Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

I. Finnen, navnlig Nomaden.

Finmarkens egentlige Beboere, Finnerne vare, som anført, de til hvem min Hu og min Længsel havde staaet, men trende Folk vare Finmarkens Beboere, Normænd, Finner og Kvæner. Om disse sidste i et senere særskilt Afsnit. Tvende af disse Folk, Normændene og Finnerne vare og ere ligesaa forskjællige i Tænke- og Handlemaade, som de ere det i Sprog, Klædedragt og Levemaade. Den aldeles forskjellige Maade, hvorpaa og den ligesaa forskjellige Hensigt, i hvilken de have bosat sig i Landet viser sig med umiskjendelige Træk saavel i deres indre som ydre Liv og bidrager til at vise Karakterforskjellen imellem dem. Man kunde i en vis Henseende næsten opføre de paa Finmarkens Kyster fiskende Nordfarere som det fjerde Slags Indbyggere paa Grund af deres baade talrige og aarvisse Tilstedeværelse.

Før Normændene kom vare Finnerne i Landet; Aarhundreders Besiddelse havde, saa at sige, hjemlet dem Beboelses-Retten - dog Landet eier og yder naturlige Rigdomme nok til at ernære samtlige nu værende Beboere i Landet. Paa mange Steder bo Mennesker tilsammen, som bestaa af meget forskjellige Folk, dog gives der neppe noget Sted, hvor der paa en og samme Strækning Land, med de selvsamme Love, med den selvsamme Troesbekjendelse, under en og samme Øvrighed to saa høist forskjellige og hinanden ulige Folkeslag leve tilsammen som de i Finmarken boende Norske og Finner.

Uden at tage Hensyn til de sidstes ældre Historie og Ankomst her i Landet m. m., viser dog deres hele indre og ydre Liv, at ikke som Seierherrer, ikke med væbnet Haand for med Magt at tilvende sig Landet ere de komne ind i Landet, men kuns for at søge et Tilflugtssted, et uforstyrret roligt Opholdssted. Ikke er Rensdyret kommet ind med Finnen, det bevise de store Mosstrækninger. Det har derimod bidraget til Finnens Nedsættelse i Landet. Med fuldkommen Føie inddeles eller benævnes Finnerne i Fjeld-, Elve- og Søfinner. Af disse ere Fjeldfinnerne, Nomaderne, Moderstammen for de tvende andre; Elvefinnerne danne Mellemledet. Denne Inddeling følger Naturens Orden. Fra Fjeldet kommer man først til Elvene og derfra til Søen. Renen paa Fjeldet er Fjeldfinnernes Alt; Laxen i Elven Elvefinnernes væsentligste Næring, Havets Fiske dor Søfinnen, Elve- og Søfinnerne drive ogsaa Jordbrug og holde Kreaturer. Fjeldfinnens Eiendommeligheder, saadanne som vi nu kjende dem, ere udviklede i det strængeste Klima af Livet paa Fjeldene, som Rensdyrhyrder og tildels ogsaa under Fortrængsel og ilde Behandling af mægtigere Omgivelser.

Til Fjeldet, til Ørkenen, til Livet i Guds frie Natur er Fjeldfinnens, er Nomadens hele Tilværelse knyttet, ere alle hans Glæder, alle hans Sorger, alle hans Erindringer knyttede, med et Ord: Livet, det indre saavelsom det ydre, her og ikkuns her er hans rette, hans egenlige, hans naturlige Hjem. Fjeldhimmelen og Ørkenhimmelen, Fjeldluften og Ørkenluften er med Modermelken, er fra Fødselen af, er fra hans første Aandedrag af, bleven ham til Natur, til Nødvendighed. Under Guds frie Himmel, uden andet Tag over sig, tilbringer Fjeldfinnen sin meste Levetid. Hans Boliger, hans Telte beskytte ham ikke mod Veirliget, ikke altid mod Regnen om Høsten, ikke altid mod Vinterens Sne, ikke mod Stormene. Sneen fylder stundom hans Telt, Stormen slynger det stundom til Jorden, Sneen skuffer han igjen ud af sit Telt, reiser det igjen efter Stormen, ser sig da tilfreds, glad og fornøiet om i sit Telt, "takkende Gud for varmt og godt Hus". Den sneklædte Vinterørken med sine Fjelde er Fjeldfinnens Hjem, og her først lærer man retteligen at kjende og retfærdigen at bedømme Nordpolens Nomader eller som de selv kalde sig Fjeldfolk. Det høie Nordens Nomadeliv paa Fjeldet og i Ørkenerne, hvor de kunne vælge sig den Plads, der er bedst for dem og for deres Ren og forreste kunne gjøre og lade hvad de selv behage og hvor Ingen kan træde dem hindrede iveien, i Forening med den uafbrudte Kamp med Elementerne, fremkalder og udvikler en Følelse af Frihed, Selvstændigheed og Kraft, der igjen nødvendigen maa være ledsaget med en Følelse af et indre og ydre Velbehavende. Himmelhvælvingen med alle sine Lys, med alle sine natlige Stjerner og Undere, aldrig unddraget deres Øine ved noget Tag har givet dem og maatte give saavel Nordens som Sydens Nomader og Hyrdefolk et Sind modtageligt for religiøse Indtryk og Følelser; Øine, Øren og Hjerter modtagelige for "den Tale, som dene ene Dag lader udstrømme til den anden" og "for det Budskab, som den ene Nat forkynder den anden" fra Ham og om Ham, som ikke lader sig selv uden Vidnesbyrd, hverken paa Himlens udstrakte Befæstning, eller paa Jorden, eller i det menneskelige Hjerte (33). Ja selv Ørkenen vidner om Gud. "Storheden, den forunderlige Melankoli, og denne Monotoni, der hviler over det øde ubegrændsede Hav og over Bjergslettensen for Øiet ligesaa ubegrændsede Ørkener er det ikke muligt at skildre med Ord. I det dyrkede Land søger Indbildningskraften forgjæves at udsvinge sig; overalt møder den Menneskenes Bopæle. Men i disse vilde Egne er det Sjælens høie Nydelse at fordybe sig i Vildnisserne, at svæve hen over Havsdybet og Fjeldørkenen og saa at sige søle og befinde sig ene med Gud. Denne hellige og tiltalende Ensomhed er hos os hentyet til det høie Nordens Fjeldstrækninger og til disse fjerne Strandbredder, som Ishavet beskyller". Dette Nomadeliv har givet deres Tanker, Følelser og Indbildningskraft Høihed og Dybde. Til nomader, til Hyrdestander hørte Stamfædrene og Stamfyrsterne for Guds udvalgte Folk. Abraham, de Troendes Fader, var Nomade. For Hyrder, som holdt Nattevagt, var det at Englene forkyndte Frelserens Fødsel.

Efterat de overtroiske Forestillinger, som Folket nærede i den hedenske Tid, forestilledes for det som falske og fordømmelige, saa ere disse ogsaa saa godt som ganske forsvundne ved Kristendommens Indførelse af v. Westen og Medarbeidere; bestemte overtroiske Forestillinger have de i al Fald ikke, ligesaa lidt historiske Sagn. En Forestilling om et overnaturligt Væsen, som ved min Ankomst til Finmarken endnu sysselsatte Fleres Indbildningskraft, vil jeg dog ikke lade uomtalt. Dets Navn var Stallo. Man tænkte sig ham som en Mand i sorte Klæder, med en Stav eller med en Kniv i Haanden, der møder Vandingsmanden i Ørkenen og indbyder ham til en Kamp paa Liv og Død. Der vare naturligvis dem, som paastode, at saadant var hændet dem og at de havde nedlagt Stallo; dersom de formaaede at vinde Tiltro, saa galdt de siden for dygtige Karle; man maa vende Kniven mod sig selv da træffes Stallo, stikker man efter ham da bliver han til en Jordklump og forsvinder. Det hed, at i Nærheden af Vadsø skulde en Stallo været begravet. Her fandtes ikkuns Hovedskallen og nogle Ben af et Menneske, en Fin, efter Levningerne at dømme af en Kjærris, som laa i en Hob med Benene; det Hele var skjult under en fremhængende Klippe. I forrige Tider pleiede Folket at begrave sine Døde ved deres Offersteder, som havde været gode Skytter; men de Andre begravedes hist og her i Ørkenen. Over Graven hvælvede man en Kjærris. De Afdøde henlagdes i en Stenure, Legemet indsvøbt i Næver. Saadanne Sagn som om Stallo omtaltes [vel] ikkuns i Spøg, om der end under denne Spøg maaske kunde skjule sig en hemmelig Frygt for deres mulige Tilværelse og Paavirkning. Det er allerede bemærket, at selv Lensmanden i Kautokeino nærede den Tanke, at, hvis man troede paa slette Mennesker, som udgave sig for at kunne sætte Ondt i Andre ved hemmelige Konster, saa kunde dette ske.

Hos det hele Finnefolk findes en Blanding af Mandens og Barnets Egenskaber. En dybere Følelse, en høiere Sans for det Aandelige, en mere tænkende Aand udmærker Fjeldfinnen, sindigere og mere overlagt er han i Tale og Handling, hans Blik røber Alvor og Eftertanke. Hva den kommende Dag maatte bringe volder Folket ingen ængstende Bekymringer, "det lader enhver Dag have nok i sin egen Plage". Den Sorgløshed, som Frelseren befaler, er et af dets Væsens Grundtræk. Barnets fromme Enfoldighed og barnlige Tro, dets hele elskværdige Barnlighed udmærket den ufordærvede lykkelige Fin. Ærekjært, ikke ærgjærrigt, følsomt og taknemmeligt for enhver Hæders-Bevisning vide Finnerne ofte at skjule en krænket Æresfølelse. Folkets Modtagelighed og Godtroenhed kan jo vistnok gaa over til Lettroenhed, hans Sorgløshed kan jo vistnok gaa over til Letsindighed.

Forældre, hvis Kræfter ikke længere tillade dem at deltage i Hjordens bevogtning og i den idelige Flytning m. m., blive derfor ladte tilbage, naar Børnene ikke drage alt for mange Mil bort. Aarsagen til den idelige Flytning er dels Ulven, dels Nødvendigheden af nye Betesteder. Forældrene forsynes da med det Nødvendige for en, to til tre Uger, alt efter den Tid, som de formodes at blive overladte til sig selv; af og til kommer en af Børnene og ser til dem, stundom vexles Ord og Hilsninger med reisende Finner. Yderst sjeldent forlade de Gamle de kjære Fjelde og Ørkener og den kjære Hjord. De allerfleste udaande deres sidste Suk i Ørkenen. Tilsynet med de i den folketomme og øde Ørken efterladte Forældre er afhængigt af Forældrenes Befindende og - af Børnenes Hjertelag.

Sommer og Vinter, Vaar og Høst drager Fjeldfinnen om med sin Hjord, maa vogte den ved Dag og ved Nat, med den er han opvoxet og har seet den opvoxe; Renene ere hans Arvegods, Nomade var hans Fader, Nomader vare alle hans Fædre. Mærkerne i Renenes Øren vidne derom, de ere overleverede fra Fader til Søn, ved indskaarne Mærker i Renens Øren kjender Enhver sit Dyr. For at vedligeholde og, om muligt, formere sin arvede Eiendom, Hjorden, har Nomaden arbeidet, vaaget og lidt og - levet, som Bonden for sin arvede Fædrenejord. I Fjeldets i Ørkenens Gjemmer nedlægger han det Sølv, som han har erhvervet ved Salget af sin Hjords Affødning. Enhver Familie har i Almindelighed en bestemt Trakt, som den gjennemvandrer; ofte maa man imidlertid vælge nye Trakter.

Om Sommeren sees vistnok Fjeldfinnen at vandre om paa Ishavets Strande, men her, det ser man strax, er han kuns en midlertidig Vandringsmand, her er for ham intet blivende Ophold, her er ikke Hjemmet, her indaander han ikke den friske, oplivende Fjeldluft. Livet paa Strandbredderne mellem de paa Fiskehjellene ophængte døde vindtørrede Fisk er ikke Livet mellem de muntre, livlige Ren paa Fjeldene. Aarsagen til, at Fjeldfinnen om Sommeren stiger fra sine Fjelde og fra sine Fjeldørkener ned til Ishavets Strande er fordi, at Renen ved Sommerens Begyndelse drager ned til Søen, til Havet, hvor det er mindre varmt og, hvor Myggene ere færre, for at svømme og bade sig, og maaske ogsaa for at drikke Søvand, som skal være et Befrielsesmiddel mod Mark, hvoraf Renen plages i Munden i Maanderne April og Mai. Ishavets Strande belives da af Tusinder af Rensdyr, som i store Flokke sees hist og her at vanke om, og at svømme om paa Havet med deres hornede Hoveder høit over Vandfladen, at man i det Fjerne tror at se en svømmende Skov. De have høie sylinderformige Horn, hvis mindre Forgreninger kunne være forskjellige, men altid hæve sig fra Issen i to bueformige, noget nedadgaaende Hovedstammer, hvis convexe Sider vende bagud. Fra den ene af disse bøier sig en Gren fremad ned til Næsen og ender sig med en lodret Plade, som hjælper det til at grave sig igjennem Sneen efter Mosen. Paa Oxerenen blive Hornene indtil tre Fod høie. Med Foraaret falde de af, men voxe snart til igjen. Af Hornene koges Lim og er derfor en Handelsartikkel.

Oxererenen tæmmes i det 3die og 4de Aar. At tæmme et allerede voxent Dyr, udfordrer en rask Mands baade Kræfter og Behændighed. Undertiden spændes neppe halvvoxne Ren i Sælen og exerceres da af halvvoxne Drenge til Øvelse og Tidsfordriv for dem begge. Man vælger en aaben Plads, hvor Gutten ikke er udsat for at slynges mod Stene eller Træstubber eller andre Gjenstande, og der tumle de begge omkring med hinanden indtil de begge blive trætte; Exercitien gjentages, indtil Dyret maa give sig. Renen tæmmes ogsaa ved at spændes for et Læs og bindes efter et andet Læs, som trækkes af en tæmt Ren. Det utæmte Dyr stritter imod, med da det trækkes efter Hovedet, maa det følge med og vænnes saaledes til at trække. Alene Oxerenen benyttes til Arbeide. Renen opnaar en Alder af 20 Aar; da Hornene ere en Handelsartikkel, opsamles de omhyggeligen og rives stundom af Dyret, saa at det bløder. En til to Gange i Døgnet samles i Almindelighed Hjorden. For at erholde en Pot Renmelk, udfordres indtil syv Simler og det er kuns en kort Tid af Aaret at Dyret melkes. Det nødvendige Antal af Rener er afhængigt af lokale Forholde. Hvor der er Anledning til jævnlig Kjørsel med Varer, Reisende o. s. v. kan en Fjeldfin opretholde sig som saadan med en Hjord af omkring 150 Dyr. Men da maa han fiske om Sommeren.

Naar Renen drager ned til Søen, maa Eieren og Hyrden følge med. Men heller ikke Renen trives her ret længe. Henimod Slutningen af August Maaned drager Renen tilbage til Fjældene og til Fjeldørkenen og da maa atter Hyrden følge efter; det er saaledes ikke Fjeldfinnen selv, men Renen der bestemmer disse to aarlige Hovedvandringer til og fra Søen. Naar Sneen om Foraaret forsvinder, drager den nedover til Søen og opsøger det fede Græs i de bratte Fjeldlier. Under Fjeldfinnens omtrentlige tre Maaneders Ophold ved Søen bringer Flerheden smaa Sommertelte med sig, flere af dem drive da ogsaa Fiskeri, snart hist, snart her for at være i Nærheden af deres Dyr, da disse ikke opholde sig paa en og samme Strandbred. Under dette ophold ved Søen fører derfor Fjeldfinnen fremdeles sit omvankende Liv. Høsttiden, førend Vinteren fuldeligen er indtraadt, er som oftest den haardeste Tid for Fjeldfinnen; han maa da vandre i Mørke, Regn og Storm stundom baade en og to Døgn efter at den Proviant han i Almindelighed fører med sig er gaaet op; eftersom nu Hungeren tiltager, strammer han Beltet trangere og tragere om sig, og afgiver da Beltet et Vidnesbyrd om hvor meget han har hungret.

Fjeldfinnen, Finnefolkets Kjærne og Stamme, lever alene af og ved sine Ren, med dens Skind klæder han sig, nærer sig med dens Kjød og for en Del ogsaa med dens Melk og med den af Melken tilberedte Ost; for Renen forskaffer han sig alle sine Fornødenheder, iblandt disse Melet, som imidlertid ikkuns er en underordnet Del af hans Føde. Ødelægge Ulvene, Sneskred eller andre Uheld hans Hjord, saa at den bliver utilstrækkelig til at ernære ham og hans Familie, saa enten forene flere sig saaledes, at de i Fællesskab vogte deres fælles Hjorder, medens de skiftevis drage ned til Søen og drive Fiskeri endog paa Lofoten, medens andre forblive ved Hjorden, eller og sælger man Hjorden, flytter ned til Søen og anskaffer sig de nødvendige Fiskeredskaber for de solgte Dyr og bliver Søfin eller Elvefin. Af den Aarsag kan der ikke være nogen saa fattig Fjeldfin, at han kan være hjulpen med at faa Understøttelse af Fattigkassen. Her er ingen Middelvei, enten maa han have saa mange Ren, at han kan ernære sig og Sine eller han maa ophøre at være Fjeldfin. Saa ofte det paa nogen Maade lader sig gjøre, aflægger han et Besøg i Fjeldet. I enkelte Egne, saavel i Nordlandene, som i de svenske Lapmarker, drage derimod Renene om Sommeren tilfjelds, til de høieste Fjeldtoppe for Myggens Skyld, om Vinteren drage de ned igjen fra Høiderne. Den rigeste og fattigste Fjeldfin er noget nær de samme Vilkaar undergiven, den Rige har ofte Vanskelighed for at erholde de nødvendige Tjenere.

Karakteristisk er den sindige og rolige Maade, paa hvilken Fjeldfinnen møder de Besværligheder og Farer, hans Liv saa ofte udsætter ham for; enhver unødvendig Fare søger han at undgaa og søger at betrygge sig imod de uundgaaelige; aldrig tillader han sig at udfordre noget Uveir. Uveir, Storm, Snefok og Taage kan saa pludselig og voldsomt overfalde ham, at han behøver al sin Erfaring og Besindighed for at frelse sig og Sine. Fra den tidligste Barndom fortrolig med Kampen mod Elementerne, dertil varmt klædt og førende Fødemidler med sig indlader han sig aldrig i en frugtesløs og udmattende Kamp; uden at være ophedet, svedt og mere eller mindre afkræftet lader han sig roligen sne ned efter at have bragt Renen paa Bete. Om Nomadens Betydning for Finmarken i det Følgende.

Hos Fjeldfinnerne fremtræder Folkekarakteren og med den ogsaa Sproget renest og stærkest i sin Ægthed. Formedelst deres Rigdom og uafhængige Liv have Fjeldfinnerne altid nydt en vis Agtelse, der mindre udsatte dem for at komme i umiddelbar underordnet Stilling til de Norske. Rensdyrhyrdernes Antal var i 1855 kuns 1945. Men de eiede næsten alle de 116,891 tamme Rensdyr, som dengang fandtes i Norge.

I flere Henseender kunne Elvefinnerne antages at have gunstigere Vilkaar end baade Fjeldfinnerne og Søfinnerne. De kunne føre et roligere Liv og nyde de af dette flydende Fordele. De have ikke den uafbrudte og ofte farefulde Kamp med en barsk Natur og med det stormende Hav; medens Søfinnens Kost næsten udelukkende er Fisk og Melsuppe, og Fjeldfinnens Renkjød, saa have Elvefinnerne Afvexling af Kjød, Fuglevildt, Lax, Rodfrugter og Melkespiser. Til Elvefinnerne regnes Beboerne paa Karasjok og Kautokeino Kirkepladser, de have anskaffet sig, ligesom saa mange andre Elvefinner, ved Siden af Renen almindeligt Kvæg.

I sine Optegnelser fra Finmarken siger Provst Rode: "Lyst til Ørkesløshed røber sig ofte hos Finmarkens Almue mere hos Nordmændene og Kvænerne end hos de mere livlige og ufortrødne Finner. Sikkert vil Ingen, som har staaet i længere og nøiere Berørelse med Finmarkens Almue nægte, at Finnernes Karakter i det Hele taget er elskværdig. De ere godmodige og føielige, stedse oprigtige, ordholdende, ærlige og godtroende, saa at de sætte samme Tillid til Andres Redelighed, som Man i Almindelighed kan sætte til deres. Naar han skal betale sin Skat, sin Rettighed eller hvad Andet han kan have at betale, da leverer han Fogden eller Præsten sin Pung, og lader ham selv tage hvad han tilkommer og fordrer ingen Kvittering. Finnerne vise munter Livlighed og endskjøndt denne kan yttre sig paa en noget støiende og derved stundom meget besværlig Maade, idet de lade Munden løbe, saa er dette dog hyggeligere end Dorskhed. Kontrasten mellem en Normand og Fin viser sig i deres Gang og Arbeide; Finnen gaar med smaa men hurtige Skridt, Nordmanden gaar langsomt. Finnen ror med korte og tætte, Nordmanden med lange og kraftige Aaretag, og saaledes med ethvert Arbeide. Resultatet kan vel omtrent blive det samme, men det er langt mere godlidende at see Finnen arbeide". Samme bemærkning har ogsaa v. Buch i sin Reisebeskrivelse.

Men heraf følger, at en Fin ikke er skikket til at være i Baad med en Normand og ligesaa omvendt, thi Enhed i Aaretag er da ikke at tænke paa. Denne Livlighed i Karakteren hos Finnerne aabenbarer sig ogsaa i Sygdomstilfælde. Der herskede et Aar megen Sygdom blandt den fiskende Almue i Lofoten ledsaget med Phantaseren; en Læge fortalte mig, at naar en Fin begyndte at phantasere, saa phantaserede han sig tildøde, ikke saa Normanden. Hidsige kunne Finnerne blive ifølge deres Livlighed.

I en Skrivelse, dateret Christiania den 13de August 1821 til Central-Committeen for det norske Bibelselskab siger Provst Deinboll: "Efterat have bemærket de uovervindelige Hindringer, som modsatte sig Kristendommens Udbredelse blandt de i Nordlandene og Finmarken boende Finner paa Grund af, at dette Folk aldeles mangler Bøger oversatte i deres Sprog, var det for lang Tid siden min Hensigt derom at gjøre Indberetning. Endnu ere nogle faa Exemplarer tilbage af de i Aarene 1750-1760 trykte Bøger i Sproget. Det er en salig Glæde at bemærke, hvor lykkelig de af Finnerne prise sig, som eje en saadan Bog, hvorledes de ombære den paa deres Bryst som en Helligdom paa alle deres Vandringer; med hvilken Længsel Mange strømme did, hvor en saadan Bog gives, for at kunne læse og forstaa det hellige Ord i deres eget Modersmaal".

Da jeg i Aaret 1825 reiste op til Finmarken havde Grosserer Pløen i Christiania paa sin Bekostning igjennem Provst D. besørget et nyt Oplag, stort 400, af den Bønnebog, som var skrevet af en af de ældre Missionærer, disse faa Exemplarer forsvandt imidlertid meget snart.

I Tromsø Tidende for October 1840 ytrer Fleischer, Sognepræst til Alten-Talvig sig saaledes: "Efter alle de Erfaringer, som jeg i en Tid af sex Aar har gjort, efter alle de Oplysninger, som ere erhvervede gjennem Handelsmændene og Skolelærerne i Sognet, og endelig efter Samtaler med Præsterne i Øst- og Vestfinmarken og i Nabosognene af Tromsø Provsti er jeg kommen til den faste Overbevisning, at Finnerne ere et godmodigt, velvilligt og for kristelig Undervisning særdeles modtageligt Folk, naar Undervisningen sker i deres Modersmaal, det eneste Sprog, som Folket forstaar. I Ærefrygt for Guds Ord, i barnlig Tro og i levende aandelig Opfattelse af Kristendommens Hoveddele udmærker dette Folk sig saa meget, at enhver Lærer, som forstaar noget af deres Sprog, eller endog blot har en duelig Tolk, maa faa dem særdeles kjære; ja han finder i dem uimodsigeligt sin elskværdigste, den sine Bestræbelser mest lønnende Del af Menigheden. Ved Kategesationer, ved Skolexaminer og fornemmeligen Konfirmations-Skolen, faar man af mange Finnebørn Svar, som ved den dybe Sans for og rigtige Opfattelse af Guds hellige Ord maa sætte Lærerne i den gladeste Forundring. Jeg kan aldrig glemme den Opmærksomhed og Velvillie, hvormed Børn, Konfirmanterne og Voxne modtoge mine første Forsøg i at kategisere paa Finsk, og hvor meget siden en, desværre endnu ufuldkommen, Kundskab i Sproget har glædet mig; og da jeg for tre Aar siden overhørte en 13 Aars gammel Finnedreng, som var iblandt de første, hvilke jeg gjorde nogle Spørgsmaal paa Finsk og som svarede saa glad om Opstandelsen: "jeg skal opstaa med sjæleligt Legeme", saavelsom oftere har jeg ved lignende Leiligheder følt Sandheden af det hellige Ord: "Fader i Himmelen! Du har skjult det for de Vise og Forstandige og aabenbaret det for de Enfoldige og Umyndige".

Finlænderen, Sprogforskeren Castrén, der, som aandrig Ethnolog og som Martyr for sine Opdagelsesreiser i de skrækkeligste Egne blandt Siberiens vildeste Stammer, har erhvervet sig et udødeligt Navn overalt, hvor Videnskaben dyrkes, har givet følgende Skildring af sit Folks Stammebeslægtedes - Finnernes - Karakter (34): "Finnernes Sind er stille, fredeligt og eftergivende. Fred er hans Valgsprog, om Fred er hans første Spørgsmaal, Fred er hans Afskedshilsen. En skjønnere Skat kan knapt ejes end den fredfulde Ro, som Finnen besidder. Blottet for de fleste af Livets Nydelser, omgiven af en ubetvingelig Natur, hensænket i Armod, er ham beskjæret den misundelsesværdige Lod at kunne udholde alle Møier med urokkelog Ro. Den ugunstige Natur driver ham ofte til Arbeide og Rørelse, men undertiden overlader han sig gjerne til et mageligt, eller som han kalder det, et fredeligt Liv. Han elsker ikke vidt udseende Planer, kloge Beregninger, eller nogen Slags udad rettet Virksomhed, men lever helst hensunken i en stille Begrundelse af religiøse Emner, eller andre Sager, som findes i hans lille Verden".

33) Sal. 19; 3. Rom. 1; 19, 20

34) i Skillingsmagasinet for No. 34-36 er optaget et Uddrag af hans siberiske Reiser.