Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

Min anden Reise til Finmarken
Omfattende Aarene fra 14de Juni 1833 til 25de September 1836.

Efter Kirke-Departementets Ønske og Raad indleverede jeg, for at vinde Tid, den 3die Marts Umiddelbar til det da forsamlede syvende Storting et Andragende, som indbefattede 18 Paragrapher, og af hvilket jeg her skal indskrænke mig til at anføre Hovedindholdet:

For at lette og befordre Udbredelsen af Kultur og Oplysning, har man, skjønt forgjæves, forsøgt at bringe Finnernes Sprog til at uddø. Finnerne, hvis Antal udgjør omkring 16,000, bo ikke sammenblandede med Nordmændene, men i egne særskilte Fiskevær og der gives Sogne, som for det allermeste og saa godt som udelukkende, bestaa af Finner; dernæst have ikke alene Nomaderne og de paa Grændserne boende, men ogsaa de dybere inde i Landet bosiddende finske Familier jævnligt Samkvem med deres Landsmænd i Sverige og Rusland.

Retfærdigere og mere overensstemmende med den hellige Skrift er det, at lade sin Næste beholde sin retmæssige Eiendom, end at ville skille den Svagere, fordi han er den Svagere, ved den sidste Rest af hans Fædres Arv; ved det Eneste han endnu har tilbage fra en lykkeligere og bedre Tid.

Det er saa langt fra, at Dannelsen af en finsk Literatur, et finsk Bogsprog, vil forhindre Bekjendtskabet til og Udbredelsen af det norske Sprog iblandt dem, at samme meget mere netop muliggjør og nødvendigen vil og maa fremkalde og tilveiebringe hos Finnerne en større Lyst til og større Modtagelighed for det norske Sprog, og derved tillige den mellem begge Folk hidtil savnede og for begge gavnlige og ønskelige Nærmelse til og Forening med hinanden, uden at derfor og derved nogen af Partierne behøver at bøde med Tabet af sin Personlighed, Selvstændighed og moralske Værdighed; og kuns en saadan Nærmelse og en saadan Forening er begge Partier værdig og anstændig, og tillige for Statssamfundet den mest gavnlige.

Det er ikke saa meget Sprogenes Forskjellighed i og for sig selv, som meget mere den store Afstand og Forskjel i Oplysning, Kultur og Dannelse samt andre og tildels deraf flydende Aarsager, som hidtil har hindret den nøiere Forening mellem Normænd og Finner. Idet Missionærerne aabne Kristendommen Vei og Adgang iblandt Finnefolket, bortrydde de derved ikke alene en af de største og væsentligste Hindringer saavel for Folkets moralske som for dets intellekuelle Udvikling og Dannelse, men ogsaa for begge Folks vordende nøiere Forening. Ubekjendtskab til Finnernes Sprog gjør jo enhver gjensidig Meddelelse mellem Normænd og Finner til en Umulighed. Sandsen for og Lysten til Læsning kan kuns vækkes ved Bøger i Modersmaalet, og er den eneste mulige Maade til at vinde Finnernes Kjærlighed og til at drage dem til os.

Lad Bibelen og Undervisningsbøger i Fædrenes og Mødrenes til Aand og Hjerte talende Sprog tale til Folket, lad en Literatur, et Bogsprog dannes i dette Sprog, da ville ogsaa de uudeblivelige velgjorende Følger snart vise sig (11).

I mange Henseender afgiver Bekjendtskabet og Studiet af det finske Sprog i og for sig et rigeligt og lønnende Udbytte. "Det er", siger Professor Rask, "et Hovedsprog for en betydelig Del af Jordkloden, i fjerne Hedenold sandsynligvis vort eget Fædrenelands Hovedsprog, af stor Vigtighed ved Udbredelsen af de forskjellige europæiske Nationers Slægtskab og Oprindelse. Og synes det, at det Finske i Finmarken er det ældste og oprindeligste af alle finniske Sprogarter". I et latinsk Program, der handler om de saa kaldte Hvislelyd i de forskjellige finske Sprogarter, erklærer Professor Rask sig paa det bestemteste for Rigtigheden af det af mig antagne Alphabeth. Efter et omtrentligt treaarigt Ophold i Finmarken bør jeg vende tilbage til Christiania, og da først vil Udgivelsen af finske Bøger kunne paabegyndes. Endnu har Finnefolket ikke modtaget det aabenbarede Ord, endnu er den hellige Skrift en for det lukket Bog; at denne bliver aabnet, det venter Folket af Norges nu forsamlede Storting, og dette kan vel neppe ske paa anden Maade, end at Stortinget bevilger mig den nødvendige Pengeunderstøttelse til efter et omtrentligt treaarigt Ophold i Finmarken, atter at vende tilbage til Christiania for at paabegynde Trykningen af de hellige Skrifter og af de nødvendige Undervisningsbøger. Ligeledes ansøger jeg om Tilladelse til og Tilsagn om de nødvendige Pengeanvisninger til ved dette mit andet Ophold i Christiania, at medtage de tvende yngste af de tre unge Mennesker jeg havde bragt med mig, samt til ogsaa at tage tvende unge Finnepiger med mig".

Hr. Rode, Præst og Provst i Vestfinmarken, var da Medlem af Stortinget og vedtog sig dette Andragende som sit eget.

Under 3die Juni 1833 afgav Committeen for Kirke- og Undervisningsvæsenet sin Betænkning herover, og hedder det i denne Betænkning:

"Pastor St. har i sit Andragende saa fuldstændig og sandt udviklet den finske Literaturs ikke alene Nødvendighed, som det eneste Middel til at udbrede og fremme kristelig Kundskab og Oplysning samt Kultur og Civilisation blandt Finnefolket, men ogsaa dens flersidige og videnskabelige Værd og Nytte for Fædrelandet i det Hele, og derhos Folkets høie Krav paa at se dets efter Professor Rasks Dom som Hovedsprog for en betydelig Del af Jordkloden saare mærkelige ældgamle Sprog reddet, vedligeholdt og renset, samt paa at vorde delagtige med deres Landsmænd i Adgangen til det aabenbarede Ord, at Committeen intet Øieblik har været i Tvivl om, hvorledes den burde indstille dette Andragende. Erkjendes Øiemedets Vigtighed og Nationens Forpligtelse mod en af de fjerneste Egne i Landet tilbagetrængt Del af den, saa er det nærværende Storting, der maa gribe de fornødne Forholsregler til at fremme hint og fyldestgjøre denne".

En lignende Ansøgning til Hans Majestæt Kongen indsenddte jeg til Hr. Biskop Kjerschow. Ansøgningen blev naadigst bevilget, efter fortrinligen at være blevet anbefalet af Hr. Biskoppen, som gjentagende fremhævede ikke alene det Haarde, men ogsaa Unaturlige i at ville tvinge Finnerne til at ombytte sit Modersmaal med det norske Sprog.

Fredag Eftermiddag den 14de Juni forlode vi Christiania. Paa Forbireisen gjorde vi et Besøg paa Gaarden Brække hos Hr Dahler, som var gift med Enken efter H. N. Houge. Vi ønskede at blive bekjendte med det Indre af dette Hus, og om det kunde være skikket til at modtage tvende Finnefruentimmere til Undervisning i en bedre Vævnings-Maade, end den, som benyttes i Finmarken, o. s. v. Den 20d kom vi til Røraas. Den 21de reiste min Kone med de to yngste Finner til Dragaas Hytte eller Eidet. Jeg blev igjen med den ældste, for Dagen efter at gjøre en Udflugt til Finnerne i denne Egn, til hvilket Øiemed jeg leiede en Veiviser og Rideheste. Om Morgenen kom vi til Bækosen, ½ Mil fra Røraas, og jeg afleverede her en Anbefalingsskrivelse. Det regnede og stormede koldt. Vi satte over Øresund-Søen, en halv Mil, og stege i Land ved [Kokkevoldene]; derfra var ⅛ Mil til Opsynsmanden over en herværende Grube; ogsaa til ham medbragte jeg en Anbefalingsskrivelse. Han var en udmærket Arbeider i Metal og tillige en dygtig Uhrmager. Hans Søn fulgte mig herfra som Veiviser. Efter Bøigdens Skik bandt han om Livet et Stykke Skind, der naaede ham ned til Knæerne, dette dreiede han efter Vinden, og havde det derfor snart foran, snart bag sig; dette saa lidt underligt ud. Vi rede over Glommen og kom saaledes til Hydda, tæt ved Finflødvingen. Her stode to Jordhytter eller Gammer, men Finnerne vare nyligen flyttede. I Øst herfra er Hydkrogen 1½ Fjerdingvei fra Lina; her hvilede vi to Timer for Veiviserens og Hestenes Skyld. Vi roede omkring Varjensø, hvor Finnerne pleie at sidde, i Nærheden af Langsøen. I den øde Sæter, Lille-Hovolen, toge vi Nattekvarter. Sancthansdag rede vi over Riasten, hvor det findes en Sæter for Aarbøigden. Fjeldegnen her er høitliggende og imponerende, og Elvene Glommen, Gula og Tija eller Byelven har her sine Udspring.

Omsider traf vi Finner. Omendskjønt Nomader adskille Røraas-Finnerne sig dog deri fra de egentlige Nomader i Finmarken og Nordlands Amter, at de hist og her have faste Jordhytter og benytte ikke Telte, som de tage med, eftersom de flytte. Røraas Nomader ere saaledes ikke Nomader i Ordets egentligste Forstand, men en Slags uheldig Mellemting. Deres Jordhytter ere smaa, skjødesløst opførte, og ingenlunde renlige som Telte. Raat og vildt klang det Sprog, som de talede indbyrdes, og som bestod i et forvansket og udartet svensk-lappisk, blandet med svenske og norske Ord. "Her begynde Finnerne", sagde et Finnefruentimmer til mig, i hvis Gamme jeg sad. Nei, her begynder han ikke, her ophører han at være, er ikke længere hvad hans Forfædre i sin Tid vare, og hvad hans Landsmænd, hans Brødre og Søstre nordenfor ere. Røraas-Finnen er en egen Skabning, som ikke er gaaet over til noget Bedre, og ikke sammensmeltet med noget Bedre, uden dog ganske at kunne ophøre at forblive Noget af det, som han engang var i hans bedre Dage. Et forunderligt eiendommeligt Liv lever, rører og bevæger sig i ham, eller rettere sagt, ulmer endnu i ham, et Liv, en Ulmen, som hos den Enkelte skimter frem, som en endnu ikke slukket Afglans af et forsvundet bedre Liv. De sogne naturligvis under Røraas's Præst, som roste Finneungdommens gode, stundom endog store Evner, hvorom ogsaa Ministerialbøgerne afgive Vidnesbyrd. Paa Røraas og i den hele Omegn blev en navngiven Fin og hans Kone af alle hæderligen fremhævede for deres udmærkede Ædruelighed og Retskaffenhed i Handel og Vandel, og han tillige for sin opofrende Ømhed for sin blinde Kone. Det er stort og herligt at kunne forblive opreist og modstaa Fristelsen; til dette Ægtepar stod min Hu; jeg vilde have bragt dem min Hyldning, og have opmuntret dem til at forblive tro, men Ingen vidste deres daværende Opholdssted.

Jeg havde lettere for at forstaa og tilegne mig Dialekten her, end Hans, min medhavende Fin. Finnerne antoge os for Englændere og troede i Begyndelsen, at det som Hans og jeg talede sammen, nemlig Finsk saaledes som det taledes i Finmarken, var Engelsk.

Jeg laa Natten over i en Sæter og kom Dagen efter ned i Aalens Annex. Morgenen efter reiste vi til Dragaas Hytte. Her boede en Veninde af min Kone og mig, Jomfru Cathrine Borckgrevink, som af Venskab for min Kone vilde følge med til Finmarken. Den 27de Juni tiltraadte vi Reisen til Trondhjem. Onsdag den 3die Juli ved Midnat gik vi ombord; ikke færre end 30 Reisende vare vi ombord paa dette lille Fartøi, blandt dem vare flere Bondefolk, som vilde nedsætte sig i Finmarkens Amt. Taage og Modvind forsinkede Seiladsen paa den hele Reise. I Nærheden af Grytøen berøvede Taagen os alt Landkjende, Skipperen vidste ikke hvor han var og løb i Angst og Uro op og ned paa Dækket. Efterat vi tvende Gange havde været aldeles nær ved at strande, lykkedes det omsider at finde en Ankergrund, efter Anvisning af en Datter fra Handelsmanden paa Grytøen, som i Trondhjem var kommen ombord. Efter senere at have udholdt en svær Storm kom vi omsider, efter 28 Dages Seilads, til Tromsø. Den Gang havde vi endnu intet Dampskib. Saavel min Kone som hendes Veninde havde for det Meste maattet ligge paa Dækket uagtet det regnede og var koldt, thi for Søsyge kunde de ikke være i den trange Kahyt. Paa Tromsø vare vi atter saa heldige at finde en Jagt seilværdig til at afgaa med første gode Vind til Hammerfest. Idelig Modvind vedblev imidlertid at blæse, og først den 13de August kom vi til Hammerfest. En Fjeldfin fra Kautokeino saa mig komme, og ilede strax hen til mig; han havde mistet sin Kone og vilde nu vide, hvad Moses sagde om Ægteskab med en afdød Kones Søster og med en afdød Broders Kone. - Fra selskabet for Norges Vel havde jeg en Sølvpokal med til en Fin i Alten-Talvigs Sogn, som Belønning for Potetes-Dyrkning. Den 14de August fortsattes Reisen fra Hammerfest med Baadskyds, og den 17de vare vi igjen i [Lebesby].

Den 27de August reiste min Kone og alle de Øvrige til Tanen, men jeg blev igjen i Lebesby. Mandag den 2den Septbr. reiste jeg ind i Laxefjordbunden, 3 Mile, tildelte her flere Syge Sacramentet og hjemmedøbte et sygt Barn. Derefter reiste jeg til Adamsfjorden, to Mile, i lignende Forretninger. Morgenen efter tog jeg med en liden Kobbering og to Finner i Skyds, til Hammervig ved Bondøen. Klokken fem om Eftermiddagen lagde vi ud med god Vind, men efter omtrent fem Minutter blev Vinden [pludseligen] til en Storm med Sneilinger, som hvert Øieblik syntes at ville begrave os i Bølgerne. I kortere end en Time, havde vi med den lille Baad tilbagelagt 1½ Mil, og nærmede os nu Strandbredden ved Lebesby. Brændingen og den tilbagerullende Sø gjorde Landingen umulig; dog Hjælpen havde Herren sørget for. Det lysnede stundom mellom Sneilingerne saa meget, at vi kunde skimte Folk paa Strandbredden og vi bemærkede, at vi vare blevne sete af dem; og nu udbrøde begge mine Finner: "Gud være lovet! vi ere frelste". Vi lode Baaden med den fuldkomneste Tryghed i fuld Fart og med fuldt forinden den tilbagegaaende Sø kunde tage den med sig tilbage, blev vor Baad trukket langt op paa Land. Disse Mennesker havde allerede begyndt at fjerne sig fra Strandbredden, da en af dem ved at se sig tilbage, endnu i det rette Øieblik, blev os var og raabte til de Øvrige: en Baad!

Den sidste Uge af September havde vi varme og skjønne Dage. Den 30te forlod jeg Lebesby, og havde kirkelige Forretninger underveis til Hopseidet. Efterat jeg Morgenen efter havde udført flere af mine Kaldspligter, satte jeg mig i Baaden, der skulde føre mig til Guldholmen, som jeg dog ikke naaede før Dagen efter, da Vinden var mig imod. Paa Guldholmen forblev jeg til Aarets Udgang. For at modarbeide Indflydelsen af den mørke Tid, klædte vi os derefter, og vadede to Gange om Dagen i Sneen frem og tilbage, saa langt vi kunde komme paa Øen, og klædte os saa af igjen; paa denne Vis holdt vi os friske og muntre. Søvnløshed er ofte en Gjenstand for Klage, saavel i den mørke som i den lyse Tid. Man lægge sig til sædvanlig Tid, hvad enten man er søvning eller ikke, og om Solen end lyser ned fra Himmelen; man staa op til sædvanlig Tid, om man end er nok saa søvnig; man søge ikke Erstatning i Middagssøvn og - inden 14 Dage er Søvnløsheden og det slette Humeur forsvunden. Efter afvexlende Storme udbrød den 14de Novbr. en forfærdelig NV. Storm, der om Aftenen Klokken 9 ledsagedes af Orkanstød saa stærke, at Ingen kunde vove sig ud, for ikke at slynges ud i Fjorden. Bygningerne knagede og bævede. Om Dagen blev en Femborings Baad der laa for to Dræk - smaa Ankere - løftet op i Veiret og slaaet itu. Den 17de Decbr var kulden over 30° R. Den 20de December var det klart Veir, saa at Stjerner saaes paa Himlen Klokken 12 Middag. Fra Midten af November var det saa mørkt, at jeg ikkuns tæt ved Vinduet henimod to Timer kunde se at arbeide uden Lys.

11) Og at disse have vist sig, vil erfares af det Følgende.