Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

Udsigt over mit Liv førend jeg blev Præst og Missionær.

Ifølge en iblandt min Faders efterladte Papirer forefunden Optegnelse, skal min Farfaders Fader, eller maaske endog dennes Fader, have baaret Navnet Engh eller Enge; han skal have været beslægtet med en Stockfleth, der blev hans Barndoms og Ungdoms Velgjører, og af Taknemmelighed antog Engh nu sin Slægtnings og Velgjørers Navn. Dennes samtlige Descendenter havde været Præster. Min Farfader var Præst i Sigdal, og her blev min Fader født 1756 og fik Navnet Nils. Min Fader havde tvende Brødre, Johan og Joachim, der begge døde som Præster, den første i Gusdal og den sidste i Skien.

I Aaret 1774, den 31te Mai, kom min Fader med Broderen Johan til Kjøbenhavn, begge ledsagede af en Student, for at deponere, og toge til Juli Examen. I Marts Maaned det følgende Aar toge de begge examen philosophicum med Karakteren laudabilis. I samme Aar døde min Farfader, 56 Aar gammel. Min Fader blev derfor nødsaget til at forlade Kjøbenhavn og reise hjem til sin Moder, som døde i October 1778. Den 26de Juni var min Fader bleven forlovet med min Moder, Anne Johanne Vibe, Datter af Major Vibe i Lier, der havde flere Sønner og Døttre. Den 8de Juli blev min Fader Informator hos Biskop Schmidt og kom til Oslo 16de October. Tredie Pintsedag 1782 reiste min Fader til Kjøbenhavn, tog Attestats, prædikede til Demis og kom tilbage efter sex Ugers Forløb som Famulus hos Biskoppen. Fra Biskop eller Professor Jansen i Kjøbenhavn erholdt han tilsendt følgende Bevidnelse: "Candidatus theologiæ Mr. N. St., som er Amanuensis hos Hans Høiærv. Hr. Biskop S. i Christiania, fortjenes dette Vidnesbyrd, at han baade her ved Universitetet og siden ved sit Ophold i Norge, med uafbrudt Iver og Flid har dyrket de theologiske Videnskaber, hvilket han ogsaa beviste, da han nu i Juni Maaned stillede sig til theologisk Examen og i samme aflagde tilstrækkelige Prøver paa sin Indsigt og Duelighed. Den af ham derefter holdte Demisprædiken fandt jeg at være vel udarbeidet, ligesom den og blev fremført paa en anstændig Maade, saa at den kunde kjendes laudabilis; og da jeg tillige haver god Grund til at tiltro ham en retskaffen og kristelig Tænkemaade, tør jeg haabe, at han engang vil skaffe Nytte i Religionens og Kirkens Tjeneste."

Den 22de October blev min Fader kaldet til Præst for Tugthuset i Christiania og ordineredes den 5te Novbr. 1785. Den 1ste Juli havde mine Forældre Bryllup i Hallingdal, hvor min Moder da opholdt sig.

I Høsten 1786 reiste min Moder til Fredrikstad til en Broder, der var Artilleri Lieutenant, senere Amtmand paa Island, hvor han døde. 1787 den 11te Januar kom jeg til Verden under min Moders Ophold i Fredrikstad, og erholdt Navnet Nils Joachim Christian Vibe. Den 5te Septbr. samme Aar reiste mine Forældre til Kjøbenhavn. Den 7de December beskikkedes min Fader til Sognepræst og Stiftsprovst i Christiansand. Tilligemed tvende andre Ansøgere havde ogsaa min Fader maattet prædike for Minister Guldberg, som derefter indstillede min Fader til ovennævnte Embede. Den 23de Febr. 1788 kom mine Forældre til Christiansand; den 3die October samme Aar blev min Broder Johan Christian Vibe født, og den 1ste Septbr. 1790 min yngste Broder Joachim.

Min Fader var en meget alvorlig Kristen, en rettroende og nidkjær Præstemand, derhos med høihjertede og frisindede Anskuelser. Ved Siden af sit kjære theologiske Studium yndede han ogsaa det historiske, og talede desuden med ualmindelig Færdighed Fransk og Tydsk. Men hans Dage vare talte. I December 1793 og Januar 1794 laa et fransk Krigsskib i Christiansands Havn; en smitsom og dødelig Sygdom var brudt ud ombord; Præst havde man ikke med. Intet kunde nu afholde ham fra gjentagne Gange at reise ombord, for at give de syge og døende Franskmænd Kirkens Veiledning og Trøst; med Taknemmelighed blev min fader modtaget af Officierer og Mandskab. Søndag 25de Januar følte min Fader sig angreben af Sygdommen, men gik dog i Kirken; hjemkommen fra Guds Hus gjorde han endnu et Sygebesøg i Byen. "Jeg er sygere, end den jeg gaar til", sagde han, og saaledes var det ogsaa; ved sin Tilbagekomst maatte han strax bringes i Seng og udaandede den følgende Søndags Morgen den 1ste Februar 1794 sit siste Suk; han havde da nyligen fyldt sit 38te Aar.

Min Moder sat igjen i smaa Kaar; jeg var da syv Aar, mine tvende Brødre omkring 5 og 3 Aar gamle. Da min Broder Johan og jeg senere kom ind i Christiansand latinske Skole, begyndte vi at deltage i den saakaldte Kirketjeneste, som bestod i, at synge ved alle kirkelige Forretninger, samt i Tjenesten og Sangen ved Begravelser paa Byens tvende Kirkegaarde. Dette medtog naturligvis megen Tid; for ikke at staa tilbage for de af vore Kammerater, som ingen saadan Tjeneste gjorde, maatte vi oftere tage en Del af Natten tilhjælp, samt benytte Skoleferierne til at indhente, hva vi stode tilbage i, og kunde derfor ikke videre deltage i vore Kammeraters større Vandringer og Udflugter. Men disse Savn erstattedes fuldeligen af den Glæde, at kunne aflevere de for omtalte Kirketjeneste modtagne Penge til en kjær og elsket Moder. Hun havde en fortræffelig Maade at opdrage os paa. Fra vor tidlige Barndom holdt vi Intet skjult for hende og vare ikke tilfredse og glade, forinden vi have fortalt hende Alt, hvad vi kunde have sagt og foretaget os, og dette Forhold varede saalænge vor Moder levede.

Rectoren var i de Aar Enelærer i den øverste Klasse, Mesterlectien kaldet; ligesaa vare de tvende Lærere i de 2 andre Klasser Enelærere hver i sin Klasse og kaldtes Hørere.

I Aaret 1803 blev min Broder Johan og jeg konfirmerede, og i samme Aar, tilligemed de fire andre Elever, demitterede til Kjøbenhavns Uviversitet. Den yngste og tillige den flinkeste af os alle var min Broder Johan, som da kun var 15 Aar gammel. Moder fulgte med os til Kjøbenhavn og tog tillige vor yngste Broder med. Sit Haab og sin Tillid satte hun til Gud, thi for menneskelige Øine vare Udsigterne kuns meget mørke; hendes Haab og hendes Tillid blev heller ikke skuffet. I August forlode vi Christiansand paa en Fregat, som skulde ned til Kjøbenhavn, og havde vi med de den fri Reise. I October toge vi examen artium med bedste Karakter, Johan var den eneste som fik Udmærkelse; han blev, som det den Gang hed, indkaldt, og Lodden traf paa ham, at holde den da brugelige latinske Tale. Christiansands latinske Skole var af Rector Gjør bleven bragt i et godt Ry ved de unge Mennesker, som han sendte ned til Universitetet. Paa Efterretningen om det heldige Udfald af Examen, sendte min Faders Eftermand i Embedet os 125 Daler, et Sammenskud af vore Forældres Venner i Christiansand. I Aaret 1804 toge vi den fuldstændige anden Examen, ligeledes med bedste Karakter.

Min yngste Broder blev sat ind i Borgerdydskolen, der var i megen Anseelse. En af Lærerne var den svenske Grev Horn, som havde taget Del i Mordet paa Gustav III i Stockholm 16de Marts 1792, og som derfor tilligemed flere Deltagere, for Livstid vare blevne landsforviste fra Fædrenelandet. Han havde antaget et andet Navn, som jeg nu ikke erindrer.

Min Broder Johan og jeg begyndte allerede i Aaret 1804 paa det juridiske Studium. Daværende Auditør i Kjøbenhavn, senere Højesterets-Advocat og Storthingsmand J. A. Hjelm, som ligeledes var fra Christiansand, tilbød sig at manuducere os, uden at ville have nogensomhelst Erstatning, et Tilbud, som naturligvis med Glæde og Taknemmelighed blev modtaget. Theologien foresvævede mig vistnok, men for høi, for fjern og uopnaaelig, saa at jeg efterhaanden bortraisonerede enhver Tanke om Muligheden af, nogensinde at kunne blive Theolog og Præst.

Jeg skulde gaa Cancellivejen. Anbefalet af en af min Moders Venner til en af Statsraaderne i Cancelliet, blev jeg i Slutningen af Aaret 1804 antaget som Extraskriver, hvorved Adgang skulde blive desto sikrere til at kunne blive Voluntør, naar jeg med bedste Karakter havde taget juridisk Examen. Min Kortortid var i Almindelighed fra Klokken fem Eftermiddag til Klokken otte om Aftenen, stundom et Par Timer om Formiddagen. Efterat have tilbragt den ganske Dag med at høre juridiske Forelæsninger, med at læse og at informere, blev dette Afskriverarbeide i Kontoret stedse mere og mere tyngende og nedtrykte baade Aand og Legeme, Betalingen var tillige høist ubetydelig. Min Broder Johan var kommet i Rentekammeret, dog ikke som blot og bar Afskriver, men i en mere selvstændig og virksom, følgelig behageligere Stilling.

Tidlig om Foraaret 1805 blev min Moder syg, og døde efter et uafbrudt tre Maaneders Sygeleie, den 1ste August, 52 Aar gammel. Jevnlig Nattevaagen ved hendes Sygeseng, Sorg over hendes Bortgang, i Forening med overanstrængt Arbeide, bidrog til at nedbryde Johans og min Helbred. En Ven af min Moder tog efter hendes Død vor yngste Broder i Huset til sig. I Aaret 1806 maatte Johan og jeg opsige vore Stillinger i Kontorerne og vore Informationer, og drage ind paa Fredriks Hospital; efter 14 Uger forlode vi igjen Hospitalet, men vor Helbred var og blev slet. Tørt Brød og en Skaal Melk var vor Middagsmad, høist sjelden varm Mad. Fælles om de samme Klæder og Støvler, maatte den Ene være hjemme, medens den anden var ude. Vi havde imidlertid været saa heldige at erholde Klosteret: et Stipendium for fattige Studenter; i Regentsen havde vi ligeledes erholdt Plads, og vi havde saaledes Tag over Hovedet og ejede desuden en Seng efter vor Moder.

Da en Ven af vor Moder i Foraaret 1806 blev ansat som residerende Kapellan paa Landet i Norge, modtog jeg hans Tilbud at følge ham til Norge for at gjenvinde min Helbred; min broder Johan blev ttilbage for at fortsætte sine Studeringer ved Universitetet. Da jeg maatte afbryde mine Studeringer og ty til Hospitalet, havde jeg dog bragt det saavidt med min juridiske Læsning, at Manuducteuren lovede mig bedste Karakter, hvis jeg i otte eller ni Maaneder kunde fortsætte Læsningen. Den 30te September 1806 forlod jeg i Følge med min Ven Kjøbenhavn; kom 2den October til Drammen, og tog ind til Sognepræsten, hos hvem jeg forblev to Vintre og en Sommer. Han havde været en Ven af mine Forældre og havde tillige en Tid været min Broder Johans og min Lærer i Christiansand; ædelmodigen vilde han ikke tillade mig at forlade ham, førend min endnu svage Helbred var blevet noget bedre.

Fra Foraaret af 1806 havde der hersket en livlig Bevægelse overalt i Norge, saa ogsaa i Drammen; Borgerne exercerede og Byens unge Mennesker havde oprettet et frivilligt Jægerkorps. Ingen havde visselig svigtet, dersom det var kommen til Kamp.

Uagtet svagelig Helbred og Kamp med trange Kaar, underkastede min Broder sig Vaaren 1807 den juridiske Prøve med bedste Karakter; ogsaa han kom til Drammen. Understøttede med Reisepenge af en Slægtning forlode vi begge Drammen i Februar 1808 og kom til Kjøbenhavn 16de Marts, hver med en Dukat i Lommen. Hos en Slægtning fik vi foreløbigt et Værelse at være i, og kort efter Ankomsten til Kjøbenhavn erholdt vi igjen Klosteret og Regentsen. Under Johans og mit Ophold i Norge, havde vor yngste Broder taget første og anden Examen, begge med bedste Karakter. Da hans Velgjører var død, sloge vi os alle tre sammen. Ved fremdeles blot at spise Melk og Brød til Middag, Morgen og Aften, og ved at benytte Klæderne i Fællesskab, saa vi aldrig kunde gaa ud paa eengang, kom vi ud af det og hjalp os frem uden at gjøre Gjeld. Ligesaa pludselig som uventet blev al vor Nød afhjulpen; min Broder Johan fik igjen Ansættelse i Rentekammeret og erholdt den første Maaneds Gage forskudsvis udbetalt. Ved et nyt Sammenskud af vore Forældres Venner i Christiansand, fik jeg ved samme Tid aldeles upaatænkt Tilsagn om et maanedlig Bidrag i 1½ Aar, eller indtil jeg havde faaet min juridiske Examen. Men det juridiske Studium yndede jeg nu mindre end nogenside; heller ikke tillof min Helbred mig vedholdende Aandsarbeide. Min yngste Broder havde imidlertid med Lyst og Fremgang begyndt paa det juridiske Studium. Jeg skrev til mine Velgjørere i Christiansand, og hin Uderstøttelse blev min Broder tildelt.

Hvad skulde der vel kunne blive af mig? det var for os alle tre en Tid lang en Gaade. Dog Modet tabte jeg ingenlunde. Noget maatte jeg imidlertid tage mig til. Jeg hørte en tre Ugers Tid Forstforelæsninger, men det kunde heller ikke føre til Noget uden Penge. Jeg gik ind i Studenterkorpset. Da der var Mangel paa Officierer ved de i Anledning af Krigen oprettede annekterede Batailloner, indgav saavel Kandidater som Studenter Ansøgninger om Ansættelse, som efter et Par Dages Forløb bleve bevilgede; kuns paa min Ansøgning fulgte intet Svar. Saa vare da formodentligen alle disse Officiersposter besatte; Godt, tænkte jeg, saa kan jeg jo nu gjøre Alvor af at blive Snedker, et Haandværk jeg altid havde yndet, og hvortil jeg havde Anlæg. Efterat have vandret om iblandt Kjøbenhavns Snedkere, fandt jeg i Løbet af den anden Dag en, med hvilken jeg indlod mig; han lod til at være en hæderlig og brav Mand. Jeg skulde give en halvvoxen Datter to Timers daglig Undervisning, og skulde igjen gives ordentlig Undervisning i Haandværket. Jeg blev tilfreds med min Stilling. Jeg havde allerede i mit omtalte Brev til mine Velgjørere i Christiansand sagt, at jeg var bestemt paa, heller at blive en duelig Haandværker, end at ville fortsætte det juridiske Studium, hvortil jeg aldeles intet Kald følte. Efter en 14 Dages Prøvetid skulde den skriftlige Kontrakt forfattes; Dagen før stod jeg og kogte Lim, da Mesteren med Huen i Haanden aabnede Døren til Værkstedet for en Underofficier af Garden i Uniform. Han traadte ind og henvendte sig til mig med følgende Spørgsmaal: "Er Deres Navn St.? Er De Student? Har De for en Tid siden indgivet Andragende om militair Ansættelse?". Paa mine bekræftende Svar sagde han: "Her er Deres Udnævnelse som Lieutenant". Ved et Tilfælde var min Udnævnelse blevet overliggende.

Da jeg med flere nyansatte Officierer havde gaaet Exercerskolen igjennem, bleve vi forestillede for Kongen, Frederik VI. den 19de Febr. 1809. Vi fik Ordre at afreise den 27de til vore respective Batailloner. Jeg blev ansat ved det slesvigste Infanteri-Regiments annekterede 3die Bataillon, som garnisonerede i Flensborg. Søndag Aften den 6te Marts kom jeg til Flensborg og meldte mig Dagen efter hos Chefen, Major B., en Farbroder til den hos Kong Frederik almægtige General B. Majoren var tillige Toldinspekteur i Flensborg og havde i sine yngre Aar været ansat i samme Egenskab i Christiansand.

Ikke forinden ved Aarets Udgang kunde jeg erholde Tilladelse til at afreise til Militairinstitutet i Rendsborg, for der at læse til Officiers-Examen, da det var min Bestemmelse, ikke igjen at træde ud af Etaten, thi ved indtrædende Fred bleve de annekterede Bataillone igjen opløste, og de Officierer, som ingen Examen havde, bleve da afskedigede. Jeg havde ikke i en Maaned hørt Forelæsninger, førend jeg faldt i en langvarig og voldsom Koldfeber; over sex Maaneder led jeg af den, og var jeg i flere Uger ad Gangen sengeliggende. Da jeg igjen vilde begynde at gaa ude, faldt jeg om af Mathed; men da jeg omsider kom mig igjen, var ogsaa ethvert Spor af den nervøse Hovedpine, som jeg lige til da, vel mere eller mindre, men daglig havde lidt af, for stedse og sporløst forsvunden, saa at jeg Dag og Nat kunde læse. Jeg var derfor saa heldig, i Januar 1810, med bedste Karakter at kunne underkaste mig Officiers Examen. Idet jeg nu skulde vende tilbage til Bataillonen i Flensborg, blev jeg, til min store Tilfredshed, beordret at gjøre Garnisonstjeneste i Rendsborg, hvorved jeg erholdt den ønskelige Leilighed til at fortsætte Studiet af de militaire Discipliner. Da nu ogsaa det Forbud paany blev indskjærpet, at ingen af Lærerne ved Institutet maatte give Eleverne privat Undervisning, fik jeg derved Anledning til at manuducere baade Frikorporaler og Officierer til Examen, hvorved jeg kom ud af den Gjæld, jeg ved min lange Sygdom havde paadraget mig. Den 29de April blev jeg beordret at støde til Bataillonen, som nu garnisonerede i den lille Fæstning Fredriksort. Men da Bataillonen siden beordredes til Rendsborg, for der at forblive, benyttede jeg min ved Examen erholdte Rettighed til at træde ind iblandt Linietropperne, med Anciennitet fra 1808, og jeg ansøgte og erholdt Tilladelse til at indtræde i det Regiment, som laa tilfelts.

Mandag Morgen den 27de Septbr. 1813, medens det endnu var mørkt, kjørte jeg ud af Rendsborgs Nyport og kom til Kiel; kjørte derfra over Preetz og det yndige Pløen til Ahrensbech. Underveis mødte jeg Flygtninge fra Eutin; de gik til Pløen og Omegn. Velklædte Fruentimmer og Mænd vandrede tilfods fra deres Fødeby, søgte og fandt Fristed paa dansk Grund. De forlode deres Fødeby af Frygt for de franske Tropper, som i Forening med det holstenske Rytterregiment rykkede ind i Eutin paa Execution, efter den i Lübeck værende franske Commandants Befaling. Den 29de tog jeg ind i de fem Taarne i sidstnævnte By. Fransk General L'Allemend var her første Commandant; under ham den danske Jægeroberst Waldek. Dagen efter reiste jeg til Ratzeborg i det Lauenborgske.

Da det nu blev dette Felttog, hvis Udfald afgjorde den endelige Skilsmisse mellem Danmark og Norge, efter 400aarig Forening, saa maa dette felttog og dets Kampe for os Norske ogsaa bestandigen beholde en særegen Interesse. Som Deltager i disse Kampe kan jeg derfor ikke afholde mig fra at yde et lidet Bidrag til Fremstillingen af og til Mindet om samme, og om de Danskes ogsaa ved denne Leilighed udviste Tapperhed.

I August 1813 vare 15000 udvalgte danske Tropper, under Kongens Svoger Prinds Fredrik af Hessen, stødte til Prinds Eckmühl, og rykkede frem til Stettin (1). Begivenhederne ved den store franske Armee havde tvunget Eckmühl til Defensiven; han havde derfor trukket sig tilbage til Ratzeborg, hvor han opholdt sig i Midten af den hele Position. De Danskes Tilbagemarsch fra Stettin gik over det i den danske Krigshistorie alt for bekjendte Gadebusch, i god Orden men under en hidsig Forfølgelse af Kosakker, indtil de naaede Ratzeborg. Stillingen, som den dansk-franske Hær havde indtaget ved Ratzeborg, holdt hele Strækningen besat fra Elben til Lübeck, og var altsaa fortrinlig, Noget, som man naturligvis maatte vente af Echmühl, thi man kunde useet, og altsaa uhindret, komme de truede Punkter tilhjælp. I Lauenborg, Moen, Ratzeborg, Lübeck, Buchen og Grunau vare stærke Befæstninger. Hovedstyrken var samlet i Leire ved Ratzeborg og Mollen ½, dansk Mil derfra, beskyttet ved Søer og Skove. Stillingen ved Ratzeborg indtoges den 3die Septbr. og holdtes til 13de Novbr. Vel forefaldt der i denne Tid ingen større Træfninger, men meget faa Dage gik hen, hvor der ikke paa en eller flere Punkter i Linien forefaldt mindre Skjærmydsler. Hele Tiden fortsattes med at forstærke Defileerne med Batterier, Forhug, o. s. v. Byen Ratzeborg ligger paa en Ø i Søen og er med 2 lange Broer forenet med Fastlandet. Centrummet af Stillingen ved Ratzeborg indtoges af den danske Hær; høire Fløi fransk General Valberg; venstre fransk General Loisson. I Ratzeborg var det danske og franske Hovedkvarter, Hospitalerne, Magasinerne, Brødbagningen m. m., alle syge Officierer og Mandskaber og Alt, hvad som af Artilleri- og Kavalleriheste kunde bringes under Tag. Ordningen af den danske Hær var følgende: 1) et Batteri; 2) en Bataillon Slesvig; 3) to Batailloner Fyen; 4) en Bataillon Slesvig; 5) en Bataillon Oldenborg; 6) et Batteri; 7) en Bataillon af Dronningens Regiment; 8) 50 Matroser.

Den 1ste October 1813 ansattes jeg til Tjeneste ved 1ste Bataillon Slesvig 3die Kompagnie, efter at være forestillet den kommanderende General Prinds Fredrik. Ved min Ankomst til Leiren laa 1ste Bataillon Slesvig paa Forpost, og Kompagniet, som jeg blev ansat ved, var skudt længere frem paa Feltvagt foran en Skov. Til min store Tilfredshed kom jeg saaledes strax i Virksomhed. Navnligen var det i en Mølle, Kogelermølle kaldet, vore fremskudte Feltvagter anbragtes, der igjen havde sine Forposter. Disse Feltvagter bestode af Kavalleri og Infanteri. Natten mellem 2den og 3die October foretoges af Infanteri og Kavalleri en Fouragering; om Eftermiddagen havde vi igjen indtaget vore Pladse i Skovkanten; en fiendtlig Forpost af 100 Hanseater blev fordreven, og to fangedes. Udbyttet var 50 Vogne Fourage, en Del stort Kvæg samt Lam, Gjæs og Høns, hvilke tvende sidste holdt et saa forfærdeligt Spektakel, som om de allerede følte vore Knive paa Struben. Dagen efter blev jeg detascheret længere frem og kom tilbage den 6te.

Den 7de October var en usædvanlig mørk Aften og Nat. Vore fremskudte Feltvagter bleve pludselig overfaldne og drevne tilbage. Det var saa mørkt, at man kuns ved Glimten af Skuddene kunde se den talrigt fremrykkende Fiende. Det var et skjønt Skue i Nattens Mørke at see den fiendlige Ild mere og mere at udbrede sig, og i alt større og større Nærhed; da vore yderste Forposter vare kastede tilbage, skede det fiendtlige Angreb en linie. Det skal have været General Dornberg, som her angreb med 2400 Mand Infanteri og flere Eskadroner Kavalleri. Generalens Hest styrtede strax i Begyndelsen af Angrebet, og Generalen døde (2). Om Morgenen var Fienden i fuldt Tilbagetog og medtog nogle og 20 Vogne med Saarede; hvor mange Døde han efterlod og mistede, ved jeg ikke at opgive, men nogle og 70 Fangne kom i vor Magt. Tabet paa de Danskes og Franskes Side skal mod Formodning have været ubetydeligt. Om Morgenen var Alt roligt igjen, som om Intet var forefaldet.

Samme Dags Eftermiddag rykkede første Bataillon Fyen ind i Leiren, og Slesvig afløstes i Forposttjenesten af første Bataillon Oldenborg. Vi havde da i tre Gange 24 Timer saa godt som ingen Søvn havt, vare aldeles gjennemblødte af Regnen og havde uafladelig vadet i Søle og Ler. Da vi om Aftenen nærmede os vore Jordhytter i Leiren, kom min Broder mig imøde; han var blevet Auditeur ved det fyenske Regiment. Da dette og Regimentet Slesvig var bestemt til at danne en Brigade, saa vi hinanden derved oftere. Han sagde mig nu, at en kogende Themaskine ventede mig hos ham, en himmelsk Musik i mine Øren, men ak! i samme Øjeblik blev jeg beordret til uopholdelig at trække paa Vagt igjen. Dog da det var til Hovedvagten i Forstaden Tremin jeg blev kommanderet, saa var denne Vagt til større Vederkvægelse, baade for mig og for mit Mandskab, end Opholdet i vore Lerhytter, thi vi havde her en varm og tør Vagtstue.

Den 12te blev jeg afløst og kom tilbage til Leiren; samme Dag bleve flere Parolbefalinger fra Kongen forelæste for Tropperne regimentsvis; af disse anføres her ikkuns tvende.

"Parolbefaling. Hovedkvarteret Kjøbenhavn 5 Septbr. 1813.
Da de Svenske have begyndt Fiendligheder, saa er nu Krigen mellem os og Sverige udbrudt og de Svenske angribes hvor ske kan. Vi stole paa vore Sø- og Landkrigeres prøvede Troskab og Hengivenhed for os, ligesom og paa deres urokkelig Mod og Standhaftighed. Fredrik Rex"

"Parolbefaling. Hovedkvarteret Fredriksberg Slot 23de Septbr. 1813
Soldater! vi ere i Krig med Keiseren af Rusland og Kongen af Preussen. Begge havde understøttet Kongen af Sverige i hans Fordringer og ville ikke lade os i rolig Besiddelse af vort Kongerige Norge; begge have forenet sig med vore Fiender de Engelske og Svenske. Allerede have vore Tropper fægtet mod Russere og Preussere. Vi opfordre Eder alle vore Krigere tillands og tilvands med Eders sædvanlige Mod og Troskab at værne om Fædrenelandet ved at bekrige disse Nationer, som true vor Selvstændighed. Med fuld Tillid stole vi paa Eders Troskab, Fasthed og Mod. Fredrik Rex"

Den 15de October kommanderedes jeg til at føre Inspection ved Hytters Opførelse og Istandsættelse, men da jeg i denne Egenskab ikke maatte forlade Leiren, var jeg, efter Andragende, saa heldig at blive afløst.

Den 11te erholdt Officiererne Vin og Mandskabet Brændevin for tre Dage. Dagen efter kom Ordre fra Eckmühl til samtlige danske og franske Tropper at være beredte til et Angreb. Ordren kom til os om Natten, at vi om 1½ Time skulde rykke ud. Jeg havde om Dagen erholdt to Bundter tør Halm og laa dybt begraven i Halmen og sov sødeligen. Jeg lagde mig igjen og sovnede strax, indtil min Broder kom med Kaffe. Mørkt var det og det regnede. Fransk General Romé havde Befalingen, og begge Prindserne indfandt sig. Vi stode opmarscherede tæt ved en Skov. Omsider begyndte det at dages; en Hare kom i det Samme ud af Skoven, den studsede, standsede, saa et Øjeblik paa os og satte saa afsted. Vi stode tause og halvt søvnige; Haren fremkaldte nu lidt Munterhed.

Det paatænkte Angreb blev kontramandert. Fienden havde villet angribe vore Forposter. De franske ridende Jægere, som udsendtes for at rekognosere, bleve ikke Fienden var før i det samme de bleve angrebne. En af Eckmühls Adjudanter, 15 Mand og en dansk Dragonofficier fangedes. Da Fienden saa den dansk-franske Kolonne staaende slagfærdig til at møde Angreb med Angreb, trak han sig hurtigen tilbage og da Eckmühl ikke fandt det tilraadeligt at rykke længere frem, vendte vi tilbage til Leiren.

Som allerede bemærket, forefaldt der under Opholdet ved Ratzeborg Intet af Vigtighed, men idelig Affairer med Forposterne, der dog altid kostede Blod og Menneskeliv. Eckmühl skjænkede altid vore Forpostaffairer den største Opmærksomhed. Bestandig havde han en, stundom flere Adjutanter ved vore yderste Forposter, og om Nætterne smaa Observationsposter af sit eget Grenader-Garde-Kompagni. Fra vor Side foretoges idelige og heldige Udfald mod de fiendlige Forposter.

Den 21de October marscherede Bataillonen Slesvig ud paa Forpost. Dagen efter beordredes jeg med 2 Underofficierer og 50 Mand længere frem, hvor Jægercapitaine Wegner med sit Jægercompagni var posteret. Vi fik herved begge to Leilighed til at fornye et i Kjøbenhavns Hospital stiftet Bekjendtskab; vi havde der været Stuekammerater. Den 23de blev jeg afløst; kom den 25de igjen paa denne Vagt og forblev her Maaneden ud. Jeg blev altid særdeles fornøiet saa ofte jeg beordredes til at gjøre Tjeneste under denne raske og modige Chef; uophørligen foruroligede han Fienderne. Herfra foretoges ogsaa hyppige Fourageringer i de omkringliggende ulykkelige Landsbyer.

Den 2den Novbr. havde jeg Vagt paa den høire Fløi af Leiren. I Nærheden blev en Soldat skudt, fordi han havde plyndret. Da vi tydeligen kunde se Executionen, gav dette Anledning til mange lystige Indfald og Bemærkninger blandt Folkene.

Jo længere vi maatte ligge i Leir, jo flere Bekvemmeligheder og Beskyttelsesmidler søgte vi at forskaffe os imod Kulden og imod det vedvarende regnfulde Høstveir. Nogle Hytter bleve forsynede med et Slags Ovne, opførte af Mursten. Der vare Hytter, som endog havde vinduer. Det fyenske Regiments Bivouak var maaske det pynteligste; foran samme vare plantede Alleer af Grantræer. I godt Veir opførtes Musik foran Leiren af de forskjellige Regimenters Musikkorpser. Engang imellem kunde de danske og franske Officierer besøge hinanden, forsaavidt den strænge Felttjeneste tillod det. Det var ikke saa usædvanligt at se franske Officierer som benyttede Briller.

Paa Restaurationerne i Ratzeborg kunde stundom franske Soldater og Underofficierer komme ind i de samme Værelser, hvor danske Oberster og Stabsofficierer vare samlede. Med den største Lethed og Ugenerthed hilste da Franskmanden, og satte sig ved det første det bedste Bord og underholdt en livlig Samtale med Hvemsomhelst. Paa Grund af den lange Øvelse og den dem naturlige og egne Lethed, havde de franske Officierer og Soldater en særdeles Færdighed og raskhed i at opføre Barakker.

Ved en vagt jeg havde i Forstaden Tremin, kom 100 Mand italiensk Kavalleri i fransk Tjeneste marscherende, og stege af udenfor det Værtshus, hvori Vagtholdet var; det var vilde Karle, fulde af Ild og Liv, men som nok ikke vare lette at styre.

Den 7de Novbr. angreb en dansk Bataillon en af Fiender besat Landsby, jog Fienden ud og bemægtigede sig nogle Specialkarter, som Eckmühl havde faaet at vide opbevaredes her.

Den 10de blev igjen vor Feltvagt overfaldet, to af vore Husarer nedsabledes, men da vi imidlertid strax toge to fiendlige Kavallerister tilfange, gallopperede det fiendlige Kavalleri tilbage igjen. Saadanne Overfald hørte, som sagt, til Dagens Orden, Nat saavelsom Dag, og ere her kuns exempelvis anførte.

Den 12te Novbr. brød pludselig hele den danske og franske Leir op, for at trøkke sig længere tilbage over Floderne Steckenitz og Wackenitz. Da Fiendens lette Kavalleri altid holdt Øje med vore Forposter, forlode samtlige Tropper Leiren før Dag. Forposterne kom derved, til min store Tilfredshed, til at udgjøre Arriergarden. Leiren antændtes om Natten, men da Fienden om Dagen endnu saa vore Forposter, vovede han ikke saa strax at forfølge os.

Slaget ved Leipzig den 17, 18, 19 Octbr. maatte ogsaa have en afgjørende Indflydelse paa Prindsen af Eckmühls Operationer. Efter dette Slag rykkede de mod Frankrig allierede Tropper frem i Tydskland, og Sveriges daværende Kronprinds over Lüneborg imod Elben, og med ham forenede sig den russiske Hærfører Walmoden. Den 13de Novbr. besluttede derfor Eckmühl at trække sig tilbage over Steckenitz og at postere sine Franskmænd fra Lauenborg til Mollen; Strækningen fra Mollen til Lübeck skulde de danske Tropper indtage. Alle foran Steckenitz-Floden basatte Poster forlodes undtagen Kanalen, die Landwehre kaldet, som beskytter Lübeck. Leiren foran Ratzeborg antændtes, som sagt, før Dag. Ved Middagstid saaes først Hanseater lige overfor Ratzeborg ved Søen. Broen var pallisaderet og 24 Timer iforveien forberedet til at afbrændes i det sidste Øjeblik, for at dække de Danskes Marsch til Krumess og de Franskes til Mollen. Men tre Ugers vedholdende Regnveir havde gjennemvædet Alt. Da Broen efter ½ Time endnu ikke var antændt, end mindre afbrændt, steg Eckmühls Utaalmodighed og Vrede til det højeste, han sprang af Hesten og satte sig med sine Adjutanter til at arbeide. Ved Hjælp af noget dansk Mandskab lykkedes det omsider, efter to Timers Anstrængelser under idelig Tiraillering med Fienden, at faa Broen antændt paa flere Steder. Under disse Bestræbelse var Eckmühl selv og flere Officierer nær blevne afskaarne af Ilden.

Ikke førend det dagedes den anden Morgen kunde Tilbagetoget tiltrædes. Efterat have tilbagelagt et Par Mil, maatte vi i over tre Timer gjøre holdt paa en stor Slette eller Hede, medens flere franske Troppeafdelinger defilerede os forbi; de skulde til Mollen. Flere af os havde paa andet Døgn Inten spist; vadende gjennem sølede og opblødte Veje, kom vi omsider til Landsbyen Krumess, hvor flere danske Corps allerede vare ankomne. Efterat Compagniet langt om længe var bragt under Tag, maatte Compagnichefen og jeg i lang Tid gaa om fra Hus til Hus for at faa Nattely. Da dette tilsidst lykkedes, havde jeg den uventede Fornøielse at træffe sammen med min Broder i samme Hus, og da vi nu fik kjøbt os en Høne og fik den kogt, saa blev dette en fyrstelig Aften. At faa mine gjennemblødte og tilsølede Klæder og Støvler af, og navnligen disse sidste, var, efter et lidet Forsøg, en Umulighed, men vel var det, thi jeg havde ikke kunnet faaet dem paa igjen, men hvor jeg alligevel sov sødt og godt, skjønt liggende paa det blotte Gulv; selv om der havde været Seng, havde jeg naturligvis ikke lagt mig i den og tilsølet den. Om Morgenen følte jeg mig saa vederkvæget og styrket, at jeg atter skulde have holdt ud i to Døgn at vaage, sulte og vade i Sølet. Kun Soldaten i Felten forstaar at sove og ved hvad det er at sove.

Dagen efter marscheredes kuns en Mil til Krumesserhof, og her blev holdt Rastdag. Dagen derefter gik det til Landsbyen Schersrade. Strax efter Ankomsten blev jeg med 4 Underofficierer og 45 Mand beordret til Jægercapitainen: han havde faaet Ordre til ved Donnerscheuse at sætte sig i Forbindelse med det paa hans høire Fløi staaende franske Korps, for at han itide kunde erholde Underretning, naar Fienden maatte trænge frem fra den Kant. Slusen førte over Steckenitz-Floden til den af Fienden besatte Flodbred. Samme Dag jeg kom hertil, fik jeg Nattevagt, Aftenen efter ligesaa, og saaledes gik det i etvæk. Sjelden fik vi sove om Dagen, thi da kom Kosakkerne ridende ned til Strandbredden og skjøde ind i Vagthuset, hvor vi tilligemed Mandskabet opholdt os. Om Natten kom de ikke, efterat de havde overbevist sig om, at vore Kugler mødte dem som oftest naar og hvor de mindst ventede det. Slusebroen havde Jægercapitainen vidst at beholde i sin Magt, saa at vi kunde drage den over til os, og vare vi saaledes Herrer over Overfarten. I en temmelig stor Landsby ¼ Mil paa den fiendlige Side, hvorfra Fienden forsynede sig med Levnetsmidler, besluttede Capitainen ogsaa at forsyne sig. Expeditionen lykkedes; en Mængde stort Kvæg, flere Vogne med Kornvarer og en Del Gjæs ikke at forglemme, bleve tagne. Vor flinke Capitain havde saa vel ordnet sit Mandskab, at Fienden indskrænkede sig til at iagttage os og følge os i Aftand, uden at vove noget Angreb.

Om Aftenen den 27de Novbr. fik jeg Ordre til uophørligen at marschere til Regimentet til Kromførde. En Veiviser med en Lygte maatte gaa foran, thi det var mørkt og Egnen var desuden os alle ubekjendt. Regimentet var da ifærd med at besætte et Brohoved og andre Værker og med at udbedre dem. Medens vi vare sysselsatte hermed, kom Ordre til, af yderste Magt og snarest muligt at tilintetgjøre alle de herværende Værker; hermed vare vi ikke komne langt, da Regimentet beordredes til uopholdeligen at forlade Alt og trække sig længere tilbage. Uden at Prinds Fredrik bemærkede det, og uden at Prinds Eckmühl havde underrettet ham, sin Allierede, derom, havde Eckmühl i al Stilhed forladt Mollen, hvortil vi, som anført, efter Aftale mellem begge Prindserne, skulde støtte os, og nu var Mollen ikke alene forladt af de franske og besat af fiendlige Tropper, men disse vare allerede i fuld Anmarsch. Fra nu af vare de Danske og Franske aldeles adskilte, saa et de maatte stride hver for sig.

I Lübeck laa en ikke saa ganske ubetydelig dansk Befæstning under den franske General L'Allemand, som endnu i nogle Dage sysselsatte en Del af den fremtrængende fiendlige Armee. Den 5te (6te?) December maatte omsider L'Allemand kapitulere, paa Betingelse af fri Afmarsch og i 24 (12?) Timer ikke at forfølges; men blev allerede ved Segeberg indhentet af det talrige fiendlige Kavalleri. Ved Bornhøvede stødte han til os og forblev da i den danske Hær, og havde fra nu af en Broderpart i Ledelsen af sammes sejerrige og hæderlige Marsch til Rendsborg; hans Fortjenester paaskjønnedes af Officierer og Soldater. "Brave Danois!" sagde L'Allemand, og de danske Soldater styrtede sig i Ilden med ham og for ham. Han brugte røde Benklæder, og havde "Generalen med de røde Buxer" ved en eller anden Leilighed hvilet sit Hoved paa en Tornister, vilde dens Ejer ikke afhænde den for nogen Pris.

Den danske Hærs Tilbagetog tog sin Begyndelse 1ste December, efter, som anført, at være afsondret fra den franske, som nu maatte indskrænke sig til Hamborgs Forsvar. Eckmühls Styrke skal have været 30,000 Mand, General Bennings Beleiringskorps 50,000, desforuden rykkede Sveriges Kronprinds frem mod Holsten i tre Kolonner.

Den danske vaabendygtige Styrke kunde være omkring 10-11,000 Mand foruden Garnisonen i Lübeck. Da den rykkede ud, var den 15,000. Den i Aaret 1813 usædvanlig kolde og regnfulde Høst bortrev, navnligen under Opholdet ved Ratzeborg, mange Syge; Febre og Blodgange herjede slemt. Til denne Sygelighed og Dødelighed bidrog vistnok ogsaa den meget umodne Frugt, som Soldaterne, trods alle Advarsler, spiste.

Af ovenanførte Aarsager var intet øieblik at tabe; i muligste Hast marscherede den danske Hær tilbage til Holsten. Den 1ste December gik den over Gross-Wesenberg, og Eftermiddag Klokken 4½ stod det slesvigske Infanteriregiment paa dansk, paa fædrelandsk Grund. Holsten maatte gives til Pris. Hærens eneste Redning var Rendsborg. Det talrige fiendlige Kavalleri gjorde det nødvendigt, at vælge den længere, men mere occuperede Vei over Oldeslohe, Seberg, Kiel og derfra over Sehested, fremfor den kortere Vei over Hederne og Sletterne. Hvor der gaves Høie og Krat, kunde Jæger-Compagniet holde Fienden i behørig Afstand; de bakkede Egne paa Østkysten vare de til Forsvar bedst skikkede Egne, altsaa de fordelagtigste for de Danske.

Den 3die December naaede Armeen Oldeslohe, hvor vi nøde er Par Timers Hvile til Klokken to om Natten. Tre Batailloner Infanteri, 2-300 Jægere, 2-3 Kavalleri-Eskadrone rykkede ud fra Oldeslohe for at recognoscere. Nogle fiendlige Patruiller fangedes, som fortalte at Avantgarden af hele den fiendlige Hær var i Anmarsch og allerede i Nærheden. Hovedstyrken af vore Tropper besatte nu Kongeveien, der førte til Oldeslohe, posterende sig foran Deutschboden. Den hele Dag var det mørkt og taaget, saa at man paa tyve Skridt intet kunde skjelne. Artilleriet kunde derfor ikke anvendes fra nogen af Siderne. Den omtalte Recognoscerings-Avantgarde anførtes af en Oberstlieutenant af det slesvigske Regiment og skulde med tre Compagnier fordrive fiendligt Kavalleri og Infanterie fra den en halv Mil fjernt liggende Herregaard Stenhorst og tillige indhente Efterretninger; til denne Afdeling hørte det Compagni, som jeg stod ved. Den øvrige Del af det fra Oldeslohe udrykkede Recognoscerings-Korps satte sig fast i en fordelagtig Stilling. Et andet Recognoscerings-Detaschement afsendtes i en anden Retning mod Siebenblumen.

Idet vi med fældet Bajonet stormede den af Fienderne besatte Gaard, Stenhorst, forlode disse Gaarden i største Hast. Det var Spisetid; den for Fienderne bestemte og allerede anrettede Mad tilfaldt vore Folk. I et Værelse stod et stort Bord, anrettet med Kjødsuppe og Kjød, samt med Madera, Rødvin og Rom; dog maatte vi selv være uleiligede med at trække Propperne ud af Flaskerne, saavidt vare de ikke komne, da vi stormede ind. Da jeg føst vilde tilse Mandskabet, kom jeg sidst ind. Det første vi gjorde, da vi havde besat Gaarden, var naturligis at udsætte Vagter og udsende smaa Patruiller. Jeg havde endnu Intet spist, men iskjænket et Glas Madera, for saaledes at begynde Maaltidet, da en af de udstillede Vagter kom farende til Vinduerne raabende "Fienden". I det samme faldt Vinduerne in i tusinde Stykker, og Musketkugler sloge ind i den modstaaende Væg, uden at saare en Eneste af os. En anden Officier og jeg lo af det Komiske i dette gjensidige Overfald, klinkede og tømte vore Madeiragrasser. "Men hvor kan De dog le!" raabte en tilstedeværende voxen Datter af Huset. Kruddampen og især Taagen, som havde hjulpet os ind i Gaarden, hjalp os nu ud af den igjen. Da de Fiendlige ganske havde omringet Gaarden, vovede de ikke rigtig at give Ild, for ikke at skyde paa deres Egne, og saa gik det tildels ogsaa os. Taagen blev nu saa stærk, at Venner og Fiender løbe imod hverandre; med rolig Aandsnærværelse uddelte Oberstlieutenanten sine Befalinger, beordrede mig at være den sidste der forlod Gaarden, at paase Orden ved Udmarschen og derefter at dække hans høire Fløi. Idet vi i størst mulig Stilhed droge ud af Gaarden, passerede vi forbi et Feltbatteri paa to Kanoner, der bestrøg den Vei vi maatte gaa. Ingen af os saa hverandre i Taagen, vi hørte imidlertid Artillerierne talte sig imellem.

Men nu begyndte igjen Ilden fra begge Sider, det gjaldt for os at slaa os igjennem ¼ Mil til Deutschboden, hvor, som anført, Hovedstyrken af Recogniscerings-Korpset stod. Delte i smaa Afdelinger, der gjensidigen forsvarede hverandres Tilbagegang, tiltraadte vi saaledes fægtende Tilbagegangen, indtil vi lykkeligen naaede frem til Deutschboden; da gjorde vi alle pludseligen Holdt og Front, vor Ild blev nu saameget større. Bestyrtsede over denne saa pludselige og uformodede forøgede Ild, trak vore Angribere sig tilbage udenfor Skudvidde og ordnede sig. Den fiendlige Ild begyndte igjen, ledsaget med et stærkt Angrebsskrig. Taagen vedblev, saa at vi paa begge Sider maatte rette vore Skud, dels efter Lyden og dels efter vor gjensidige Ild. Et Angreb paa vor venstre Fløi blev lykkelig tilbageslaaet. I to Timer vedvarede denne Kamp, uden noget afgjørende Resultat. Men nu stormede Grenadercompagniet af det slesvigske Regiment med fældet Bajonet og stærkt Anskrig, mange af dem vendte Geværet om og sloge om sig med Kolben; 10 af disse Tapre bleve øieblikkeligen nedstrakte af den fiendlige Ild. Samtidigen satte en Eskadron fyenske Dragoner over Grøfterne og gjorde et ikke mindre modigt og heldigt Indhug i Fiendens venstre Flanke. Dragonerne og Grenadererne nedsablede og nedstødte Alt foran sig. Aldeles forbausede og overvældede trak Fienden sig ud af Fægtningen. Al Skyden og Raaben ophørte, en Gravens Stilhed indtraadte. Solen var længe siden gaaet ned, det natlige Mørke gjorde denne pludselige Stilhed end mere høitidelig. Enkelte Ord hørtes af og til fra den fiendlige Side, men ogsaa disse forstummede. Grenadererne og Dragonerne havde igjen indtaget sine Pladse i Regimenterne. Ved Compagnierne begyndte vi i muligste Stilhed at se efter, hvor mange der savnedes. Tabet var, imod al Forhaabning, ikke stort; en og anden Savnet, saavel af Officierer for af Mandskabet, kom senere igjen tilsyne i Oldeslohe.

Efterat vi næsten i to Timer havde oppebiet et gjentaget Angreb og dette udeblev, brøde vi op og marscherede tause og stille i sluttet Kolonne tilbage til Oldeslohe, førende flere Fanger med os, iblandt disse en dødelig saaret Oberstlieutenant, som udaandede forinden vi naaede Byen. Førend han døde sagde han: "jeg føler jeg gaar samme Vei, som min Chef og Formand i Kommandoen". Denne havde været Oberst og Chef for General Walmodens Avantgarde, og var falden strax i Begyndelsen af Træfningen.

Efter 24 Timers Fraværelse kom vi om Morgenen Klokken 2 tilbage til Oldeslohe, hvor min Broder mødte mig udenfor Byen. Klokken 11 Formiddag hvirvlede atter Generalmarschen igjennem Gaderne. Hele Armeen rykkede ud og satte sig i slagorden paa Høiderne udenfor Byen. Saa mørk og taaget Gaarsdagen havde været, saa lys og klar var den nærværende Dag. Foran os i en Skov kom nogle af vore Jægercompagnier i Engagement, og fra Artilleriet paa vor høire Fløi dundrede af og til Kanonerne. De fiendlige Tirallieurer trak sig tilbage. Borgerne i Oldeslohe maatte bringe varm Spise ud baade til Officiererne og til Mandskaberne. Vi fik her at vide, at flere Fordele vare vundne ved Gaarsdagens Kamp. To af Prindsens Adjutanter kom og bevidnede Tropperne Prindsens Tak og Anerkjendelse af deres udviste Mod.

Da det begyndte at mørkne, marscherede Compagnierne turvis til Byen, for skiftevis at nyde tre Timers Hvile. Jeg havde faaet Compagniet indkvarteret og havde efterseet, om deres Værter ogsaa havde givet dem noget at spise; jeg var træt og tørstig da jeg traadte ind i Stuen til Rectoren, i hvis Hus Compagniets Officierer vare indkvarterede. Det frydefulde Syn af et dækket Bord og af en kogende Themaskine, forjagede Trætheden og Søvnigheden; Fru Rectorinden overrakte mig en Kop varm The og - i samme Øieblik kaldte Generalmarschen os paa ny til Vaaben og Kamp. Af det sidste blev der dog denne Gang Intet, vi maatte imidlertid foretage en stærk Recognoscering; det gode Veir var forsvundet, Regnen og Blæsten sloge os i Ansigtet. Et Par Timer før Midnat rykkede vi igjen ind i Byen, med Haabet om fire Timers Hvile. Mangen Soldat hungrede, mangen fattig Borger, som selv Intet havde, skulde bespise de indkvarterede Tropper; ofte var der i hans lille Stue ikke saamegen Plads, at Soldaterne kunde komme til at sidde ordentligen. En fattig Skoflikker fik 12 Mand og skulde inden tre Timer skaffe dem varm Spise. Han viste mig nogle Potetes, som han satte paa Ilden til sin Indkvartering og sagde, visende hen paa sin Kone og tre smaa Børn: "Jeg og disse have nu Intet". Den Maade, hvorpaa han sagde disse Ord, overbeviste mig om, at han talede Sandhed. Efterat have tilseet de af Compagniet Mandskaber, som jeg havde at sørge for, gik jeg igjen til Rectoren. Denne Gang blev jeg virkelig styrket og kvæget af Spisen paa det dækkede Bord og af Theen i den rygende Themaskine. Vi vare her i Rectorens gjæstfrie Stue fire Officierer; da vi havde tilfredsstillet vor Hunger og Tørst, satte vi os paa Stolene for at sove; Capitainen lagde Uhret paa Bordet. Rectoren vilde selv vaage og vække os, og forgjæves anmodede vi ham om at lægge sig, eller dog søge nogen Hvile, da han i de to sidste Døgn ikke havde været tilsengs, men uafbrudt havde havt varm Spise og Drikke anrettet for at kvæge og styrke de Danske. Da vi havde ¼ Time igjen, vækkede han os, for at vi skulde faa Tid til at drikke en Kop varm Kaffe før vi gik, den sidste Levning han nu havde i sit Hus, som han sagde.

Regnen faldt strømmevis ned af Himlen, sort og mørk var Natten, da Generalmarschen kaldte os ud. Paa Gaderne var en uophørlig Larm af alle Vaabenarter, hertil de dundrende Slag af Jernstænger, hvormed man søgte at opbryde Brostenene, for at opholde det fiendlige Kavalleri og Artilleri. Fienden rykkede nu imod Byen. Rectoren rakte os Haanden til Afsked og anbefalede os og den hele Armee i den Høiestes Varetægt. Rode var denne Hædersmands Navn. Vi marscherede nu ud af Byen den fremrykkende Fiende imøde, men efter et kort Ophold udenfor Byen gik det til Segeberg, hvor vi ankom ved Middagstid den 6te December. Her skulde vi ikkuns opholde os saa længe, at Folkene kunde erholde varm Spise. Der var ikke Plads i Husene, Mandskabet fik derfor udleveret Kjød, Officiererne maatte sørge for sig selv. Uagtet Regnen nu ikke var videre stærk, saa var dog Kogningen paa den vaade Jord og med det af Regnvand dryppende Brænde yderst besværlig. Jeg maatte gaa om i flere Huse, forinden jeg kunde faa kjøbt et Stykke tørt Brød og en Kop Kaffe, da jeg frøs. Brændevin og Rum var vistnok at faa, men fra den Dag jeg kom til Leiren ved Ratzeborg, smagte jeg ikke nogen Sort Brændevin og var derfor under hele Felttoget ikke en eneste Dag forkjølet, end mindre syg, medens at samtlige Officierer ved Regimentet i samme Tid havde været mere eller mindre upasselige og forkjølede.

Fra Segeberg gik det til Hamdorf. Ved Udmarschen fra Segeberg istemte Mandskabet Fiendernes sædvanlige Angrebsraab. Da en høit staaende Officier i sin Forvirring og Frygt troede sig angrebet og omringet af Kosakkerne, foraarsagede dette naturligvis megen Lystighed. Til Hamdorf kom vi da det var mørkt, og her nøde vi fire Timers vederkvægende Hvile. Om Morgenen den 7de kom vi til Bornhøvede. Som allerede anført, stødte her den franske General L'Allemand til os paa sin Retrait fra Lübeck; med ham fulgte 200 polske Lanciers. L'Allemand fik nu Kommandoen over den samlede Arriergarde, der bestod af 1600 Mand Fodfolk, to trepundige Kanoner og 100 Hestfolk samt hans 200 Lanciers. Generalen tog en Stilling foran Bornhøvede henad nogle lave Volde og ubetydelige Grøfter, for at Armeen kunde erholde den nødvendige Tid til at fortsætte Marschen uden at vorde angrebet. Der opstilledes en Haubitse, to Kanoner, to Batailloner Skarpskyttere og to Jæger-Compagnier. I stærkere og stærkere Skarer trængte Fienden frem; han havde den store Fordel, fra en Høi at kunne betragte Alt. De danske Feltstykker beskjøde med Heftighed den paa dette Sted angribende Fiende. Med et styrtede det fiendlige Kavalleri løs paa vore Tropper; det svenske mørnerske Husarregiment kastede først de 200 Lanciers i et Øieblik tilbage, og dreve ligeledes det paa begge Sider af Kanonerne posterede danske Kavalleri ind paa Kanonerne. Med stormende Heftighed forfulgte de mørnerske Husarer de vundne Fordele; vore Artillerister kom i Uorden og adspredtes; en Bataillon af den fyenske regiment, som stod opmarcheret udenfor Byen, styrtedes saa at sige overende og adspredtes; Forvirringen blev stor; og med dette Indhug burde det fiendlige Kavalleri have ladet sig nøie og trukket sig tilbage itide; thi nu ilede Prinds Fredrik til med Forstærkning af Kavalleri, og L'Allemand satte sig i Spidsen for samme. Vi havde seet den franske General i stærkt Gallop unddrage sig Fægtningen, fulgt af danske Kavallerister; dette gjorde visseligen intet behageligt Indtryk; men nu saa vi ham som en Stormvind at kaste sig imod Fienden, fulgt af et dansk Kavallerikorps. Kuns for at vinde Terrain og Tid til at ordne et Indhug, havde bragt Generalen til saa ilsomt at fjerne sig fra Kampen. Det fiendlige Kavalleri standsede, gjorde omkring og søgte at bane sig Vei tilbage igjen igjennem Landsbyen. Men nu havde vore Kanonerer igjen indtaget sin Stilling, og den fyenske Bataillon var hastigen bragt i Orden igjen af dens Officierer. Efter hvad der blev berettet, led det fiendlige Kavalleri ved sin overilede Fremtræden et betydelig Tab. Vort Tab var vistnok stort, og vi mistede en Del Fanger, foruden at et af vore Jægercompagnier dels blev nedhugget, dels fangedes med alle dets Officierer; begge Kanonerne bleve efterladte, da Hestene dels vare dræbte dels saarede. En Hest blev skudt under L'Allemand.

Under en Lieutenant af det holstenske Rytterregiment, en Ven af mig, styrtede Hesten. Idet en fiendlig Kavallerist nu huggede efter Lieutenantens Hoved, faldt hin pludseligen død ned ved Siden af sin Fiende, truffet af et Skud fra en af vore Jægere.

Ved Bornhøvede var det at Waldemar II eller den Seierrige led sit bekjendte Nederlag.

Ved Overgangen over den slesvig-holstenske Kanal ved Klüvensick mistede vi ligeledes to Kanoner, som vi dog nok fik fornaglede. Forinden Fægtningen ved Bornhøvede havde vi maattet staa stille i fire Timer og bleve gjennemspidsede af en kold Nordenvind. Ifra Bornhøvede gik første Brigade til Nettelse; Regimentet Slesvig med anden Brigade til Prectz. Denne Marsch blev den besværligetse paa det hele Tilbagetog, thi Lerveien var næsten bleven bundløs af Regnen. Udmattede og kraftesløse sank Folkene til Jorden og bleve liggende; kuns med Møie fik man dem til at slæbe sig hen til Siden af Veien, for dog ikke at blive liggende midt i samme. Regimenterne kom i Uorden, som Artilleriet med sine Vogne og Krudkjærrer end mere forøgede. Vi vare alle fra øverst til nederst overstænkede med Ler. Ved Dagens Anbrud skulde vi være i Prectz; vi maatte nemlig marschere om Nætterne, fordi Fienden ikke da vovede at forfølge os i et ham fiendligt og ukjendt Land. Omsider stode vi udenfor Byen, men hvorledes? med neppe en femte Del af Mandskaberne; Capitainen faldt to Gange om af Mathed. Mod Forventning bleve Compagnierne efter to lange Timers Venter, fuldtallige. Frugten for at blive nedsablede, overredne eller overkjørte, samt Visheden om, i Prectz at erholde Vederkvægelse og Hvile, bragte Efternølerne til at anstrænge deres yderste Kræfter. Det var mørkt da vi droge ind i vore anviste Kvarterer. Vi vare fire Offiecierer i et ganske lille Værelse. Varm Kaffe gjorde os glade, oprømte og lystige, og Affairen ved Bornhøvede, L'Allemand, Dagens og Nattens Besværligheder opmuntrede vor Sindsstemning; vi lo af hverandres lerede Udseende og sang af Hjertens Lyst Krigssange og nationale Sange, kastede os saa hen paa nogle Træbænke, og i samme Øieblik forstummede Lystigheden og Søvnen lukkede vore Øine. Ved Middagstid kaldte Generalmarschen os pludseligen og ganske uventet, og i hvilket Øiebik? Just som en vældig Terrin Kjødsuppe bragtes ind. Capitainen blev saa forvirret, at han løb om og søgte efter sin Sabel, som han ikke kunde finde, - den hang ved hans Side. Premierlieutenanten sad i et Hotel, og en af Officiererne var ude i Byen. Uden at agte Smerterne i Mund og Hals, spiste jeg i al Hast en Tallerken af den koghede Kjødsuppe. Regimenterne samledes i de til Indgangen i Byen nærmest stødende Gader. Fienden havde altsaa indhentet os, og nu skulde atter en Træfning leveres. I hele Byen blev nu en forventningsfuld Stilhed, alle Boder, alle Døre lukkedes. Ingen af Indbyggerne lode sig se paa Gaden, stundom lukkede En og Anden et Vindue op og saa ud. Præsterne iførte sig deres Embedsdragter, kom undertiden ud og samtalede med Officiererne.

Det er nogle høitidelige Øieblikke, naar et Armekorps staar slagfærdig, ventende paa, at den sig nærmende Fiende skal komme inden Skudvidde. Roligt, mandigt Alvor lyser ud af det modige, halv stolte, halv smilende Blik, hvormed Krigeren skuer didhen, hvor han skal udbrede Død og Ødelæggelse, og hvorfra Død og Ødelæggelse ogsaa skal lyne ham imøde. Hans indre Følelser udtale sig da som oftest med umiskjendelige Træk. Imedens at En sees i sit stille Sind at opgjøre sit Regnskab med Gud, anbefalende Sig og Sine i hans Forsyns Styrelse, sees paa en Andens Ansigt letsindig eller sløv Ligegyldighed.

Uformodentlig begyndtes at parlamentere, og da Aftendæmringen begyndte at udbrede sig, gjorde vi omkring og marscherede ud af Byen, uagtet saavel Officierer som Mandskab havde ønsket en Træfning. Saare rigtig handlede Prindsen i, paa Marschen til Rendsborg at undgaa enhver unødvendig Træfning med en i Antal saa overlegen Fiende, der dagligen havde Anledning til dobbelt at udfylde ethvert Tab, medens at ethvert saadant, især af Menneskeliv, for den lille danske Hær, baade var føleligt og uerstatteligt. Enhver Enkelts Liv maatte derfor paa det omhyggeligste skaanes, indtil det forutsete og uundgaaelige Sammenstød maatte finde Sted, et Sammenstød der maatte blive afgjørende for den hele Armee, afgjørende for Danmarks Hæder og Held.

Den 8de December rykkede Armeen mod Kiel, nogle af Tropperne bleve indkvarterede i selve Byen, nogle udenfor. Regimentet Slesvig, som jeg stod ved, indkvarteredes i Forstaden Dorfgarten. Mellom Kiel og Rendsborg stod allerede russisk General Walmoden med en mægtig Hær, og vilde her modtage de faa danske Krigere for at føre dem fangne med sig i Triumf.

I Dorfgarten var Forpleiningen hel maadelig; om Morgenen fik jeg netop saa meget, at jeg ikke egentlig kunde siges at være hungrig, men saa fik jeg ikke Mad igjen (paa tre Potetes nær) paa to Døgn, nemlig efter Indmarschen i Rendsborg. Om Morgenen den 9de, medens det endnu var mørkt, marscheredes op paa nogle Høider. Men da Dagen brød fem og det blev lyst, fandtes det uhensigtsmæssigt, her at ville indlade sig i nogen Træfning; vi marscherede altsaa afsted igjen paa Veien til Rendsborg. Landsbyen Gettorf var Maalet for den Dags Marsch. Indbyggerne i Egnen om Kiel vare ivrigen sysselsatte med at skjule deres bedste Sager; selv Kreaturene skjultes i Skovene; tildels søndersloge de Noget af deres Bohave, for at Fienderne skulde tro, at de allerede engang havde været plyndrede. Men der vare de iblandt de fiendlige Tropper, som vare alt for godt bekjendte med saadanne Manøvrer, og lode sig ikke saa let føre bag Lyset, men anstillede nøiere Undersøgelser og forsmaaede ingenlunde at holde sig til hvad de forefandt.

Da vi allerede nærmede os Landsbyen Gettorf, maatte første Bataillon Slesvig gjøre omkring og marschere ¼ Mil tilbage igjen, da fiendlige Tirailleurer nærmede sig. I tre Timer maatte vi saaledes staa slagfærdige og skudfærdige. Fienderne afstode fra her at angribe os; de ilede den korteste Vei tilbage til Rendsborg, for at forene sig med dem, som allerede havde afskaaret os Veien derhen. Om Aftenen stod jeg igjen med Bataillonen udenfor Gettorf. Da den hele danske Hær her var samlet med sin Tros, sit Artilleri og Kavalleri, kan man let forestille sig den Bevægelse, Larm og Trængsel, kort det Liv, som her maatte røre og bevæge sig, i en Landsby af ikke større Omfang. Her skulde vi nu anvises Kvarterer for at nyde nogle faa Timers Hvile og Søvn, fra hvilken saa mange af os Morgenen efter skulde gaa til en anden Hvile, til en anden Søvn, og hvortil vi ingen andre Anvisninger behøvede, end de, som de fiendlige Kugler og Sabler tilsendte os og uddelede iblandt os. Længe maatte vi her staa i Sølet til langt op paa Benene, førend vi kunde komme under Tag. I et og samme Hus bleve flere hundrede Mennesker og en 200 Heste indkvarterede, og hvor var det muligt for Landsbyen at kunne tilveiebringe Spise for 10 à 11,000 hungrige Mennesker? Ved min Indtrædelse i Værelset stod en Sværm Officierer om et Fad Potetes, af hvilke det lykkedes mig at tilvende mig de ovennævnte 3 Stykker; da den slesvigske Bataillon hørte til Arriergarden, var den naturligvis stedse den sidste, som kom i Hus. Poteterne vare fortærede og i samme Øieblik var Gulv, Borde, Bænke og Stole bedækkede med sovende Mennesker. Neppe havde vi saaledes ligget i tre Timer, før Landsbyen gjenlød af krigersk Musik, Tambourene sloge Generalmarsch, Trompeterne og Jægerhornene skingrede. Ude i Landsbyen var nu alt i Oprør og levende Bevægelse, og som det ved første Øiekast syntes, at vildt Kaos af Uorden, Forvirring og Trængsel: overalt hørtes de forskjellige Krigsinstrumenters bedøvende Toner, Mennesker kjørte, rede, løb og gik om og over hverandre; her styrtede en Hest til Jorden med sin Rytter, ved Siden laa en Jæger, overreden af en Flok forbifarende Ryttere. Infanteristen ilede den korteste Vei til sin Fane, Kavalleristen galopperede til sin Standart, Artilleristen sprang til sin Kanon. Paa engang, man ved ikke hvorledes, er Alt stille, og i den regelmæssigste og skjønneste Orden. Et Kommandoraab lød, og nu marscherede alle disse Tusinder, i regelmæssige og ordnede Afdelinger, med vaiende Faner og Standarter, med skjøn og begeistrende krigersk Musik Valpladsen paa Sehesteds Sletter imøde.

Den 10de Decbr., kort efter Midnat, marscherede den samlede danske Armee, tre Brigader, fra Landsbyen Gettorf. Langt vare vi ikke komne, førend vi maatte gjøre Holdt i et Par Timer, da nogle foran os liggende Skove maatte undersøges; omsider kommanderedes Marsch. I flere Timer gik det nu uafbrudt ad Sehested til, hvor General Walmoden med Hovedstyrken af sine russisk-tydske Tropper, mellem 15000 og 18000 Mand, med seiersalig Vished, ventede 10-11000 Mand danske Tropper.

Klar og yndig frembrød Morgenen; aldrig har jeg seet Solen skjønnere og mere majestætisk høiere og høiere at hæve sig op paa Himmelens udstrakte Befæstning og paa samme at tiltræde den den anviste Vandring.

Sehested var i Fiendens Vold; paa Høiderne om Landsbyen vare stærke Forposter, som dog dels bleve tilbagetrængte, dels trak sig tilbage for de stærke Recognosceringskorps, der vare gaaede foran den danske Armee. Trosset, det indtog en Strækning af ¼, holdt nu; vi marscherede forbi Vognene og opdeplojerede; ogsaa Walmodens Hær opdeplojerede, og saaledes nærmede vi os nu hverandre til Kamp.

Fordelagtigen havde Walmoden benyttet Terrainet og besat en mindre Landsby med 1000 Mand Fodfolk og to firepundige Kanoner; det var os en Umulighed at foretage Nogetsomhelst, førend Landsbyen var vor. Kanontordenen og Geværilden vidnede om Angribernes og de Angrebnes gjensidige Anstrængelser. Det oldenborgske Grenader-Kompagni, anført af tvende Officierer, ilede frem langs Landevejen og stormede (3). 20-30 Mand bleve øjeblikkeligen strakte til Jorden af Fiendens Kardetscher, begge Officiererne bleve haardt saarede, men under Sergeantens Anførsel fortsattes Angrebet, Høien blev besteget, Kanonererne nedsablede; men nu begyndte en Bajonetfægtning, der vilde have ødelagt de faa danske Grenaderer, som ikke kunde længe have holdt det ud mod store Overmagt; men i dette afgjørende Øieblik gjorde 60 fyenske Dragoner et pludseligt og stormende Indhug i Fiendernes Ryg; de derover forfærdede Fiender strakte nu Gevær; andre fiendlige Batailloner ile til, men mødtes paa Veien af danske Batailloner; en levende og uafbrudt Geværild udslyngede Død og Fordærvelse paa begge Sider; forgjæves søgte Walmoden at lade Kavalleriet hugge ind; Terrainet lagde Hindringer iveien, og vi indtoge Stillingen, fangede 800 Mand og erobrede desuden de to Kanoner.

Begge Hære stode i ordnet og forberedet Slagorden, uagtet denne foreløbige Forpostfægtning. Det danske Artilleri havde endnu ikke løsnet et Skud; men ankommen til dets anviste Plads sendte det Død og Ødelæggelse ind i de fiendlige Rækker. Ilden udbredte sig nu over den hele Linie, stedse heftigere og heftigere og mere og mere ødelæggende. Skjøndt udsat for den fiendlige Ild, havde anden Bataillon Slesvig dog endnu ikke affyret at eneste Gevær; vi beordredes nu længere frem og maatte løbe over nogle Jorder, for snarest muligen at kunne naa frem til den for os bestemte Plads.

General Walmoden angreb med Kavalleriet den danske høire Fløi, som da var den svageste; det Meste af det danske Kavalleri ilede øieblikkeligen Fienden imøde og tilbageslog Angrebet. Paa den venstre Fløi havde en dansk Bataillon udholdt en lang og haardnakket Kamp imod de tvende fiendlige Batailloner og bortskudt sin Ammunition; neppe bemærkedes dette, førend de fiendlige Batailloner fordoblede deres Ild og trængte frem; den danske Bataillon dreves tilbage og den venstre Fløi blottedes; en anden dansk Bataillon rykkede nu frem, og de to fiendlige kastede sig i en nærliggende Skov. Seiren er uvis, Kann- og Geværilden begynder at helde sig til den fiendlige Side. Den 1ste Bataillon Slesvig beordres til Bagagen, for at værne om de Syge og Saarede og om Trosset; iblandt de Syge var ogsaa min Broder. Anden Bataillon Slesvig beordredes nu til den høire Side af den haardt betrængte venstre Fløi. En af Gjærder paa begge Sider indsluttet temmelig bred Vei - en saakaldet Hulvei - skulde rodevis passeres; jo nærmere vi kom, desto hedere var Kampen; uden Ophør rasede Ilden fra utallige Geværskud, der ofte bleve overdøvede af Kanontordenen. Krudrøgen skjulte i flere Sekunder Ven og Fiende; en Kanonkugle strøg langs Bataillonen, uden at ramme Nogen af os, men knækkede et temmelig stort Træ ved Siden af os midt over, idet vi gik forbi. "Denne Kugle kunde have nedstrakt mange af os", sagde Oberstlieutenanten ganske roligt til mig, der gik ved Siden af ham. Da vi skulde svinge ind paa vor anviste Plads blev enhver Mand staaende stille og urokkelig, eftersom han kom ind paa Pladsen. Hvor elskværdige viste Folkene sig! Rolige og uforfærdede, med deres skarpladte Geværer paa Skuldrene, stillede de sig, Mand for Mand, ved Siden af hverandre, indtil Bataillonen kunde blive fuldtallig opstillet og i denne Tid bleve nogle af dem saarede eftersom de vare komne op i Linien; thi under denne Opdeplojering strømmede uden Ophør Ild og Skud os imøde fra et fiendligt Korps, som stod beskyttet bag et levende Gjærde, og hvis Ild vi for det første ikke kunde besvare, førend den hele Linie var formeret.

Idet nu Linien var ved at blive fuldstændig, sendte Fienden en Generalsalve, som fremkaldte en noget bølgende Bevægelse i Linien, men i samme Øieblik kommanderede den brave Oberstlieutenant (4): Fanerne frem! Raske og rolige, som paa en Execerplads, traadte begge de brave Fanebærere frem de befalede otte Skridt foran Fronten imod Fienden. Som elektrisk Slag virkede Synet af Fanerne, den bølgende Bevægelse ophørte øieblikligen. Marsch! lød nu igjen Kommandoordet. Uanfægtede af den fiendlige Ild, uden at løsne et Skud, som Intet havde nyttet og kun foraarsaget Uorden, marscherde Bataillonen fremad. Kort efter lød Kommanoordet: Fæld Gevær! Fanebærerne standsede nu, indtil de kom i Linie igjen med Bataillonen. Trommerne hvirvlede, og under et muntert Hurra stormede Bataillonen frem. Det fiendlige Korps kastede sig hovedkuls tilbage, unddragende sig Bajonetkampen. Uden hidsig Overilelse, dog hurtigt nok til at hindre det fiendlige Korps fra at ordne og samle sig, forfulgte vi det over flere levende Gjærder og indhegnede Marker, den hele Tid udsat for tre Batteriers Krydsild, som dog heldigvis ingen Stands gjorde i vor Fremrykken. Efter paa denne Maade i utrolig kort Tid at have drevet det fiendlige Korps over en halv Fjerdingsvei tilbage, kommanderedes i betimelig Tid: Holdt! Uden at have løsnet et Skud, og at det var kommen til Bajonetfægtning, trak vi os nu tilbage i god Orden, uden at blive forfulgte, saa at vi igjen komi Linie eller Høide med Hovedstyrken, hvis ene Flanke vi ved en for hidsig Fremrykken vilde have blottet, og desuden udsat os selv for at blive omringede og afskaarne. Følgerne kunde have blevet høist fordærvelige for Armeen. Oberstlieutenanten fik en Contusion af en mat Kugle. Ogsaa jeg blev truffet af to Geværkugler, men begge prællede af paa en Spænde i mit Sabelgehæng; jeg saa den ene falde ned lige for Fødderne, men der var ingen Tid til at tage den op.

Paa den anden Side af Veien havde Bataillonen Fyen og to Batailloner Oldenborg kjæmpet med Opbydelsen af alle deres Kræfter. Efter en hidsig Kamp med Skud, fældtes ogsaa her Bajonetterne, og ogsaa her blev Fienden tilbageslaaet, efter at han havde lidt et Tab af 200 Saarede og Døde. Bataillonen Slesvig havde, efter igjen at have indtaget sin Stilling, havt nogle faa Minuters Rolighed til at drage Aande, og havde da i denne Tid været Vidne til Udfaldet af Kampen paa den anden Side af Veien, og med jublende Glæde tilraabt Fyen og Oldenborg et lykønskende Hurra, da et fiendligt Kavallerikorpses heltemodige Kamp og Tilintetgjørelse tiltrak sog vor udelte Opmærksomhed og Deltagelse. Ved Centrummet vilde General Walmoden samle sin Hær for derfra at benytte den omtalte halvvundne Fordel. For at forhindre dette ilede det holstenske Rytterregiment frem imod hans Centrum, men kastedes tilbage, da Walmoden her havde samlet en betydelig Styrke. Rytterregimentet søgte ilsomt tilbage til Infanteriet og til Sehested, for ikke at blive afskaaret og uden Nytte at lade sig tage til Fange, eller blive nedhugget. Paa Gaarden Sehested befandt sig da Kjærnen af vort Kavalleri. Det holstenske Rytterregiment blev paa sit Tilbagetog heftigen forfulgt af det fiendlige Kavalleri. Det var det mecklenburgske ridende Jægerkorps, dannet af Frivillige af alle Stænder. Som en brusende Orkan foer det frem, dets Anfører foran, med sin lange og brede Sabel huggende om sig; den frosne Jord dundrede og rystede under dette Stormangreb. En Del af vore Husarer, som havde ladet det holstenske Rytterregiment passere sig forbi, for at det igjen kunde ordne sig, kastede sig modigen mod det mecklenburgske Jægerkorps. Den fiendlige Anførers i det klare Solskin blinkende Sværd, kløvede Hovedet paa en Husar, som sank ned af Hesten; fulgt af sin tapre Eskadron banede han og den sig med uimodstaaelig Magt en Vei mellem og over vore Husarer, svingende og huggende til Høire og til Venstre med deres lynende Sværd. Korpset red os ganske tæt forbi, ikkuns ved et Gjærde adskilt fra os, som Stormvinden rivende Alt med sig. Hensunket i Beskuelsen af denne Kamp, glemte det danske Infanteri at give Ild. Snart fordelte vi os imidlertid langs Gjærdet og begyndte at fyre.

Ubemærkede af os, thi vor Opmærksomhed var saa ganske optaget af hvad vi saa, vare fiendlige Infanterikorpser, der sandsynligvis skulde have understøttet deres Kavalleri, komne os ganske nær ind paa Livet; men i det samme vi bleve dem var, ilede vi alle, Officierer og Mandskaber, uden at oppebie Ordre, og uden at give os Tid til at løsne et eneste Skud, med vild Glæde og Hurraraab i fuld Sprang og med fældet Bajonet imod dem. Efter skyndsomt at have givet os det glatte Lag, hvoraf jeg ikke tror, at en eneste Mand af vore faldt, begave de sig paa Flugten, uagtet deres større Antal, sviktende deres tapre Kammerater Mecklenburgerne. Det fiendlige Infanteri skjød i det Hele taget ikke noget videre godt; det sigtede for høit. Under denne omtalte Affaire vare imidlertid Mecklenburgerne komne ind paa Gaarden Sehested, midt imellem vort Kavalleri. Forgjæves søgte det nu at tiltvinge sig Tilbagegangen. Paa begge Sider af Veien stode vore Infanterister. Tilbagegangen hindredes ligeledes ved de mange døde og døende Mennesker og styrtede Heste. Allerede paa Gaarden Sehested var der tilbudet dem en hæderlig Kapitulation. Gjentagne Gange blev der at vore Officierer og af Mandskabet tilraabt dem Pardon. "Ingen Pardon" var Svaret; som Fortvivlede vedbleve de at hugge om sig; ikkuns omtrent 20 kom derfra med Livet. De saa dog, at deres Infanteri befandt sig paa ilsom Tilbagegang; heller ikke saaes noget Kavalleri at komme dem til Undsætning. En Prinds af Mecklenburg, Chef for Korpset, tildeltes af en dansk Husar et Sabelhug i sin høire Haand, og førtes af Husaren som han Fange hen til Prinds Fredrik, der lod ham forbinde og, saavidt jeg erindrer, enten siden udvexle med en dansk Stabsofficier, eller frigive paa Æresord, ikke at deltage i Kampen. At Husaren fik sit Danebrogstegn, er vel overflødigt at bemærke.

Under en af disse forskjellig nævnte Træfninger, saa man General L'Allemand at sprænge hen til et Sted, hvor de danske Tropper bleve haardeligen trængte; ypperligen [betjente] saavel af Mandskabet som af Officiererne, gjorde disse to med Kardætscher ladte Kanoner den mest forønskede Virkning, saa meget mere, som Fienderne her ikke havde bemærket noget Artilleri, førend Kardætschkuglerne begyndte at rydde op iblandt dem. Efter Affairen med det mecklenburgske Korps, var Bataillonen Slesvig bleven beordret til Foden af en Høi; kort efter kom et Batteri, ligeledes paa to Kanoner, kjørende i stærkt Trav op paa Høien og begyndte at skyde over vore Hoveder; vi maatte snart sætte os bag Batteriet, som nu blev beskudt af tvende fiendlige Batterier, hvis Kugler sloge ned rundt omkring os, saa at Jord og Stene kastedes os i Ansigtet og saarede nogle af os. Tvende Kanonkugler strøge tæt ved og langs Bataillonen; 100 Mennesker kunde i et Øieblik være blevne nedstrakte. Det danske Batteri blev kommanderet af en ung, rask og kjæk Artillerilieutenant; ikke mindre kjækt var Mandskabet. En fiendlig Kanonkugle saarede to Mand ved den ene Kanon, stødte en af dem tilside og gjorde en forfærdelig Allarm; "Gaa dere tilside" sagte Lieutenanten ganske rolig, tog selv en af Haandspigerne, stillede Kanonen og sigtede, men forinden han var færdig, kom atter en Kanonkugle, slog Benet af en allerede saaret Mand, kvæstede to andre og kastede tre Mand af Bataillonen Slesvig til Jorden, dog uden at dræbe dem. Lieutenanten lod sig aldeles ikke anfægte, stillede atter Kanonen ganske rolig, sigtede og nu affyrede han den selv; vi saa paa hans Ansigt, at han ventede sig noget Godt af dette Skud, det traf ogsaa midt i et af de fiendlige Batterier saa heldigt, at det udbredte den største Forvirring og Skræk. Geværilden var nu allerde ophørt; efterhaanden ophørte ogsaa Kanontordenen. Paa begge Fløie trak Walmoden sig tilbage; nu kom Turen til ham at trække sig tilbage, ikke for Overmagten, thi den var fremdeles paa hans Side, men for dansk Tapperhed maatte han retirere. De danske Kanoner tordnede endnu nogle Gange et Tak for idag til den fra Valpladsen retirerende overlegne Fiende, og vor Hær blev endnu en Tid staaende i Slagorden, indtil man fik at vide, hvor langt den fiendlige Hærfører var retireret, beredt til endnu en Gang, hvis saa skulde være, at fornye Kampen for Danmark og for dets Hæder og Ære. Prinds Fredrik aflagde Prøver paa personlig Mod. Han satte sig i Spidsen for en Bataillon og trodsede Fiendens Ild.

Nihundrede danske Krigere døde den Dag den skjønne Død for Fædrelandet. Danskere og Holstenere kappedes i Tapperhed.

Vor Seier var saa afgjørende, og Fienden havde trukket sig saa langt tilbage, at ikke en eneste Vogn af vor Bagage blev antastet, uagtet den ikke førend en Dag sildigere kunde komme til Rendsborg. Stort maa det fiendlige Tab have været; thi et tusinde Fanger førte vi med os til Rendsburg, ligeledes toge vi to Kanoner. Flere af vore saarede Soldater traadte forbundne igjen in i Gelederne. Kampen havde varet fra Klokken 7 Morgen til Klokken 3 Eftermiddag. Pontons-Chefen, som fra Leiren ved Ratzeborg havde fulgt med Hæren, gjorde ofte Tjeneste som Frivillig; han deltog i det omtalte Angreb af det holstenske Rytter-Regiment mod Walmodens Centrum, geraadede i Fangenskab, men ved Aandsnærværelse befriede han sig, og kom til os igjen forinden Træfningen var endt. En Søofficier havde faaet sig et Gevær og deltog i det Side XXIII omtalte Stormangreb af det oldenborgske Grenader-Kompagni paa Landbyen ved Sehested, og vedblev siden den hele Dag som simpel Soldat at deltage i Fægtningen. Grev Schulenborg viste sig som en kjæk og dygtig Kriger, og saaes han gjentagende at føre sine Tropper i Ilden. At iøvrigt samtlige Officierer af alle Grader havde vist lignende Conduite, derom vidner den vundne Seir. Da Walmoden trak sig tilbage, sendtes nogle af vore Husarer for at geleide ham. Nogle af disse lode sig forlede af sin Iver til at sprænge frem lige til Østerrades Herregaard, hvor den russiske General havde sit Hovedkvarter. Allerede svingede en af vore Husarer Sabelen over Generalens Hoved for at nedhugge ham, da Husaren blev nedhugget bagfra af en af Generalens Adjutanter; ogsaa de øvrige Husarer, der vare komne ind paa Gaarden, bleve dels nedskudte, dels nedhuggede; det var heldigvis kuns nogle faa.

Hensigten af denne min Skildring har naturligvis ikke været at afgive en fuldstændig Beretning om Felttoget 1813, men kuns et nogenlunde anskueligt Overblik af samme, og af Livet i Felten.

Om Aftenen kom vi til Kronværk, udenfor Rendsborg. Fra Fæstningen havde man hørt Kanonaden, men forblev uvidende om Udfaldet indtil vor Ankomst; i flere Dage havde man i Fæstningen været afskaaren fra alle Efterretninger om Hærens Skjæbne. Kosakker havde sværmet om indtil tæt under Fæstningen, nogle kom indenfor Skudvidde, og bleve derfor ogsaa skudte. Indmarschen i Rendsborg varede den hele Nat; i de Gader, gjennem hvilke Tropperne rykkede ind, havde Indbyggerne sat Lys i Vinduerne. General L'Allemand var den sidste som kom ind; thi om Natten var han med en Del af Arriergarden, hvortil Bataillonen Slesvig hørte, forbleven holdende paa en Høi udenfor Fæstningen, for at iagttage Fienden der dog, som sagt ikke lod sig se.

Følgerne af Leipziger-Slaget strakte sig, som anført, ogsaa til Norden. Den eneste Allierede, som Napoleon beholdt, var Kongen af Danmark, der ikke havde kunnet erholde Fred, med mindre Norge blev afstaaet til Sverige. Kongen af Danmarks Svoger, Prinds Fredrik af Hessen, anførte det danske Hjælpekorps, som i Forening med Marskalk Davoust, Prinds Eckmühl, var rykket ind i det Mecklenburgske; men under de daværende Omstændigheder, hvor de Franske maatte indskrænke sig til at forsvare Hamburg og deres derfra til Harburg over Eckernførde opførte lange Bro, maatte, som vi have seet, de danske Tropper skille sig fra de franske, og søge med mindst muligt Tab at komme tilbage til Holsten. En langt overlegen Magt af Svenske, Russere, Hanseater, Hanoveranere og Mecklenburgene, ialt 15000 Mand, trængte frem mod os.

Den danske Hærs Tilbagetog til Rendsborg, har været anseet for et Mesterstykke i den nyere Krigshistorie. Vigende for den overlegne Fiende, der allerede var gaaet over Elben, rømmedes Lübeck, hvor den franske General L'Allemand blev tilbage; derfra stødte han til den danske Armee ved Bornhøvede. Der toges nu en Stilling fra Kielerfjorden til Eideren og bag Wester og Flemhuder-Søerne. Man saa, at det danske korps vilde blive afskaaret fra Rendsborg; thi en af de fiendlige Divisioner kom ved Klüvensick over Eideren, medens at General Walmoden med 6000 Mand nærmede sig fra Syden; hertil de ovennævnte 15000 Mand andre fiendlige Tropper. Russisk General Tettenborn med 1400 Mand Hestfolk, bevægede sig mod de Danskes høire Flanke. I Itzehoe sloges han med et dansk Detaschement, uden at kunne hindre det fra at naa til Rendsborg. Saaledes var det danske Korps omringet fra alle Sider af fiendlige Korpser, der vilde have faaet en uimodstaaelig overmagt, dersom det havde lykkedes dem alle at forene sig, men hvori de hindredes af den danske Hær, da denne slog sig tappert og lykkeligen igjennem til Rendsborg.

Hvor det lod sig gjøre, blev Egnen om Rendsborg sat under Vand. For en saa stor Besætning, som Rendsborg nu fik, havde den ikkuns for nogle Dage Levnetsmidler. Indbyggerne havde faaet Ordre til at være forsynede for en vis Tid. Efter et Par Dage bleve Levnetsmidler udeleverede til Mandskaberne af Magasinerne; Kreaturer bleve inddrevne og Kornvarer indbragte fra det Slesvigske under selve Beleiringen, dog især under en, en kort Tid efter, sluttet Vaabenstilstand. Denne indbefattede imidlertid ikke Fæstningerne Fredriksort og Glückstad. Førstnævnte lille Fæstning kapitulerede efter nogle faa Dage, og Glückstad, efter et godt Forsvar, den 5te Januar 1814.

I Holsten laa nu en overlegen fiendlig Armee, medens den danske Hovedstyrke laa paa Øerne. Dette var visseligen ikke uheldigt, som Nogle den Gang mente, men det var til Held. En længere Kamp havde kostet saa meget mere Blod, og havde dog ikke kunnet hindre Norges Adskillelse fra Danmark; denne Adskillelse var den ufravigelige Betingelse for Freden i Norden. Forgjæves haabede Kong Fredrik VI paa Østerriges Mægling. Vaabenstilstanden var tilende, og der gjordes Forberedelser til at beleire Rendsborg. General Tettenborn streifede om med sit lette Kavalleri af alle Slags barbariske Folkeslag indtil Jyllands Grændser. Hvor han kom med sine Tropper, udbredede han Skræk. Den første Nat disse Krigere holdt Nattehvile paa dansk Grund, laa de paa nogle Bundter Halm under deres Heste, indhyllede i deres slidte og smudsige graa Kaaber; Slesvig, Flensborg og flere Byer bleve gjæstede af disse frygtede og uvelkomne Gjæster. Under disse mislige Omstændigheder kom Freden istand den 14de Januar 1814 i Kiel. Ved denne Fred ombyttede Danmark Norge med Svensk-Pommern og Rügen, hvorhos Sverige skulde udbetale 600,000 svenske Rigsbankdaler. Storbritanien gav de danske Kolonier tilbage, men beholdt Helgoland og Flaaden, som det dog i 1807 havde lovet at tilbagelevere, da det uden foregaaende Krigserklæring bemægtigede sig den, af Frygt for, at den skulde geraade i Napoleons Magt. England skulde ogsaa udbetale en maanedlig Subsidie af 33,333 £ Sterling for et Korps af 10,000 Mand, som Danmarks Konge skulde forene med den saakaldte Nordarmee, for at drage mod Napoleon.

Da det slesvigste Infanteri-Regiment hørte med til dette Auxiliairkorps, saa var det naturligvis ikke at tænke paa at søge nogen Afsked, saalænge det Regiment, som jeg var ansat ved, befandt sig paa Krigsfod.

Den 13de Marts forlod Regimentet Fæstningen Rendsborg. Marschen gik over Neumünster, Segeberg, Stockelsdorf, Lübeck, forbi Ratzeborg; Kompagniet, som jeg stod ved, blev indkvarteret den Aften, i den selvsamme Landsby, som jeg Aaret før paa en Fouragering havde været med at brandskatte, forinden den blev udplyndret af det fiendlige Parti. Jeg kjendte øieblikkeligen Bondefogden igjen, i hvis Hus jeg med nogle af Mandskabet blev indkvarteret; det var mig meget kjært, at han ikke gjenkjendte mig. Her, som paa mange andre Steder vi droge igjennem, herskede Fattigdom og Elendighed, en uudblivelig Følge af de idelige Udplyndringer og Gjennemmarscher af Ven og Fiende. Videre gik Marschen over Møllen, Lauenborg, Westerholtz og Bremen. Her modtog En og Anden af os Ridderkorset og Dannebrogstegnet for Deltagelsen i Krigen forrige Aar. Fra Bremen ankom vi til Osnabruck den 10de April. Samtlige danske Officierer bleve indbudne til at overvære en stor katolsk Kirkefest i Anledning af de allierede Hæres seierrige Indtog i Paris. Fra Osnabruck marscherede vi til Münster, hvor Regimentet forblev indtil 10de Mai. Da Turen kom til mig og to andre Officierer, efter erholdt Tilladelse, at gjøre en liden Udflugt til Rhinen og til Düsseldorff, kom samme Dag Ordre til Opbrud. Samme Dag, den 10de Mai, tiltraadtes Tilbagemarschen til Danmark, og den 14de Juni rykkede Bataillonen, jeg var ansat ved, ind i Slesvig. Den 22de Juni blev Regimentet sat paa Fredsfod. Dagen efter indgav jeg min Ansøgning om Afsked, som jeg dog ikke fik, førend efter Juli Maaneds Udgang. Jeg var imidlertid blevet Premierlieutenant, og fik som saadan min Afsked, men tillige med Kapitains Karakter, noget som jeg naturligvis ikke havde ansøgt om, en som Regiments-Chefen, mig uafvidende, havde indstillet mig til; ligeledes blev der endog aabnet mig Udsigt til, som Kapitain at indtræde i General-Adjutantstaben. Men Norge havde jo kaldet sin Sønner til Vaaben, og

Fra Slesvig reiste jeg til Flensborg, og tog den 15de August derfra med den kjørende Post. Jeg ilede til Fredericia, hvor min Broder garnisonerede som Auditeur ved det fyenske Regiment; han var syg, og dybt bedrøvet over, ikke at kunde følge med til Norge. Fra Fredericia reiste jeg til Aalborg. I Flensborg havde jeg faaet Anbefalingsbreve med til Agent K., i hvilke han anmodedes om, at bistaa mig med Raad og Daad, thi Kongen af Danmark havde maattet forbyde al Samfærdsel med Norge, han gav mig ogsaa de sidste tydske Aviser med. I Løken var jeg saa heldig at træffe en Baadskipper fra Ladestedet Svelvigen ved Drammen, som samme Aften gik tilseils. Om Natten streifede en Kanonkugle Baaden, en Lygte, som var tændt, blev øieblikkeligen slukket, og Skipperen fortsatte Kursen, uden anden Gang at erholde Tegn til at lægge bi. Man brød sig formodentligen ikke om at opkapre et saa lille Fartøi. Morgenen den 30te August løb Fartøiet ind i Svelvig; jeg lod mig øieblikkeligen ro til Drammen, og reiste strax derfra til Christiania.

Ved min Ankomst til Norge vare Tropperne allerede rykkede ind paa Demarktions-Linien, hvorefter en lykkelig Overenskomst forenede Europas tvende nordligste Folk under en fælles Konge.

Uden at gjøre nogensomhelst Fordring paa, at ville beholde den mig af en nu udenlandsk Magt meddelte Kapitains-Karakter, ansøgte og erholdt jeg Ansættelse i den norske Arme, først som Sekondlieutenant, siden som Premierlieutenant ved det søndenfjeldske Infanteri-Regiment. Mit Kompagni var da indkvarteret i Hølen. Siden garnisonerede jeg i byene Moss og Fredrikshald. Aaret efter min Ankomst til Norge søgte og erholdt jeg Tilladelse til at gaa i udenlandsk Krigstjeneste. Norges daværende Statholder lovede at medgive mig en Anbefaling. Hvad Menneskene i Almindelighed kalde et Tilfælde, gjorde, at jeg paa ubestemt Tid udsatte med at gjøre Brug af denne Tilladelse. Siden hørte jeg et Aar Ingenieur-Forelæsninger og laa to Sommere paa Opmaaling, nærende fremdeles Tanken om at gaa i en eller anden krigførende Magts Tjeneste.

Ved Armeforandringen 1818 var jeg bleven ansat ved det valderske nationale Musketerkorps, og da jeg, paa given Forespørgsel, erklærede, at jeg med den største Beredvillighed vilde modtage Ansættelse ved Korpsets nordligste Kompagni, ansattes jeg ved det vangske, hvis Distrikt strakte sig i det søndefor tilstødende Slidre Præstegjeld, hvor Christie da var Sognepræst. Ikke forinden i 1820 fik jeg Ordre til at tage stadigt Ophold i Distriktet. Sognepræsten skulde om Høsten have en Huslærer for sine mange Børn; jeg overtog denne Post, hvorved jeg igjen opfriskede mine Skolestudier. Af større Betydenhed for mig blev dog Opholdet i en troende og gudfrygtig Præstes og Præstefamilies Hus, thi derved skulde den af Gud i mit Indre nedlagte Tilbøielighed for Theologi igjen blive vakt og fremkaldt for min Bevidsthed og Overveielse, men nu med fornyet og forøget Styrke; og nu fulgte jeg Tilbøieligheden - Kaldet.

I Sommeren 1823 fik jeg min Ansøgning om Tjenestefrihed et Aars Tid bevilget, med Tilsagn om en forlænget Permission, for i Christiania at læse til theologisk Embeds-Examen. I October forlod jeg Valders og Slidre Præstegaard og kom samme Maaned til Christiania, fast besluttet, om Gud vilde hjælpe, at tage theologisk Examen, og saa at indtræde i den geistlige Stand. Tvende Aar havde jeg bestemt at ville tilbringe ved Universitetet, for ret efter Hjertens Lyst studere den mere og mere kjær blevne Theologi.

I alle Egne af Landet vare mange og meget indbringende Sognekald ledige, paa Grund af den daværende Mangel paa Præster og Candidater. Til nogen vis Egn havde jeg endnu ikke bestemt mig. Det bliver vel Nord paa Du bliver Præst, begyndte det imidlertid efterhaanden at lyde i mit Indre, men dette var ikke saa ganske efter mit Sind. Jeg var ikke ung længere, thi i Januar 1824 fyldte jeg det 37te Aar. Brystsmerter havde jeg haft i de sidste Aar; min høire Arm var kommen af Led, uden at den igjen var bleven kureret, saa at jeg endnu maatte bære den i et Baand, og for Livstid havde Armen mistet sin Styrke. Men naar der nu fremdeles blive ledige Embeder der Nord paa, og Ingen vil søge did op? Ja, saa faar jeg vel reise, men dette var stedse ledsaget med det hemmelige Ønske, ikke at blive sat i denne Nødvendighed. Dog Nord og ikkuns Nord vedblev bestandig at fremstille sig for mine Tanker, og omsider, ikke et ubestemt Nord, men Polaregnene, og tilsidst Finmarken og Finnerne. Efter endt Gudstjeneste første Juledag 1823 talede jeg med Expeditions-Secretairen i Kirke-Departementet. Uagtet min gjentagne Beslutning aldrig at bringe Finmarken paa Tale, saa var jeg der før jeg vidste det. "Har De maaske Lyst at reise til Finmarken?" spurgte Secretairen. Et rask og fornøiet Ja fløi fra mine Læber førend jeg var istand til at holde det tilbage. Det varede imidlertid ikke meget længe, at jeg forblev misfornøiet med dette saa hurtigt udtalte Ja, og Frygten for at have givet et overilet Tilsagn forsvandt mere og mere, og afløstes nu af Frygten for, at Gud kanske ikke vilde have mig til Finmarken. Efter at jeg i Sommeren 1824 havde raadført mig med en af de theologiske Professorer, bestemte jeg mig til, allerede i December at tage Examen, da jeg derved over ¾ Aar tidligere kunde komme op til Finmarken, som især var blottet for Præster. Men saaledes at maatte forvandle det theologiske Studium til en i Grunden høist uvidenskabelig forceret Examens-Læsning, var mig mindre end behageligt; jeg var derfor en Tid lang baade før og efter Examen meget nedstemt, og det varede en Tid, forinden Tanken om, at jeg baade kunde og vilde ogsaa efter Examen fortsætte det theologiske Studium, ganske kunde berolige mig.

Da Biskop Sørensen, en af mine Forældres Venner og tillige en af mine Ungdoms-Velgjørere, erfarede min Bestemmelse, at søge Ansættelse i Finmarken, talede han Mangt og Meget, navnligen om det for mig Betænkelige derved, da min Helbred, i al Fald, ikke var at stole paa, efter hvad jeg selv havde maattet erkjende. Jeg kunde ikke Andet, end at indrømme det Sande og Grundede i Biskoppens Bemærkninger, og kunde tilsidst ikke sige Andet end: Jeg bliver aldrig lykkelig mere, dersom jeg ikke reiser op og forsøger det. Da sagde Bispen: "Nu, Gud bevare mig fra at raade Dem derfra. Reis i Herrens Navn, og hans Velsignelse følge Dem og Deres. Ja jeg vil med Glæde indvie Dem til Præst for Finnerne". Biskoppen over Finmarken og Nordlandene havde engang for alle givet sit Samtykke til, at de i hans Bispedømme ansættendes Præster kunde blive ordinerede af Christiania Bisp, naar denne dertil var villig.

Den theologiske Embeds-Examen tog jeg i December 1824 med næstbedste Karakter; jeg erholdt samme Karakter til Demisprædiken; men til kategetisk Prøve bedste Karakter.

Jeg blev ikke den eneste Officier, som ombyttede Sværdet med Bibelen; thi i Løbet af en fem, sex Aar blev dette Tilfældet med fem andre Officierer.

Jeg skrev til Sognepræst Christie og Kone og til Jomfru Christie og anholdt om dennes Haand, men tilføiede naturligvis min uigjenkaldelige Beslutning, at reise til Finmarken. Jeg var saa lykkelig, at Jomfru Sara og begge Forældrene gave deres Samtykke.

Jeg søgte og fik Vadsø Kald i Østfinmarken; jeg var den eneste Ansøger. Den 21de Marts gjentog Jomfru Sara Kornelia Koren Christie i Kirken sit givne Løfte, som min Hustru at slaa Følge med til Finmarken. Den 20de April blev jeg ordineret i Oslo Kirke. Biskoppen talede over 1 Pet. 1; 13 og Matth. 28; 20, og jeg over den mig af Biskoppen opgivne Text: 1 Pet. 1; 3. Jeg var den eneste, som paa den Dag blev ordineret. Min Kone er født 8 Mai 1802, var altsaa da 23 Aar, jeg altsaa noget over 15 Aar ældre.

1) Et Kompagni udgjorde den Gang 150 Mand og derover; 800 Mand udgjorde en Bataillon, to Batailloner dannede et Regiment og to Regimenter en Brigade.

2) Muligens var det i en senere Fægtning at han mistede Livet.

3) Allerførst var det nok Grenadererne under Capitaine Høegh, som med Stormskridt rykkede ind i det af Walmodens Tropper besatte Sehested, uagtet den mest morderiske Ild fra Gader og Huse; Fienden maatte ud af Landsbyen. Truffet af en Kugle i Benet, vedblev Høegh alligevel at føre Grenadererne frem, støttende sig til et Par af sine Folk. Efterat have erholdt to nye Saar, maatte han bæres bort; saavidt jeg ved, blev hans Liv frelst.

4) Jeg beklager, at jeg, stolende for meget paa min Hukommelse, har undladt at optegne hans Navn i min Dagbog; det var enten Schaumberg eller et lignende Navn.