Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

II. Udsigt over sproget
Et væsentligt Bidrag til Kundskab om Folket afgiver en Udsigt over dets Sprog

Det er allerede bemærket Side 91 at i mange Henseender afgiver Bekjendtskabet med og Studiet af Finnernes Sprog i og for sig selv et rigt og lønnende Udbytte. Sprogets Værd og Vigtighed i historisk og literær kort sagt, i videnskabelig Henseende bevidner Professor Rask naar han, som anført, siger: at det er et Hovedsprog for en betydelig Del af Jordkloden, i fjerne Hedenold sandsynligvis vort eget Fædrenelands Hovedsprog, af stor Vigtighed ved [Udbredelsen] af de forskjellige Nationers Slegtskabs og Oprindelse, og synes det: at det Finske i Finmarken er det ældste og oprindeligste af alle finniske Sprogarter. Sandsynligheden af, at dette Sprog intetsteds var opbevaret og vedligeholdt i den Grad uforvandsket, med den Grad af dets eiendommelige Renhed og Fuldstændighed, som i norsk Finmarken havde allerede før paatrængt sig mig tildels af hensyn til Finmarkens geographiske Beliggenhed og Afsondrethed, men i sær af hensyn til Sprogets indre Gehalt, til dets grammatikalske og lexicographiske Bygning.

Den norsk-finske Dialekt kan ingenlunde kaldes fattig. Sproget, udtalt i en Østfinmarkens Fjeldfins rene Dialekt, kan ingenlunde henregnes blandt de skurrende og ildelydende. Dets mange Diphthonger og Triphthonger giver det Runding og Blødhed. Et fortroligt Bekjendtskab med Sproget gjendriver og beskjæmmer de overilede Domme, der ere udtalte over det. Folket indskrænket til nogle faa Tusinder, det saavelsom dets Sprog i Aarhundreder uden Literatur, uden Adgang til Udvikling, i de forbigangne Tider foragtet og undertrykt, saa har det dog, som en levende, som en uforgjængelig Bautasten med uudslettelig Indskrift, opretholdt og vedligeholdt sin Tilværelse, som et eget Folk og Sprog, uforvandsket og uforandret, som de Fjelde, fra hvilke det lyder, har det modstaaet Ødelæggelsen og er et af de ærværdigste, vigtigste og mest indholdsrige Mindesmærker, der nogensinde er opbevaret, og, som i Alder søger sin Lige; en hellig Relikvie fra vort Fædrenelands fjerneste Hedenold, et endnu levende, et endnu talende Vidnesbyrd om og fra dets engang lykkeligere og bedre Fortid, der alene som saadant har Fordring paa vor Agtelse og at bevares og reddes fra Undergang. Til denne dybere Kundskab og til dette dybere Indblik i Sproget og Folket kommer man vist nok ikke forinden efter en længere Leden og Gransken. Kjærnen, den agtværdigste Del af Folket, frembyder sig ingenlunde til Skue paa Handelsstederne og de alfare Veie. I en Række af Aar maa man følge Nomaden paa hans Vintervandringer, delende hans Telt og hele hans Levemaade med ham; om Sommeren maa man ogsaa se ham, forladt af sin Hjord, som en Fremmed og som en Gjæst vanke om paa Ishavets Strande; Elve- og Søfinnen maa ligeledes opsøges i sit Hjem, saavel ved Havets Bredder, som i det Inderste af Fjordene og Elvene. Da først, men ogsaa da desto umiskjendeligere, desto mere lønnende og til fortsat Leden og Søgen opmuntrende udfolder og udvikler sig Sprogets og Folkets skjulte ukjendte Indre. Sproget er dybt aandigt og poetisk, der røber sit orientalske Udspring. Sproget er Aandens, den individuelle karakteristiske Aands, det individuelle, karakteristiske Menneskelivs Udtryk, og denne Aand, dette Liv maa kvæles, naar Sproget skal ophøre at være blandt de Levendes Tal; dette kan ikke med Tvang udryddes, uden at gjøre Vold paa Naturen, hvilket da først sker, naar det her paa Jorden har opfyldt sin foreløbige Bestemmelse.

I sin "Reise i Øst- og Vestfinmarken" siger Professor Keilhau Side 65: "Sproget er blødt. Jeg har neppe hørt noget Blødere i Ord og Tone, end engang en Fin sagde til sine Medskydsende, der disputerede om et Menneske, vi saa langt inde paa Landet; nei, det er ingen Normand, det er en Same. Det forekom mig, at ikke alene den finske Karakters hele Mildhed var afpræget i disse Ord, men at de tillige udtrykte det hele Forhold mellem begge Nationer".

Nogle Exempler af Folkets egen Tale og af dets Talemaader ville give det bedste Overblik over den Overensstemmelse med den bibelske religiøse Aand, som udtaler sig i Sproget.

Verbet skabe, betyder ogsaa velsigne; naar Gud skaber saa velsigner han, for at velsigne den faldne Skabning, maa han skabe et nyt Menneske. Ordet Fred tilkjendegiver den høieste Lykke. Da jeg med de tre Finner forlod Finmarken, ønskede Fjeldfinnerne os Fredens Gjensyn. Lykkelig udtrykkes ved et ord som betyder Lodhaver, Lodhavende, nemlig i den af Skaberen Mennesket bestemte Lod; Lykke udtrykkes derfor ved et Substantiv af Lodhavende. Ulykkelig betegnes ved ikke at have Lod, og Ulykke ved et Substantiv af Adjektivet: Lodløshed. Et Verbum, der betyder at bande, betyder ogsaa at fjerne, Banden betyder ogsaa Fjernen. Et Verbum, der betyder at velsigne, betyder ogsaa at bringe nærmere til sig; Velsignen betyder da ogsaa Bringen nærmere. I Overensstemmelse hermed da ogsaa de passive Former af samtlige disse Verber. Sproget har tvende Betegnelser for Menneske, det faldne, som ikke bruges om Christus Jesus, naar det heder: han blev Menneske; og i Ord som: Menneskemorder, Menneskefienden, Menneskeslægtens bestemmelse, o. s. v. Ordet, som betegner Virkelighed, betegner ogsaa Sandhed; iøvrigt har man ogsaa et eget Ord for Løgn. Samvittighed betegnes hyppigen ved: den indre Dommer.

Futurum betegnes ved Præsens indicativ, saaledes i anden Troes-Artikkel om Christus: han kommer igjen; vort skal er her udsat for Misforstaaelse.

Hvor du vandrer, saa lyse Guds Sol for dig! Gud fylde dit Kar! Naar vi om Veir, Kulde, Aarstider o. s. v. sige: Det bliver, siger Finnen: Han gjør, foraarsager o. s. v. Det bliver igjen Vinter, heder: han gjør, frembringer igjen Vinter. Tordenkile heder Lynild. For Lynilden og Regnbuen have de egne Betegnelser, men kalde dog Lynilden Faderens Ild og Regnbuen Faderens Bue i Skyen. Ordet Ære bruges hyppig i samme Betydning, som paa flere Steder i det gamle Testamente, f. Ex. første Mosebog 49; 6. Salmen 7; 6, naar det f. Ex. heder: "saaledes blev min Ære agtet, behandlet", o. s. v. Et Herberge er denne Verden; denne Verden kaldes hyppigen en laant Verden. Bestikkelse udtrykkes næsten altid ved et ord, som betyder en Kile, og bestikke ved at sætte en Kile ind. Jeg længes efter at se dig før du reiser, heder ofte: Jeg har Tørst efter at se dine sidste Øine; og: jeg beder dig om en Tjeneste, jeg beder dig om en Naade. Hvor vi bruge Udtryk, der tilkjendegive Virkningen, bruges Udtryk, som tilkjendegive Aarsagen, saaledes: han skiftede Farve, heder: Blodet forandrede sig i hans Ansigt; han ser godt ud, han har vakkert Blod. Mit Hjerte slaar af Angst som Fuglens i Snaren; være ubehjælpelig som en vingeløs Fugl. Gud fylde din Haand, dit Kar! Magt, Vold, Beskyttelse betegnes ofte med Ordet Haand, jeg maatte give meg i Uveirets Haand.

Sproget har 9 Casus: 1) Nominativ; 2) Vocativ; 3) Infinitiv; 4) Genitiv; 5) Illativ; 6) Allativ; 7) Comitativ; 8) Prædikativ; 9) Caritiv (35). Sproget danner Substantiver af alle Adjektiver og af disses Comparativer og Superlativer. Det har alle tre Talformer i Verberne, Singularis, Dualis og Pluralis, som endogsaa Barnet iagttager. Verberne have sex modi: 1) Indicativ; 2) Imerativ; 3) Optativ; 4) Conjunctiv; 5) Substantiv; 6) Adjectiv (Participier). Om Optativ siger den svenske Missionær Ganander (36), at den er af stor Elegans og fortjener ikke med Uret at kaldes Sprogets Lys og Sir. Det Samme kan man ogsaa sige om Vocativ Casus med sine forskjellige Nyancer, og ligesaa om de personlige Suffixer. Konsonanterne have alle de hebraiske og syriske Afændringer af Begadkefat. Sproget har ingen uregelmæssige Declinationer og Conjugationer.

Uforvandsket og uforandret som de Fjelde fra hvilke det lyder, og som den Natur, der omgiver disse Fjelde, har Sproget i en høist mærkværdig Grad imodstaaet saavel Tiden og dens Omskiftninger og Ødelæggelser, som Indvirkningen af de det omgivende Sprog. Kastet tilbage paa sig selv, indsluttet i sig selv, fremmed for og udelagtig i Aarhundreders Udvikling og Fremskridt, har Folket og Sproget i Aarhundreder været, og maattet være, sig selv nok; som en nødvendig Følge heraf mangler vistnok Sproget Udtryk for Aarhundreders Konster og Videnskaber, rigt er det imidlertid i det theologiske Gebet og i sig selv. Intet Sprog er mere skikket til at modtage og tilegne sig den Hellige Skriftes Ord. Foruden det Nye-testamente ere ogsaa Davids Psalmer trykte; de fire store Propheter samt de næstfølgende fire smaa Propheter etc. af mig oversatte i Manuskript. Propheternes, Evangelisternes og Apostlernes Lærdomme og Taler savne ingenlunde tilsvarende Udtryk i Finnernes Sprog.

I Sproget lever og bevæger sig, aander og udtaler sig en Aand, betydningsfuldt og paa en mærkværdig og forunderlig Maade tiltalende hver den, som kan og som vil lytte til Sprogaandens Tale, til dens sagte Hvisken; en Aand fuld af Høihed, Dybde og Følelse, fuld af Værdighed og Alvor, blid, venlig, indsmigrende, bedende, ofte ogsaa sukkende, sukkende i Erkjendelsen og Følelsen af hvad Folket og Sproget engang vare, og hvad samme nu ere. En religiøs, og tillige en religiøs-poetisk Tone gaar igjennem hele Sproget, der ofte og gjerne forlader det Jordiske, hævende sig op til Himlens og Jordens, til Menneskenes og Sprogenes almægtige Skaber og Gud.

Barnets Barnlighed, Mandens (Nomadens) dybere Alvor, Orientens Billedsprog findes her forenede saavel i Sproget, som hos Folket, isærdeleshed hos Nomaden.

Vidnesbyrd og Minder om en bedre Fortids lykkelige Dage tiltaler os paa flere Steder i Sproget.

Det græske Sprog er blevet kaldet Erkjendelsens Sprog og det hebraiske Troens Sprog, med ikke mindre Føie kan ogsaa Finnernes Sprog kaldes Troens Sprog. Intet europæisk Sprog er saa skikket, saa rigt til at kunne betegne Guds Forhold til sit efter sit Billede og i sin Lighed skabte Menneske og til at betegne det Skabtes Forhold til sin Skaber. Som det hebraiske saaledes besidder ogsaa Finnernes Sprog en høi Grad af Gemytlighed, Hjertet taler til Hjertet, Faderen til Barnet, Barnet til sin Fader.

Vi føle os paa en særegen Maade tiltalede ved Tanken om og ved Synet af Ægyptens Obelisker, Gravbygninger, Mumier og Hieroglypher; vi føle os paa en særegen Maade tiltalede ved at træde i de after saa mange Aarhundreders Forløb gjenfundne Herculaneum og Pompeii, det er os som en usynlig mægtig Aand tiltaler os i og fra disse Minder og fremstiller os en forlængst undergaaet og forsvunden Verden for vort Blik! Finnernes Sprog er mere end en død Mumie, er mere end en forlængst forstummet og uforstaaelig Hieroglyph, er intet Gravkammer fuldt af afsjælede Mumier og Dødningeben, men mere, er maaske endog ældre end alle disse Mindesmærker. Thi disse Røster, der saaledes lyde ned til os fra Finmarkens Fjelde, og den Aand, der udtaler sin i samme, erindrer paa en høist mærkelig Maade om det gamle Testamente, om end ikke allerældste og allertidligste, saa dog om sammes ældre og tildigere Oldsagn, erindrer om de Mennesker, som da levede, om de Sprog, som da opstode og som da taltes.

Sproget udmærker sig ved en stræng Consekvens i dets Grammatik og Lexikon, ved dets indre organiske Liv, ved den organiske Sammenhæng og Forbindelse, der finder Sted, saavel mellem Bogstaverne i dets Alphabet, som imellem hver enkelt Del af Sproglæren. Det Norsk-finske Sprogs Alphabet, ordnet efter dets Bogstavers organiske Forbindelse og Sammenhæng, afgiver en sanddru og anskuelig Fremstilling ikke alene af de enkelte Bogstaver, men ogsaa af det hele Bogstavsystem som saadant, afgiver et anskueligt og tiltalende Billede af Sproget. Som Alphabetet, saa Sproget, som Sproget saa Folket. Grundtrækkene, det Karakteristiske af Sproget og af Folket afpræger sig i og tiltaler os allerede fra dets Alphabet. I den nøieste Overensstemmelse med Alphabetet og med dets Bygning, med Bogstavernes indre Liv, Udvikling og Virksomhed som Bogstaver er ogsaa Sprogets Orddannelse og hele Sprogets Bygning, dets indre organiske Liv og Udvikling. Sproget har en høi Grad af Bøielighed og Lethed i at kunne udtrykke finere Skatteringer og Overgange i Følelser og Begreber; det har en overordentlig Rigdom paa Afledninger, indtil 400 Afledninger af en eneste Rod (37).

Om Sprogets historiske Værd vidner Professor Rask, som allerede bemærket Side 91, i det af ham redigerede Literaturblad No. 3, 9de April 1828; ... "Det er et urgammelt og saare mærkeligt Hovedsprog for en stor Del af Jordkloden, for Nordasien og det nordøstlige Europa, ja maaske i fjerne Hedenold for vort eget Fædreland og andre endog sydvestligere Lande. Finske og lappiske Folkefærd have nemlig sandsynligen udgjort Grundbefolkningen i den største Del af Europa, før Kelternes, Goternes og Slavernes Indvandringer i disse Lande. Af alle finniske Sprog er der neppe noget, der i en høiere Grad har vedligeholdt sig i sin oprindelige Renhed, ja det Norsk-finske Sprog er sandsynligen det ældste og oprindeligste af alle finniske Sprogarter. Til Udviklingen, til en historisk Fremstilling af europæiske Slægtskab og oprindelse, endog til fjerne og med de europæiske Folk og Sprog ikkuns lidet beslægtede Folkeslægters og Sprogs Forklaring er det Norsk-finske aldeles uundværligt". "Fremstillingen af det Norsk-finske Sprog vil overraske ikke blot Sprogets Velyndere, men ogsaa den lærde Verden i Almindelighed" tilføier Professor Rask i Aaret 1832, og bemærker end videre: "I vort Modersmaal findes upaatvivlelig en god Del Kvænsk og Finsk, som jeg udførlig har omtalt i min Undersøgelse om det islandske Sprogs Oprindelse, ja endog i Engelsk, hvor det dels er indkommet fra de Danske". "Det Bekjendtskab jeg havde til det Finske bragte mig paa Spor til at opdage de rigtige Forholde imellem adskillige Sprogdele i den islandske Sproglære, og kom mig især saare vel tilpas i mit Prisskrift om det gamle nordiske Sprogs Oprindelse.

Ogsaa Professor i de orientalske Sprog ved Universitetet i Christiania, Hr. C. A. Holmbo, har afgivet et lignende Vidnesbyrd om Sproget, erklærende "den grammatikalske Fremstilling af det finske Sprog som et saavel for vor Literatur, som for Sprogstudierne i Almindelighed vigtigt Værk". "Den store turanniske Folkeæt", siger Hr. Professoren, "som endnu i vore Dage bedækker mere end Halvdelen af Asien mod Nord, de amerikanske Polarlande og en ikke ubetydelig Del af det østlige og nordlige Europa, har for Nordboerne en saa meget større Interesse, som den i Fortiden synes at have været eneherskende i hele Skandinavien". "Til denne store turanniske folkeæt hører den finniske, som igjen deler sig i to Stammer, den kvænske og den finske. Denne sidste Stamme har iblandt alle for Normænd størst Krav paa Opmærksomhed, som det Sprog, der tales indenfor vort fædrelands Grændser. Men uden Hensyn hertil er det ogsaa i lingvistisk Henseende et af de vigtigste Sprog af dem alle, da det synes at have beholdt mere end noget af de øvrige (forsaavidt de ere bekjendte) af det fælles Ursprogs Egenheder, en Følge af Folkets isolerede Bopæle, der have sikkret deres Tungemaal mod betydelige Indvirkninger udenfra".

I ovenanførte Literaturblad, hvor Professor Rask omtaler det Norsk-finske Sprog, hedder det: "I vore Tider, da Sprogstudiet har tildraget sig saa megen Opmærksomhed, og især den jevnførende Sproglære er udvidet og bearbeidet af mange udmærkede Lærde er intet Bidrag til Kundskab om fjerne og lidet bekjendte Sprog at forsmaa, især naar disse ere gamle og oprindelige. Vort Norden er rigt paa saadanne Sprog. Islandsken indtager en udmærket Plads iblandt Europas Tungemaal i denne Henseende; Grønlandsken er et af de oprindeligste og mærkværdigste af de amerikanske Sprog, og nu det finske". I sit smukke lille Digt i Anledning af Hr. Professor Raskes Død siger derfor Hr. Pastor Grundtvig:

35) Det kvænske Sprog har 15 Casus: 1) Nominativ. 2) Infinitiv. 3) Genitiv. 4) Instructiv. 5) Essiv. 6) Comitativ. 7) Factiv. 8) Præterlativ. 9) Abessiv.12) Ablativ. 13) Illativ. 14) Inessiv. 15) Elativ.

36) modus magnæ elegantiæ, nec immerito lapponicæ lingvæ lumen ac decus apellari meretur.

37) Saaledes ogsaa det kvænske Sprog.