Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

Min tredie Reise til Finmarken
Omfattende Aarene fra 22de Juli 1840 til 22de Marts 1845.

Eftermiddagen den 22de Juli forlod jeg i Følge med min Kone Hovedstaden, for i Overensstemmelse med den pag. 105-107 indtagne kongelige naadigste Resolution og øvrige Forberedelser, at tiltræde min tredie Reise til Finmarken. Min Svigerfader var nu bleven Præst i Næs Præstegjeld Øvre Romerige, og her opholdt vi os i over 14 Dage. Da jeg havde afsluttet sidste Correctuark reiste vi den 12te August til Kongsvinger. Torsdag Eftermiddag den 13de August reiste vi fra Kongsvinger og kom 17de til Arboga, en liden By ved Götha-Kanal. Her indskibede vi os Morgenen den 19de paa Dampskibet Gustav Vasa, der samme Dag bragte os og en Mængde Reisende de 17 Mile til Stockholm, hvor vi toge ind paa et Hotel paa Ridderhustorvet, ligeoverfor Ridderhuset.

Han Majestæt Kong Carl Johan havde naadigst tilladt mig at dedicere den finske Grammatik til Høistsamme. Ved Audiencen blev det mig tilladt at overlevere Exemplarer af samtlige mine i Trykken udgivne finske Bøger. Hans Majestæt bevidnede sin Tilfredshed med Tiltrædelsen af denne min tredie Reise til Finmarken og med Formaalet for samme, og tilkjendegav, at det var Hans naadigste Villie, at Folkets paabegyndte Undervisning i dets Modersmaal skulde fortsættes i samme; og anbefalede Hans Majestæt Folket og dets Undervisning og Dannelse i det samme af Gud givne Tungemaal, til Guds fremtidige beskyttende Varetægt.

Ogsaa hos daværende Hans kongelige Høihed Kronprindsen, senere Hans Majestæt Kong Oscar, blev det mig tilladt at overrække Exemplarer af mine udgivne Bøger. Hans kongelige Høihed bevidnede ligeledes sin Velvillie for Norges og Sveriges Urbeboere og sin Tilfredshed med de fra den norske Statsstyrelses Side trufne Foranstaltninger til deres Oplysning. Under Samtalen bemærkede Hans kongelige Høihed, at naar den Svageres og Nomadiserendes Rettigheder skulde komme i Berørelse og Conflict med den Stærkeres og Fastboendes, var det nødvendigt at erindre sig, at den rette Politik ingen Uretfærdighed tillader.

Det var paa denne Tid Rigsdag i Stockholm, jeg var derfor her saa heldig at træffe Biskop Franzén, der var Biskop over de svenske Lapmarker. Bisoppen var en Finlænder af Fødsel og født i Uleaborg. Med Varme og Deltagelse omfattede han de for Norges Finner - Lapper - trufne Foranstaltninger. Med Hensyn til Hensigten af mine Reiser i svensk Lapmarken raadede han mig til, først at reise til Finland, derfra til norsk Finmarken og siden, i de efterfølgende Vintre, at reise om i de svenske Lapmarker, efterdi man først da kunde bedømme Hensigtsmæssigheden af de sidst trufne Forbedringer ved de svenske Lappers Undervisning, hvilken, som bekjendt, sker i Folkets Modersmaal. Den lappiske Befolkning i Sverige skal ikke være meget større end omkring 4000, medens den dertil svarende finske Befolkning i Norge er 16000.

Blandt de Svenske i Stockholm, som paa Philologiens Vegne interesserede sig for mine finske Arbeider, var Ingeniør-Generalen Lefrén og Bibliothekar ved det kongelige Bibliothek Arvidson, begge Finlændere af Fødsel.

Den 3die Septbr. forlode vi Sveriges Hovedstad. Veien gik forbi Slottet Rosersberg, hvor vi skulde have overnattet; vi fortsatte imidlertid Reisen og kom Dagen efter til Sigtuna. Vi stege strax op paa Høiderne, der omringe den nuværende lille og ubetydelige By af dette Navn. Den ene af de herværende store Ruiner ligger dog indenfor Kirkegaardens Hegn; den anden derimod er uden nogen Indhegning. Maanen var allerede gaaet ned bag Høiderne paa den anden Side af Søen, det blev mørkt, og endnu gik vi længe om iblandt Ruinerne; omendskjøndt fra en sildigere Tid droge disse dog Tanken hen paa det ældste Sigtunas Tider. Vi maatte omsider stige ned og begive os til Hvile; dog hvem kunde sove ved Tanken og Mindet om Hedenold og dens Dage og Mennesker?

Tidlig den følgende Morgen leiede vi os en Baad, et Slags Pram, der var gammel og brøstfældig, og roede hen over Sigtunas Sø, didhen hvor vor Veiviser sagde: der laa det gamle Sigtuna. Sporløst forsvinder her ethvert synlig Vidne om og fra de forbigangne Dage; dog ogsaa uden synlige Tegn tale disse Egne, disse Steder til Aanden og Hjertet. Allerede om Morgenen blæste det, og Vinden var nu bleven til en Storm; denne, en Ætling af de Storme, der i hine Tider paa de selvsamme Steder saa ofte havde omsuset Odin og Thor, og til viftet dem og hin Tids efter Daad og Kamp glødende Heroer Kjøling og Vederkvægelse, omsusede nu paa Tilbagefarten fra det gamle til det nuværende Sigtuna os og den lille skrøbelige Baad, som den fyldte med Vand. "Hvad skal Du og Din Kammerat have for Eders Umage?" spurgte jeg den ene af Folkene, da vi traadte i Land. En halv Rigsdaler Rigsgjæld var svaret. "Hvad? for første og sandsynligvis for sidste Gang at have besøgt Odins Sted, og for første og maaske for sidste Gang at være blevne overskyllede af Sigtuna Sø, skulde jeg give Enhver af Eder ½ Rigsdaler? Nei min Ven, det gaar ikke an". Bistre og vrede i Hu saa Mændene paa mig, men da de havde kastet et Blik paa Pengene, jeg havde lagt i den Enes Haand, blev Bisterheden til Smil, og Hattene kom af Hovedet: "Ikke for sidste Gang, ikke for sidste Gang, gode Herre!" raabte de efter mig. Medens vi foretoge denne Udflugt havde Præsten i Byen havt den Godhed og søgt os, for at tilbyde sin Veivisning og Ledsagelse.

Samme Dag noget over Middag kom vi til det paa Minder fra en mærkværdig og uforglemmelig Fortid ligeledes rige og i flere Henseender seværdige Upsala. Da det var nødvendigt at ile med Reisen Nord efter, for i Hernøsand med Sikkerhed at kunne træffe det Dampskib, der skulde føre os over til Finland, maatte vi allerede til næste Dags Aften tilsige Skyds. Ved Ankomsten til Upsala gik jeg strax hen til Professor Schrøder, hvis personlige Bekjendtskab jeg havde stiftet i Stockholm. Med den mest udmærkede Forekommenhed og Godhed bleve vi modtagne saavel af ham som af Dr. philosophiæ, Professor og Bibliothekar Afzelius. Dels ved personlig Ledsagelse og dels ved Anvisninger af begge disse Herrer fik vi, rigtig nok i al Hast, dog se det Mærkværdigste. Professor Wahlenberg var ikke mindre beredvillig i at vise os sine Samlinger og den botaniske Hane. Iblandt det Interessenteste var Besøget hos den høist mærkværdige, senere afdøde Olding Afzelius, Fader til Professoren.

Den 5te Septbr. om Aftenen forlode vi igjen Upsala og vare Dagen efter i Gefle, en ret smuk og livlig By, hvor den fremrykkende Aarstid endnu ikke havde standset Handelsrørelsen. Dagen efter fortsattes Reisen til Hernøsand. Her traf vi atter Biskop Franzén, som paa Grund af Sygelighed havde maattet forlade Rigsdagen. I Hernøsand er et Consistorium for Bispedømmets kirkelige Anliggender; samtlige Medlemmer af samme vare meget tilfredse med mine paatænkte Reiser i de svenske Lapmarker. Landshøvdingen og de Flere jeg kom i Berørelse med, yttrede en uskrømtet Glæde over de af Norge trufne Foranstaltninger for dets finske (lappiske) Folk og dettes Sprog, hvilke Foranstaltninger vare samtidige med Sveriges for sine lappiske Undersaattere. Efter et 3 Dages saare behageligt Ophold i Hernøsand gik vi ombord paa Dampskibet, der skulde til Vasa i Finland.

Dagen efter vi havde forladt Hernøsand opstod en Storm, i hvilken et Fartøi, lastet med Bord, forliste og tre Mennesker saaes at drive om paa Vraget; disse lykkedes det Dampskibets Chef at redde. I Vasa gik vi iland. Baade Gouverneuren og Lagmanden vidste at give mig foreløbig Underretning om Finlands ogsaa i Udlandet navnkundige Philolog Dr. medicinæ og philologiæ Lönnrot, der vel var den nærmeste og væsentligste, doh ikke det eneste Formaal for min Reise til Finland. Efter 24 Timers Ophold i Vasa fortsattes Reisen over Land til Uleaborg, hvor Gouverneuren allerede for et Aars Tid siden var bleven underrettet om mit Komme til Landet, og havde givet Lensmændene Befaling til, paa Opfordrning af mig, at give mig enhver nødvendig Bistand.

I Uleaborg opholdt vi os til ind i December, da jeg her maatte oppebie Lønnrots Tilbagekomst, og fortsatte jeg da her Studiet af det kvænske - finlandske, finske - Sprog. Byen var aldeles ny; thi for nogle Aar siden lagde en ulykkelig Ildsvaade den ganske i Aske. Husene ere af Træ, og, paa nogle faa Undtagelse nær, ikkuns et Stokværk høie, men vide i Omfang og ret smukke, og vare, ligeledes paa faa Undtagelser nær, endnu ikke bordklædte.

Uleaborg, saavelsom hele Finland, hævder med Rette sin Berømmelse for Gjæstfrihed. Dagen efter Ankomsten blev jeg af en af Byens Præster anmodet om at tilbringe nogle Aftentimer hos ham; "han var den Aften hjemme og derfor vilde nogle af hans Venner besøge ham". Er man da her saa sjeldent hjemme, tænkte jeg. Jeg var bleven anmodet om at komme tidlig og gik derfor derhen Klokken sex. Ingen var kommen, og der blev bragt Kaffe. Nu blev jeg forskrækkket, og tænkte mig først Kaffe, saa formodentlig The, saa Punsch, saa Kort og saa varm Aftensmad! Jeg hørte allerede disse kjedsommelige Protester og Indsigelser, naar jeg vilde gaa hjem uden Aftensmad. Men min Frygt var ugrundet: Klokken omtrent syv samledes man, og i et Øieblik var alt Munterhed og Liv. Der beværtedes med The og med Toddy. Ingen Tvang, ingen Nøden, Enhver lavede sit Glas som han selv vilde, drak hvad han vilde, intet Kort bragtes frem, man talede, lo og spøgte engang imellom. Uformærkt svandt Timerne, og inden jeg vidste det var Klokken 9½. Jeg beredede mig til at gaa, og blev først nu til min Overraskelse var, at de allerfleste af Gjæsterne vare gaaede bort i al Stilhed, og at de Tilbageværende blot ventede paa, at jeg skulde bryde op, for at følge mig hjem. En á to Gange om Ugen eller hver anden Uge kom man paa denne Maade sammen; naar man ikke ønsker at gaa ud, men vel at tilbringe et Par Aftentimer i Vennelag, siger man selv eller lader sige til en af sine Venner: "i Aften er jeg hjemme", denne siger igjen til en Anden. N.N. er hjemme i Aften. Den allersædvanligste Maade er dog den, at man Intet siger eller lade sige, men naar Klokken er noget over sex, tænder man flere Lys end sædvanligt, sætter Alting til Rette, tænder og røger sin Pibe og oppebier ganske rolig Virkningerne af Lyset. Disse udeblive ikke, Klokken syv eller lidt mere er Stuen fuld af muntre og gemytlige Mennesker, der efter et Par Timer igjen forsvinde som de kom, for efter nogen Tid igjen paa samme Maade at komme sammen, men hos en Anden, thi nu er det mørkt paa det Sted, hvor de sidst vare samlede. Klokken 6½ gaar man ud paa Stadens Gader og Hjørner og speider efter Lys, og hvor man ser samme, gaar man ind. Jeg var da naturligvis ogsaa en Aften hjemme.

Dagen efter vor Ankomst var ogsaa min Kone bleven indbuden, men med Tillag paa Kaffe. Ogsaa hende var det gaaet som mig, og begge kom vi næsten til en og samme Tid hjem. Damen i Huset har, saavel i Uleaborg som i hele Finland, sine egne særskilte eller sit eget Værelse, alt eftersom Herren i Huset har Penge og Værelser til. Hos det smukke Kjøn gaar det til, omtrent paa samme Maade som hos Herrene, naturligvis med den Forskjel, at istedetfor Toddy og Tobak, beværtes med Syltetøi og Bagværk, og at Damerne komme meget tidligere sammen, samt at de stedse lade hverandre tilsige til Kaffe. - I hele Finland beværtes tidligt og sildigt med Kaffe, ligervis som hos Tyrken. Det kan derfor hænde, at Husets Herre og Dame paa en og samme Aften have deres af hinanden uafhængige Kaffe- og Toddykalaser. Ligeledes kan det ogsaa hænde sig, at naar Herrerne gaa omkring og søge efter Lys, kunne disse bringe dem ind i en Samling af Damer, og man ler paa begge Sider af Feiltagelsen. Den, som da har en Vittighed eller et lystigt Indfald ved Haanden, kommer frem dermed, hvorefter Herrerne anbefale sig og fortsætte deres Søgen efter Lys, som istedetfor at bringe dem ind iblandt Damer, Syltetøi og Bagværk, bringer, bringer dem iblandt Herrer, Toddy og Tobak. Foruden disse frie og ubrudte Sammenkomster mangler der naturligvis ikke paa blandede og budne Selskaber, musikalske Underholdninger, Baller o. s. v. Fransk Sprogkundskab var i Uleaborg meget almindelig, ogsaa blandt Damer, saa at den bekjendte franske Skribent Marmier, der ogsaa havde været i Uleaborg, erklærer Omgangsformen og Selskabslivet her for at staa paa et ligesaa høit Trin som Byen ligger høit imod Himmelens Nordpol, og Marmiers Dom vil [naturligvis] Ingen betænke sig paa at underskrive.

Kort efter Vinterens Begyndelse feiredes en Mil fra Uleaborg et Hjemkommer-Bryllup hos en agtet og velhavende kvænsk Bonde. Med nogle Flere fra Byen reiste ogsaa vi derhen for at tage Del i Festen. Brylluppet havde været holdt hos Brudens Forældre; Brudgommen førte nu sin unge Brud hjem til sine, hvor samtlige Gjæster maatte være tilstede for at modtage de Nygifte med Salutskud og Lykønskninger. De kvænske Bønder havde her en egen Nationaldands, som ikkuns kan udføres af et enkelt Par; flere Par kunne vel dandse paa samme Tid, men forblive afsondrede. Dandsen bestaar i, at man tager hinanden korsvis i Hænderne, og medens den ene Fod ikke maa flyttes, dreier man sig om den og udfører paa denne Maade aldeles ensformige og mere langsomme end hurtige Svingninger. I Bergens Stift skal denne Dands gjenfindes. - Da ogsaa her alle skulle dandse med Bruden, saa vi den hele Tid vi vare der, hendes høie Hovedpynt at dreie sig i uophørlige Svingninger.

Den 2den Decbr. kom omsider Dr. Lønnrot til Uleaborg. Hans berømteste Arbeide er en Samling af kvænske (finske) Folkesange i to Bind, kaldet Kalevalla. Disse Sange, som endnu i det Indre af Landet lyde fra de ældre Bønders Læber, danne et Epos, et nationalt Heltedigt, af høi Værd for Historien og Gudelæren, og hvortil neppe noget andet Folk kan opvise lignende Overleveringer fra den fjerne Oldtid. Lønnrot hører til de sjeldne og udmærkede Mennesker. Med sin Randsel paa Ryggen har han, klædt som en fattig, omstreifende og ubetydelig Vandringsmand, ene og uden Veiviser og stedse tilfods maattet vandre om blandt vilde Egnes vilde Beboere, fornemmelig paa det russisk karelske Gebet, med sin Fløite i Lommen, for at studere Folket og Sproget og for at faa samlet disse mærkværdige Folkesange, som Professor Castrén har oversat paa Svensk. Ledsaget af en Veiviser eller af Nogen, som bar hans Tøi, vilde han i Egne hvor Forbrydere tillige streife omkring, have draget Opmærksomheden paa sig og været udsat for Plyndring og Mord. Hvor Floder mødte ham og Baade ikke vare i Nærheden, kastede han sig i dem og svømmede over. Undertiden var man uvillig til at foresynge eller foresige ham disse Sange, saaledes at han kunde nedskrive dem; men med sin Fløite bøiede han deres Uvillie og Stivsind, eller tog [han] Kantela ned af Væggen - Kantela er et kvænsk nationalt Instrument, som findes i mange Bøndergaarde - og naar han da havde synget og spillet nogle af disse Folkesange, da kunde de Gamle ikke længere modstaa, Sagarne - Runerne - løde nu og strømmede fra deres Læber, og de gave deres Minde til, at de bleve nedskrevne. Da disse Sange, der i Aarhundreder ved mundtlige Overleverelser have været bragte fra Slægt til Slægt, nu mere og mere forstumme, idet den opvoxende Slægt stedse mindre og mindre tilegner sig dem, har man ene Lønnrots Bestræbelser at takke for, at de ikke inden kort Tid vilde været tabte.

Paa en af disse sine Vandringer skal L. engang have ladet sig se i Nærheden af et Herregods, der laa i en Egn, som man ikke troede kunde afgive noget Udbytte for hans Forskninger. Godseieren lod ham strax indbyde til et Gjæstebud, han paa den Tid vilde holde; med en usædvanlig og uventet Beredvillighed modtog L. Indbydelsen, og i sin simple Vandringskjortel indfandt han sig iblandt de øvrige pyntede Gjæster. Strax efter Middagsmaaltidet forsvandt L. paa en ganske ubegribelig Maade, thi ingen af Gjæsterne og ingen af Tjenerskabet havde seet ham forlade Gaarden. Han indfandt sig ikke til Kaffen, og man havde allerede ophørt at tale om et Syn, der forsvandt ligesaa uformodet som det lod sig se, da en af Folkene kom ind og meldte: Dr. L. sidder i Hønsehuset og spiller paa Fløite. Et gammelt Fruentimmer, som vogtede Gaardens Fjæderkreaturer, var kommet fra en Egn, berømt for sine Sangere og Sangerinder. Dette vidste L., men ingen Anden, og dette Fruentimmer var det, der havde bragt L. hid i Egnen. Indbydelsen gav ham en kjærkommen Leilighed til at iagttage Sangerinden og passe det beleilige Øieblik til en tete à tete. L. havde bedet hende at følge sig og synge, men hun bød ham gaa sin Vei og lade hende med Fred. L. taug og satte sig ned paa Gulvet i hendes Aflukke ved Siden af Fjæderkreaturerne, tog sin Fløite frem og begyndte at spille og synge; og eftersom han spiller og synger kommer Sangerinden frem med sine Sange, som hun tillader ham at nedskrive, men uden at ville forlade sit Tilhold i Hønsehusbygningen.

Ved sin Ankomst til Uleaborg medbragte Dr. Lønnrot en venlig Hilsen og Indbydelse til min Kone og mig fra Provst Æymelius i Poltamo Præstegaard og fra hans Hustru til ikke at reise dem forbi og at min Kone: "maatte være god og tilbringe Vinteren hos dem, medens jeg reiste om med L." Et vakkert Vidnesbyrd om den finlandske Gjæstfrihed mod Mennesker, som de ikke havde seet. Den 8de Decbr. ved Middagstid forlode vi Uleaborg og kom tidlig om Formiddagen den 10de til Poltamo. Hos denne agtværdige og gjæstfrie Familie tilbragte min Kone en stor Del af Vinteren. Allerede Dagen efter var min Kone "Moster" og jeg "Farbroder" i Familien, hvilket vi da ogsaa vare i de Familier i Uleaborg hos hvilke vi havde vor Gang. Om Aftenen den 10de kom Lønnrot, for Dagen efter at hente mig til sin Ungkarls-Bolig Polvila, ½ Mil fra [Poltamo] Præstegaard, til hvilken vi derfor under Opholdet i Polvila af og til aflagde et Besøg.

I Polvila havde L. sine Forældre og Søskene hos sig. Disse ere kvænske Bønder og havde før været fattige, men vare det ikke nu længere, thi L. havde bragt dem i Velstand, men dette havde han ikke kunnet gjøre uden at berøve sig selv. L.s Kjærlighed strækker sig til alle Mennesker; han er en meget søgt Læge og hans Praxis kunde indbringe ham meget, men han nænner sig næsten aldrig at tage Betaling. Vi gjennemgik med hverandre min finske Grammatik og noget af den kvænske. Det [er] allerede bemærket, at Bekjendtskabet med begge Sprog er nødvendigt til en rigtig Opfattelse af begge.