Optegnelser fra Alten-Talvig Sogn i Vestfinmarken
Kronikker i Den Constitutionelle, 1837-1841
Andreas Jørgen Fleischer

Forrige side | Neste side

Nogle Optegnelser angaaende Folkets Charakteer, Sæder og Skikke i Alten-Talvigs Præstegjeld i Vestfinmarken

Den Constitutionelle, 77 (1837)

I.

Folketallet i Alten-Talvig Sogn bestod ved sidste Folketælling af 1253 Normænd, 1050 Finner og 714 Qvæner, hvortil endnu kom nogle Svenske, Englændere og Tydsker, saa at det hele Tal var 3070.

De ældre Normænd adskille sig meget fra de ved Kobberværket engagerede Røroosinger og Folddøler, som formodentlig i alle Dele ligne deres Landsmænd i Hjembygderne, og synes derimod et have Charakteer, Sæder og Skikke tilfælles med Nordlændingerne, hvorfra de for største Delen nedstamme. De ere i Almindelighed godmodige og fredsommelige, men tildeels dovne og skjødesløse i deres Næringsdrift og egennyttige og lidet paalidelige i deres Handel og Vandel. De fortjene let Livets Ophold, men ere ogsaa næsten alle alle slette Huusholdere.

Qvænerne ere et stivsindigt og stolt Folk, mere arbeidsomme og dueligere Arbeidere end de øvrige Indbyggere, men ogsaa mere listige og trættekjære, hvorhos de og synes at staae høiere end de øvrige i naturlige Anlæg og Oplysning.

Finnernes Charakteer har altid forekommet mig at være meest godmodig og elskværdig og deres religiøse Sands og Følelse at være større end de øvriges. Deres Tale har noget særdeles Godmodigt og Følelsesfuldt; deres Opførsel er meget beskeden, og røber en vis Barnslighed og Ydmyghed. Ogsaa hos dem spores ellers megen Egennytte og en ofte Mærkelig Klogskab i at varetage egen Interesse, ligesom Folket synes af Naturen at være opvakt og modtageligt for Underviisning.

En gammel Fin frapperede mig strax efter Ankomsten hertil om Høsten 1834 med en Proces, han havde paa sin Søns Vegne med dennes forrige Trolovede, hvilken han vilde have afgjort ved min Kjendelse. Jeg lovede at ville mægle mellem dem, naar jeg fik Sagens rette Sammenhæng at høre, og denne var, at Sønnen var skuffet af sin Kjæreste, og derfor forlangte Fæstegaverne tilbage, som bestode i Silketørklæder, ærmebaand med Sølvringe og Sølvspender. Det blev da betydet Pigen, at det var retfærdigt og billigt, at hun leverede Gaverne tilbage, naar hun ikke vilde ægte Personen, hvilket hun derpaa lovede, hvormed Sagen var opgjort.

Kort efter Ankomsten fandt jeg, at Almuen og især Finnerne bringe alle deres Klager og smaae Processer for præsten for at undgaae Reiser til og Bekostninger ved Forligelses-Commisionen, og finde sig beredvilligen i at opfylde, hvad han desangaaende paalægger dem.

Den første talrige Samling af Almuen var Michelshelgen og den næste store Høitid er Helgemis, som det kaldes, nemlig 1ste Søndag i November, paa hvilken ublide Aarstid en stor Mængde Kirkebaade fra alle Sognets Kanter komme sammen, hvilket sandsynligviis endnu er en Levning fra de katholske Tider. En heel Deel Brudepar skulde da have Vielse, hvilke i Michelshelgen havde holdt Trolovelse her paa Kirkestedet og forlangt Tillysning; men et Par blev afviist formedelst en atter opkommen Proces.

En her temmelig berømt Fin Nils Sjursen Sudda, som har tegnet et Croquis af sin nærmeste Omegn og Handelsstedet Komagfjord, hvorved han saavelsom ved sine Processer og et Slags juridisk Klogskab har erhvervet sig et stort men noget frygtet Navn blant sine Landsmænd, skulde da have sin Datter gift med en Fjeldfin, som under deres korte Bekjendtskab havde forekommet den Gamle at være temmelig barsk og stridbar. De vare, som er sædvanligt her, hvor næsten ingen Forberedelser gjøres for at sætte eget Huus, forenede om, at Svigersønnen skulde boe i den Gamles Gamme og drive Fiskeriet med ham, hvoraf de altid regne paa at faae Livsophold og deres yderst faa Fornødenheder tilfredsstillede; men da Pigens Fader havde mærket sin tilkommende Svigersøns Sindelag, skulde Partiet nu gjøres til Intet. Den Gamle paastod Erstatning af Motparten for 1 Par Komager, noget tør Sik og andet Smaat og satte derpaa en betydelig Taxt; men hiin havde ikke ringere Fordring for Brændehugst og andet Arbeide i de faa Uger af deres Samliv, og endelig fik jeg igjennem Tolken tilveiebragt en Ballance i Fordringerne og sluttet Forlig paa de Vilkaar, at Fjeldfinnen skulde forlade sin Fæstemøe og dennes Huus. Den Gamle viste nu sin juridiske Kløgt, forlangte Overeenskomsten beskrevet og oplæst i Vidners Overvær paa Finsk ved Tolken, hvori jeg føiede ham, og havde siden den Fornøielse at høre, at Alt var bogstavelig opfyldt.

I Foraaret 1835 forefaldt en lignende Sag hos mig imellem to tilforn forlovede Norske af de bedste Familier i Talvig, og den skuffede Brudgoms Fordring var 9 Spd. for Presenter af Stads og Klæder til Fæstemøen, som imidlertid havde forlovet sig med en Anden. Hun førte imidlertid sin Sag noksaa klogt, gjendrev Motparten postviis og nedsatte Taxten til det Halve; men det blev imidlertid kjendt for Ret, at hun eller hendes nye Trolovede skulde betale i Erstatning 6 Spd., og derhos som sædvanlig betydet dem, at, dersom de ikke vare tilfredse med denne Dom, maatte de tye til Rettergang; men da man heroppe har liden Lyst dertil, opgjorde de deres Mellemværende som sagt.

Ved den aarlige Skolereise omkring i Sognet forefalde gjerne endeel kostelige Processer, som røbe især Finnernes barnslige Troskyldighed forenet med en mærkelig Smaalighed og Egennytte. Ond Forligelse i nogen høi Grad, Slagsmaal eller andre grove Fornærmelser vides blant dem derimod ikke at finde Sted.

En Finkone af Langfjord anklagede saaledes, efter endt Skoleoverhøring paa Handelsstedet Sopnæs, sin Tjenestedreng, en Qvæn, for fornærmelig Opførsel, og hans Brøde var uforskammet nok - han havde nemlig givet sin Huusmoder under en Trætte med hende nogle ørefigen med et Spærre Tørfisk. Jeg spurgte da, hvad hun forlangte for denne Fornærmelse, hvorpaa hun svarede: 1 Spdlr. Nu! Dette syntes billigt nok og blev forelagt Personen, som lovede Bedring og at lade sig dette decourtere i sin Løn .

Paa samme Sted kom Dagen efter 5-6 Finner med Klage over en i Nabolauget nylig bosat Qvæn, fordi hans Qvæg havde nogle Dage græsset paa deres Slaatter, som dog, vel at mærke, vare uden Gjerder, hvilket som oftest er Tilfældet her. De fredelskende, godmodige Finner havde ladet gjete for at afværge hverandres Skade; men paa min Forestilling om Billigheden af denne deres Paastand, svarede Qvænen: «Jeg er ikke ræd for Dokker allesammen; vil I mig Noget, saa skal Futen dømme mig.» Men dette var Nok for Finnerne til at opgive Striden.

En ung Fin, Hans Johnsen, havde imidlertid et heel moersomt Andragende til Slutningen, og dette angik at følge mig til næste Station, Handelsstedet Komagfjord, for ved min Hjælp at faae Erstatning for Reiser til sin forrige Fæstemøe dersteds. Afstanden var 3 Mile, og da han ei var skydspligtig, vilde hans Fordring for en Tour, som han nu tilbød sig at gjøre, været 2 Spdlr.; thi saa ubillige ere de, naar man maa akkordere om Skyds. Han tog altsaa Aarerne tilligemed de to skydspligtige Mænd, og begyndte at fortælle sin Historie, som gik du paa, at han efter erholdt Jaord til en bestemt Dag med et Par Slægtninge og Venner var reist fra Langfjord til Komagfjord til Brudens Forældre for «at drikke Trolovelse». Men inden dette kan skee, foregaaer altid hos Finnerne et Slags kritisk Undersøgelse af Brudgommens vita, Rygte, Egenskaber, Formuesforfatning og fornemmelig af Brudegaverne, ved hvilken Brudens Familie gjør en heel Deel Indvendinger mod hans Person og anfører, som man siger, baade Løst og Fast til hans Forkleinelse, naar han ikke er meer velhavende end de selv. Brudgommens Talsmænd gjøre herimod pligtmæssigen Indsigelser, anføre til Gjengjeld en Deel mod Bruden, og søge at bevise, at deres Client er hende værdig, men under alt dette maae Brudgom og Brud forholde sig ganske tause. Har han nu Raad dertil, maa han forøge Brudegaverne, for at jevne Misforholdet, hvis ellers Indsigelserne ere alvorligt meente; men da ovenmeldte Hans nu ikke kunde dette, blev han afviist. Han vilde nu have denne anden Reise betalt, og da jeg spurgte, om han da ikke ogsaa vilde have den første betalt, da han reiste dit for at beile, svarede han: «Jeg vilde nok sagtens, men Du kan vel ikke skaffe mig Betaling for den, Fa'er!» hvorved han da paa sin Maade lagde en vis Retfærdighedsfølelse for Dagen. Da Hans nu havde hentet sin forrige Trolovede og hendes Forældre frem, forlangte han at tilkjendes 3 Spdlr. i Reisegodtgjørelse, hvorimod Forældrene protesterede som for Meget forlangt, skjønt de fandt det billigt at erstatte ham den sidste feilslagne Reise. Efter nogen Passiar fandt han sig da i at modtage 1 Spdlr. i Erstatning, da de vare fattige Folk.

Samme Person blev i dette Aar anden Gang trolovet, og kom, som Skik er, med sin Fæstemøe og bestilte Tillysning. «Men om Du nu bliver narret igjen, Hans! hvad saa?» sagde jeg. «Nei, svarede han, det gjør jeg vist ikke, thi dersom saa er, skal hun betale mig 8 Spdlr., derpaa har jeg Vidner.»

En vis Mistænkelighed og snu Forsigtighed mærkes saaledes ved mange Leiligheder hos Finnerne; men det ytrer sig paa en saa godmodig og barnlig Maade, at det langtfra kan støde Nogen. Saaledes forlangte en efter denne Egns Begreb rig Fin under samme Forsamling at vide, hvad han til paafølgende Søndag skulde betale for sin Brudevielse. Jeg forundrede mig derover, da Saadant aldrig var hændt, men svarede dertil: «Aa! Du som de andre Finner, jeg gjør ingen Forskjel paa det». «Ja!» sagde han, «saa skal Du give mig en Korentin (o.v.s. Qvittering) paa det, Faer!» «Nei!» svarede jeg, «Du skal troe mig paa mit Ord og behøver intet Beviis af mig!» Da jeg fortalte Handelsmanden dette, forklarede han mig, at Aarsagen maatte være, at da denne Fin var den rigeste Mand i Fjorden, saa frygtede han for at maatte komme i lidt større Udgifter end de øvrige, naar dette blev bekjendt.

Et stort Beviis paa Finnernes naturlige Godmodighed og Venlighed, er at deres ægteskaber, som ofte sluttet af en eller anden egennyttig Bevæggrund, naar de selv Intet eie, eller dog for at faae «Hjælp», som de kalde det, naar de selv eie Gamme, Jord og nogle Creaturer, desuagtet ere meget lykkelige og deres Samliv kjærligt og samdrægtigt. Et flygtigt Bekjendtskab ved Kirkeforsamlingerne slutter ofte disse Forbindelser. Beileren merker sig sin Gjenstand, præsenterer sig med sin sædvanlige blide Snaksomhed, og søger som et Tegn paa sit ønske at snappe hendes Vante (Vanter bruge de nemlig baade Sommer og Vinter). Hvis det lykkes Elskeren at snappe Vanten, har han faaet - Ja; men hvis deres ønsker ikke mødes, faaer han den ikke, men Pigen gaaer fra ham, og ofte prøver han da samme Frierie strax efter hos en Anden. Ere de Elskende komne overens, saa «drikkes Trlovelse» mellem dem og Familien, og Tillysning forlanges, førend de forlade Kirkestedet.

Altid forbinde Finner sig med Qvinder af deres eget Folk, aldrig med Qvæner eller Normænd, som derimod ikke sjelden gifte sig med hinanden. Men det er et mærkværdigt Beviis paa Qvænernes Nationalstolthed, at i disse ægteskaber altid de qvænske Sprog bibeholdes, hvad enten Manden eller Qvinden er Norsk, og at Børnene altid maae lære saagodtsom alene Qvænsk, hvilket er til stort Hinder for Religionsunderviisningen. 2 Normænd kjender jeg derimod, som havde ægtet Finpiger, men have fundet sig beføiede til at klage over hinanden for ukjærligt Samliv; men efter skeet Formaning har Forholdet hos Begge forbedret sig, og er nu godt. Dette kan ogsaa ansees som et Beviis paa den Føielighed og Eftergivenhed, som udmærker baade Finner og Normænd her, da den store Ulighed i deres Skikke og Levemaade og deraf opstaaet Misforhold i ægteskab ellers vanskelig havde ladet sig rette.

Det har ved enhver Anledning viist sig, at Finnerne med et barnlig Sind og from christelig Troe modtage det aabenbarede Ords Forkyndelse og agte Bestræbelsen for deres Fremgang og Oplysning deri; især have de beviist dette ved deres store Opmærksomhed for Skoleoverhøringen i disse to Sommere, og da denne foregaaer igjennem Tolk, have de ældre visselig ogsaa megen Nytte deraf, og i Stuen paa Forsamlinsstederne har man gjerne altid flere Tilhørere, end der godt kan rummes.

En aldrende Fin fra en nordlig Fjord (Finnerne ere nemlig ligesom fortrængte til Udkanterne af Sognet, og boe der sammen, hvor faa eller ingen Qvæner eller Normænd have taget Boplads) havde forrige Sommer til Overhøring en 10 Aar gl. Fostersøn, som var meget forsømt, hvorfor han fik Tiltale. Han gik derpaa med Drengen udenfor Stuen og satte sig til at undervise ham af Hukommelsen i nogle Bud og Fadervor, og kom derpaa ind igjen efter efter nogle Timers Forløb og bad, at han maatte blive overhøret paany. Det skete, og Drengen havde lært nogenledes 2 Bud og Fadervor. Siden satte han sig hos mig hele Dagen, gjorde adskillige Spørgsmaal under Overhørinen, og sagde ved den Leilighed: «Du skal nu lære mig at katechisere, Faer! at jeg kan katechisere Glunten» (Sønnen). Søndag efter kom han til Kirkestedet, hvor jeg ei kunde komme til Gudstjenesten formedelst Modvind, og nu vilde han anvende sin Katechisations-Kundskab, samlede alle Finnebørn i Gangen mellem Handelsmandens Pakhuse, og katechiserede et Par Timer, hvilket efter Kjøbmand Stuhrs Sigende skete med Alvor og Forstandighed.

Deres Tale om Religionens Gjenstande har altid et vist hjerteligt christeligt Præg; saaledes sige de almindeligen: «Mit Barn har nu kommet sig i Guds Ord; jeg skal nu see at holde det til Gudsfrygt, og vil sætte det i Bog; Du skal nu prøve at confirmere det, Faer! at det kan blive Menneske.» Disse Talemaader ere rigtignok ogsaa temmelig brugelige blant de Norske og Qvænerne; men dog røbe de Første almindeligen ikke den Følelse og ærbødighed for Religionen som Finnerne og Qvænerne, som ere meest bevandrede i den hellige Skrift, frempege denne deres Kundskab med et ofte anstødeligt Hovmod, ligesom de paa mange Maader vise en stolt Selvfølelse og ville anmasse sig en vis Overvægt. Ved en Katechisation i Kirken forrige Høst blev saaledes en Qvænedreng paa 16 Aar spurgt, hvad han havde lært; men da han, uagtet Faderen kan godt Norsk og Moderen er norsk født, ikke forstod at svare herpaa, sagde Faderen fra sin Stol i Nærheden: «Min Søn har lært udenad den hele ganske Catechismus og jeg mener mestendeels det nye Testamente», og noget lignende Ytringer ere ikke usædvanlige af de bedre iblandt dem.

Finnefolket har ringe Anseelse hos de to øvrige Folkeslag; ja, man mærker endog en oprørende Foragt mod det. Saaledes vilde jeg have tre fattige norske Enker til i dette Foraar at udsætte deres Børn til Opfostring. De svarede: «Ja! naar vi blot kan faae dem til skikkelige Folk», og nævnte nogle Normænd. «Men have I da spurgt Finnerne i Langfjord, svarede jeg, der trenge Mange til Fosterbørn.» (Det maa her oplyses, at Fosterbørn ere saagodtsom de eneste Tjenestefolk for Almuen at faae, da voxne Børn ved at forlade Forældrene strax gifte sig). Men dertil svarede Enhver af disse, ligesom det var overlagt mellem dem: «Nei, til Finnerne sætte vi dem vist ikke; naar vi ikke kan faae vore Børn til Folk, saa skal vi heller drages med dem selv!» En anden Gang spurgte jeg en fra Handelsstedet kommende Normand, hvem der kom i de to Baade til Handelen. «Det var Ingen videre,» svarede han, «men blot nogle Finner».

Endnu sørgeligere er det, at Finnefolket føler sig selv saa ringe og røber Ringeagt for sig selv. Saaledes sige de: «Jeg er en stakkels Fin; jeg er blot en fattig Fin» o.s.v., og engang isommer, da en Baad lagdes til Stranden, hvoraf de Udstigende faldt i Vandet, spurgte en Mand nogle ved Huset staaende Finner om, hvem der faldt i Vandet. De vendte sig om og saae, og svarede derpaa ganske laconisk: «Aa, det var blot nogle Finner.»

Skrevet i December 1836.

Forrige side | Neste side