Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

VIII.

Udsigt over Kvænernes Historie.

1. Uddrag af Hr. Sorenskriver Krafts topografiske Beskrivelse over Norge.

Under Hakon Hakonsen finder man, at Halogalands Beboeres gamle Forbindelse med Bjarmaland, og deres Toge til dette Land, hvorved høstedes Ære og Fordel, endnu have holdt ved, thi Ivar Utvik, Kong Hakons Lehnsmand, og Andreas Skjaldarband droge i Aaret 1222 med fire Skibe til Bjarmaland, for at hævne det Drab, som Bjarmerne havde begaaet paa Folkene af et Skib fra Halogaland. De gamle Norskes Bjarmaland skal have indbefattet den Del af det nordlige Rusland, som i nyere Tider udgjør det Peruiske [Permiske?], Vidtkoiske, Vologdaiske og Archangelske Gouvernement, der regnes at indeholde et Areal af 27,014 geografiske Kvadratmile. Bjarmaland var indtil det 11te Aarhundrede beboet af et frit og selvstændigt Folk, men ved den Tid og i det følgende Aarhundrede blev det afhængigt af Republiken Novgorod, fra hvilken det siden kom under de moskauske Storfyrster. De Norske og især Halogalands Beboere, besøgte i de ældre Tider meget Bjarmaland, dels paa Fribytteri, dels og for Handelens Skyld. Endog flere af de norske Enevoldsregentere, saasom Harald Haarfager, Erik Blodøxe, Harald Graafeld, og Andre gjorde Toge til Bjarmaland og kom tilbage med rigt Bytte. Bekjendt er ligeledes Thorer Hunds Bjarmalandstour under Kong Olaf den Helliges Regjering. Ivar Utviks og Andreas Skjaldarbands Tog er det sidste, Historien omtaler.

Nordlandene og fornemmelig sammes nordligste Del var i det 15de Aarhundrede fra Landsiden af jævnligen udsat for Russernes og Karelernes Overfald og Plyndringer, ikke alene i Fjordene men ogsaa paa Øerne.

Ligesom i det sydligere Halogaland vare i Senjens og Tromsø Fogderi Søkysterne mere beboede end Fjordene og Dalene; dog fik Indbyggernes Antal i Fogderiets indre Egne en væsentlig Tilvæxt, da det af Kong Hakon Hakonsen tillodes nogle fra deres Hjemsteder omkring Dvinafloden i det nuværende nordlige Rusland af de indtrængende Mongoler fordrevne Skarer af Bjarmer, et Folk af den finske (44) Folkestamme, her at bosætte sig, imod at de antoge Kristendommen, til hvilken Ende Kongen lod opføre en Kirke for dem, samt anviste dem Malangerfjorden til Bopæl, formodentlig fordi denne Fjord dengang endnu ikke var paa dens østre Side besat af Norske; ligesaa forøgedes Folkemængden i Fogderiets nordlige Fastlandsstrækninger ved de paa denne Tid senere indvandrende Kvæner, der endnu udgjøre en væsentlig Del af Tromsø Distrikts Fjordbygder, imedens Normænd besatte dette Distrikts fiskerige Havkyst. De hyppige Overfald af Russer og Kyrialer eller Kareler, som Halogaland i den senere Middelalder, nemlig i det 14de og endog i det 15de Aarhundrede var udsat for, gjaldt rimeligvis mere denne Del af dette Landskap end sammes sydligere Strækninger; i det mindste ser man, at Russerne ved et af disse Overfald, Aar 1323, angrebe Øen Bjarkø og lagde Erling Vidkunnarsens Gaard i Aske, og et Sagn i Karlsø taler om et Indfald af Russerne i dette Præstegjeld, under hvilket de dræbte en Del af Indbyggerne, der havde skjult sig i Arhelleren paa Fugelø. Derved er maaske de Norskes videre Udbredelse imod denne Kant for en Tid standset og det var, som det synes, først efterat disse Overfald vare ophørte, at Øerne under Tromsø Distrikt ere blevne befolkede. Rigtignok anføres i Hakon Hakonsens Saga, at denne Konge lod opføre en Kirke paa Tromsø, maaske til samme Tid som Bjarmer indflyttede her i Landet.

Kvænerne hørte til den Gren af den store finske Folkestamme, som har beboet det nuværende Storfyrstendømme Finland, og med et fælles Navn er i eget Sprog kaldet Suomalaiset, af hvilket Folk Kyrialerne eller Karelerne boede i den østlige, Jemerne eller Hæmelæiset i den sydlige og Kainulaiset i den nordlige Del af Finland. At Kvænerne, hvis Navn maa antages at være af de gamle Norske dannet af bemeldte nationale Navn Kainulaiset, ere de udvandrede til Nordlandene, som der fordum have nedsat sig; og dels af samme Gren af Folkestammen, dels af de tvende andre ere de, som under Navn af Kvæner ere i Slutningen af det 17de og Begyndelsen af det 18de Aarhundrede indvandrede til Finmarken og omliggende nordlige Egne, og ligeledes de, som under Navn af Finner have i Slutningen af det 16de eller i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede nedsat sig i Solør og deromkring (cfr. 1ste Del S. 501-505, og 599-600). Af Kvænerne fik og det Land Navn, som vore nordiske Forfædre kaldte Kvænland, hvorved ikke alene skal være forstaaet Finland eller en Del deraf, men ogsaa noget af Lapland og en Del af det nuværende svenske Norrland, nemlig Norrbotten, Vesterbotten og Ångermanland, hvor Kvæner i ældre Tider skulle have boet, ligesom der endnu i Strækningen imellem Torneå og Muonio-Elvene paa den ene og Calix- Elven paa den anden Side bo Finner i Norrbottens eller Piteå Lehn. (Se Schøning. A. C. Lehrbergs Untersuchungen über die Wohnsitze der Jemen, ein Beitrag zur Geschichte Neu-Finnlands, i hans Untersuchungen zur Erläuterung der älteren Geschichte Rusland, St. Petersburg 1816, 4to S. 103-236. Prof. Rask i Scandin. Liter. Selskabs Skrifter, 11te Aarg.)

44) ikke lappiske.

2. Uddrag af Hr. Sorenskriver Krafs topografiske Beskrivelse over Norge

Kvænerne i Solør og Østerdalen.

Langs den svenske Grændse i Hofs og Grue Præstegjelde, og paa den nordostlige Side af Vinger Præstegjeld under Solør og Oudalens, samt for en mindre Del i det sydlige Trysild af Østerdalens Fogderi bo Kvænerne, her ogsaa benævnt Finner. I Solør eie nogle af dem skyldsatte Gaardebrug, men de Fleste have Pladser eller saakaldte Torper, der ere opryddede i Skovene to til fem Mile fra de i Bygden liggende Gaarde. I Østerdalen ere de mest Gaardbrugere og derfor mere velstaaende end de solørske Kvæner, hvoraf de fleste, som Husmænd og Inderster, ere meget fattige, og tillige mere ukultiverede. Dog have ved det i nyere Tid foregaaede Salg af det ankerske Fideikommisses og Statsraad Rosenkranz's Arvingers Eiendomme ikke Faa af de solørske Kvæner kjøbt deres paaboende Torper med enkelte Skovstrækninger, hvorved de ere blevne Skoveiere, og de fleste af disse have fra den Tid forbedret deres Formuesforfatning. Kvænerne bo tildels ved Søerne, hvoraf der ere mange paa Østsiden af Solør, men ogsaa høit oppe paa Fjeldene, hvor de med utroligt Arbeide have opryddet deres Agerland. Foruden Rugavl i Braater, deres oprindelige Næringsvei, ernære de sig af Kvægavl, da de have mange Kreature, af Handel med Norske og Svenske, af Tømmerhugst og Tømmerkjørsel, samt, forsaavidt de ere Selveiere, ogsaa af Tømmersalg, og forøvrigt af Skytteri samt af Fiskeri i Fjeldvandene. Om Sommeren maa de ofte bruge den elendige Barkeføde. Saalænge de solørske Kvæner havde Tilladelse at rydde og brænde Braater i Skovene, avlede de megen Rug og havde til deres Kreaturer god Græsning, hvorfor de vare i god Forfatning; men siden al saadan Rydning, forsaavidt de ere Leilændinger og Husmænd, er dem forbuden, er deres Armod tiltagen. Desuden slaar Kornavlingen ofte feil hos dem. De tale Alle, dog med en egen Akcent, Norsk, skjønt det kvænske Sprog bruges mellem dem indbyrdes, og de have Bibler, som ere trykte i Åbo. Imidlertid er det kvænske Sprogs Anseelse og Brug i Aftagende, ligesom Kulturen er i Tiltagende hos Kvænerne, uagtet deres Fattigdom, Torpenes afsides Beliggenhed og den tre til fire Mile lange og besværlige Kirkevei, ere væsentlige Hindringer for Skolevæsenets og Oplysningens Fremme blandt dette Folk. Opførelsen af egne Kirker eller Kapeller i Lighed med hvad der er gjort paa den svenske Side, vilde vistnok virke velgjørende; men uden hjælp af det Offentlige er det ikke muligt, at saadant kan ske, da Finskovens Beboere ere for fattige til at lade Kapeller opføre for egen Regning.

De solørske Kvæner bo i tømrede Huse, som til Belysning have alene Huller paa Væggen med Slaaer for, og til Varme en stor Bagerovn, fra hvilken Røgen udbreder sig overalt i Bygningen, og angriber saaledes Alt, at man paa denne Røglugt alene kan kjende Kvænerne. De østerdalske Kvæner have derimod Boliger af samme Størrelse og Form som andre Bønders, om man finder derfor hos disse ikke de gulblege Ansigter og røde Øine som hos de solørske Kvæner. Renlighed er hos Kvænerne høit agtet, da de ved alle Torper have Badstuer, hvor de engang om Ugen, sædvanlig Løverdags Aften, bruge Svede- eller Dampbad, og forstærke den derved foraarsagede Uddunstning ved at pidske den nøgne Krop med Løvris. De have for øvrigt kun ringe Samkvem med de Norske. Sædvanlig ere de to til tre Gange om Aaret nede i Bygden, hvor de besørge deres Forretninger, gaa til Kirke og Alters, og udrette Ærinder.

Kvænerne, der ere af samme Folkefærd som de i det nordlige Norge boende Kvæner (den finske Folkestammes gamle nordiske Navn) eller Kareler, nedstamme fra den store, indtil 1808 svenske, nu russiske Provinds Finland eller det gamle Kvænland, hvorfra deres Forfædre udvandrede, enten (ifølge et blandt dem værende Sagn) formedelst Russernes grusomme Ødelæggelser, eller i Anledning af den saakaldte Klubbekrig, det er de borgerlige Uroligheder, som hærjede Storfyrstendømmet Finland i den svenske Kong Sigismunds Tid, eller maaske snarest af begge Aarsager. De skal først være komne til de Norge tilstødende svenske Landskaber under Sigismunds Fader og Farbroder, Kongerne Johan den Tredie og Carl den Niende, hvilken sidste som Hertug af Værmeland begunstigede deres Indvandring. Da de saaledes ikke ere komne didhen førend i Slutningen af det sextende Aarhundrede, kunne de rimeligvis ikke før det syttende være flyttende over Grændsen til Norge. Aar 1624 skal de have været her i Riget, hvormed ogsaa Traditionen stemmer, og have udbredt sig i Solør og til Trysild i Østerdalen mod Nord, samt til Næs Præstegjeld paa Øvre- og Urskoug Præstegjeld paa Nedre-Rommerige i Syd, i hvilke sidste Bygder dog nu ingen Kvæner vides at være eller og have de tabt sig blandt de Norske. Ogsaa en Strækning af den nordlige Del af Oudalens Præstegjeld, som fører over til Stange Præstegjeld, og hvori findes nogle saakaldte Fintorper, har rimeligvis i Fortiden være beboet af Kvæner.

Desuden skal efter Sagnet hele Hurdalens Præstegjeld paa Øvre-Rommerige være beboet af Kvæner, der ogsaa her skal have drevet Braatebrænden og Rugavling, samt have været gode Bjørneskyttere, og af hvis Descendenter endnu findes nogle i Bygden. Endelig er i Modums Præstegjeld Heggens Hovedsogn, under Buskeruds Fogderi en Strækning, som fører Navn af Finmarken, der af Kvæner skal være opryddet, og udgjør en Samling af smaa Gaarde med 55 Beboere; tildels omkring Glittre-Vandet paa Grændsen af Eger og Lier Præstegjeld, hvilke have ringe Kornavl.

Formedelst den Skade, Kvænerne i Fortiden gjorde paa Skovene, ere de under Navn af Skovfinner blevne Gjenstand for Straffelovene, hvoraf den ældste er en af Kong Fredrik den Tredie, under hans Ophold her i Riget, den 30te Aug. 1648, given Forordning, som er gjentagen i Frd. af 20de Juni 1673, og tilligemed en Bestemmelse i Skov-Ordonancen af 12te Mai 1683, § 7, er Kilden til hvad der fastsættes i Christian den Femtes Lovbog 6te B. 17 K. Art. 30. Den Ugunst, hvormed de en Tid have været ansete har vel ogsaa virket til at deres Udbredelse her i Riget standset. Hvor ugunstigen disse Kvæner (Rugfinner, Skovfinner) i Fortiden ansaaes, sees blandt andet af Hans Rosencreutzes i Budstikkens fjerde Aargang indførte Relation om Norges Tilstand 1699 Side 538; dog synes Forfatteren ikke at have vidst at skjelne imellem disse Kvæner og Lapperne. At de ogsaa i Sverige have været ansete med Ugunst, ser man hos Fiskow Side 567 og 618, samt hos Ruhs Side 410.

Efter Folketællingen af 1835 vare Beboerne af Grue Præstegjelds Finskov 1300, hvoraf omtrent 350 under Hovedsognet og 950 under Annexsognet, samt af hvilke 36 vare Selveiere, 11 Leilændinger og 122 Husmænd; imidlertid vare af disse Finskovens Beboere Mange, som hverken vare af kvænsk Herkomst eller talede det kvænske Sprog, men havde fra Bygden flyttet op paa Finskoven som Nybyggere eller Husmænd. I Vinger Præstegjeld angaves alle Beboere af Varildskoven, tilsammen 194, for at være Kvæner, hvoraf de Fleste talede det kvænske Sprog indbyrdes, og i Hofs Præstegjeld antoges Kvænernes Antal at være omtrent 600, hvoraf omtrent 300 hørte til Aasnæs, 250 til Vaaler og 50 til Hof Sogn. Dog have Hofs Præstegjelds ligesom Trysilds Præstegjelds mindre Antal Kvæner nu intet Særegent ved sig, og adskille sig næsten aldeles ikke fra de øvrige Indvaanere i disse Præstegjelde, ligesom det er endnu kun Enkelte sammesteds, der bruge den kvænske Bibel og tale eget Sprog. Saaledes udgjøre nu Kvænerne her i Amtet et Antal af henimod 2000 Mennesker. Kvæntorpenes Beliggenhed paa Grændsen imellem Sverige og Norge gjør Kvænerne til Mellemhandlere for Svenske og Norske. Paa den svenske Side af Grændsen, hvor man kalder Strækningen Finmarken ligesom Finskogen, bo ogsaa Kvæner, der ere i bedre Kaar end de solørske, da de ere Selveiere, hvilket ogsaa skal sees paa deres Skove, som ved Braatebrænding ere ødelagte.

Antallet af Hedemarkens Amts Beboere i det 17de Aarhundrede, da Kvænerne først kom dertil, formentlig i Midten af Aarhundredets første Halvdel, og nedsatte sig i de skovrige Strækninger imellem Solør og Trysild paa den ene, og Værmeland samt Dalarne paa den anden Side.

I Krigen under Fredrik den Fjerde synes Krigsbegivenhederne i Amtet at have indskrænket sig til nogle Streiftoge af de paa svensk Side boende Kvæner, som flere Gange i Forening med de nærboende norske Kvæner have trængt ned i Bygden, ihjelslaaet Mennesker, plyndret Gaarde, samt røvet Heste og Kvæg.

I det syttende Aarhundredes første Halvdel nedsatte sig i Agershus Amt Kvæner fra Storfyrstendømmet Finland i Urskoug og Næs Præstegjeldes Skovegne, dels ogsaa i Hurdalen, hvor de dog efterhaanden tabte sig iblandt de øvrige Beboere.

Mange Navne i Nordre-Guldbrandsdalen bære Vidne om, at her i de ældste Tider har været Joter eller Finner (Kvæner) som: Jette- eller Jotulfjeldet, Jettedalen, Finnelv og Fintryen.

3. Uddrag af Topografisk Journal for Norge 1797, 6te Bd.
Smiths Beskrivelse over Trysild.

Antallet af Finnerne (Kvænerne) 250. De forlode Finland da dette Land haardt ængstedes af Russerne. De nedsatte sig i de øde Skovstrækninger i Sveriges Provindser Helsingland, Medelpad, Vestmanland, Nykjøping og Værmeland, og noget ind over Norges-Grændsen. De havde helst søgt Skovbjergene, som bekvemmeste for deres Rugbraate-Hugster. Disse paa begge Sider ved Grændsen boende Kvæner række ikke længere Nord end i dette Sogn, og her i Sognet ikke høiere end til Fjeldenes Begyndelse, formodentlig fordi, hvor Fjeldene møde, kan Rugsæden ikke vel komme fort formedelst Klimatets Haardhed.

Enhver kvænsk Familie har sit Tilnavn, hvoraf de dog sjeldent betjene sig. De kalde dette ikke Binavn men Bynavn, hvorfra deres Fædre ere komne, som Kakelaner, Honker, Ronker, o. s. v.

Bjerge og Høie ere sædvanligt deres Tilhold, man læser derfor næsten bestandig Bjerget føiet bag ved deres Gaardsnavn.

Med deres Baden er Omgangen følgende: I Badestuerne er en liden Ovn af Graasten. Efterat denne er vel opildet og Røgen borte, staa eller hænge de sig nøgne oven over Ovnen paa Bjælker, den hede Ovn overgydes med Vand og giver da en fugtig og hed Damp. Med Riskviste pidske de sig ganske sagte. Naar de gaa ned igjen af Badstuhjellerne gyde de koldt Vand over sig eller løbe lige hen til en nær Bæk, Nogle vælte sig i Sneen om Vinteren.

Paa deres Skier bruge de ingen Foring under Andoren, som de andre Trysildere.

For Tiden beskjæftige de sig mere med Tømmerbrug, men glemme dog ikke ganske deres Fædrenesyssel Braatebrænding. Granbjergene ansees af dem som de bekvemmeste til Rugavling. 16 til 20 Fold høstes i disse Braater ikke sjeldent, en Maade, der i øvrigt er forbunden med mange og kostbare Arbeider. Ligesom i Finland betjene Kvænerne sig af Rior til Rugens Tørkning.

De fleste af Kvænerne ere i bedre Forfatning end de andre Trysildere. I de store Skovstrækninger, hvor deres Gaarde ligge, findes mange græsrige Myrer, saa at de kunne underholde en stor Mængde Kvæg.

En god Del af Kvænerne ere agtværdige Mennesker, vel oplyste, besidde megen Tjenstagtighed, Godgjørenhed og Føielighed.

Tungsindighed og Ængstelse synes at være almindeligere paa Finskovene end i andre Egne. Pastor Gadd, Nabopræst i Sverige, siger det samme om Kvænerne i Sotakunta Herred, kaldet af dem selv sydæmæn tauti (Hjertesyge). De, som have raadført sig med mig i denne Anledning, har jeg raadet til Bøn og Hengivenhed til Gud, samt Flittighed og Orden i deres Arbeider.

Foruden Syrblande brygge de undertiden en Sort Øl af Rug istedetfor af Malt.

Da de Fleste Gaarde ligge oppe i Bjergene, hvor Jorden er meget stenig, benytte de sig paa Ageren af den saakaldte Tinplov, der ikkuns lidet er forskjellig fra Ahlen, som ogsaa iblandt Kvænerne stedse bliver mere almindelig. De beskjæftige sig mindre med Fiskeri end de øvrige Indbyggere, men desto mere med Fuglejagt.

Udenfor deres Slægt indgaa de ikke saa ofte Ægteskaber, dog hænder det iblandt, saa at der baade findes Norske boende paa de kvænske Gaarde og Kvæner igjen paa norske. Ellers har jeg bemærket, at en enkelt Kvæn mindre finder sig fornøiet iblandt Trysilderne, end en enkelt Trysilder iblandt Kvænerne. I Skabning og Klædedragt udmærke Kvænerne sig ikke fra Sognets Beboere. I Selskab med de Norske tale Kvænerne Norsk, men aldrig saasnart komme de hen i en Vraa førend de strax begynde paa deres Kvænske.

4. Budstikken, 5te Aargang 1824. No. 86-88.
Om det gamle Finmarken (Schønning 592).
Oversat af et 1798 udgivet Skrift paa Latin.
Upsala, Prof. Neckter (hans dissertatio academica de antiqva gente Troll, udgivet i sex Sectioner i Upsala 1793-99). J. Chr. B.

Hvor langt Finmarken har strakt sig mod Syd i det nuværende svenske Lapland, er ikke let at sige. Kvænerne besadde indtil det 11te Aarhundrede en betydelig Del af svensk Lapland tilligemed tilstødende Landskaber af Norrland, og, om jeg ikke feiler, en Del af Øster-Botten. De førte Krige med Sigurd Ring (se Norna Gests Saga); i det 11te Aarhundrede ødelagde Kvænerne, efter Beretning af Adam fra Bremen, der kalder dem Amazoner, en svensk Krigshær, som førtes imod dem af Anund, Kong Emunds Søn, (se kgl. Reskr. til Amtm. over Finm. Amt af 6te Marts 1750. Finm. Magazin S. 306. Fogtmanns Reskr.-Saml.; kfr. Reskr. af 20de Aug. 1796). At de vare af svensk Extraktion, er fordi de vare indvandrede fra de svenske Lapmarker, hvilket skede i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede, ifølge Sporring i Topogr. Journal 6te H. S. 64). Omtrent 100 Aar forhen eller længere tilbage, (kfr. Kraft Norges Besk. 1 D. S. 503) havde de nedsat sig i Trysild og sydefter, saavel paa norsk som svensk Side af Rigsgrændsen, hvor man kalder dem Finner, og hvor de, i det mindste i Værmeland (Tunelds Geogr. over Sverige, 7. Uppl. 2 Bind Side 324) have den savolaxiske Dialekt. (Suhm i Fortalen til Undersøgelse om det gamle Nordiske eller Islandske Sprogs Oprindelse Side 95). Kvænlands Grændse mod Øst er ubestemt; mod Vest stødte det til de norske Landskaber Thrøndelagen og Halogaland, hvilke havde Finmarken mod Nord. Uden Tvivl have de besiddet en Del af Norrland og vort Lapland, hvoraf det vil sees, hvad man maa dømme om Schønings Mening naar han siger, at hele Lapland indbefattedes under det gamle Norge. Men Kvænerne, som i de næst før og efter Harald Haarfager forløbne Aarhundreder, havde disse Egne inde, have aldrig været undertvungne af de Norske eller dem underdanige. (Jfr. Ihre om det gamle Kvænland i Schløzers Allg. Nordische Geschichte S. 483. Rasks Oplysn. til Othars og Ulfstens Reiseberetninger i det skandinaviske Literatur-Selskabs Skrifter, 11te Aarg. 1815, S. 91, 103). B. (Jessens (eller Stenbuchs) Norges Beskrivelse S. 235).

5. Uddrag af den i Samlinger til det Norske Folks Sprog og Historie, 6. B. 2 H. 1839, af Professor R. Keyser givne Fremstilling af Normændenes Herkomst og Folkeslægt.

Fornjotr havde tre Sønner, Hler, Loge, Kaare. Fra Kaare stammede gjennem tvende Led - Jøkul, Snær - Thorre og hans tre Søstre. Thorre var en berømt Konge; han raadede for Gotland (rigtigere Jotland), Kønland og Finnland. Kønerne (Kvænerne) offrede til ham for godt Aar, det er hos dem Sne og Skiføre. Dette Offer var ved Midvinter, og derfor kaldtes Maaneden Thorre-Maaned. Thorre havde to Sønner, Norr og Gorr og Datteren Goe.

Fornjotr hedte en Konge, han raadede for Jotland, som kaldes Finnland eller Kvenland; det er i Øst for den Havbugt, som gaar lige ind mod Gandvik (det hvide Hav), som vi kalde Helsingia-Botn (den botniske Bugt).

Norr og hans Følge foretoge Reisen paa Skier; de bagenfor (d. e. i Øst for) Finnmark boende Lapper vilde hindre dem Overfarten, men bortskræmtes ved deres Trolddom, da de saa deres Vaaben og hørte deres Hærskrig.

Derpaa for Norr til Oplandene og fandt paa Heidmørk sin Søster, som Rolf af Bjarge, Svade Jøtuns Søn norden fra Dovre havde bortrøvet fra Kvænland.

Fortællingen maa saaledes, ligesom den er ældre end Slutningen af det 13de Aarhundrede, paa den anden Side være yngre end Midten af det 12te, noget som ogsaa bestyrkes derved, at Folkenavnet Lapper i dens kortere Bearbeidelse forekommer; et Navn, som ei kan paavises brugt i vort Norden førende i Slutningen af dette Aarhundrede (hos Saxo); og vi feile følgelig neppe ved at antage den for at være sammensat i Tidsrummet ved 1200.

Fornjoturs Rige kaldes Jotland (Gotland i den vidtløftigere Bearbeidelse maa uden Tvivl være en Skriv- eller Læsefeil), der sættes i Forbindelse, eller (efter den kortere Bearbeidelse) gjøres til Et med Finnland og Kvænland d. e. med Landene mellem den botniske Bugt og det hvide Hav. Man finder ikke andensteds disse Lande betegnede med hint Navn; men vel sætte de eventyrlige Sagaer i disse Egne et Rige, Jøtunheim, som de have skabt af den saaledes benævnte mythiske Jøtnernes Verden, hvilken, ifølge Asalæren, dannede Menneske-Verdenens yderste Omgivelse mod Norden. Vi kunne ei betvivle, at det netop er dette Jøtunheim, hvilket Fundinn Noregr mener med sit Jotland, og det saa meget mindre, som det senere hen ved Bestemmelsen af Nors Riges Udstrækning udtrykkelig hedder, at det omfattede alt Norges Fasland "nord for Jøtunheim".

Tacitus's Æstyer er det samme tschudiske Folk, som endnu benævnes Ester, og bor paa Østersøens østlige Kyst i det efter dem opkaldte Estland. Det Navn er imidlertid aabenbare af tysk Oprindelse og har neppe nogensinde været optaget af Folket selv, hvilket endnu kalder sig: Maa Rahwast ɔ: Landets Folk.

De tschudiske Folkestamme var da allerede den Gang bosat ved Østersøens østlige Kyster. Men til denne Folkestamme høre, foruden Esterne, ogsaa det nuværende Finlands Beboere. Disse have saa langt op i Tiden, som Historien kjender dem, delt sig i tre Folk: Kareler, i det Tschudiske: Karjalaiset ɔ: Hyrdefolk; i det Oldnorske: Kyrialer, i Landets østlige Del, Hæmer (i det Tschudiske Hæmælæiset, som egentlig skal betyde: det vandrige Lands Folk) i dets sydvestlige Del, og Kvæner (i det Tschudiske Kainulaiset, Lavlandets Folk; i det Oldnorske: Kvenir) i dets nordvestlige Del, i det nuværende Øster-Botten. Alle disse Folk ere paa det nærmeste beslægtede baade indbyrdes og med Esterne, saaledes at de endogsaa tale næsten samme Sprog, kun i noget forskjellige Mundarter (Raft's samlede Afh. 1ste D. S. 15 og hans Undersøgelser om det nordiske Sprogs Oprindelse, S. 100). Man maa følgeligen slutte, at de ere indvandrede i Landene ved Østersøens Østside paa samme Tid som Esterne, altsaa før Tacitus's Tid; og at Kvænerne igjen af dem have været de fra Østen tidligst indvandrede, det synes deres Bopæles Belliggenhed længst imod Nordvest at vise. Men Kvænernes Navn finder man allerede tidlig at have givet Anledning til Sagnet om Kvinde-Land, et Amazon-Land i Norden. Paulus Diaconus, som skrev i den 2den Halvdel af det 8de Aarhundrede, omtaler saadant Sagn; den noget yngre Geograf af Ravenna synes at have kjendt det; ja Adam af Bremen, der skrev i Slutningen af det 11te Aarhundrede, og forøvrigt havde mange gode Efterretninger om vort Norden, drager ikke det Kvindefolks Tilværelse, endog paa hans Tider, i ringeste Tvivl. Det er ikke usandsynligt, at et lignende Sagn allerede paa Tacitus's Tider var i Omløb blandt de tyske Folkefærd, igjennem hvilke han fik sine Underretninger om hine Egne, og at dette har givet Anledning til hans Fortælling om et herboende Folk, der beherskedes af en Kvinde.

Nanvet Sitones, som han tillægger Folket, synes at bestyrke denne Formoding. Folkenavnet Tschuder (Russisk: Czjud) har været nærmest hjemme hos Sclaverne. Men med et lignende Navn har uden Tvivl ogsaa Normændene og Tyskerne oprindelig betegnet samme Folkestamme i dens Helhed, skjøndt de senere, i det mindste Normændene, holdte sig ved de underordnede Folkenavne, Kvæner, Kyrialer, Ester o. s. v. og glemte det almindelige. I vore Sagaer tillægges nemlig oftere, især naar Talen er om en meget fjern Fortid, Landene overhovedet i Øst for Sverige (det nuværende europæiske Rusland) Navnet Sviþiod med Tillæg hin mikla ɔ: det store) til Adskillelse fra det mindre egentlige Svi-thiod), og det forklares som enstydende med Cithia ɔ: Scythia. At Navnet Sviþiod i denne Betydning skulle være udlede af Folkenavnet Sviar kan ei antages; det maa skrive sig fra et andet i Lyden lignende, hvilket i Tidens Løb, ganske er faldet sammen med det mere bekjendte. Men her frembyder sig netop Navnet Tschuder, hvis tysk-gothiske Form vi uden Tvivl have, latiniseret og maaske noget forvansket, i det Folkenavn Tuidi (for Tzuidi?), som hos Jornandes findes i Opregninger af de Folkefærd, som den gothiske Konge Hermanrik i det 4de Aarhundrede efter Christus underlagde sit Herredømme. Det oprindelige, men med Tiden mindre bekjendte Navn Tzuid-þioð (Tschuder-Folk) have Normændene sammenblandet med det bekjendte Sviþioð (ɔ: Svia-þioð, Svea-Folk) og af en tilsvarende tysk Form har Tacitus, som gjennem Tyskere fik Underretning om Folket, dannet Navnet Sitones. - Det Hele er vist nok kun en Gisning, men som dog formentlig er bygget paa en ikke ringe Grad af Sandsynlighed.

Tschuderne synes endog under deres Navn at have indbefattet hele den sclaviske Folkestamme, idet de endnu kalde de sclaviske Russer: Vænelæinen ɔ: Væner, Vender-Folk.

Det kan ingen Tvivl være underkastet, at Finlapperne engang i den fjerne Fortid have havt hele det nuværende Finland inde, men ere derfra efterhaanden blevne fordrevne mod Norden af dets nuværende tschudiske Beboere, der ere indvandrede fra Syden og Østen. Da de tschudiske Folkefærd, Kvæner, Jemer og Kareler begyndte at vandre ind, kaldte disse, paa Grund af Landets naturlige Beskaffenhed, de forefundne Indbyggere Suomer eller Suomalaiset ɔ: Myrbeboere, og Landet efter dem Suomen maa.

Da de ovennævnet tschudiske Folkefærd havde fæstet Fod i Landet, vedbleve de ikke alene - hvad der var ganske naturligt - at betegne dette ved Navnet Suomen maa, men optoge endog som et almindeligt Folkenavn, omfattende alle de tre Grene af den tschudiske Stamme, hvilke der havde nedsat sig, det samme Navn Suomalaiset, hvormed de oprindelig havde betegnet de nomadiske Urindbyggere. Disse kaldte de derimod fra nu af: Lappalaiset, hvilket i de tschudiske Sprog betegner det yderstboende Folk.

Omtrent ligedan gik det med dette Folks oldnorske Navn. Finland blev upaatvivlelig kaldet saa af Normændene, fordi de først fandt det beboet af virkelige Finner. Men Benævnelsen vedblev, efter at Landet var blevet besat af tschudiske Folkefærd, og selve Folke-Navnet Finnar overførtes efterhaanden paa disse. Da nu Svenskerne fra det 11te Aarhundrede af fik Besiddelser i Finland og vare komne i Vane med urigtigen at benævne dette Lands tschudiske Indbyggere: Finner, saa maatte de have en anden Benævnelse for det Folk, som dette Navn egentlig tilkom. De optoge nu det tschudiske Navn Lapper. Normændene derimod have lige til denne Dag ladet de egentlige Finner beholde deres Navn, og derimod benævnet de tschudiske Finlændinger Kvæner. (Lehrbergs Untersuchungen S. 198-227).

Østersøens østlige Kyst ligetil Floden Petskar, var beboet af tschudiske Folkefærd, der strakte sig mod Norden lige ind i det nuværende Finland, hvor de grændsede til de samme nomadiske Finner, der ogsaa vare den norræne Stammes nordlige Naboer.

I det 6te Aarhundrede ere Forholdene ikke forandrede i Hovedsagen paa Østersøens østlige Kyster, og som de tildels ere endnu. Her boede tschudiske Folkefærd ikke alene ved Kysten, men temmelig dybt inde i det nuværende Rusland, hvor de dog senere mer og mer bleve indskrænkede af Sclaverne. [Imedens] Tschuderne indskrænkedes fra de preussiske Kyster, have de paa den modsatte Side, i det nuværende Finland, mer og mer trængt Urindbyggerne, de nomadiske Finlapper, imod det yderste Norden, hvor vi, den Gang som nu, finde dem i de nordligste Egne af den skandinaviske Halvø, som den norræne Folkestammes Naboer.

Da Pytheas paa Østersøens Sydkyst har omtalt Ostiaierne, saa er det sandsynligt, at et Folk, saaledes benævnt, allerede til hans Tider (hans Reiser 330, 300 f. Chr.) har beboet Havkysten, hvor Tacitus 400 Aar senere sætter sine Æstyer, de tschudiske Ester.

Rusland beboes nu og har vært beboet langt tilbage i Tiden af finlappiske, tschudiske og sclaviske Folkefærd, af hvilke de tvende første høre til en ganske anden Folkeæt end Normændene, de sidste ikkun ere langt ude beslægtede med dem.

Tschuderne (Finlændinger og Ester) benævne endnu Svenskerne ruotzi ɔ: Russer og Ruotzalaine (Estisk ruotzolane) ɔ: Russer-Folk, hvorimod de benævne Ruslands sclaviske Indbyggere Vænelæine ɔ: Vender-Folk. Ruotzalaine og Ruotzalane gjenkjendes i et ældre berømt Folkenavn Roxolaner, Rosolaner, som af den gotiske Kong Hermanrik lagdes under Goterne, boede i Egnen ved Dnieper. Hermanrik dræbtes af to Roxolaner 374 efter Chr. Roxolanernes Stamme forsvandt med Normændene; Roxolaner ere Russer, Navnet har været brugt af Tschuderne.

I det Nordlige af det Europæiske Rusland var før Begyndelsen af vor Tidsregning en talrig og vidtforgrenet Folkestamme, Tschuderne, saaledes benævnt af Sclaverne og af Normændene ɔ: de om Østersøens østlige Kyst boende Finlændinger (Kvæner, Jemer, Kareler), Ingrer, Ester, Liver og Hovedbefolkningen af Landene i Nord for de store russiske Indsøer og omkring Dvina (i Permien eller Bjarmaland) lige til Siberiens Grændser. Scyther og Tschuder ere oprindelig en og samme Folkestamme; denne har i Landene ved det sorte Hav og Tanais staaet i Berørelse med den Norræne, medens begge vare usplittede og begges Udsplittelse er foregaaet paa en Tid og i en Retning.

Iblandt Herodots Folkefærd er den Stamme, der under de angivne Forholde til Scytherne kan omfatte baade Normænd og Roxolaner som et endnu usplittet Helt, Budinerne (Odins-Dyrkerne). Budinerne i de midterste Volga-Egne stode ikke alene i Berørelse med Scytherne, men Beliggenheden af deres Bopæle, deres Naboskab og Forbund med Sarmaterne gjør det begribeligt, at de, trykkede fra Østen, kunde gjøre fælles Sag med disse sidste i et Indfald paa Scythernes Enemærker, dels søge Tilflugt i modsat Retning, mod Norden. Herodots Budiner ere den Folkestamme, som Scytherne kaldte Ruotsalane, baade i dens Helhed, medens den boede i Volga-Egnene, og i dens Udsplittelse, da dens ene Gren (Normændene fandt nye Boliger i vort Norden, den anden (Grækernes Roxolaner) i Forbindelse med Saramaterne, og tildels indbefattet under deres Navn, besatte de fordums Scythiske Lande mellem Don og Dnieper.

Vi ere da komne til en Slutning, der, i det den oplyser Sammenhængen mellem Normændenes tschudiske Navn Ruotsolane og det hos de Græske og Romerske Skribentere forekommende Folkenavn Roxolaner tillige forklarer Scythernes Forsvinden fra Egnene ved det sorte Hav. De ere, for at undgaa Trykket af Sarmaterne, efterhaanden vegne mod Norden, og komne til Landene paa Østersøens østlige Side og det Nordlige af Rusland, hvor de have sat sig fast og ere blevne Stamfædre for de der endnu boende tschudiske Folkefærd.

Ere Pytheas's Ostiaier de tschudiske Ester, og disse følgeligen i det 4de Aarhundrede før Chr. i deres nuværende Bopæle ved Østersøens Østkyst, saa vinder Formodningen Styrke, thi de tschudiske Ester maa vi antage for Scyther, indvandrede fra sydligere Egne.

Omtrent 400 Aar før Chr. er den store Folke-Bevægelse indtruffen, der første de Germaniske, Sclaviske (Sarmatiske) og Tschudiske Folkefærd til deres nuværende Bopæle i Europa.

- - Indeklemt imellem Tschuderne i Vest og Alanerne i Øst maatte den Norræne Stammes Vei falde mellem Dvina-Floden og de store russiske Indsøer og efterhaanden føre den til Egnene mellem det hvide Hav og den botniske Bugt.

I disse Egne finde vi en urgammel Befolkning af Fin-Lapper, en raa, i nomadisk Jægerliv levende, men dog ukrigersk Folkestamme, i Sprog nær beslægtet med Tschuderne, og ligesom disse af den turanniske Folkeæt. At denne Stamme engang har havt det nuværende Finland inde, før det besattes af de tschudiske Kvæner, Jemer og Kareler, er utvivlsomt, ligesom og at den, tilligemed andre nærbeslægtede vilde Jæger-Stammer - i den fjerneste Oldtid har været vidt spredt over det nordlige Europa, til hvis yderste Kanter den efterhaanden af andre Folkefærd er bleven fortrængt. Vi kunne, ifølge alt hvad forhen er udviklet, ei antage andet, end at finlappiske Folkefærd allerede have flakket om i Dvina-Egnene, da den Norræne Stamme paa sin Vandring fra Østen kom hidhen; det er ogsaa let begribeligt, at de vidt adspredte, ukrigerske Hobe af Vilde ei kunde lægge synderlig Hindring i Veien for dens Fremgang. Findes i hine Egne ingen Spor efter hin Stammes Ophold, da er det fordi Opholdet kun har været kortvarigt. Bestandig fremadtrængt af de bag den fremvæltende Folkeskarer og desuden i et Land, hvis Natur havde lidet Tiltrækkende for Folk fra sydligere Egne, var det i sig selv ganske rimeligt, at den kun stundede fort i den Retning, hvori den engang var stødt, og hvor Veien stod den mest aaben.

Normændene vare efterhaanden komne paa Nordsiden af Tschuderne, og saaledes var uden Tvivl Forholdet, da begge Folkestammer stødte sammen i det nuværende Finland. Her udbredte Tschuderne sig fra Syden. Det var naturligt, at Normændene, fremfor at indlade sig i en uvis Kamp med disse vistnok stærke og krigerske Folkefærd, foretrak at drage uhindret frem i en nordligere Retning imellem de svage Finlapper. Imidlertid maa en eller anden Begivenhed have foranlediget Svearnes Afsondring fra Hovedstammen, der fortsatte sin Vandring nord om Bugten igjennem det nuværende Svensk Lapland; i disse Egne kunde Landet ikke i høi Grad friste til et stadigt Ophold, og desuden maa vi antage, at de ogsaa i disse Egne snart ere blevne trængte fra Østen af tschudiske Folkefærd, især Kvænerne.

Toget fra Volga-Egnene til den skandinaviske Halvø synes ikke at have kunnet medtaget stort over 100 Aar; og vi maa saaledes slutte, at Stammens Hovedstyrke allerede ved Aar 300 før Chr. har naaet Kjølen.

I Volga-Egnene havde den rimeligvis for største Delen levet i Nomade-Stand, under dens Flytning var ingen Anledning til at forandre denne Levemaade.

Det Strøg, som nu udgjør de svenske Lapmarker, blev liggende som en Grændse imellem Normændene og Tschuderne - en vidtstrakt Ørken, gjennemstreifet af adspredte Finlappiske Nomade-Familier, der baade fra Vest og Øst foruroligedes af deres krigerske Naboer. Endnu et Aartusinde senere se vi Normændene idelig at drage over Kjølen ind i hine Ørkener for at beskatte Finlapperne og hærje paa Kvæner og Kareler, hvilke dog ogsaa ad samme Veie ikke sjelden gjorde Normændene Gjengjeld. (Rafts Afh. 1ste D. S. 314).

Tillæg.

Reskr. af 6te Marts 1750 til Amtmanden over Finmarkens Amt angaaende med Ømhed og Moderation at behandle nogle Kvæner, som ere gaaede over fra Sverige og have nedsat sig i Indfjordene paa Steder, som tilforn have været øde, paa det andre deres Landsmænd derved kunne opmuntres til at komme til Landet, da de ved deres Ankomst med al mulig Hjælp og Haandrækning bør understøttes; samt ei af en utidig Nidkjærhed oftere at indkomme med ufornødne Indberetninger og Forestillinger, hvorved ikkuns uskyldige Folk foruroliges og kunne sættes i Mistanke.

(Han indgav Besværinger over nogle Kvæner, som dels udspredte, at Sverige paastod Rettighed til nogle Fjelde, dels ei mødte betids nok ved en Extra-Ret, og dels ei aflagde Troskabs-Ed).

Reskr. af 16de Mai 1760 til Amtmanden over Finmarkens Amt angaaende, at Vardangers Marked skal ophøre, at Svenske ei maa fare omkring og handle i Landet, men Handelens Betjente aarligen sende Varer op imod Grændsen (45).

Reskript af 26de August 1796 til Amtmanden i Finmarken, som bemyndiges til at forstrække 41 sammesteds ankomne karelske Bønderfamilier, der maatte ville nedsætte sig her i Landet udenfor det egentlige Alten (og om hvilke der kan haves grundig Formodning, at de vilde blive vindskibelige og nyttige Indvaanere), med fornøden Understøtning til at opføre Vaaningshuse og anskaffe sig Baade og Fiskeredskaber, indtil en Summa af 20 à 24 Rdlr. for hver Familie i det høieste; dog under Vilkaar af Tilbagebetaling, saafremt en saadan Familie inden 10 Aar flytter igjen fra Landet, hvilke Penge kunne tages i Brændevinsafgifts-Kassen og passere samme til Udgift, imod at Amtmanden derom aarlig indsender til Rentekammeret detailleret Indberetning.

45) Varangermarked er senere hen igjen oprettet.