ofte Høvedsmænd paa Fiskerbaadene, og flere vælges til Menighedernes Ombudsmænd. Der findes Finner, som avle 20 Tønder Korn og som eie 3000 Spd. Med Hensyn til Sæder og Skikke bliver det, som i enhver Nations hjemlige Indretninger er hensigtsmæssigst efter Klimatet, optaget af de andre Beboere i Egnen. Finnerne have saaledes efterlignet de Norske og Kvænskes tømrede Huse, faa at der nu i Skjærvø kuns findes to tre Gammer, Jordhytter. Derimod have enkelte Normænd i Skjervø og de fleste Kvæner optaget den finske Dragt. I de tilstødende Præstegjelde Lyngen, Skjervø og Karlsø tale nu de voxne Mandfolk alle tre Sprog, og det saa fuldstændigen, at man i Lyngen stundom kan høre Normænd mellem sig tale kvænsk. I Kvænangen (I Skjervø) bo Finnerne saa samlet, at de have denationaliseret de mellem dem bosatte Kvæner. Blandingen ved Ægteskaber er mest tilgaaet paa det Vis, at Kvænerne have dannet det formidlende Led mellem de Norske og Finnerne. Thi de fleste indvandrinde Kvæner gifte sig enten med norske eller finske Piger. Mange Norske ere dog ogsaa gifte med Kvænpiger. Det er af Folketællingslisterne klart, at denne i saa høi Grad blandede Almue maa være usædvanlig fremadskridende. Folketællingen for 1845 og 1855 viser en tiaarig Forøgelse i Befolkningen, der for et saa nordligt og barskt Landskab er overmaade stor. Den saaledes opvoxende og vordende Befolkning ligner de Norske i Ansigtstræk, dog saaledes, at de overalt vilde erkjendes for høivoxne, stærke og smukke Folk.

Saalænge denne i Sandhed frisindede, retsindige, forstandige og kristelige Aand raader i Norges Grændsedistrikter, er der ingen Grund til at frygte for, at Finmarkingerne skulle foretrække det mægtigere Nabolands Landshøihed for Norges. Men det er heller ikke andet end en ægte tolerant Folkeaand og en høisindet Statskunst, som er istand til at vedligeholde det mindre Lands Enemærker imod mægtigere Naboriger. Uretfærdig [Selviskhed] og overmodig Fordom indeholde kuns verdslig Kløgt som Norge sent eller tidlig vilde faa Anledning til at angre. "Den sande Politik tillader ingen Uretfærdighed", sagde Kong Oscar i denne Anledning.

Det lille norske Folk kan derfor mod en mægtig Nabo alene forsvare sit ved moralske med den Hellige Skrift overensstemmende Midler: Retfærdighed og Billighed mod den ringeste af dets Indbyggere og altsaa ved at blive elsket. Den til Norge indflyttede Kvæn bliver derved en oprigtig patriotisk Borger af sit nye konstitutionelle Fædreneland.

Den store Ligeberettigelse og Fordomsfrihed, som i de sidste Tider - Decennier - er [indtraadt] i Norges nordligste Egne mellem Nationaliteterne er en lykkelig og uudeblivelig Følge af Kristendommens Broderskabs Aand, som har fremmet dette ædle og glædelige Værk.

Statsstyrelsen og Kirken havde i den første Missions Tid gjort de prisværdigste Anstalter for at hæve Finnerne. I nærværende Aarhundrede har den norske Statsstyrelse og Kirke fortsat disse bestræbelser med de lykkeligste Følger, Fordommene mod dette Folk tilintetgjordes mere og mere. Den udannede Normand kunde ikke længere foragtende se ned til sin finske Nabo, naar han saa ham læse ivrigen i de nye Bøger, og naar han hørte, at Mænd i og udenfor Norge studerede Finnens Sprog og hørte ham gjøre Regnskab for sin Guds Kundskab i et Sprog, som saa mange havde anseet for ganske uskikket til fornuftig Tanke-Meddelelse.

Ved Folketællingen i 1855 opgaves den hele blandede befolkning saaledes: Norsk-finske 830; norsk-kvænske 1116 og kvænsk-finske 450 er 2396.

Som allerede anført er Forholdet anderledes med Fjeldfinnerne, Nomaderne. Deres Hyrdeliv paa Høifjeldene fordre en saa ganske særegen Levevis. Fjeldfinnernes Særegenheder ere altfor naturbegrundede til at nogen væsentlig Omskiftelse af Sæder er mulig, ligesaalidt som deres Sammensmeltning med Landets andre Indbyggere. At deres Opretholdelse og Vedbliven for Nomaden er en ubetinget Nødvendighed for Finmarken er allerede tilstrækkeligen godtgjort.

Omtrent 600 Aar før vor Tidsregning blev den finsk-lappiske befolkning forjaget, nedsablet og udryddet af den iræniske Folkestamme, Kelterne, overalt hvor disse kom frem, indtil at disse igjen vederfares en lignende Skjæbne, idet de bleve fordrevne til de yderste Udkanter af Gallien og Britanien, hvor de endnu skulle gjenfindes som svage Levninger adspredte i Bretagne, Vales og Nordskotland.

Paa lignende Maade behandlet af os og af vore Forfædre existerer dog Finnefolket fremdeles, dets Sprog er ei forstummet, dets Nationalitet er ei tilintetgjort. Folk, Sprog og Nationalitet er ikke alene endnu til, men lever, og lever i en Uforvandlethed, i en Friskhed og i en Livsfylde og det efter flerehundreaarige Undertrykkelser og uagtet dets Folkemængde er bragt ned til 16000 paa en Strækning fra Røraas til Nordkap.

For mere end halvandet Aarhundrede siden begyndte Missionsværket i Finmarken under Kong Fredrich IV og allerede havde flere af Herrens Tjenere oversat et og andet Afsnit i den hellige Skrift og nedsendt samme til Kjøbenhavn, men endnu var Herrens velbehagelige Time ikke kommet. Ødelæggelsens Engel for ud fra Himmelen, hjemsøgte Kongestaden, en ildebrand tilintetgjorde i Aaret 1793 de allerede færdig skrevne Oversættelser af den hellige Skrift. Aar svandt hen, og en Herrens Tjener udrakte atter sin Haand for at aabne Bogen, men endnu var Herrens velbehagelige Time ikke kommet, den udrakte Haand visnede og sank i Graven. Nogle og tredive Aar før min Ankomst til Finmarken havde Provst Kildal forladt Finmarken efter en flereaarig Virksomhed i Øst- og Vestfinmarken og havde i en Skrivelse til Bibel-Selskabets Central-Kommitte erklæret fra Aaret 1823 af at ville paabegynde Oversættelser af det Nye-Testamente, men nu kaldte Gud ham herfra. I sin Skrivelse til Cent.-Kom. siger K. blandt Andet: "...Gid det i Eftertiden maatte gjøres Sognepræsterne i Finmarken til stræng Pligt at lægge sig efter Finnernes Sprog". Det er allerede Side 38 bemærket, at K. bidrog til, at det af Missionen tændte og forberedede Kristenliv skulde holdes i Live, indtil at Foranstaltninger, hensigtsmæssige for Nutid og Fremtid, kunde blive foretagne.

I en allerede anført Skrivelse til Cent.-Kom. dateret Christiania 13de August 1821 bemærker Provst Deinboll, der var min Formand i Vadsø: "...De uovervindelige Hindringer, som modsætte sig Kristendommens Udbredelse blandt de i Nordlandene og Finmarken boende Finner, paa Grund af, at dette Folk aldeles mangle Bøger oversatte i dets eget Sprog, har det i lang Tid været min Hensigt derom at gjøre Indberetning".

Provst Kildal var den sidste Talsmand i den forsvundne Tid ligesom Provst Deinboll er den første Talsmand af den nulevende Slægt, der have vidnet om og stadfæstet Nødvendigheden af Folkets Undervisning i dets Modersmaal og af Bøger i dets Modersmaal.

Og nu befandt Folket, dets Sprog og Nationalitet sig paa et afgjørende Vendepunkt for dets tilkommende Skjæbne, for dets Fremtids Liv. Men nu var ogsaa Herrens velbehagelige Time kommet. Det viste sig nu, at ikke: Forstum! ikke: Dø! men at : Lev! var udtalt i Herrens besluttede Raad; at den første Missions Kald var at forberede kommende Tiders Gjerning, at det skulde udsaa det Frøkorn, som, naar Herrens velbehagelige Time kom, skulde spire, udvikle sig og bære Frugt. Og at dette netop nu skulde ske vidner om et kjærligt Forsyns Styrelse. Ved den i de senere Tider mere og mere tiltagende norske Befolkning og følgelig ved den større og større gjensidige Forbindelse og Færdsel mellem den finske befolkning og mellem dens beherskende mægtigere norske Omgivelser og den deraf følgende større og større Paavirkning af disse har et baade kjærligt og retfærdigt Forsyn ved de sidste Aars Foranstaltninger villet redde den fra at blive overvældet og overseet, fra at blive nedtraad og moralsk at blive tilintetgjort, og for saaledes at sætte Folket istand til at kunne tilegne sig og blive delagtigt i den Udvikling og i de Fordele, som dets mægtigere og beherskende Folk er i Besiddelse af.