Optegnelser fra Alten-Talvig Sogn i Vestfinmarken
Kronikker i Den Constitutionelle, 1837-1841
Andreas Jørgen Fleischer

Forrige side | Neste side

II. Noticer angaaende Folkets Characteer, Begreber og Overtro

Den Constitutionelle, 110 og 112 (1841)

Et Hovedonde er, som bekjendt, i hele Finmarken Almuens slette økonomi og store Mangel paa Omtanke i Velfærdsanliggender, hvilket det fordærvelige Creditvæsen samt Tuskhandelen og Almuesfolkets Afhængighed af Handelsmændene for en stor Deel har frembragt og endnu vedligeholder. Til Beviis depaa kan tjene Følgende:

En Normand i Talvig blev isommer tilligemed Kone foreholdt, at de saa sjelden besøgte Kirken, hvortil de gave til Undskyldning, at de ei vare ordentlig klædte og Konen især at hun ikke kunde komme fra Børnene og dertil ei kunde være saa stadselig som de andre Qvindfolk her. Herved bemærkes, at nogen Luxus og Forfængelighed blant de yngre Fruentimmer og Mandfolk især har indsneget sig i de sidste Aar ved Handelens og Skibsfartens Tiltagende, ved de Baller og Festiviteter, som Søfolk og andre unge Mennesker af den bedre Klasse, saasom Handelsbetjente og Stormænd have bragt i Gang i Talvig og Kaafjorden, og ved den større Forbindelse i det Hele med Fremmede og Reisende. Dette kan vel være skadeligt paa en vis Maade, men antages at være meget mere gavnlig; thi 1) anspores deres Erhvervflid ved deres større Fornødenheder, 2) bidrager det til mere Selvfølelse og Følelse for Anstendighed, Orden og Reenslighed. Mod de nævnte ægtefolk forestillede jeg, at de begge tjente godt, hver ved sit Arbeide, og burde med mere Oeconomie være endog gjeldfri og velstaaende. De erkjendte det ogsaa, og beklagede, at de fra den første Tid af deres Samliv ikke havde vidst, hvad Sparsommelighed var.

Nogle Dage efter traf jeg Manden paa Veien, og han begyndte paa vor sidste Samtale igjen og sagde: «Ja! Gud bedre mig! min Kone var uforstandig i de første Aar, men har nu forbedret sig; jeg havde lagt i Vinterleie paa Spitsbergen Aaret før jeg blev givt, og vi havde saa stor Fangst, at jeg ved min Klarering paa Hammerfest fik 530 Spdlr.» Han havde nemlig været Harpuneer, og da disse have en større Part i Udbyttet, ligesom den hele Lønning bestaaer i en vis Part deraf, tilligemed at de have Proviant og Redskaber frit, saa havde han ved en uhørt heldig Fangst opnaaet saa stor Part. «Men,» sagde han videre, «da jeg efter 2 Aars Forløb ei havde mere tibage end Huus og Jord og var skyldig til, blev jeg saa tungsindig, at jeg en heel Maaned tænkte paa at tage Livet af mig. Men jeg bad til Gud om Styrke, og hver Gang Forsættet var paa Vei at gaae for sig, blev jeg forhindret og afholdt af Herren, og den hele Tid baade paa Sø og Land forfulgte mig en Krage med Skrig, og det var den Onde; det var et Varsel af Djævelen, at han vilde have mig til sig.» «Men har da ikke Kragen skreget hvor Du har vanket siden?», sagde jeg. «Nei aldrig saaledes og forfulgt mig paa den Maade; jeg er vis paa at det var fordi jeg gik med den gruelige Tanke».

Jeg har forhen i dette Blad meddeelt nogle Noticer om Finnernes ofte ret kloge og fiffige Underhandlinger, især hvad Trolovelse angaaer. Følgende Underhandling mellem nogle Finner, hvori jeg kom til at deeltage, turde som ret characteristisk ogsaa fortjene at nævnes:

En aldrende og meget velstaaende Fin (han var 49 Aar gammel) kom til mig ihøst med en ung, vakker, forstandig Finpige 16 Aar gammel og confirmeret isommer og forlangte Tillysning, hvorved Moderen og en Tolk var tilstede. «Er det da efter dit ønske, Berit!» spurgte jeg, hvorpaa hun begyndte hæftig at græde. Jeg foreholdt da Moderen, hvor skammeligt det var af dem at paatvinge sin Datter en Brudgom, som jeg ellers kjendte for at være en brav og arbeidsom Mand. Hun svarede: «Vi ere gamle Folk og have mange Børn; Peder har været vor Naboe i mange Aar, og vi have altid levet vel sammen, og fordi vi ville vore Børns Bedste, have vi ønsket det; men det er hendes egen Villie og det er Skam og skal ikke skee med vor Villie, at hun narrer saadan Mand». «Men,» sagde jeg: «Du skal ikke tvinge dit Barn; hvad hun ikke anseer for Lykke, og at hun mod sin Villie gifter sig med en gammel Mand med flere Børn, kan blive hendes Ulykke, om endog Du og din Mand ansee det for den største Lykke i Verde.» Pigen græd og anmærkede, at de havde fristet hende med de store Brudegaver, at hun var selv et Barn og kunde ikke paatage sig at være Moder for hans Børn, og flere meget fornuftige Bemærkninger gjorde hun saaledes af egen Forstand, da alle Andre, indtil hun kom til mig, havde alene forstillede hende Sagen fra den fordeelagtige Side. Brudgommen fandt sig meget taalmodig i Alt, og paastod kun sine Gaver tilbage; men Moderen vilde tage sin Datter endnu skarpere ved at paastaae, at hun skulde ogsaa betale Trolovelsesgildet og regnede nu paa Egennytten, samt anslog disse Omkostninger høit, nemlig til 5 Spd. Men Datteren viste en for disse Folk usædvanlig Bestemthed, og vilde ikke sælges for nogen Priis, men paastod at ville reise ud at tjene at faae betalt Alt. Moderen, som blev forskrækket ved, at jeg roste Datterens Tænkemaade og understøttede hendes Forsæt, sagde nu, at de ikke tillod hende at tjene hos Hvilkensomhelst, som kunde blive til hendes Fordærvelse, men hun skulde optjene disse Bekostninger hos Peder. Men Datteren mærkede strax Listen og svarede at det var ikke skikkeligt at tjene hos ham, thi da vilde Folk laste hendes Rygte, og at det kunde være dem ligegyldigt om hun tjente den paatænkte Brudgom eller Andre, naar de kun fik Sit. Dermed endtes denne Sag uden Tillysning, men jeg hørte 3 Uger senere, at Peder havde med Forældrenes Assistance fornyet sin Mynt og formaaet Pigen til for det Første at tjene hos sig.

En Hovedvildfarelse er det heroppe, at Almuen, især de ældre og mere Anseete, sætte Gudfrygtigheds Væsen i en udvortes ærbarhed og Skik og ovenikjøbet i en saadan, som neppe leder til noget Godt - nemlig i Stilhed og Rolighed i det ligegyldigste udvortes Forhold. En af Provst Rode medbragt Lærer fra Christiania, som med Provstens Villie opmuntrede Skolebørnene i den faste Skole i Alten til at more sig og springe omkring i deres Friqvarteer og som strax fik den Ulykke at blive hadet af Qvænerne, fordi han var Normand og dertil vilde straffe deres Børn for Dovenskab i Skolen, bragte dem til at udtale denne Anskuelse, som ved nærmere Undersøgelse er befunden at være almindelig. Over bemeldte Lærers Opførsel blev der nemlig klaget, og naar jeg spurgte hvorfor, saa var Svaret: «Han lærer ikke Ungdommen Gudsfrygt, men at styre og grassere.» ved flere Leiligheder, naar jeg spurgte om Enkeltes Characteer og Vandel, har Dommen af Klokkeren saavelsom Medhjelperne været denne: «N.N. har altid været stille og ordentlig; de brugte ikke at fare omkring til Folk om Søndagen; aldrig var der Dands i deres Huus etc.» Da der blev forlangt Ligtale over en gammel Kone, spurgte jeg Klokkeren om hendes vita, og Svaret var: «hun var meget stille og ordentlig brugte flittig Læsning.» Ja det Sidste kan være godt nok, men levede hun da godt med sin Mand og opdrog sine Børn vel? spurgte jeg; «aa hun som andre fattige Folk, jeg veed ikke videre derom», var Svaret; isandhed! et sørgelig Beviis paa, hvor meget Vægt der lægges paa uvæsentlige Ting, og at de Vigtige lidet betænkes eller skjænkes Opmærksomhed. Denne udvortes Stilhed og Rolighed er en let Sag at præstere for Folket heroppe, som af Naturen er dorsk og mageligt; men, at det roses og anprises hos Ungdommen, er skadeligt i mange Henseender, fordi det qvæler Liv og Raskhed, som gjerne forenes med Driftighed i deres Dont tillige, og fordi virkelige Dyder sættes derved i Baggrunden. Saaledes havde jeg den ubehagelige Opdagelse at gjøre isommer, at en Qvæn af Rafsbotten, som er meget streng i det udvortes Væsen og derfor var en heftig Klager over denne Tids større Munterhed, samt over Lærerens omtalte Fremgang paa Elvebakken, (hvorhos han ogsaa er en flittig Bibellæser) blev truffet i Tiendesvig.

Af Overtroe har jeg hidtil ikke opdaget andre Levninger, end Troen paa at Sygdomme kunne helbredes ved Læsning, eller ved saakaldte Troldomskunster. Det er især blant Finnerne, at Tiltroen til slige hemmelige Kunster er herskende, og de, som udøve dem, staae derfor i stor Anseelse. En gammel Fin var ofte bleven omtalt for mig, som den der gav sig af med saadanne Kunster, hvorfor jeg fandt mig foranlediget til at adspørge ham desangaaende, hvorpaa han angav følgende Forklaring: «Der kommer ofte Folk til mig,» sagde han, «Folk, som haver gjort sig Skade; enten med at hugge eller forvride sin Fod, eller som have Værk i en Haand eller noget andet Lem , og bede mig at hjælpe sig. Jeg gjør de dette efter min ringe Forstand, uden Betaling og læser over ham et Stykke af Bibelen, og det har hjulpet Adskillige». «Og det er vel intet Ondt deri, Faer!», lagde han til. Jeg svarede dertil, at hans Hensigt kunde være god og at han vel kunde vise Villie for sine Medchristne derved, men bad ham dog betænke, at han i sin Christendom har lært, at dette er at vanhellige den hellige Skrift og tage Guds Navn forfængeligen. Jeg bad ham derfor lade Saadant fare for Eftertiden, hvilket han ogsaa lovede.

Den samme Mand var den gang egentlig kommen til mig for at raadføre sig angaaende sin Gjeld til en Kjøbmand, af hvem han var krævet for en Termin, ifølge en til Kjømanden udstedt Panteobligation. Efter de Oplysninger, han selv gav, var Kjøbmandens Krav aldeles retmæssigt 15 Spd. aarligt Afdrag ifølge deres Kontrakt; men Finnen vilde blot betale 10 Spd. og paastod at Kjøbmanden dermed skulde lade sig nøie. Jeg forklarede ham det Lovlige i Kjøbmandens Forlangende og sagde, at han maatte opfylde sin Contract, thi ellers blev han stævnet og dømt dertil af Retten. Men dette vilde han slet ikke indrømme var rigtigt, og angav som Grund dertil, at han havde ikke gjort denne Gjeld paa een Gang, og altsaa vel heller ikke var forpligtet til at betale Mere end hvad han efterhaanden kunde afsee. Denne besynderlige Mening er ligesaa almindelig iblandt Almuen heroppe, som det at gjøre Gjeld og bestandig holde sig deri uden hvilket Mange ikke synes ret tilfredse i sin Stilling, men derimod rose sig blant deres Kamerater af stor Gjeld til Handelsmanden, hvilke de andre ansee som et Beviis paa at have stor Anseelse som virksomme Folk, der fortjener Meget ved deres Fiskeri.

En anden besynderlig Overtroe er den om underjordiske Væsner, som endnu Nogle troe skade Qvæget og bevirke Sygdom og Død blant deres Kreature. De mene, at disse formeentlige Væsener fornærmes ved adskillige Ting især dersom Bondens Huus eller Fjøs bygges paa deres Territorium, hvilket disse Trolde, som de kaldes i det søndenfjeldske Norge, hvor en lignende Overtro blant Almuen tildeels ogsaa hersker, da tilkjendegive ved at gjøre Skade paa Bondens Kreature. Det hendte saaledes i Alten for endeel Aar siden, at en gammel Mand mistede to Heste af Sygdom, hvilket han bestemt troede kom af, at Underjordiske vare blevne fornærmede og hævnede sig paa ham. Han nedrev derfor strax sit Fæhuus, og opbyggede det paa et andet Sted i Nærheden, og troede derved at onde Magter forsonedes.

Qvænerne, som ere et mere kraftigt og colerisk Folk end Finner og norlandske Nordmænd, omfatte ogsaa i Almindelighed mere strengt og fyrigt Religionen og ærbødigheden for samme, endskjønt deres temmelig almindelige Feil: Usandfærdighed og Hang til Bedrageri ikke viser deres Religiøsitet fra den bedste Side. Af denne deres religiøse Strenghed og Aandsfyrighedforenet med uklare Begreber og noget Grublerie kan man formeentlig forklare sig deres større Hang til Overtroe og især Frygt for nylig Afdøde og for Spøgelser og Gjenfærd, en Overtroe, som blant dem er meget almindeligere og stærkere end hos de to øvrige Folkeslag. Derpaa har jeg havt et Par ret moersomme Beviser ved Skolehuset i Alten, hvor den norske Lærer, en oplyst Mand fra Christiania Omegn, gjorde sig deraf en uskyldig Nytte. Han havde sit Høe liggende i en Lade uden Laas en Tid af Høsten 1834 og bemærkede i norgen Tid, at der blev stjaalet jevnlig deraf i de mørke Nætter, hvilket i en Hast ikke lod sig forebygge. Landsbyen omkring Skolen bestaaer af mere end 200 qvænske Indvaanere, af hvilke han frygtede Mange i denne Henseende. Imidlertid døde en gammel Kone hos En af Naboerne, og da deres smaae Huse saavelsom Frygt for den Døde satte dem i nogen Forlegenhed, tilbød Skolelæreren dem at lægge den Døde hen i sin Lade, indtil Liget blev ført til Kirkestedet. Men fra denne Tid, forsikrede han mig, var han gandske befriet for Høtyve, og behøvede ikke engang tænke mere paa at skaffe Laas for Laden.

Endnu findes der hist og her den Overtroe blant Finnerne, at en Troldmand eller Spøgelse, som de kalde Stallo, undertiden anfalder dem og brydes med dem i Mørket. Han beskrives i Leems lappiske Lexicon af 1768 efter den paa hans Tid herskende Mening for en forklædt smukt pyntet Mand med Stok i Haanden, der tilbyder sig at brydes med en eller anden Lap, og Pastor Stockfleth beretter, at den Troe findes fremdeles i østfinmarken, at Stallo er en middelstor stærk Person, der vel som oftest overvinder Lappen, uden at gjøre sin Modstander nogen anden Skade, men at det ogsaa lykkes Lappen undertiden at slaae Stallo til Jorden og komme bort. Denne Troe paa Angreb og Fortred af Stallo var saa stærk hos en Lap i Hammerfest Sogn i Aaret 1836, at hans Huusfolk flere Gange havde Bud hos Præsen, at han maatte komme og frelse deres Medchristen fra Stallo og hans Besættelser, hvoraf Manden selv troede han var syg. Præsten, som selv har fortalt mig denne Historie, trøstede og søgte at berolige dem og bad dem at hente sig paa den Tid, Stallo indfandt sig og plagede den Syge; men derom hørtes intet siden. En Handelsmand herfra opholdt sig for nogle Aar siden i Loppen Sogn, og var en Aften om Høsten i en Finnegamme. Under hans Ophold der hendte det, som han har fortalt mig, at en ung rask Fin pludselig gik udenfor og efter nogen Tid kom udmattet og svedende ind igjen. Folkene saae ængstelig paa ham, men talede ikke til ham, ei heller han til dem; men ligesom om han blev udkaldt igjen, gik han lidt efter du, og da fortalte de Handelsmanden, at han var ude for atter igjen at kjæmpe med Stallo. Hvorvidt denne Overtroe hersker her i Sognet, har jeg aldrig kunnet erfare; men det antages, at ikkun i de yderste Dele af Sognet, hvor Lapperne boe adskilte fra de andre Folkeslag, den har vedligeholdt sig. Mærkeligt er det imidlertid, at blant Almuen i Jarlsberg og vel ogsaa andre Steder i det Søndenfjeldske, en lignende Overtro hersker til en Troldmand, kaldet Nissen, der antages at befatte sig med Gaardens Heste og at opholde sig i Høladen, hvor stundom Stalddrengen brydes med ham netop under samme Vilkaar som Lapperne med Stallo, saa at de snart beseires, men aldrig med nogen farlig Følge.

Forrige side | Neste side