Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

IV. Kvænerne i Finmarken

Meningerne om det Gavnlige eller Ikkegavnlige i dette Folks Indvandringer og Nedsættelse have været delte; men endnu mere have Meningerne været delte, om og hvorvidt deres Sprog med Billighed og Retfærdighed kunde gjøre Fordring paa at blive taalt. I sine: "Optegnelser fra Finmarken" har Provst Rode med fuldkommen Føie henledet Regjeringens Opmærksomhed paa denne Gjenstand.

Om Kvænerne hedder det i optegnelserne for Aaret 1842:

"Da det var Fiskeriet, som lokkede de Norske hid i det 14de Aarhundrede at nedsætte sig i Finmarken, have de naturligvis udvalgt sig de for denne Næringsdrift mest beleilige Steder, nemlig ved Havkysten, og først efterhaanden, som de begyndte at lægge nogen Vind paa Fædrift, trukket sig længere ind i de dybere Fjorde, der sandsynligvis først meget senere ere blevne befolkede. Det var derfor her Qvænerne lettest fandt Plads da de i Førstningen af forrige Aarhundre begyndte at flytte over til Finmarken fra de nordligste Egne i de svenske Lapmarker. Om maaskee Enkelte have nedsat sig her allerede tidligere, har saadant dog neppe været almindeligt før. At de hertil ere indkomne fra de svenske Lapmarke norden for den bothniske Bugt, er vitterligt nok, og siges udtrykkelig i Rector Schanches Brev til Missionskollegiet af 1730; og da Antallet af disse Indvandrede vel ei er meget betydeligt i Sammenligning med Landets tidligere Indvaanere; da de end ikke nu ere udbredte overalt i Finmarken og vel egentlig maa betragtes som Fremmede her i Landet, hvis Efterkommere Man skulde formodet at ville sammensmelte med Landets egne Indbyggere, som det pleier at gaae med andre Fremmede, der enkeltvis nedsætte sig i et fremmed Land; saa kunde Kvænernes oprindelige Herkomst vel ikke egentlig være Finmarkens Historie vedkommende; men da man her finder det besynderlige Phænomen, at Kvænerne, just fordi de ikke have adspredt sig overalt i Finmarken men bo samlede paa enkelte Steder, hvor de i Henseende til Antal have Overvægten, ei alene have vedligeholdt Sprog og Sæder igjennem flere Generationer, men endog for en stor Del overført samme paa deres Naboer, saa kan man nu ei andet end betragte dem som en særskildt 3die Klasse af Finmarkens Indvaanere, og Spørgsmaalet: hvad forstaaes egentlig ved Kvæner? synes derfor her saa meget mere at fordre et Svar, som Navnet nu neppe er bekjendt udenfor Finmarken selv".

"Ved Kvæner forstaaes her de Samme, som i Sverige kaldes Finner, d. e. Alle de, der tale det finlandske eller - som det ogsaa kaldes, - karelske Sprog."

"Ifølge Sporrings Manuskript fra 1734 (see topogr. Journal for Norge 6te Hefte Pag. 69) søgte Kvænerne allerede i det 15de Aarhundrede ned til Finmarken for Handelens Skyld (kun som Reisende, ikke for at bosætte sig), og da Finmarkens Indvaanere saaledes allerede i ældre Tider have lært at kjende disse Folk under Navn af Kvæner, er det ei at undres paa, at de have kaldt dem saa fremdeles, da de senere kom for at bosætte sig her."

"Om den Nytte, Kvænernes endnu stedse ei alene vedvarende, men endog aarlig tiltagende Indflytninger i Finmarken stifter, er et Spørgsmaal, som vistnok fortjente Regjeringens Opmærksomhed. Det er vel saa, at de Kvæner, som for 100 Aar tilbage indflyttede til Finmarken, for største Delen nedsatte sig i Egne, som forhen vare lidet beboede, og opdyrkede forhen ubenyttet Jord, og derved virkelig gavnede; men det er ligesaa vist, at de Indvandrende nuomstunder kun trække til de Egne, hvor deres Landsmænd bo, og aldeles ikke befatte sig med Jordens Dyrkning, end sige med Oprydning af ny Jord. Iblandt de Mange, som skarevis trække over til Finmarken, især naar Misvæxt indtræffer i de nordligste Egne af Sverige, hvilket i de senere Aar har været hyppigt Tilfældet, er det desuden kun Faa, som komme i den Hensigt der at faste stadig Bopæl, eller vedblive denne Hensigt, om de havde den. Mængden søger kun der for en Tid at opholde Livet, og trækker igjen tilbage; men Aaret efter komme enten de Samme eller andre i deres Sted igjen, uden at de engang, medens de opholde sig i Finmarken, afhjælpe Mangelen paa Tjenestetyende eller Arbeidsfolk; thi de komme ikke videre end til det Sted, hvor de først strande, det er især i Alten, hvor de drive noget Fiskeri i Forening med de bosatte Kvæner, og ved Kaafjord, saalænge Arbeide der ved Værket kan erholdes."

Fremdeles er der bemærket af dem, der helst ville have Kvænerne bort fra Finmarken:

"Det er ikke Hensigten at ville bebreide Kvænerne og deres Kjærlighed til deres Fædres Sprog; men Et er det ære og elske sit Modersmaal, et Andet med selvgod Egenkjærlighed at fordre det æret og hævdet af og hos et fremmed Folk. Der er en væsentlig Forskjel imellem deres og Finnernes Stilling, i det disse leve i deres eget Land, som de besadde endog tildligere end de Norske, imedens hine som Fremmede indflyttede hertil fra et andet Land. Man kan derfor vel neppe med nogen Føie slutte fra den Omsorg, som Sverige og Rusland have vist for Kvænernes Sprog, til det, som Norge bør gjøre for dem."

Som et vigtigt Aktstykke til Besvarelsen af det Spærgsmaal: Ere Kvænerne et Gode eller Onde for Finmarkens Amt? meddeles her i Oversættelse et Brev ifra Hr. brittisk [Generalkonsul] Crowe, skrevet fra Kaafjords Værk i December 1843. Som bekjendt har Hr. Generalkonsul Crowe tilbragt en lang Række af Aar i Finmarken dels paa Hammerfest, længst dog i Alten-Talvig Sogn, som Bestyrer af Kaafjord Kobberværk, hvor Kvænerne udgjorde den allerstørste Del af Arbeidsstyrken, dels fordi Landets norske Befolkning ikke paa langt nær havde kunnet afgive den nødvendige Arbeidskraft, og dels fordi den norske Befolkning ikke følte sig skikket til Værkarbeide. Hr. Crowe er en ligesaa upartisk som kompetent Dommer om det kvænske Folk, og om dets Forhold til Finmarken.

"Da saa Meget er skrevet og endnu Mere er sagt for at nedsætte Kvænernes Karakter, er det jeg med Fornøielse opfylder Deres Anmodning om, at afgive min Mening om dem, hvilken jeg tro mig berettiget til at fremsætte, da neppe Nogen i Finmarken har staaet i et saa umiddelbart Forhold til dem; ja jeg anser det endog for en Retfærdigheds Handling, jeg skylder saavel Kvænerne som det Offentlige."

"Kvænerne ere efter min Mening, ifølge deres Tilbøielighed, neppe noget udvandrende Folk, tvertimod ere de deres Fædrene Arne høiligen hengivne og nære tillige Fordomme, der snarere modarbeide Udvandringslysten end fremme den."

"Forinden dette Kobberværk blev sat i Drift, havde den nordlige Del af Finland og Distriktet ovenfor Torneå været hjemsøgt af en Række Misvæxt-Aar, hvilket foraarsagede, at hele Præstegjelde bragtes til en saadan Yderlighed, at Barkebrød udgjorde om ikke den eneste, sa dog den vigtigste Del af Beboernes Næringsmidler; de benyttede derfor med Glæde den Anledning til Erhverv, som Aabningen af Driften af Altens Kobberværk tilbød. Man kan i Almindelighed ikke med Sikkerhed angive at Folks moralske Standpunkt efter de Individers, der for at forbedre deres Kaar, udvandre; Kvænerne bør naturligvis ikke gjøre nogen Undtagelse heri; meget mere maa det antages, at de, som vare deres Kommuner til Byrde, først og fremmest ansporedes til at udvandre fra deres Hjem, og at iblandt disse den overveiende Del bestod af dem, der ikke vare husholderiske, men letsidige."

"Paa Grund af den indfødte Finmarkers Apati og Ulyst til ethvert uvant Arbeide, maa ethvert Foretagende, der er afhængigt af Haandarbeide, mislykkes, hvis det ikke understøttes af Andre. En Tid lang vare omtrent 500 Kvæner anbragte ved Værket, og denne betimelige Arbeidskraft maa det tilskrives ikke alene Udviklingen, men ogsaa at Værket har kunnet vedblive, hvilket ellers, betynget som det var med Bekostningen af at transportere norske Arbeidere fra Røraas og Foldalen, maatte have været nedlagt."

"Det er en uimodsigelig Kjendsgjerning, at intet Foretagende, som er afhængigt af Haandarbeide, kan drives i Finmarken med noget Held uden ved Hjælp af Kvænerne, det være sig Bjergværksdrift, Spidsbergfangst eller Bankfiskeri, og det ikke alene paa Grund af Kvænernes Virksomheds Aand og Industri, men ogsaa paa Grund af deres Tarvelighed og Sparsommelighed, som gjør det muligt for dem at arbeide for ringere Betaling end de norske Indfødte, der af den Aarsag have ført Klager over Kvænerne, hvilke Klager have været gjentagne af dem, der af en i sig selv agtværdig, men formentligen misforstaaet Patriotisme for at opmuntre indenlandsk Industri, synes at have forglemt, at det er ikkuns ved at aabne en fornuftig Concurrence, at Distriktets Erhvers Kilder tilbørligen kunne udvikles og benyttes, og Dovenskab kan finde en heldbringende Spore til forøget Virksomhed."

"Det lyder næsten utroligt, og dog forholder det sig saaledes, at, førend Kvænerne begyndte at tage Arbeide her ved Værket, og da Daglønnen var omtrent dobbelt saa høi som nu, at ikke flere end fem Individer af Distriktets Befolkning vare at formaa til at arbeide ved Værket, og omendskjøndt de ofte vare i Mangel for Levnetsmidler, og omendskjøndt Arbeidet var af den Beskaffenhed, at det senere er udført af kvænske Fruentimmer og Børn".

"I den tilgrændsende Kvænangerfjord ere Beboerne for det meste af kvænsk Oprindelse; deres fortrinligere dyrkede Bopladse og bedre Formues Omstændigheder beviser deres Virksomhed og Industri. Det samme gjælder om Børselv og Laxelv i Porsangerfjord, hvor Indbyggerne ogsaa ere af kvænsk Oprindelse; det Factum, at disse have 100 Vog Smør at sælge aarligen, godtgjør deres mere udviklede Industri og Besparelses Aand, da Smør udgjør en vigtig Husholdningsartikel i alle Kvænfamilier, og er en Artikel, som i ikke ubetydelig Mængde kjøbes af næsten alle andre Finmarkens Beboere."

"Der er en anden Fordel, som følger disse Kvænernes Frem- og Tilbagevandringer, og som man hidtil ikke har sat tilbørlig Pris paa. Klimatets Barskhed i Forening med Dagens Korthed formindsker Trangen til Arbeidskraft i de fire Vintermaaneder; der vilde da opstaa en Vanskelighed i at forskaffe Underholdning til en Befolkning af Arbeidere uden Arbeide, men paa denne Ulempe rette Kvænerne selv, idet de fleste af dem, der ikke have bosat sig, besøge deres Hjem i Vintertiden og vende om Foraaret tilbage, befriende derved Distriktet fra at skaffe Underholdning til en Mængde Mennesker, paa en Aarstid, da Anledning til Erhverv er vanskelig. Reisen til Hjemmet fra Værket koster dem omtrent 1½ Spd."

"Det var ikke at vente, at der iblandt den Mængde Kvæner, som ere komne ned til Værket, ikke skulde findes Saadanne, som vare ødsle, og hos hvilke ikke de Laster skulde findes, som ere egne for den arbeidende Klasse; men de have dog udgjort det ringeste Antal."

"I 10 Aar har Halvdelen af dette Etablissements Arbeidsstok bestaaet af disse vandrende Kvæner, og, omendskjønt de for en Del have, om man saa vil, dannet Udskuddet af deres Nation, kan jeg uden ringeste Reservation forsikre, at ingen Samling af den arbeidende Klasse - det være sig Engelske, Norske eller af et andet Folk - i det Hele kunde have opført sig mere exemplarisk, og som et Bevis herpaa behøver jeg blot at henvise til Foged-Arkivet, der udviser hvor faa Exempler der ere paa, at man i ovennævnte Tidsrum har maattet tage sin Tilflugt til Authoriteternes Mellomkomst."

"Kvænerne ere, som jeg allerede har bemærket, jo ikke uden Fordomme, og hænge med overordentlig Forkjærlighed ved deres Sprog og ved deres Forfædres Sædvaner. Dette synes man ikke rigtigen at have bedømt ved de Forsøg, der ere gjorte for at bringe dem til at antage Sæder, Skikke og Sprog, dem fremmede og ubekjendte; deraf udviklede sig en Oppositions-Aand, som har foraarsaget hine uretfærdige Domme over dem."

"Det hører ikke hertil at hentyde paa det i Finmarken saa almindeligen herskende Kreditsystem; som en Modsætning hertil vil jeg blot anføre, at ved Opgjørelsen af vore aarlige Regninger for dette Aar have vi 440 Kvæner, Kvinder og Børn iberegnede, ved Værket, og var Summen af samtlige deres Gjæld til Værket 6 - sex Ort."

"De have bidraget med ikke mindre end over 4000 Spd. til Værkskirkens Opbyggelse og omtrent 2000 Spd. til Sparekassen, et Fond, der er dannet til at blive Forsørgelses-Middel i Tilfælde af Værksdriftens Standsning i nogen Tid. Der gives kun faa af de kvænske Arbeidere, der ikke have oplagte Penge, Mange fra 200 til 300 Spd., Nogle endog 500 Spd., som de enten have sat ud paa Renter eller kjøbt jord for. En Kvænarbeider kan i Gjennemsnit fortjene 7-8 Spd. om Maaneden, naar han stadigt arbeider, og kan leve for 4 Ort til 1 Spd. om Ugen."

"Til Slutning skal jeg endnu gjentage, at Kvænerne ere et opvakt, virksomt, industrielt og sparsommeligt Folk, og som saadant behøver jeg ikke at gjøre opmærksom paa dets Fortrin i statsøkonomisk Henseende."

Til de anførte Ankeposter bemærkes Følgende:

Der fremhæves, "at der ikke bebreides Kvænerne deres Kjærlighed til deres Fædres Sprog, men at de selvgod Egenkjærlighed fordre det æret og hævdet af og hos et Fremmed Folk". Hertil maa bemærkes, at Kvænernes Fordringer ere skildrede skarpere, mere omfattende og mere anmassende end de i Virkeligheden ere. Om de elske eller ikke elske deres Fædres Sprog i deres Hjerter, kan naturligvis ikke være Gjenstand for det ene eller for det andet Parties Omdømme, Billigelse eller Misbilligelse; at de gaa et Skridt videre, som ethvert andet Folk ogsaa vil gjøre, nemlig ønske deres Børn underviste i deres eget Sprogs Religionsbøger, ønske Tolke for at blive forstaaede og for at forstaa Andre, og helst ønske at tale deres eget Sprog, alt dette bliver først en Gjenstand for Overveielse, Billigelse eller Misbilligelse. Dersom de i en endnu høiere Grad vilde fordre deres Sprog hævdet og æret hos os, kunde der vistnok være Betænkeligheder i at give dem Medhold, Noget, som heller ikke vides at have været forlangt eller ventet af Folket. Men i det, som de ønskede og fremdeles ønske og som de af Finmarkens Geistlighed have erholdt opfyldt, hvor meget maa dog ikke Billighed, Humanitet, Retfærdighed og Klogskab tale for dem?

Kvænerne ere vel oprindeligen et fremmed Folk, som i sin Tid fra Finland ere vandrede over til Finmarken, hvor deres Folk igjennem flere Slægter have boet. En Del er vel ogsaa for Værkets Skyld i Kaafjord kommet til Vestfinmarken, og, ligeledes for at erholde Arbeide, til Hammerfest og Handelsstederne omkring, hvor der altid har været Mangel paa Dagarbeidere, indtil at Kvænernes Indvandringer bleve almindeligere. Forskjellen mellem Finnernes og Kvænernes Stilling og Rettigheder er ingenlunde overseet; de Begunstigelser, der ere viste de Sidste, ere i og for sig selv høist ubetydelige, som af det Følgende vil sees.

Hvad jeg i den Constitutionelle og Tromsø Tidende har sagt, gjentager jeg her, at saa længe som begge Nabostaterne, Sverige og Rusland, vise denne Omsorg for Kvænerne og deres Sprog, saa maa Norge alene af den grund vise dette Folk og Sprog en forholdsvis lignende Omsorg

Intet synes dog at være billigere, end at Kvænerne, som ere de tre Fjerdedele af Distriktets Befolkning, imedens at Normændene udgjøre ikkuns en Fjerdedel, faa deres Børn underviste af en Lærer, som forstaar deres Sprog, og i Bøger, som deres Børn alene ere istand til at lære Kristendommen af. Dersom der ikke gaves en saa talrig og fast Befolkning af Kvæner i Alten, saa havde de Norske ikke kunnet underholde en norsk fast Skole, og, naar vi, efter vore Loves Medfør, kunne og skulle fordre af dem, at deres Børn skulle have en kristelig Opdragelse efter vor evangelisk-lutherske Religion, saa er det jo ikke alene billigt og retfærdigt, at vi lette dem Adgangen dertil, men det bliver en Nødvendighed fra vor Side, at gjøre dette muligt for dem, ved at skaffe dem Skolelærere, som paa en forstaaelig og frugtbringende Maade kunne undervise dem, og siden være Børnenes Tolke ved Religionsundervisningen hos Præsten. I denne ubetydelige Foranstaltning bestaar den hele Føielighed, som er vist de ved langvarigt Ophold og ved Fødsel i Landet os tilhørende Kvæner i Alten; og, naar det betænkes, at Distriktet har fire Skoleroder, af hvilke de ene bestaar udelukkende af norske Børn, der komme for sig selv til samme Tid i Skolen, saa sker jo intet Afbræk i de norske Børns Undervisning. De enkelte faa [norske] Børn, som komme samtidig med de kvænske, sysselsættes paa en eller anden Maade i Skolen, medens Læreren overhører de kvænske Børn. Hvad enten nu Læreren overhører de kvænske børn paa Kvænsk eller paa norsk i de Timer, som han, i Overensstemmelse med Skoleloven og Børnenes Antal, var forpligtet til at undeholde sig med Kvænernes Børn, saa lider jo dog derved de norske Børn intet Afbræk i deres Undervisnings Tid. Ved Kobberværket i Kaafjord have de kvænske Børn er særskilt Lærer, som Kvænerne selv lønne, da Værket lønner den norske Lærer, og mod denne dem beviste Føielighed kan dog vel neppe nogen grundet Indvending gjøres? Skulde ikke saavel det Offentlige som Præsterne her og i andre Sogne i Finmarken, hvor Forholdene ere de samme, og hvor man følgeligen forholder sig paa ovenanførte Maade, sørge for at have Kvænsk talende Skolelærere, kunde man heller ikke forlange af Kvænerne, at deres Børn skulle oplyses i deres Kristendom og deri konfirmeres, og hermed kunde dog Staten ligesaalidt som Kirken være tjent, nidkjære Præster vilde ikke kunne berolige sin Samvittighed med, at Kvænerne gik deres egen Vei, berøvede al den aandelige Hjælp, Undervisning og Omsorg for deres moralsk og intellectuelle Vel, som man nu ved duelige, i Sproget kyndige Skolelærere og Tolke kan forskaffe dem.

Man bør dog ikke skrive det paa Hovmodens og Stivsindighedens Regning, at Kvænerne have saa vanskeligt for at lære Norsk, og at de have lært saa lidet af vort Sprog. De ere jo Almuesfolk, af hvilke man ikke kan vente Mere end af vore egne Bønder, og hvor vanskeligt og tildels umuligt vilde det ikke falde disse, at tilegne sig et andet Folks Tungemaal til den Grad, at de kunde lære deres Kristendoms Kundskab i samme og til at fatte saa abstracte, høie og vigtige Lærdomme igjennem en fremmed Lærebog og ved fremmede Lærere. "Bør Kjærligheden til Fædres Sprog ikke bebreides dem", saa kan og bør formentligen Ønsket om og Glæden over at se Gjenstanden for deres Kjærlighed ogsaa agtet af Andre heller ikke bebreides dem, ligesaalidt som det Saarende og Ubehagelige i at se Gjenstanden for sin Ærbødighed og Kjærlighed ringeagtet, tilsidesat og banlyst; alt dette følger ligefrem af Kjærlighedens Natur. Naar der maa indrømmes: "At Kvænernes Vedligeholden af deres Sprog i deres huslige Liv og Forholde, er Noget, som hverken kan eller bør formenes dem", saa følger deraf ogsaa Umuligheden for dem at lære Norsk; den korte Tid Børnene gaa i Skolen, er dertil ikke tilstrækkelig; Kvænerne bo sammen, paa Handelsstederne tale Handelsmanden Kvænsk o. s. v. Kvænernes Ønske og Fordringer have, som oplyst er, jo ikke gaaet videre end til at erholde Skolelærere, som forstaa deres Sprog; det Billige, Humane, Retfærdige og Kristelige i, at ikke alene Præsterne, men ogsaa det Offentlige føier sig derefter, formenes af det, som er anført, at være tilstrækkeligen godtgjort. At Kvænerne ønsker at høre en kvænsk Prædiken er jo dog ganske naturligt, fordi en saadan tiltaler deres Hjerter mere end en norsk. Deres Længsel efter at høre en Prædiken i deres Modersmaal og deres Glæde derover er naturligvis saameget større, fordi den aandelige Hunger og Tørst maa være saameget større hos dem, da de dels kun halvt, dels slet ikke forstaa de norske Prædikener.

Naar jeg hidtil har talt deres Sag for at afhjælpe deres Sjæles Savn og aandelige Trang for Nutid og Fremtid, er det som en Kjærligheds, Billigheds og Humanitets Foranstaltning, at jeg har omtalt og ytret det Ønskelige og Nødvendige i, at Præsterne lagde sig efter Kvænsk saavelsom Finsk. Enhver i Finmarken og Nordlandene ansat Præst, som faar Finner og Kvæner i sin Menighed, maa jo dog nødvendigen gjøre sig det Spørgsmaal: "Hvorledes skal jeg paa bedste Maade virke til Guds Riges Udbredelse og Befordring i den af Gud og Staten mig anbetroede Menighed?" "Hvorledes skal jeg blive Finnerne og Kvænerne, som udgjøre ¾, ½, ¼ af min Menighed, til Gavn som Lærer og Sjælesørger paa en for mig selv, for deres og for min Samvittighed beroligende og tilfredsstillende Maade?" Svaret maa naturligviis falde derhen: Du maa dels stræbe at lære deres Sprog og dels søge at erholde duelige Skolelærere, som kunne deres Sprog, og saaledes arbeide paa begge Veie mere og mere, hvis Du skal efter Hjertets Ønske kunne haabe fyldestgjørende at opfylde de hellige Pligter, ikke blot som Staten for Tiden forlanger af Dig, men ogsaa som det hellige kristelige Embede paalægger Dig dem, og din egen Tilfredshed og Beroligelse vil have dem opfyldte. Denne simple og ganske naturlige Betragtning af Sagen, samt mere end hundrede Aars Erfaring og frugtesløse Bestævelse med at lære Kvæner, paa den hidtil brugte Maade, Norsk, maa have lært og overtydet baade Præsterne og Staten, hvad der i denne Sag er at gjøre, for efter Billighed, Retfærdighed, Humanitet og Klogskab at bringe størst mulig Velsignelse og Held over Finmarkens kvænske Befolkning.

Det vil nu forhaabentligen være tilfulde oplyst, at der aldrig har været Talen om nogen Opofrelse fa Statens Side; Kvænerne have ikke alene selv overtaget alle Omkostninger ved deres Børns kvænske Undervisning, og hvad som mere er, ikke blot i Alten, men ogsaa i flere Præstegjeld ere Kvænernes Bidrage til Kirken og Skolekassen komne Normændene til Gode. Fra den første Tid at Kvænerne begyndte at nedsætte sig i Amtet, have de bidraget til det norske Stats- og Kirke-Samfunds Vel og Vedligeholdelse, uden hidtil at have nydt Godt af Kirkens eller Skolens Goder. Mon iøvrigt virkeligen den norske Stat og Kirke og Skolen skulde have været eller blive tjent med at overlade til en tre, fire tusinde kraftige Kvæner ganske paa egen Haand at besørge deres Kirke og Skole-Anliggender? Og følgeligen at indkalde russiske Præster og Lærere? Hvad lønnede Tolke angaar, da lønne vedkommende kvænske Kommuner selv disse.

Meget har, i de sidste Decennier, saavel i andre Henseender, som ogsaa hvad de kvænske Forholde angaar forandret sig til det Bedre; hensigtsmæssigere og kraftigere Foranstaltninger have været tagne og tages fremdeles med Hensyn til omstreifende pasløse Kvæner og med dem, som vel have Pas, men dels ikke ville gjøre godt, og dels ved egen Brøde ville komme til at falde Fattigvæsenet til Byrde; disse ere blevne paa offentlig Bekostning førte tilbage over Grændserne. Ved disse og lignende Franstaltninger er følgeligen en væsentlig Ankepost hævet. Den Uleilighed man jo vistnok har af Enkelte, opveies fuldeligen af de Fordele, som ere forbundne med dette Folks Nedsættelse. At Kvænerne ikke ere uden Fortjeneste af de Egne, i hvilken de have nedsat sig, er, som allerede anført, anerkjendt ogsaa af dem, der ikke anse Kvænernes Indvandringer for et Gode i landet; de ere haardføre, kraftige og udholdende, vel saa driftige og vindskibelige, vel saa tarvelige og nøisomme som mange af de i Finmarken boende Norske. Denne Sandhed, saavelsom den, at Normændene hverken forbigaaes eller uretteligen fortrænges, stadfæstes saavel af Hr. General-Consul Crowes Skildring af Folket i Finmarken som af den anførte Opsats i Tromsø Tidende. En senere Opsats i Tromsø Tidende, optaget i den Constitutionelle og Morgenbladet, benævnet Kaafjord og Alten i Juli 1840, stadfæster det samme naar det hedder:

"Tre ganske forskjellige Fysiognomier træffer man ved Siden af hverandre blandt Værkets Folk: norsk, engelsk og kvænsk, hvoraf de Sidste ere overveiende med Hensyn til Antal. Før lagde Bestyrerne megen Vind paa at leie norske Arbeidere til Værket, og der blev endog budet dem 4 S. mere i Arbeidsløn end Kvænerne; men, da de Normænd, som enten hørte til Sognet eller til andre Distrikter i Finamarkens Amt, dels ikke vilde arbeide for den tilbudte Arbeidsløn, dels, efterat have ladet sig engagere, fandt forgodt at forlade Arbeide, naar de selv lystede, skjøtter man nu ikke synderlig om at tinge med den nordlandske eller finmarkske Bonde, ligesaalidt som han nu faar større Dagløn end Kvænerne; at faa ham til en dygtig Arbeider ved et Værk eller Landbrug vil være et frugtesløst Arbeide. De ved Værket arbeidende Kvæner have det gode Skudsmaal af Betyrerne, at de vare nøisomme, sparsomme, ædruelige og, som en Følge deraf, stærkere og mere udholdende; og ganske ugrundede maa vi derfor finde de Klager, som enkelte Normænd have faaet Leilighed til at indføre i Tromsø Tidende om Kvænernes Lediggang og forøvrigt slette Opførsel. Det var en Lyst at se med hvilken Munterhed disse Kvæner selv under tungt og svært Arbeide forrettede sin Dont; man skulde næsten snarere have troet, at de vare beskjæftigede med en Leg end med anstrængende Værkarbeider; saaledes vil man i hvilkensomhelst Stilling i Livet finde Nøisomhed og Tarvelighed forenet med et muntert Sind, thi de Mennesker, hos hvem disse Dyder findes, nyde Frugterne af sit Arbeide i udvortes gode Kaar og indre Tilfredshed. Kvænerne staa sig her ogsaa i Almindelighed godt og ere gjældfri - Noget, som saa Normænd her i Distriktet af den arbeidende Klasse kunne rose sig af. At der i Kaafjord findes forholdsvis færre uægte Børn end paa andre Steder i Nordland og Finmarken turde maaske være en Bemærkning her paa sit rette Sted.

Men vi ville nu reise til Kvænbyen, saa kaldet efter de ved Værket arbeidende Kvæners Opholdssted sammesteds, en Samling af Hytter i Fjordens inderste Bund, omtrent ½ Fjerding sydost for Hovedgaarden, hvorhen man dels kan komme i Baad, naar man sætter over den lille Levning af Fjorden, som er mellem samme og Konsulens Vaaningshus, dels tilfods, naar man følger Landveien, der fra Hovedgaarden strækker sig nordefter til Kapellet, Smeltehytten og Gruberne, og sydefter rundtom Bugten til det Sted, som vi ovenfor have kaldt og af Indbyggerne kaldes Kvænbyen. Der ere omtrent 400 Mennesker boende, alle Kvæner, Normændene bi o Nærheden af Værket. For at faa et Begreb om hvorledes de Mennesker, om hvem jeg havde faaet en saa fordelagtig Mening ved at betragte dem under Arbeidet, havde det i deres Hjem, denne huslige Borg, som engang er Eiermandens Asyl og et sikkert Tegn paa Eiermandens indre Væsen, gik jeg ind i et Par af Hytterne, og blev virkelig overrasket ved den Orden, Renlighed og saa at sige Velbefindende som herskede derinde. Disse enetages Hytter ere afdelte i to Rum, hvoraf det ene tjener til hele Familiens Sovested, det andet til Arnested og Dagligstue. At Gulvet var renvasket og bestrøet med Bar, Træstolene og Hylderne, ovenpaa hvilke stode Melkefade, snehvide, kunde ikke være tilfældigt, efterdi det var en Tirsdag, da jeg tog disse Hytter i Øiesyn, - en Dag, da man mindst pleier at skure Gulv. I Flekken fandtes tre til fire Badestuer, hvori Mændene med deres Koner og Børn i det mindste en Gang ugentlig hele Aaret igjennem tage sig et russisk Dampbad, et mod de i disse Egne saa hyppige gigtiske, nervøse og reumatiske Sygdomme herligt Preservativ. Indretningen i disse Badestuer er ganske simpel: I den ene Ende af en tre til fire Alen høi og lige saa bred Bygning ligger en stor Ovn, medens rundtomkring Bunden er belagt med Riskviste og øverst oppe findes en Bænk; Alt, tilligemed Flekkens Huse, opført af Bestyrerne, der selv tilligemed deres Familie samt de øvrige Konditionerede paa Stedet benytte samme Slags Bad".

Stolthed og Stivsind i Meninger, ere vistnok de Feil, som hyppigst findes hos Folket, og, som Følge heraf, en vis større eller mindre Grad af Rethaveri, Fordringsfuldhed, der igjen kan udarte til Trættekjærhed og Brutalitet, men dette ere Undtagelser. At Falskhed er nogen fremherskende Last hos dem, har jeg ikke havt Anledning til at erfare, ligesaalidt formenes Umoralitet at tilhøre dem mere end andre. Til en rigtig og retfærdig Bedømmelse af Folket er Bekjendtskabet med dets Sprog aldeles nødvendigt. Uden Kundskab i et Folks Sprog lærer man ikke at kjende, hvad der bor i et Folk. Et mangeaarigt Bekjendtskab til og Ophold iblendt Folket er ligeledes nødvendigt til at lære at kjende det. Ikke førend under mit tredie Ophold i Finmarken har jeg vovet offentlig at udtale en bestemt Mening om Kvænerne i Finmarkens Amt, og denne Mening er til Folkets Fordel. Jeg er derfor ogsaa af samme Anskuelse som de af Hr. Provst Rode anførte tvende Reskripter af 6te Marts 1750 og 26de August 1796. Det har naturligvis aldrig været min Hensigt at ville, og jeg formener heller ikke at have ophøiet Kvænerne paa mine Landsmænds Bekostning, men at lade dem vederfares den Anerkjendelse som ydende og bidragende Medlemmer af det norske Statssamfund og af den norske Statskirke, efter min Overbevisning, tilkommer. Man kan meget godt lade alle tre Folk, Normænd, Finner og Kvæner, vederfares hvad jeg kalder Retfærdighed, uden at derved noget af dem sker eller vederfares en utilbørlig Tilsidesættelse. Folkets Kjærlighed til og Vedhængenhed ved deres Sprog kan jeg i det mindste ikke anse som et Vidnesbyrd om ubeføiede Prætensioner, eller som et Bevis paa Hovmod, Gjenstridighed, Opsætsighed o. s. v., følgeligen som en Udyd, som et Onde. "Ær din Fader og Moder, at det kan gaa dig vel", byder den hellige Skrift. Det bør sig derfor, at Mennesket ærer og hædrer Fædrenes Tungemaal, og at det elsker det Sprog, som Gud lagde paa dets Moders Læber.

Er Kvænernes Kjærlighed til deres Fædres Sprog et Vidnesbyrd om ubeføiede Prætensioner, Ulydighed, Opsætsighed o. s. v., saa synes det dog virkeligen, som de i Hamburg og München værende Norskes og Svenskes Kjærlighed til deres Fædres Sprog, der bringer dem til at anskaffe sig norske og svenske Tidsskrifter for at kunne glæde og fryde sig i det af Fædrene og Mødrene nedarvede Sprog, heller ikke kunne fortjene den Ros, som Aviserne derfor tildelte dem. Kvænerne forlange ikke Aviser, men at de hellige Skrifter, og at Gud Herrens Ord maa forkyndes dem og deres Børn i deres eget Sprog, og forlange denne Tilladelse med Rette. Denne Kjærlighed til Fædrenes og Mødrenes Sprog have ogsaa Englænderne anerkjendt og agtet hos Kvænerne i Kaafjord, hos de i London sig opholdende Norske, Svenske og Danske, og have derfor tilladt dem at holde Gudstjeneste i deres Modersmaal, omendskjøndt disse Intet have bidraget til den engelske Stats og Statskirkes Vedligeholdelse. Er Kvænernes Kjærlighed til deres Sprog, er deres Længsel efter, deres Bønner og Ønsker om, deres Glæde og Taknemmelighed over at høre Herrens Ord forkyndt dem i det dem forstaaelige Modersmaal, ikkuns ubeføiede Pretensioner, Overmod, Ulydighed, Opsætsighed o. s. v., saa synes det dog virkelig ganske uforklarligt, hvorledes samtlige norske Autoriteter og Statsstyrelsen enstemmigen har kunnet ville indrømme Englænderne i Kaafjorden og Tyskerne i Bergen Frihed og Tilladelse til at fremture i disse Udyder, i eget Modersmaal at ville høre Herrens Ord, der formentligen konsekvent maa være ligesaa forkastelig og ubeføiet hos de i Norge værende Englændere og Tyskere og hos de i Udlandet sig opholdende Norske som hos de i Norge værende Kvæner. I Sveriges Hovedstad, Stockholm, danne de sig der opholdende Kvæner en egen selvstændig kvænsk Menighed med egen kvænsk Præst, Undervisning, Sang og Gudstjeneste hver Søndag; ligeledes er der i Stockholm et kvænsk Bogtrykkeri. Og i Norges Hovedstad, i Christiania, have jo de sig der opholdende Katholske erholdt Tilladelse til at holde fransk og tysk Gudstjeneste. Med al Billighed og Retfærdighed formenes Kvænerne at maatte kunne vente samme Liberalitet.

Den Liberalitet og Velvillie, som baade den svenske og den russiske Regjering ligesaa christeligt og retfærdigt som klogt og politisk rigtigt lade Kvænerne og deres Sprog vederfares, ikke blot i de fjernere men ogsaa i de til Norge nærmest grændsende Distrikter, dette fortjener ikke mindre at tages til Eftertanke og Overveielse af Normændene i deres Bedømmelse og Behandling af Kvænerne og deres Sprog. I Sverigs Hovedstad, Stockholm, have, som sagt, de der boende Kvæner Tilladelse til at danne en egen selvstændig Menighed med kvænsk Gudstjeneste og Undervisning, hvis kvænske Præst udnævnes af Kongen. I Finlands Hovedstad Helsingfors har Keiseren af [Rusland] ladet oprette en eget Lærestol for det kvænske Sprog, hvis Studium han tillige paa flere Maader befordrer. I Fortsættelse og Konsekvense hermed finder man derfor fra Happaranda og Torneå og Nord efter, baade paa svensk og russisk Side, overalt denne Velvillie imod Kvænernes Sprog i Kirken, Skolen og det daglige Liv, hvad enten der ere faa eller mange ikke Kvænsk talende Medlemmer af Menigheden.

Førend jeg tilligemed nogle flere Præster antoge os Kvænerne og deres Sprog, saa at vi i samme kunde tolke dem Gud Herrens Ord, kom hvert Aar russiske Præster ned til dem fra Finland og prædikede Kvænsk for dem! Kaafjord-Værkets Bestyrere holdt kvænske Lærere for deres kvænske Arbeidere og for deres Børn, og naar de norske Præster ikke kunne Kvænsk, anse Bestyrerne det for Pligt, at forskaffe deres kvænske Arbeidere Kvænsk talende Præster fra russisk Finland! Naar en saadan Prædikant kommer, strømme Kvænerne til fra alle Kanter. Hertil kommer Dissenter-Loven og Tilladelsen for enhver at holde religiøse Samlinger; naar nu ikke de norske Præster, ligesaavel som de svenske og russiske Nabopræster, ville lægge sig efter Kvænernes Sprog, saa vil den uudeblivelige Følge blive den, at de ville anse sig nødsagede og berettigede til selv at sørge for deres Kirke- og Skoleanliggender og saaledes løsrive sig mere og mere fra den norske Statskirke, og hermed kan Norge dog vel ikke være tjent.

Der er Selvfølelse, der er Kraft hos disse Mennesker, i moralsk og physisk Kraft staa de over Finnerne og give Finmarkens norske befolkning Intet efter i denne Henseende og lægge i det Hele taget for Dagen en betydelig Grad af Selvfølelse. Naar deres Sprog vederfares samme Anerkjendelse og liberale Behandling som i Nabostaterne, vil denne Kraft og Selvfølelse hindres fra at udskeies og give en for Statssamfundet rigtig og heldig Retning. Det er saa langt fra at en venskabelig og liberal Agtelse for og Anerkjendelse af deres Sprog fremkalder eller nærer deres Overmod, Trods eller Stivsind, at en saadan Fremgangsmaade stedse har havt en velgjørende Indflydelse paa deres Gemyts Bøielighed og fremkaldt en villig og forhøiet Lydighed.

Imellem Skandinaviens ugriske Stammer, Finnerne og Kvænerne er nu Sproget den væsentligste og skarpeste Skillemur. Alligevel antager Finlænderen Castrén, at Afvigelserne mellem Finsk og Kvænsk ikke er større end, at begge Sprog for 2000 Aar siden, da Romeren Tacitus omtaler dem, kunde været et. Jo ældre og simplere et Folks Standpunkt er, desto mere vil det splitte sig ad og udvikle afvigende Individualiteter. Dette bevise de ugriske - finske - Folkeslag.