Optegnelser fra Alten-Talvig Sogn i Vestfinmarken
Kronikker i Den Constitutionelle, 1837-1841
Andreas Jørgen Fleischer

Forrige side | Neste side

Nogle Optegnelser om Alten-Talvigs Sogn i Vestfinmarken

Den Constitutionelle, 109 (1841)

Man vil erindre, at der for nogle Aar siden i nærværende Blad fandtes indførte nogle «Optegnelser og Folkets Karakteer, Sæder og Skikke i Alten-Talvigs Præstegjæld i Vestfinmarken», forfattede af Sognepræsten sammesteds Hr. A.J. Fleischer, og indsendte til Bladet af Pastor N.W. Stockfleth, som dengang opholdt sig her i Christiania. Pastor Fleischer har nu havt den Godhed at tilstille os Fortsættelsen af disse «Optegnelser», hvoraf vi efterhaanden ville levere nogle Stykker, da vi formode, at de sparsomme Efterretninger, som man har fra disse Egne, maa bevirke, at man med Interesse modtager enhver nærmere Oplysning derom. Vi gjøre saaledes Begyndelsen med Beretningen om en Tour, som Hr. Fleischer foretog i Begyndelsen af indeværende Aar til Raipas i Alten, hvorved han har faaet Anledning til at meddele adskillige Beretninger om de norske Nybyggere i Kaafjords og Altens Dalstrøg.

I. (En Tour til Raipas)

Tirsdagen d. 12te Januar d. Aar under mit Ophold i Kaafjord skulde Verkets Bestyrer tilligemed nogle Betjente til Verkets Filialafdeling paa Raipas i Alten, og da man deraf ventede sig en behagelig Kjøretour igjennem Dalene paa de nu gode Vinterveie, ønskede Flere for Fornøielsens Skyld at deeltage deri, saa at det Hele blev et Tog paa 9 Slæder. Saavel Kjøretøiet som Vinterdragtene gave Forsamlingen et heel broget Udseende, idet man brugte russiske, qvænske og gammeldags og moderne norske Slæder; og nogle Damer og Herrer vare iførte Finpæske med Bjørnekraver og Skalkomager, Andre af Mandspersonerne havde sine engelske Overkjoler med finmarkisk Foerværk, Nogle deres norske Graabenspeltse og atter Andre qvænske Skindpeltse, kaldte Tullupper. Alt gik lystigt og fornøieligt, da Veiret var godt og Alle lovede sig megen Hygge af en saadan Udfart efter den triste mørke Tid med Sneefoh og Storm, som her er saa almindelig i de 6 Uger før Nytaar og et Par Uger derefter.

Vi passerede den inderste Fjordbund i Kaafjords Dal over Isen, og stødte da der paa de første Nybygger, hvoraf flere mindre ere anlagte af en qvænsk og nogle svenske Verksarbeidere og et større af en Normand fra Røraas (Sivert Forberg), der nu lever alene af Kreaturhold og Skovdrift for Verket, som ligger ¼ norsk Miil fra Fjordbunden, hvor han boer. Fra Verkets første Tider have lidt efter lidt disse saa vigtige og mere haabefulde Nybyggere udbredt sig, hvoraf det væsentligste Middel til Finmarkens Gjenfødelse baade i moralsk og industriel Henseende nok turde fremkomme, da dygtige Nybyggere blant et Folk, som i flere Henseende er sløvt og staae langt tilbage, ere at betragte som adle Podeqviste i det vilde og slette Tre. Med Glæde tæller derfor hver Ven af Finmarken disse Nybyggere og deres Børn, hvori han i Fremtiden seer en ny kraftigere og bedre Folkestamme, og med Fornøielse hører han tale endog om deres Heste, Køer, Faar og Geder, da det ikke alene er behageligt at see øde Egne opdyrkes og blive trængende arbeidsomme Medmennesker til Gavn, men ogsaafordi Nybyggernes voxende Kreaturhold afgiver med Guds Bistand en Sikkerhed for, at de kunne slaae sig igjennem og finde sorgfrit Udkomme.

Efterat have passeret forbi disse ved Verket nærmest liggende Nybygger, kom vi opad nogle med god Furuskov bevoxede Bakker in i en vid lang Dal, som benævnes efter den ældste Colonist i Omegnen af Verket, en Mand fra østerdalen (Ernst Mathisen), som nu eier der betydelig Jordvei med 2 Heste, 8 Køer og en god Deel Faar og Geder. Denne Mand har to raske nylig confirmerede Sønner, og har for Leverance af Brænde og Tømmer til Værket oppebaaret for eet Aar omtrent 500 Spd. ved sit eget og sine Sønners Arbeide. Nylig er i Nærheden af ham optaget et Skjerp for Verket, og en anden Normand fra Røraas med 3 voxne Sønner (Christen Surland), som alle ere Verksarbeidere tillige, have der faaet sig Boplads og Jordvei. Dennes Besætning er, da Pladsen nylig er optaget, endnu kun 3 a 4 Køer og en Deel Smaafæe, og de boe omtr. ½ Miil fra Verket.

Vor Reise gik derpaa igjennem en ganske øde Egn med god Skov og megen dyrkbar Jord og vi havde over frosne Myre og Vande det bedste og letteste Slædeføre indtil i Nærheden af en meget lovende Colonie, Eibye kaldet, hvor det ogsaa boe to norske Familier, som fra østerdalen ere komne til Verket. Vi gjorde for ½ Time holdt der, og toge ind hos Hovedmanden i denne Colonie, Iver Torgersen, boende midt imellem Kaafjord og Raipas og omtrent 1 Miil fra begge Steder. Denne Mand er en sjelden driftig og klog Bondemand, som ikke alene har faaet sin Eiendom i god Stand og der føder allerede 2 Heste og 10 Køer, men tillige har en betydelig Rørelse med Skovdrift, Malmkjørsel og Bordskurd med Haandsaug, saa han beskjeftiger 5 Tjenestedrenge stadigt hele Aaret, og med god Fordeel leverer Bord og Planker til Kobberverket. Som Herbergersted fandt vort hele Selskab hans Huus fortræffeligt, da hans saare agtværdige og duelige Kone ikke alene gjør dette hyggeligt ved den udmærkede Reenlighed, hvorfor østerdalens Beboere fortjene saa megen Roes, men ogsaa ved den Hjertensgodhed og ligefremme troskyldige Velvillie og Forekommenhed, hvormed hun gjør sine Gjæster til gode. Vor nye Directeur, som kun en kort Tid har været her, udbrød ganske forundret derom: «Det er en fortræffelig Kone, et meget reent og peent Huus; og jeg kunde næsten sige, at jeg aldrig har nydt bedre Mælk, Fløde og Kaffe end her». Den anden Normand i Eibye Colonie, Haldor Haldorsen, er vistnok ogsaa arbeidsom, men uden Indsigt og Skjønsomhed i sin Næringsdrift, og er derfor desværre endnu altid i smaae Kaar.

Eftermiddagen Kl. 3 kom vi endelig til Raipas efter en langsom Reise opad de mange Bakker til op paa Høiden af Fjeldet, hvor Gruberne findes. Vi besøgte disse, og sloge os derpaa for et Par Timer til Ro hos vor engelske Vert og Vertinde der (her boer nemlig en engelsk Stiger, som nylig er gift med et engelsk Fruentimmer, og har Bestyrelsen af det daglige Arbeide paa Raipas). Da vi havde indtaget en english dinner i denne fordum saa vilde og øde Egn, der nu seer du som en liden Landsbye, gik vor Karavane i rask Fart derpaa nedover til Bossekops Handelssted ved Alten-Fjord.

Efterat have tilbragt den næste Dag med endeel Embedsforretninger, begyndte jeg den 14de Januar en Reise omkring til Nogle af Almuen i Alten og især til de i de senere Aar etablerede Nybyggere i Altens Dale. Den første norske Famiiem jeg her besøgte, var Ole Pedersens fra Folddalen under Lessøe Præstegjeld. Denne Mand fortjener unegtelig den første Plads blant de flere dygtige Nybyggere, baade fordi han med meest Virksomhed og Fremgang har drevet sin Næring baade som Verksarbeider og Jordbruger, men endnu mere fordi han er en sjelden agtværdig, oplyst og retsindig Mand. Det er en sand Glæde for Enhver at komme i hans Huus og gjøre Bekjendtskab med ham og hans talrige Familie. Hans Kone, hans 3 voxne Sønner og yngre Børn maae vinde Enhver, ligesom han ved den godmodige Simpelhed, den trohjertige Velvillie, og den ædle Selvfølelse, der en Prydelse for dem, ligesom for de Agtværdigste blandt vore norske Dalboere. Denne Mand eier paa sin Gaard et 2 etages Vaaningshuus, et Særsyn heroppe blant Almuen, og desforuden fornødne Udhuse, og har 12 Køer foruden Smaafæ og desuden 5 Heste, hvormed han og de to ugifte Sønner fornemmelig drive Malmkjørsel fra Raipas til Handelsstedet Bossekop, hvorfra Malmen siden i Fartøi føres til Smeltehytten i Kaafjord. Han har desuden forskaffet sig to Sætre med fornødne Huse, den ene i Alten, den anden i Bunden af Kaafjord, saa at han kan skaffe Jordplads til sin ældste og gifte Søn og til de yngre. En særdeles heldig og passende Næringsvei for disse norske Nybyggere er den nævnte Malmkjørsel for Værket, hvorved ogsaa saa Mange sysselsættes som muligt; thi hver Mand kan med sin Hest kjøre Malm for indtil 1 Spd. daglig, og Flere kjøre 2 Heste, som Brug er i det Søndenfjeldske, saa at den driftige Ole Pedersen med sin Søn er i daglig Drift med 4 Heste, naar han ikke for Jordbrugets Skyld uundgaaelig hindres.

Jeg besøgte dernæst, efterat have været hos to qvænske Familier, som ogsaa ere i ret god Vei ved deres Jordbrug og Skovdrift, en anden norsk Nybygger paa den anden Side af Altens Elv og saaledes nærmere henad Raipas, Simon Olsen, Søn af en gammel Værksarbeider fra Folddalen, Ole Simonsen, som har 3 voxne Sønner og flere Døttre, ogsaa en meget agtværdig og duelig Familie, der eier flere Jordbrug i det Mindre og have ved Værket samlet sig mere Formue end de Fleste. Den her omtalte nys etablerede unge Mand eier en Boplads, kjøbt af en Qvæn, og en Besætning af 1 Hest og 4 Køer. Denne Familie var det mig i flere Henseende en Glæde at besøge, da han er En af de faa indvandrede «Sørlændinge», som de kaldes, som er gift med en Qvænpige, hvilken Tildragelse er et glædeligt Tegn paa Nationalfordommens og Fiendskabets Aftagelse og Ophør mellem disse to Folkeslag. Saavel han, som hans Landsmænd, der have giftet sig med qvænske Fruentimmer, lever meget lykkeligt og enigt i deres ægteskab, og hans Kone havde ikke alene anlagt den nationale folddalske Klædedagt og især Hovedpynt, med talede ogsaa dette troværdige Sprog ret godt og udtryksfuldt.

Dog gjør man her den moersomme Iagttagelse, at Qvænerne, som altid før dominerede i de blandede ægteskaber, ikke alene naar Manden men ogsaa naar Konen var Qvæn, nu have fundet deres Overmænd, og man maa uvilkaarlig føle en vis Stolthed og Glade over den norske Nationalcharakteers Bestemthed og Kraft, naar man har kjendt de forrige Forhold, men nu hører den flydende qvænske Tunge, der var vant til de skjønne velklingende Ord, bevæge sig tungt og besværligt i en norsk Fjeldegns Dialect. Der er dog nok en anden og nærmere Grund til den, det qvænske Sprog hidtil hævdede, Overvægt i blandede ægteskaber end blot Qvænernes Nationalstolthed; thi Sproget er saa meget skjønnere og lettere end Norsk, Svensk og Lappisk, at Børnene i et Huus, hvor der er qvænsk Fader eller Moder eller blot Tjenere, ligesom af sig selv tilegne sig det qvænske Sprog og lære det meget hurtigere end de øvrige. Dette er af Pastor Læstadius paastaaet at være Tilfældet i svensk Finland i Karesuando og Omegn, og han erklærede, at det er gaaet saaledes med hans egne Børn, fordi de have qvænske Tjenestefolk i Huset.

Flere Nybyggere fik jeg den Dag ikke besøgt, da de Andre boe mere afsides, og jeg desuden havde 4-5 Familier af de egentlige Beboere at besøge. Men om de endnu ikke optegnede Nybyggere nedsættes her de Oplysninger, som af deres Kammerater beve mig meddelte:

Peder Bersvendsen boer øverst oppe i Altens Hoveddal paa Veien til Kautokeino, og har nu Tilsagn om aarlig Understøttelse af 30 Spd. af Brændeviinsafgiftscassen for at være Herbergerer for Reisende, som her passere over idelig om Vinteren. Han eier 1 Hest og 3 Køer og ernærer sig fornemmelig af Skovdrift. Naar han, som nylig har etableret sig, faaer sit Nybygge i Stand og han ellers maa have Held og Lykke til sit Foretagende, da kan dette med Tiden blive en betydelig Eiendom med stort Kreaturhold, da der gives ypperlige Græsgange og ingen anden Eier eller Opsidder paa 1 Miils Afstand.

Tollef Olsen fra Aamodts Præstegjeld er nylig bosat i Nærheden af de andre Norske nede i Alten, er Uhrmager af Profession, som giver ham taaleligt Udkomme og har paa sin Jordplads 2-3 Køer.

Jens Olsen fra Folddalen er Værksarbeider ved Raipas og kjører desuden Malm for samme Værk. Han har skaffet sig meget gode Huse og af øde Mark og Skov oparbeidet en Jordplads, hvorpaa han nu føder 1 Hest og 2 Køer, efter 2 Aars derpaa anvendte Arbeide.

Lars Ramsdal, fra Gulbrandsdalen og Arbeider ved Raipas, har faaet sig istandbragt et meget godt Nybygge i Nærheden af Raipas og føder der nu allerede 6 Køer foruden Smaafæe.

Paa den østre Side af Raipas Fjeld seer man fra det høieste Punct der en meget skjøn skovbevoxet Dal, Tværelvdalen kaldet, som strøkker sig op 2-3 Mile med Skov og dyrkbar Jord i Retningen mod Karasjok. Her har indtil i de sidste Aar ikke været anden Opsidder end den før navnte Saugmester Jacob Hansen; men her er da i den senere Tid kommet nogle Nybyggere af Verksarbeidere, og dette Dalføre har en saa fortræffelig Beliggenhed for Værkets Arbeidere ved Raipas og er af saa god Jordbund, at det var meget at ønske, at det blev bebygget og benyttet. Der have da nu to Brødre Paul og Ole Sætrum fra Folddalen faaet Jordepladse og eie 6 Køer til sammen. En tredie Værksarbeider, Iver Brande, har skaffet sig et Stykke Jord i Nærheden af disse, men har endnu ikke bosat sig der. I Forbindelse med Saugmesterens første Anlæg i denne Dal er senere opstaaet to Nybyggere, nemlig et af dennes Huusmand, John Trønnæs fra Elverum, som har 2 Køer og et andet af hans ældste Søn Hans Jacobsen, der eier de fornødne Huse og 3 Køer.

Samtlige disse her nævnte 16 Nybyggere, der saaledes have nedsat sig i Kaafjords og Altens Dale, eie til sammen altsaa 13 Heste og 66 Køer og dertil et endnu større Antal af Snaafæ, og da kun to af deres nu eiendes Jordepladse tilforn have været beboede og dyrkede, saa sees glædelige Fremskridt at være gjorte til at fremme den for Alten saa vigtige Qvægavl og Jorddyrkning, især da Alt fordetmeste er skeet i de sidste 5-6 Aar.

I samme Tid er ogsaa skeet Meget til at opdyrke større og større Strækninger paa Verkets Grund i Kaafjord, og man seer Indhegninger nu næsten overalt, hvor der er dyrkbar Jord, og mange norske Arbeidere holde een eller flere Køer. Dette Jordbrugsvæsen forenet med Qvægavl er i saa mange Henseende af stor Vigtighed for de norske Arbeidere ved Verket, da de, som vante dertil fra Hjembygderne, deri finde en behagelig Bisyssel, og fordi det forbedrer deres daglige Oeconomie og derved deres Kaar, og endelig fordi de derved erholde nogen Eiendom og indirecte opspare sig en Capital, som de daglige Udgifter ellers uformærket skulde skille dem af med.

Qvænerne derimod betragte sig ved Verket meest som Trækfugle og anskaffe sig derfor ingen Jordvei, men spare med større Nøiagtighed hver Skilling, for om nogle Aar at vende tilbage og enten kjøbe Jordbrug eller betale deres pantsatte Eiendom i deres Fædreland.

Forrige side | Neste side