Optegnelser fra Finmarken : samlede i Aarene 1826-1834 og senere udgivne som et Bidrag til Finmarkens Statistik
af Fredrik Rode
Skien : Feilberg, 1842

3. Handel (33) og Skibsfart

I de ældste Tider, førend det 14de Aarhundrede, synes Finmarkens Handel alene at have bestaaet i Skindvarer, hvoraf en ikke ubetydelig Mængde hentedes herfra tildeels som Skatter og Afgifter til Kronen eller Dem, som dermed vare forlehnede. Kysterne og Øerne vare i hiin Tid endnu ikke beboede, og Fiskeriet blev følgelig dengang ei drevet uden til Indvaanernes eget Forbrug, med mindre maaskee Nordlændingene allerede da dreve noget Fiskerie langs Finmarkens Kyster, hvilket Amtmand Hammer har troet at finde Vidnesbyrd om i den nordlandske Others Beretning til Kong Alfred af England.

Fra 1305, da Kong Hakon Magnusen tilstod Bergenserne Ene-Privilegium paa Handelen i Finmarken, og indtil Aaret 1787 har Finmarkens Handel stedse været indskrænket eller bunden, idet den deels førtes for Kongl. Regning, deels var priviligeret for enkelte Personer eller Byer. Imidlertid kan dog Handelen med Føie betragtes saa godt som frie indtil Aaret 1562, da Bergenserne hos Fredrik II fik udvirket et Forbud imod at Finmarkens Producter maatte udføres andensteds hen end til Bergen; før den Tid derimod angik Indskrænkningen ifølge det nævnte Privilegium for Bergenserne, som i Aaret 1456 ogsaa af Christian I tildeeltes Trondhjemmerne, kun Personerne, forsaavidt alle Andre end Bergens og Trondhjems Borgere vare udelukede fra Ret til denne Handel; ikke Producterne, og havde saaledes for Finmarken ingen skadelig, men maaskee snarere gavnlig Indflydelse; thi ifølge disse Privilegier flyttet mange Borgere fra de to nævnte Byer til Finmarken, og dreve derfra betydelig Handel directe paa Udlandet, hvorved Landet kom i større Flor og Velstand, end det nogensinde siden har naaet. Det er i denne Periode, Nordmændene først skal have nedsat sig i Finmarken, og det i saadan Mængde, at endeel Steder, især ved Søekysten, skal have havt Anseelse af smaae Byer. De Handlende Borgeres Antal skal have været næsten 50, Alle velstaaende Folk, hvoraf Flere dreve Handel paa samme Sted, uagtet der paa den Tid ingen Kjøbstæder vare i Finmarken. Paa Vardøe f. Ex. boede 11 Borgere, og Velstanden var saa almindelig, at endog adskillige Bønder eiede deres egne Jægter. Det er at beklage, at Man mangler Efterretninger om Landets Udførselsvarer fra hiin Tid; men at Rørelsen maa have været betydelig i Sammenligning med den nærværende, i det mindste hvad Productionen af Fiskerierne angaaer, kan skjønnes af en Fortegnelse over de fra Finmarken udførte Fiskevarer i Aarene 1757-1762, der findes i Amtmand Hammers Manuscript; thi ifølge denne Angivelse blev der i de 5 Aar, uagtet Forfatteren skildrer Rørelsen og Tilstanden i Finmarken paa den Tid som høist elendig i Sammenligning med den ældre Tids, dog udført 263,048 Vog af Tørfisk og Klipfisk tilsammen, foruden saltet Tønde-Torsk og Sild samt Lax; en Udførsel, som nuomstunder vanskelig nok skal opnaaes i et lignende Tidsrum.

Denne Handels Fordeelagtighed kan ogsaa sluttes deraf, at adskillige fremmede Nationer i dette Tidsrum søgte at tilslutte sig Deelagtighed i samme imod det Bergenserne og Thrønderne givne Privilegium, hvilket i Aaret 1348 gav Anledning til et Forbud af Erik Smæk, hvorved al Seilads nordenfor Bergen blev fremmede Skibe forbudt under Straf af Varernes Confiscation, og som især sigtede til de vendiske Stæder, hvilke Magnus Lagabæter 1275 havde bevilget Handelen i Norge indtil Bergen, men som selv fandt for godt at udvide denne Tilladelse ogsaa nordenfor Bergen saavel til Nordlandene og Finmarken som til Island.

Ogsaa Englænderne søgte at anmasse sig denne Handel, og da de endog med Magt vilde modsætte sig det af Erik af Pommern 1425 derom udstædte Forbud, havde dette deres Skibes og Varers Confiskation til Følge, og foranledigede adskillige Underhandlinger mellem Hofferne, under hvilke det blev beviist, at de Engelske i et Tidsrum af 20 Aar havde alene i Halogaland og Finmarken røvet og plyndret 929, eller, efter Lehnsmandens Beregning, 1400 Læster Fisk, som udgjorde en Værdie af 72692 Nobeler. Disse Stridigheder bleve i Mindelighed bilagte saaledes: at Englænderne for Fremtiden skulde afholde sig fra denne Seilads, der vel siden 1489 ved en Venskabstractat blev dem tilladt, men formedelst Misbrug atter berøvet af Frederik I 1524, ligesom ogsaa senere, efterat de 1555 havde opdaget Veien omkring Finmarken til Hvidesøen, selv denne Seilads blev dem og andre Fremmede formeent som et Afbræk i den danske Krones Told og Rettighed; et Forbud, som imidlertid ei respecteredes oftere, end naar Danmark lod Krigsskibe krydse under Finmarkens Kyster; hvorfor det ansaaes tjenligere, og i Christian IV Regjeringstid blev besluttet, at tilstaae Udlændinge Frihed til denne Seilads, imod at de for en vis Afgift maatte løse Passe til samme, hvilket ogsaa ei alene Englænderne men og de Svenske fandt sig i, da det Forsøg, de Sidste, paa Grund af et Byen Gothenborg af Kong Carl IX Aar 1608 givet Privilegium til at handle i alle Fjorde i Finmarken, gjorde paa at sende et Skib til Vardøe, ikke lykkedes. Lignende Passe til at handle og fiske i Finmarken udstædedes ogsaa til adskillige Indenlandske; men uagtet Krigsskibe jævnligen krydsede under Finmarken for at paasee, at ingen ubepassede Skibe snege sig ind i Landet, af hvilke Kong Christian IV paa sin Reise i Finmarken 1599 selv opsnappede 5, og uagtet en engelske Fribytter endog blev ført med Skib og Gods til Kjøbenhavn 1615 og der til Advarsel hængt; synes dog megen ulovlig Handel at have gaaet i Svang lige til 1686, da den første Octroy tog sin Begyndelse og et strængere Opsyn lader til at være ført end forhen; thi Amtmand Hammer vidner, at der paa hans Tid i mange Aar intet fremmed Skib havde viist sig for at drive Handel eller Fiskerie.

Saaledes lykkedes det da omsider efter mange Aars Bestræbelser at holde fremmede Skibe bortfjernede fra Finmarken, hvilket vistnok maatte ansees for en Vinding, forsaavidt disse istedetfor at tilhandle sig Fiskevarer, brugte at "røve og plyndre" dem, som Hammer udtrykker sigom de Engelske, men i andet Fald upaatvivlelig var et større Tab for Finmarken selv end for Udlændingerne. Men det var hine Dages Princip, at ruinere Finmarken ved uhensigtsmæssige Foranstaltninger og urimelige Befalinger. Den før omtalte Kgl. [Anordning] af 1562, ifølge hvilken ingen umiddelbar Handel turde drives imellem Finmarken og Udlandet, og som 1572 paafulgtes af en Anden, der forbød Nogen at handle med en Andens Skyldmænd, viste snart deres skadelige Virkninger for Finmarken; thi Følgerne bleve naturligviis, at Priserne paa de finmarkske Producter faldt til Tab for Indvaanerne, medens derimod Tilførsels-Artiklerne bleve dyrere, og at de vederhæftige Borgere, som forhen havde nedsat sig i Finmarken, nu, - da de ei kunde drive deres Handel anderledes end enhver anden bergensk Borger, som holdt Betjente i Finmarken men selv boede i Bergen, - flytteede tilbage og overlode Handelen i Finmarken til Handelsfactorer, hvilke vidste at passe det saaledes, at Almuesfolkene stedse bleve deres Skyldnere, for i Medhold af Forord. af 1572 at kunne være sikre paa Handelen med dem, i hvor meget de end forurettede dem. Dette fraarsagede nu saadan Armod iblandt Almuen, at den, naar Fiskerierne mislykkedes, saasom i Aarene 1627-28 og 29, geraadde i den yderste Nød, saa at endog Amtmændene stundom nødsagedes til om Høsten at sende Baade over til Rusland for at hente de nødvendige Fødemidler til Almuens Underholdning om Vinteren. Vel gjordes herom Indberetninger og Klager til Regjeringen, hvilket foranledigede flere alvorlige Paamindelser til Bergenserne om at forstrække den fattige Almue det Nødtørftigste i Nødens Tid; men da disse altid vidste at undskylde sig, og Mange af dem desuden havde solgt deres Handel i Finmarken til deres Betjente med Løfte om fremtidig Credit, som ei opfyldtes; saa frugtede hine Paamindelser Intet. tvertimod udvirkede Bergenserne et nyt Privilegium af 1 Jan. 1680, ved hvilket hele Finmarken blev dem overdraget til Forpagtning paa 6 Aar, for 200 Rdlr. Species aarligt, med Frihed til selv at beskikke Øvrigheden sammesteds.

Herved blev Tilstanden i Finmarken saa slet, at mange Familier ganske forlode Landet, der maaskee vilde have tabt sine fleste Indvaanere, hvis ikke Kongen 1685 igjen havde beskikket en Amtmand for Finmarken, hvem det blev paalagt i Forening med Amtmanden for Bergens Amt at begive sig til Finmarken for at bringe de forvirrede Sager i Orden igjen; hvilket de søgte at udføre ved at forfatte en Interims-Anordning, som siden blev lagt til Grund for en nye Bevilling af 2 April 1687.

Ved denne blev der sat en vis Taxt paa alle Varer, og andre Foranstaltninger trufne, ved hvilke Man haabede igjen at ophjælpe Landet; men da dette Haab blev uopfyldt, troede Man at finde Feilen deri, at Handelen var overladt alle Bergenske Borgere i Almindelighed, ikke til nogle Enkelte som kunde gjøres ansvarlige for Handelen. Ifølge det af en i 1690 nedsat Comission indgivne Forslag blev derfor Finmarken inddeelt i 7 Handels-Districter, som særskildt bleve bortforpagtede paa 6 Aar fra 1 Jan 1692 at regne for en aarlig Summa af 1620 Rdlr. Species tilsammentagne, og med Forpligtelse af sammes lovlige Proviantering. Paa lignende Vilkaar dreves Handelen de paafølgende 5 Aar indtil 1702 af Tre blandt de forrige Forpagtere; dog saaledes at Forpagtningssummen blev dem eftergivet.

Derpaa blev den finmarkske Handel ved Octroy af 25 April 1702 overdraget til et sluttet Compagnie i Bergen, som imod Forpligtelse at forsyne Finmarkens Indvaanere med Alt, hvad de til Føde, Klæder og Fiskeriets Drift behøvede, skulde have Eneret til at handle med dem efter den fastsatte Taxt paa alle saavel indførendes som udførendes Varer. Som nærmere Bestemmelser fastsattes iblandt Mere: at Compagniet skulde være berettiget til efter Behag at føre de finmarkske Producter til norske Havne eller directe til Udlandet, hvorimod de Varer, som førtes til Finmarken, skulde kjøbes i Riget, forsaavidt de der voxte eller fabriqueredes; at alle taxerede Cargaison-Varer til Finmarken skulde have Told-, Consumptions- og Accise-Frihed; at Nordfarerne, hvilke det skulde være uformeent at sælge visse til Fiskeriets Drift henhørende Artikler, skulde være forpligtede, naar de søgte Fiskeriet i Finmarken, at holde sig paa Udøerne, hvor ikke Indvaanerne boe, for ei at være disse til Fortrængsel, samt at afholde sig fra alt Skytterie; at Amtmanden tilligemed Foged og Sorenskriver skulde hver Sommer reise igjennem hele Amtet, for at forhøre, hvad Compagniets Betjente og Almuen maatte have at klage paa hverandre; at Finmarken maatte være fritaget for Brugen af stemplet Papiir, o. s. v. Endvidere paalagdes ogsaa Compagniet den, som det synes, temmelig haarde Forpligtelse: aarlig at skaffe 14 Mands- og 7 Qvindespersoner, dygtige til Landsarbeide, til Finmarken, hvilke skulde forblive der i 5 Aar og først aftjene Compagniet den paa dem anvendte Bekostning. Alle gifte eller ugifte Personer af Almuesklassen fra Stavanger til Nordlandene, som vilde flytte til Finmarken, skulde være frie for deres Creditorers Tiltale og forskaanes for al Skat, Leding, Skydsfærd og Tyngde i 5 Aar. Endelig fastsattes med Hensyn til Finmarkens Indvaaneres Gjeld til de forrige Interessenter, at disse skulde lade sig nøie med, hvad Debitor uden hans Ruin havde formaaet at betale indtil deres Fratrædelse St. Hansdag 1703.

Ved Octroy-Tidens Udløb 1714 havde Interessentskabet ved udestaaende Gjeld hos Almuen, s om det ved den paafølgende Forord. af 8 April 1715 blev det forbuden at lade inddrive, tabt 61,348 Rdlr. 70 Sk.; og uagtet Man ikke heraf kan slutte sig til Handelens Mislighed i det Hele, da denne mueligens kunde have givet saa stor Fordeel paa andre Maader, at hiint Tab kunde Taales, saa synes dog Compagniets at have fundet denne Handel ufordeelagtig, da det ved Octroyens Udløb frasagde sig samme.

Ved ovennævnte Forordning af 8 April 1715 blev derpaa en frie og ubehindret Handel paa Finmarken indrømmet enhver Bergens og Trondhjems Borger saavelsom Nordlands Indbyggere. Denne Handel, som førtes omtrent paa samme Fod som før 1562, - dog at nogle det sidste Compagnie tilstaaede Begunstigelser, navnlig Toldfriheden, vedbleve, - fortsattes saaledes indtil Udgangen af 1728, og var ifølge den daværende Amtmands-Indberetning velgjørende for Finmarken, da den mærkeligen havde forbedret Indvaanernes Kaar, hvilket ogsaa kan skjønnes deraf, at deres Gjeld efter disse 13 Aars Forløb kun beløb sig til 3500 Rdlr. som, fordeelt paa omtrent 1100 Familier, ikke var saa betydelig, at den i Almindelighed kunde være trykkende for hver Enkelt, eller blive Aarsag til nogen haard og ubillig Behandling mod Almuen. Man maa derfor høiligen forundres over, at denne Handelsfrihed, der efter saa mange forskjellige Forsøg syntes tiltrækkelig beviist at være den gavnligste, ligesom den fra alle Sider var den ønskeligste, desuagtet igjen blev ophævet, idet en nye Octroy af 29 Mai 1729 overdrog den finmarkske Handel fuldkommen monopolisk for 12 Aar til 3 Grosserere i Kjøbenhavn, som saaledes for første Gang bragte denne Handel udenfor Norge. Betingelserne for denne Octroy ere i det Væstentlige overeensstemmende med Octroyen af 25 April 1702; men ved en særskilt Placat af 16 April (18 Mai) 1733 blev Taxten paa Rundfisk nedsat fra 48 Sk. til 32 Sk. pr. Vog, hvilket foraarsagede et meget betydeligt Tab for de allerede forhen fattige Indvaanere (34). Ikke desto mindre skal dog Interessentskabet ifølge dets egne Angivelser ogsaa paa sin Side have tabt anselig paa Handelen i disse 12 Aar, og synes dette end af flere Grunde at kunne drages i Tvivl, saa lader dog Beretningen derom i hine Tider at have vundet Tiltro, siden Ingen meldte sig til at overbringe denne Handel, da samme paa Nye opbødes paa 6 a 12 Aar; hvorfor Kongen besluttede at drive Handelen for egen Regning. Dette skeede da fra 1741 til 1746 overeensstemmende med Octroyens Forskrift af 1702 med et Tab for den Kgl. Kasse af 22,679 Rdlr., maaskee som en Følge af at Fiskerierne i denne Tid mærkelig aftoge. Der blev altsaa gjort nyt Forsøg med Handelens Bortforpagtning, som fra 2 Marts 1746 overtoges af det islandske Compagnie paa 25 Aar, og i det Hele taget efter samme Conditioner vandt betydeligt ved denne Handel, da de 7 Aar fra 1748-1754 incl. udmærkede sig ved særdeles rige Fiskerier især i Øst-Finmarken; men desuagtet sank dog Almuen dybere i Gjeld, og Compagniet frasagde sig Handelen paa Finmarken tilligemed den islandske Handel længe før Octroyens Udløb, nemlig i Aaret 1758.

Handelen førtes derpaa atter for Kgl. Regning fra 1759-1764, i hvilken Tid der indtraf maadelige Fiskerier; hvorpaa det almindelige Handels-Compagnie paa dets Ansøgning fik overdraget Handelen ved Octroy af 25 Aug. 1763 paa 20 Aar mod en aarlig Afgift af 7,000 Rdlr. for Handelen paa Finmarken og Island tilsammen. Iøvrigt indeholdes denne Octroy med uvæsentlige Forandringer i de foregaaende, navnlig i den af 1 Decbr. 1745.

Slette Fiskerier i Forening med slet Oeconomie gjorde, at Tilstanden, som allerede forhen var meget mislig, i denne Periode blev yderst trykkende saavel for de Handlende selv som for Almuen. Mangelen hos den Sidste gik saa vidt, at den til Livets Ophold om Vinteren maatte faae tilbage den Tørfisk, som var solgt om Sommeren forud, og at ei alene Baade og Fiske-Redskaber men endog de nødvendigste Klæder fattedes; i Vadsøe skyldte hver Almuesmand i Gjennemsnit 4 til 600 Vog til handelen, og Kreaturerne vare tildeels fortærede.

Da Handels-Directionen blev opmærksom paa denne Tingenes Tilstand derved at de til Finmarken indførte Varer beløb sig til den 3 a 4 dobbelte Værdie imod Retourladningerne, tilstod den Almuen, for at opmuntre Handelen og Fiskerierne, adskillige Fordele, saasom ved at forhøie Priserne paa Tran og Fisk over den i Taxten bestemte; men da Compagniet Aar for Aar kun havde Tab, der omsider beløb sig til 67,595 Rdlr. anholdt det i 1773 om at cedere, hvilket blev tilstaaet, da Kongen fra den Tid igjen selv overtog Handelen, efterat have indløst Compagniets Actier med 300 Rdlr pr Actie.

Denne Handel begyndtes overeensstemmende med den sidste Octroy-Forord. af 25 Aug 1763; men under 20 Aug. 1778 udkom efter Forslag af en i dette Øiemed anordnet Commision en Kongl. Forord., som foruden en vidtløftig Fortegnelse paa alle de Varer, som stedse paa ethvert Handelssted skulde forefindes, med fastsat nye Taxt saavel paa disse som paa Almuens Varer, tillige indeholder en Mængde nøiere og specielle Bestemmelser angaaende Handelens Førelse, og derhos bevilliger Toldfrihet ogsaa for Udførselsvarer fra Finmarken ligesom saadan Frihed allerede før var tilstaaet paa Indførsels-Varer. Endvidere indeholder denne Forord. endeel andre til det offentlige og private Liv henhørende Forskrifter, som tildeels staae i liden eller ingen umiddelbar Forbindelse med Handelen, og hvis Antal endmere forøgedes ved et Kgl. Reglement af 2 Juli 1781, sigtende til at bestemme Handelens endnu fuldstændigere Indretning, og ved en resolution af 5 Mai 1783, som forordner:

1. At der i Finmarken skulde anlægges en ordentlig Handel med Russerne i Archangel etc. hvorved det for Finmarken fornødne Korn, Meel, Hamp, Seildug etc. skulde tilhandles for Penge eller Colonialvarer.
2. At store Baade eller smaae Fartøier skulde anskaffes til Havfiskeriets bedre Drift, etc. og at Hvalfangsten under Spitsbergen skulde forsøges.
3. At Landbruget skulde befordres ved den begyndte Jord-Inddelings ivrige Fortsættelse.
4. At der med det svenske Lapmark skulde etableres en ordentlig Handel med Fisk imod Jernvarer.
5. At forskjellige Haandværkere skulde opmuntres til at nedsætte sig i Finmarken, for at derved Grunden kunde lægges til 2 Fisker- eller Handels-Byer, een i Vest- og een i Øst-Finmarken

For at fremme Udførelsen af disse Bestemmelser og i det Hele taget at have Opsyn med Handelen bleve i 1784 tvende Handels-Inpecteurer opsendte til Finmarken, hvorved dog, især af Mangel paa Midler til at bestride de anselige Bekostninger, ei Synderligt udrettedes; og da, trods alle disse Foranstaltninger, der sigtede til at ophjælpe Finmarken, og som vist vare valgte med mere Omhu end Indsigt, dog Landets Vel ei befordredes, saa blev der ved et Commissorium af 27 April 1785 beordret en Commission af 5 Mænd, for at overveie og gjøre Forslag om "hvordan den finmarkske Handel til største Nytte for Staten i Almindelighed og for Finmarken og dens Indbyggere i Særdeleshed for Fremtiden kunde indrettes og drives".

Resultatet af disse Undersøgelser blev Forord. af 5 Septbr. 1787, hvorved Handelen paa Finmarken blev given aldeles frie fra 1 Juni 1789, "da man havde befundet, at den paa Finmarken octroyerede Handel ikke havde medført den tilsigtede Nytte, men tvertimod, foruden betydeligt Tab for Handelen selv, især været til Skade for Indbyggerne". En dyrekjøbt Erfaring, som altsaa først vandtes efter næsten 5 Aarhundreders ødelæggende Tvang og fordærvelige Misgreb!

Denne Forord. hvorved ogsaa Senjen og Tromsøe Fogderie indlemmedes under Finmarkens Amt, bestemmer derhos Oprettelsen af de 3 nuværende Kjøbsteder i Amtet, og indeholder adskillige ved Placat af 13 Febr. 1789 og Anordning af 17 Juli 1789 nærmere fastsatte begunstigelser eller specielle Bestemmelser saavel for disse Kjøbsteder som for den finmarkske Handel i Almindelighed. De væsentligste af disse Bestemmelser, som tildeels endnu staae ved Magt, angaae fornemmelig følgende Punkter:

1. Tilladelse for de handlende paa Kræmmerleierne udenfor Kjøbstæderne at drive Handel ei alene med Landets Almue, men ogsaa med Russerne og de Svenske fra Vesterbotten, samt at drive Jægtebrug for at handle med Kjøbstæderne, hvorimod al Handel med Udlandet er Kjøbstæderne alene forbeholden.
2. Toldfrihed, - for det Første i 20 Aar, - for de to Finmarkske Kjøbstæder: Hammerfest og Vardøe saavel paa Indførsels- som Udførsels-Varer, forsaavidt de første i Landet forbruges, og de sidste ere Landets egne Producter. Denne Frihed har Finmarken nydt indtil 1 Juli 1831, da den ved Lov af 13 Septbr. 1830 er indskrænket til Nødvendigheds-Artikler hvad de udenrigstke Varer angaaer, hvorimod finmarkske Producter, som udføres, fremdeles ere toldfrie.
3. En Afgift af 4 Skill. som overeensstemmende med Resol. af 5 Aug 1773 erlægges af hver Pot Brændeviin, der til Finmarken indføres og der forbruges, for at anvendes til almeennyttige Indretninger. Denne Afgiftspligtighed er ved Handelsloven af 13 Septbr. 1830 udvidet ogsaa til det Brændeviin, som tilvirkes i Finmarken selv eller derfra igjen udføres.
4. Fritagelse i 20 Aar for Consumtions-, Folke- og Familie-Skat samt andre personlige Afgifter saavel for Kjøbstædborgerne som Handelsmændene i Kræmmerleierne.
5. Prolongation paa 10 Aar af den ved Placat af 13 Octbr. 1784 udlovede Præmie af 15 Rdlr. pr. Commercelæst for hvert Skib indtil 130 Læster, som udrustes til Hvalfangst under Spitsbergen, Jan Main, Beeren-Eiland og Hoopen-Eiland, saavelsom under Landets egne Kyster.
6. Forpligtelse for de Handlende til stedse at være saaledes forsynede med Nødvendigheds-Varer, at Almuen ei skulde lide Mangel, og til den Ende 2 Gange aarlig til Amtmanden at indsende Specification over deres Vare-Beholdning. Denne Forpligtelse er igjentaget og nærmere bestemt ved Lov 13 Septbr. 1830.
7. Tilladelse paa 10 Aar for alle Fartøier at gaae fra indenrigsk Sted til hvilkensomhelst Havn i Finmarken og omvendt, uden at anløbe nogen af Kjøbstæderne; hvilken Frihed senere blev hævet, ligesom den ogsaa nu efter § 13 i Lov af 13 Septbr. 1830 ei maa finde Sted.
8. Tilladelse for Indenrigske at anløbe flere Steder i Finmarken og paa ethvert i 4 Uger at handle directe med Indbyggerne. Denne Tilladelse er stadfæstet i Lov af 13 Septbr. 1830, dog med det udtrykkelige Tillæg, at saadan Handel kun maa foregaae i Kjøbstæderne eller paa Kræmmerleierne, men ikke i andre Havne, og ikke maa gjælde for Dem, som komme fra udenrigske Steder, undtagen for russiske Fartøier fra det hvide Hav, som tør sælge deres medbragte Varer i 4 Uger i Kjøbstæderne til Indbyggerne saavelsom til norske Fartøier, og til de Sidste i 14 Dage i alle andre Havne; ligesom det efter sidstmeldte Lov er tilladt saavel disse Russer, som ogsaa alle handelsberettigede Norske fra indenrigske Steder i Tidsrummet fra 1 Juli til 15 Aug. i Fiskeværene at tilhandle sig Raafisk af den fiskende Almue enten mod Penge eller visse benævnte Nødvendighedsvarer. Denne Tid kaldes sædvanlig Makketiden (fordi Sommervarmen i den Tid frembringer Mark i den til Tørring ophængte Fisk), og var forhen efter Kgl. Resol. af 5 Aug. 1796 indskrænket til een Mand fra 15 Juli til 15 August. Finmarkens egne Handelsmænd have efter Kgl. Res. af 10 Septbr. 1827 og Lov 13 Septbr. 1830 saadan Ret fra Midten af Marts til Udgangs Septbr. og dertil at benytte endog russiske Fartøier.

Overeensstemmende med disse Lovebestemmelser er altsaa Handelen i Finmarken siden 1789 dreven aldeles frie og ubehindret, alene med de Indskrænkninger, som gjælde for Landet i Almindelighed eller ere fastsatte ved senere specielle Anordninger, hvilke sidste dog nu alle ere ophævede forsaavidt de ikke ere stadfæstede ved Loven af 13 Septbr. 1830. De velgjørende Virkninger af denne Frihed ere umiskjendelige. Ligesom Handelen i denne nyeste Periode mærkeligen har tiltaget og Handelsmændene selv derved have hævet sig til en større og mere udbredt Virksomhed, saaledes har ogsaa øiensynligen en større Kraft og Vindskibelighed, og med denne en mere almindelig Velstand, begyndt efterhaanden at vende tilbage til Finmarkens Almue. Og dette er saare naturligt. Det er ikke længere ligegyldigt, enten Man erhverver Meget eller Lidet, saaledes som tilforn, da Almuesmanden kun var et Redskab i Handelscompagniets Hænder, og da han vel kunde have Haab om ved Flid og Anstrængelse at formindske, men aldrig ganske at afbetale den bundløse Gjeld, hvori han var sunken, og da han følgeligen, berøvet enhver Udsigt til nogensinde at forbedre sine Kaar, manglede den stærkeste Spore til Driftighed. Livets trangeste Nødtørft var Alt, hvad han kunde opnaae, og dette tilstodes jo ogsaa selv den Ladeste. Heraf maatte nødvendig avles en Sorgløshed, som Man endnu den Dag idag kun altfor ofte seer Spor af blandt Finmarkens Almue; thi det fordærvelige Creditsystem kan vel ikke endnu siges at være aldeles afskaffet; men det er dog meget betydelig indskrænket, og de Handlende, som synes at være komne til den Overbeviisning, at det medfører mere Tab end Vinding for dem selv, ere neppe længere saa villige til at creditere Dem, hos hvilke de ikke med Sikkerhed tør forudsætte baade Evne og Villie til at opfylde deres Forpligtelser. Der gives vel endnu ikke saa faae gjeldbundne Folk, men deres Gjeld, som nuomstunder pleier at tilstaaes, er kun at ansee som et kort Forskud eller Laan, for hvilket Almuesmanden kan stille et, kun for Øieblikket ikke disponibelt Pant. Denne Credit er gavnlig, fordi den driftige skjøndt uformuende Fisker derved sættes istand til at afhænde sin Avling paa den fordeelagtigste Tid og Maade. Man seer derfor, at ordentlige og vindskibelige Folk stedse selv tilvirke deres Production af Vinterfisket, og først om Sommeren, naar Udskibning skal foregaae, bringe den til Kjøbmanden, hos hvem de imidlertid, hvis de behøvede det, forskudsviis have oppebaaret de nødvendige Levnetsmidler, medens derimod den Uordentlige og Upaalidelige ofte af Mangel paa Credit nødes til at sælge sin Fisk og Lever i raae Tilstand, og da naturligviis til en meget lavere Priis, fordi Kjøbmanden paa den Tid endnu ikke selv veed, hvad Priis Varerne ved Udskibningstiden ville komme i.

Det er en almindelig Klage at Varepriserne i Finmarken, især paa Kræmmerleierne, ere meget overdrevne og ubillige, og vist er det, at de for en stor Deel ere meget høie, især om Vinteren, da ei alene Priserne paa Almuens Varer af den nysnævnte gyldige Grund nedsættes, men ogsaa Priserne paa Kjøbmandens Varer gjerne ei ubetydelig forhøies, hvilket dog i mindre Grad gjælder om Levnetsmidler og andre absolute Nødvendighedsvarer end om Luxusartikler, Smaating af Manufactur- og Colonialvarer, der udsælges i ringe Qvantiteter, Tobak, Brændeviin og deslige. Disse høie Priser have udentvivl for en stor Deel sin Grund i Handelsstedernes altfor store Antal; thi da ethvert Sogn gjerne har 3-4 til 5 Handelssteder, hvorved Omsætningen paa ethvert af disse bliver desto mindre, er det en Selvfølge, at der udfordres en større Handelsfordeel til deres Subsistence. Til at frembringe en gavnlig Concurrence kunde saa mange Handelssteder neppe fornødne, da det vel fornemmelig er Kjøbstæderne, som vedligeholde et passende Forhold i Priserne; thi naar disse paa Kræmmerleierne betydelig overstige den i Kjøbstaden, søger Almuen, der aldrig tager en lang Reise i syndelig Betragtning, hellere did, i det Mindste om Sommeren, da den væsentligste Omsætning foregaaer. Udentvivl har især Hammerfest Kjøbstads Opkomst meget bidraget til i de senere Tider at moderere Varepriserne paa Kræmmerleierne, ligesom ogsaa til at indskrænke det forrige Creditsystem saavelsom den før almindelige Ubestemthed i Priser for forskjellige Personer, alt eftersom disse vare mere eller mindre afhængige af Handelsmanden, og den sædvanlige Forskjel i Priserne naar der tuskedes og naar det solgtes for rede Penge. Om Vinteren derimod, da Reiserne til Kjøbstaden ere altfor besværlige og tidsspillende for de fjerntboende Almuer, er det Kræmmerleiernes Tid; og da de mindre iblandt disse ofte mangle Kraft til at tilvende sig en stadig Afsætning, søge de at oprette det Forsømte ved desto større Vinding hos de Enkelte, som formedelst Fattigdom eller Uorden ikke kunne forsyne sig paa den beleiligste Tid. Herfra skriver sig formodentlig den ikke usædvanlige Mistanke, at Almuen i Finmarken udsues og bedrages af Handelsmændene. Om Saadant end hist og her kan have fundet eller endnu finder Sted, som vel er mueliget; saa har man dog neppe Grund til at beskylde Finmarkens Handelsmænd i Almindelighed for mindre Redelighed i deres Handel end Kjøbmænd andensteds i verden.

Det er heller ikke blot paa Kræmmerleierne eller Handelsstederne paa Landet og i Kjøbstæderne Finmarkens Almue har Adgang til at afsætte sine Producter og at forsynes med Fornødenheder. Dette skeer for en betydelig Deel ved Tuskning med Russerne, som fra Archangel, Kemi, Suma, Kola, Onega og andre Steder ved Hvidesøen hver Sommer komme i Mængde til Finmarken, deels med store Baade (Ransiker) men især med et Slags Dæksfartøier (Lodjer) af hæslig Bygning med 3 Master og Raaseil, som gjerne ere slette Seilere men meget drægtige. Oprindeligen have de nok søgt Finmarkens Kyster for selv at drive Fiskeriet sammesteds; men det er efterhaanden og allerede for lang Tid tilbage bleven sædvanligt, at de tilbytte sig Fisken mod andre Varer hos Landets egne Indvaanere, hvoraf en for disse saare gavnlig handel er opstaaet. Russerne ere derfor altid velkomne Gjæster, hvilke baade Handelsmændene og Almuen kappes om at indbyde til deres Fjorde, og naar den russiske Flaade om Foraaret viser sig i Farvandet, mærker Man nyt Liv og Bevægelse overalt i Finmarken. De Varer, Russerne bringe, ere næsten udelukkende Nødvendighedsartikler og i Almindelighed af fortrinlig Godhed, saasom: allehaande Kornvarer, navnlig: grovmalet Rugmeel, Hvedemeel, Havregryn og Hirsegryn; Erter, Liin, Hamp, traad, Seildug og Lærred, Tougværk, Tjære, Læder, Lys, Sæbe, Sirup, Vox go Honning m. m. M. Disse Varer afsætte Russerne tildeels en gros til Andelsmændene ei alene for finmarkske Producter, men ogsaa, især i Kjøbstæderne, saavel for rede Penge eller Vexler som for udenlandske Producter, navnlig Manufactur- og Colonial-Varer, samt Peltsværk; men en betydelig Deel sælge de i Makketiden en detail directe til den i Fiskeværene samlede Almue saavel fra Nordlandene for fra selve Finmarken, og forsaavidt udelukkende imod Raafisk, hvilken de nedsalte umiddelbar i Lasten paa deres Fartøier; og da det ofte er umueligt for Fiskerne at bringe dem Fisken aldeles frisk, er det er Held, at Russerne i denne Henseende just ikke ere meget nøieregnende. Udenfor Makketiden gaaer Handelen imellem Russerne og Almuen i det Væsentlige for sig paa samme Maade, kun at Handelsmanden da bliver en nominel Mellemmand, idet Fiskeren afgiver sine og modtager Russens Varer i Handelsmandens Navn, som forud har accorderet om Priserne, og for denne Mæglerfunction nyder en vis Procent. Begynder Sommerfisket at slaae godt til før Russernes Ankomst, opkjøber Handelsmanden Raafisken, saalænge han har Rum i sine Pakhuse, hvor han nedsalter samme paa den Maade, som Russerne bruge det. Denne Tuskhandel med Russerne, der tilforn blev dreven som Snighandel, er nu hjemlet ei alene i den ovenfor anførte Kgl. Resol. af 5 Mai 1783, men ogsaa i Lov af 13 Septbr. 1830 og de med Rusland afsluttede Handels-Tractater (senest af 18 Aug. 1834), og er følgeligt fra norsk Side aldeles lovlig, udenforsaavidt det vel turde hænde, at Makketiden undertiden udstrækkes over de bestemte Terminer. Fra Russernes Side derimod føres denne Handel endnu for en stor Deel i Smug; thi om den end ifølge de bestaaende Tractater maa antages at være tilladt, er den dog formidentlig betynget med svære Afgifter eller paa andre Maader bunden, da det er vitterligt, at Meget af den Raafisk, som Russerne kjøbe i Finmarken, bliver indført i Rusland under Paaskud af at være fisket af dem selv, ligesom ogsaa adskillige andre Varer, som de pleie at tilbytte sig, dersteds ere Contrabande, og derfor maae indsmugles eller indbringes ved Hjælp af Bestikkelse til vedkommende russiske Embedsmænd.

Er den Handel, som Russerne drive directe med Almuen, og hvorved denne, ei alene i selve Finmarken men ogsaa over hele Nordlandene, for en stor Deel forsynes med Kornvarer og Fiskeredskaber, med Rette anseet for særdeles gavnlig, især med Hensyn til, at Fiskerne derved have Anledning til strax paa selve Fiskepladsen uden Tidsspille og Bekostning at blive af med deres Raafisk for gode og reelle Nødvendighedsvarer til billigere Priser, end disse ellers kunne erholdes; saa kan dette derimod ingenlunde siges om den Handel, der drives af de saakaldte Speculant- eller Frihandlere, som i Medhold af Handelsloven af 13 Septbr. 1830 § 7 især i de senere Aar saa hyppigen have begyndt at besøge Finmarken. Disse indlade sig ikke paa at kjøbe Raafisk, men søge Tørfisk og Tran; og da Erfaring viser, at de saavel paa disse som deres egne Varer have ondt nok for at holde Priser med Kjøbmændene i Hammerfest, saa bidrage de neppe Noget til at nedsætte Priserne ved den tilsigtede Concurrence. Man seer dem derfor heller ikke i Almindelighed i Kjøbstæderne og paa Kræmmerleierne, til hvilke Steder deres Handelsret ifølge nysnævnte Lovsted dog er indskrænket; men de findes ofte inde i afsides Fjorde og Bugter, hvor de i Smug udhøkre deres Kramvarer, meest allehaande Snurrepiberier og Luxusartikler, samt upaatvivlelig en god Deel Brændeviin, hvilket de naturligviis kunne sælge til Underpriis, fordi de unlade at angive det til Erlæggelse af den paabudne Afgift, ligesom de vel ogsaa kunne betale noget Mere for Fisken, da de forsvige den Tiende, som deraf skulde svares.

Foruden Fiskevarer og nogle Skindvarer, navnlig Ræve- og Odderskind samt endeel Rensdyrskind fra Fjeldsognene, producerer Finmarkens Almue ogsaa adskillige andre Ting til Salg, saasom: Faarekjød og Fuglevildt, Smør, Talg, Uld, Vadmel, Ederduun og Fuglefjær, Multebær, Tønder og andre Trækar, Baade og Varer, Brændeviin, m. M. - dog sjelden i den Mængde, at de kunne blive almindelige Udførselsartikler, men de forbruges meest i Embedsmændernes og de Handlendes egne Huusholdninger eller sælges til andre Fornødenheder. Disse Artikler skulde vel fornemmelig være Gjenstand for de anordnede eller tilladte offentlige Markeder; men disse existere mere paa Papiret end i Virkeligheden. - Navnligen seer Man ikke det ringeste Tegn til det Marked, som ifølge Almanaken skal afholdes i Marts Maaned paa Elvebakken i Alten Talvigs Sogn; hvorimod det fra Arilds Tid har været sædvanligt, at Fjeldfinnerne fra Koutokeino og Karasjok ved Vinterens Begyndelse, almindelig sidst i November, komme ned til Alten, og hos de der boende Qvæner og andre Almuesfolk fra de tilstødende Districter tiltuske sig nogle af de fornævnte Artikler, navnlig Uld og Vadmel, for Renkjød; men ogsaa denne Commerce synes i senere Tider at have aftaget efterhaanden som Brændeviinsudkjænkningen er bleven indskrænket. Nogen indbyrdes Tuskhandel kan vel ogsaa finde Sted imellem Finmarkens Almue og Nordlændingene, der om Sommeren søge Fiskeriet sammesteds, og da ofte medbringe Skindklæder, Ost, Potetes og andre af deres Egns Producter til Salg; men denne Omsætning er aldrig af nogen Betydenhed. Derimod bidrage de mangfoldige Nordlandsbaade, som komme til Fiskeriet, vistnok ikke lidet til at forøge Handelsrørelsen i det Hele, baade ved at bringe en anselig Mængde Fiskevarer i Handelen og ved at indkjøbe deres Fornødenheder; og Kjøbmændene i Hammerfest have udentvivl en større Omsætning med Nordlændingene end med Finmarkens egne Indvaanere.

Foruden de førnævnte norske Friehandlere, som for det Meste komme med Jægter og andre mindre Fartøier fra Trondhjem og Christiansund, pleier Finmarken aarlig at besøges ogsaa af nogle større Fartøier fra Christiania og andre søndenfjeldske Kjøbstæder, samt af endeel udenrigske Skibe, blandt hvilke især nævnes: nogle Kjøbenhavnere, enkelte Svenske fra Stockholm, endeel Hamborgere og Bremere, et Par Hollændere og nogle Englændere. Disse Skibe komme vel tildeels fra Handelshuse, som staae i Forbindelse med Kjøbmændene i Finmarken, men dog for største Delen paa Speculation. Paa Hamborg er Handelen fra Hammerfest mere activ end passiv, idet Kjøbmændene, dog sjeldnere i egne men hyppigst i fragtede Skibe, derfra lade komme forud indkjøbte eller ordinerede Varer, og igjen for egen Regning udskibe Retourladninger enten dertil eller directe til Middelhavet. De Varer, som derfra saavelsom af Speculanthandlerne indføres, bestaae for største Delen af Speculanthandlerne indføres, bestaae for største Delen i Manufactur-, fabrik- og Colonialvarer, Salt, Viin, Druebrændeviin og Rom, m. m. Fra Dannemark og Holland indføres derhos endeel Korn- og Fedevarer, samt fra sidstnævnte Land tillige Tagsteen, Muursteen og Steentøi. fra Sverrig kommer Jern og Kobber, og de norske Skibe bringe fornemmelig Kornbrændeviin. Udførselsartiklerne ere til alle disse Steder omtrent de samme, nemlig især Tran, Tørfisk og Klipfisk, hvilken sidste Artikel i senere Aar fornemmelig er gaaet til Holland og Middelhavet. Englands Handel paa Finmarken er nu høist ubetydelig, og de derfra kommende Skibe ere i Almindelighed alene fragtede for at afhente Malm fra Kaafjords Kobberværk.

Det vil af denne korte Fremstilling kunne skjønnes, at der i Finmarken, naar Fiskerierne nogenledes slaae til, og navnlig i Hammerfest, er en i Forhold til Folkemængden temmelig levende Handelsrørelse, som dog i Almindelighed er indskrænket til en Tid af omtrent 4 Sommer- og Høstmaaneder, og hvori Russerne altid spille den betydeligste Rolle. Til nærmere Oplysning om den finmarkske Handel og Skibsfart i det sidste Decennium af den Periode, som nærværende Optegnelser omfatte, tilføies her efterstaaende Tabeller, som ere uddragne af Amtmandens Indberetning til regjeringen i Aaret 1830.

1. Fortegnelse over Fartøier, som have beseilet Finmarken i Decenniet fra 1820 til 1829 incl.

[CL: Commerce-Læster.]

Det maa bemærkes, at nogle af de anførte indenrigske Fartøier have beseilet Finmarken 2 Gange i de respective Aar, ligesom ogsaa mange af de udenrigske Fartøier, nemlig de russiske, have anløbet baade Vardøe og Hammerfest, og det saavel paa Tour, som Retour, følgelig i samme Aar 2 Gange paa hvert Sted. De russiske Ransiker ere i Gjennemsnit ansatte til 3 Commercelæster hver.

Man seer af denne Tabel, at Skibsfarten med Undtagelse af Aarene 1823-26, da der indtraf høist maadelige Fiskerier, i det Hele har tiltaget. I Gjennemsnit indexpederedes omtrent 300 Fartøier aarlig i hele Finmarken. Amtmandens Indberetning i 1835 angiver et Middeltal af 458 Fartøier aarligt, hvilket synes at hentyde paa en mærkelig Udvidelse af Skibsfarten.

2. Fortegnelse over de fra Hammerfest i Aarene 1820-1829 udførte finmarkske Varer.

Denne Fortegnelse kan vel ei ansees for aldeles paalidelig; thi det er utvivlsomt, at mange af de til Rusland udførte Varer aldrig komme til Toldvæsenets Kundskab, i hvilken Henseende nøiagtig Control er fast umuelig; men den er dog saa paalidelig, som den efter Omstændighederne kan haves. Det maa derhos bemærkes, at en stor Deel af den udførte Tran og det Meste af Ederdunen erhverves ved Expeditionerne paa Iishavet (hvorved tillige vindes endeel Hvalroshuder og Tænder til Udførsel, som ei her ere anførte), og altsaa ei stricte kunne kaldes finmarkske Producter. Ifølge Amtets Indberetning for Aarene 1830-1835 er der i Gjennemsnit i disse Aar udført 56232 Vog Tørfisk, 1372 Vog Klippfisk, 79700 Vog saltet Fisk, og 3526 Tdr. Tran.

3. Fortegnelse over de fra Vardøe Toldsted i 1820-1829 udførte finmarkske Producter.

Her gjælder samme Bemærkning som ved forrige Tabel, at den, hvad Russevarerne angaaer, ei kan ansees for aldeles fuldstændig, hvorimod den her angivne Tran og Duun formodentlig udelukkende maa være finmarkske Producter, da fra Øst-Finmarken ingen Expeditioner udrustes paa Iishavsfangst.

Amtmand Hammer angiver i sit ovenfor omtalte Manuscript Udførelsen af finmarkske Producter i Aarene 1757-1762, altsaa i 5 Aar, at have været følgende:

ligesom Udførelsen af finmarkske Varer i 24 Aar fra 1765 til 1788 i Pontoppidans Magazin Pag. 176 anføres saaledes:

Vil Man nu over de Artikler, som ere fælles i flere af forestaaende Fortegnelser, opsætte følgende sammenlignende Tabel over de fra Finmarken udførte finmarkske Producter til forskjellige Tider i eet Aar, saa findes:

Denne Tabel viser os, at Handelen i Finmarken efter 1762 i det Hele er gaaet betydelig tilbage, men derimod i de sildigere Tider igjen hav hævet sig, hvorved dog maa bemærkes, at Pontoppidan antager, at Udskibningen i Tidsrummet fra 1765-88 har været "meget betydelig" større end den er angiven, fordi 15 i dette Tidsrum forliste Skibsladninger ikke derunder ere indbefattede, ligesaa lidet som de Varer, "der i handelen ere overdragne aarlig til Finmarken henreisende russiske og svenske Kjøbmænd og Skippere" samt de ei ubetydelige Qvantiteter, der kunne formodes at være udførte ved Russernes, Nordlændingernes og Andres utilladelige Indgreb i den octroyerede Handel, hvilket sidste dog formodentlig ei mindre gjælder Tidsrummet fra 1757-62, ligesom det forhen er anmærket, at der sandsynligviis ogsaa i nærværende Tider ei udføres Ubetydeligt, især af saltet Fisk, som ikke kommer til offentlig Kundskab. Tager Man Hensyn til disse Omstændigheder, da synes Productionen af Tørfisk ikke meget at have varieret, af Klipfisk endog at have aftaget, hvorimod Udførselen deraf i forrige Seculum mange Gange overgaaer Udførselen deraf i forrige Seculum, hvilket kun kan have sin Grund i en virksommere Benyttelse af Havfiskeriet om Sommeren saavel af Nordlændingene som af Finmarkens egne Indvaanere. Handelen med Skindvarer, der afsættes til Russerne, men hvoraf dog den største Deel ikke er indenlandsk, sees ligeledes at være betydelig udvidet; men af største Vigtighed er den betydelige Forøgelse i Udførselen af Tran og af Ederduun, hvorom Opgivelserne formodentlig kunne ansees for temmelig paalidelige, da disse Artikler ei afsættes til Russerne, hvilken Forøgelse alene maa tilskrives de igjen opvaagnede Expeditioner paa Iishavet.

Med Undtagelse af store Baade eller smaae aabne Fartøier, som haves paa nogle af Kræmmerleierne, ere, eller vare i det mindste ved Udgangen af 1829, ingen Fartøier hjemmehørende i Finmarken undtagen i Hammerfest Kjøbstad. De Fartøier, som her have været hjemmehørende til de forskjellige Tider fra 1822 til 1829 udviser følgende Tabel.

Det er imidlertid sjeldent af disse Fartøier benyttes til Handelsfart paa Ind- eller Udlandet, da Kjøbmændene sædvanlig fragte fremmede Fartøier til deres active Handel, hvorimod deres egne Fartøier næsten udelukkende benyttes til Iishavsfangst, navnlig paa Spitsbergen, Beeren Eiland, og i den sidste Tid tillige Jan Main, hvortil ogsaa tildeels fremmede Fartøier have været benyttede. En Oversigt over disse Expeditioner giver følgende Fortegnelse over de Fartøier, som have været ude paa Fangst i Iishavet fra Hammerfest Toldsted i 1821-1829.

Enkelte af disse Fartøier have selv ingen Fangst gjort men kun hjembragt Fangst, der har været gjort af Vinter-Expeditioner. Disse Fartøier, som have gjort to Fangsttoure i eet Aar, ere anførte 2 Gange, ligesom og deres Mandskab. Eet Fartøi, der havde gjort en betydelig Fangst, forliste i 1822 totalt. Den hele Fangst, der blev gjort af en Vinter-Expedition i 1823/24, er formeentlig ikke inddraget i Fangsten for 1824 men kun en Deel deraf. Denne Expedition havde været særdeles heldig.

Beeren-Eiland, en liden eenslig beliggende Øe i Iishavet omtrent 60 geographiske Mile i N. N. V. fra Hammerfest, og Spitsbergen, et land af betydelig Udstrækning, der bestaaer af 3 til 4 større, foruden utallige mindre Øer, omtrent 30 til 40 Mile længere nordlig, skulle begge først være opdagede af Hollænderne i Aaret 1596, og bleve allerede ved Begyndelsen af det følgende Aarhundrede beseilede for Hvalfangstens Skyld af Englændere, Hollændere og Danske, tildeels under armerede Fartøiers Escorte, da disse Nationer søgte indbyrdes at fortrænge hverandre. Denne Fart synes at være temmelig stadigen fortsat igjennem en lang Række af Aar, især af Hollænderne og senere ogsaa af Russerne, hvilke sidste have anlagt endeel smaae Etablissementer paa Spitsbergen; men i forrige Aarhundrede lader den til successive at have aftaget og omsider ganske at være standset, maaskee fordi den altfor stærke Jagt efter Hvalrossene, der vel da som nu vare Hovedformaalet for disse Toure, saaledes havde formindsket Antallet af disse Dyr, at Expeditionerne ei længere svarede Regning. Fra Norge vides ikke med Vished noget Fartøi at være afsendt til Fangst i Iishavet, førend i 1795, da Brødrene Buck deeltoge i en saadan Expedition (36). At den ved Placat af 13 Octbr. 1784 udlovede Præmie af 15 Rdlr. pr. Commercelæst af hvert Skib, som udrustedes til saadan Fangst indtil 1789, blev fornyet ved Forord. af 5 Septbr. 1787 ogsaa for de paafølgende 10 Aar for de nye finmarkske Kjøbstæders Vedkommende, bidrog maaskee til Opmuntring hertil. Da imidlertid denne Expedition ikke havde noget heldigt Resultat, lod Man det beroe ved dette ene Forsøg, indtil 1819, da disse Speculationer opvaagnede til nyt Liv. Det første Fartøi i dette Aar udrustedes imidlertid ikke fra Finmarken, men fra Bodøe af det derværende engelske Handels-Etablissement; men da dette kom tilbage med godt Udbytte, havde dette til Følge, at Exemplet blev efterlignet af Kjøbmændene i Hammerfest. At dette i Begyndelsen skeede uden Held, havde ikke sin Grund i Mangel paa Fangst, men i Forliis og andre Ulykkestilfælde, hvilke imidlertid ikke afskrækkede fra nye Foretagender af samme Slags, der siden stadigen have været fortsatte med afvexlende Lykke, saaledes som den forestaaende Tabel udviser. Hovedgjenstanden for disse Foretagender er Hvalrosfangsen, som især i de senere Aar, opmuntret ved forbedrede Tranpriser, er bleven dreven med forøget Kraft; dog udrustes stundom Fartøier fortrinligviis til Duunsamling og Reenskytterie; og disse gaae da sædvanlig kun til Beeren-Eiland, hvorimod Hvalrossene fornemmelig søges paa Sydvestkysten af Spitsbergen. Det første Fartøi, som gik paa Kobbefangst til Jan Main, forliste.

Siden 1822 han Man ogsaa begyndt jævnligen at foretage Vinter-Expeditioner, idet en Deel af Mandskabet er bleven tilbage paa Spitsbergen om Høsten og det følgende Aar igjen afhentet tilligemed det gjorte Udbytte. Nytten heraf skulde deels være, at Folkene strax ved Foraarets Komme kunde begynde Hvalrosfangsten, deels at de om Vinteren kunde beskjæftige sig med Rensdyr- og Bjørnejagt samt Rævefangst. Fordelen har imidlertid ingenlunde altid svaret til Forventningen, men derimod oftere kostet flere af Folkene Livet. Saaledes tilsatte i Vinteren til 1824 3 Mand og i 1825 5 Mand. Et raat Klima, indskrænkede og fugtige Vaaninger, daarlige Fødemidler, samt til visse Tider Mangel paa Motion, kan ikke Andet, end udsætte disse Folks Helbred for Fare. At skaffe dem beqvemmere Huusrum vilde maaskee medføre uforholdsmæssig Bekostning, og bedre Fødemidler vilde de neppe vide at holde ordentlig Huus med, thi det er i Almindelighed ikke de ordentligste Folk som lade sig engagere til disse Foretagender. Brændeviin kan Man sædvanligviis ikke give dem med, skjøndt de vistnok her fremfor nogetsteds kunde trænge dertil, især da vel de Fleste af dem ere vante til en endog umaadelig Nydelse deraf til andre Tider. Imidlertid fattes det aldrig paa Folk, der Intet have at tabe i Verden, og det er ikke blot Saadanne, men ogsaa mangen ordentlig og dygtig Karl, som af den rigelige Fordeel, eller rettere af Haabet om denne, lader sig lokke til ethvert om end nok saa vovelig Foretagende; end sige til Sommer-Expeditionerne, som vel ikke hverken i Henseende til Fare eller Besværlighed saa lidt som i Varighed kunne sammenlignes med Vinteropholdet paa Spitsbergen, og hvortil derfor altid flere melde sig, end Man har Anvendelse for, især naar Tranpriserne ere høie, thi Rhedernes Fordeel er ogsaa Folkenes. Disse faae nemlig i Almindelighed ingen Hyre med Undtagelse af Skipperen, som har fra 16 til 20 Spd. maanedlig; men 1/3 Deel af Fangsten tilfalder det samlede Mandskab, og deles saaledes imellem dette, at Skipperen gaaer for 2 Mand, Harpunererne faaer 1½ til 1¾ Mands Part, og de øvrige Folk hver 1 Part; dog maae uvante Begyndere gjerne paa de første Toure lade sig nøie med ¾ Mands Part. En dygtig Harpunerer faar desuden stundom 8 a 10 Spd. i Maanedspenge. En simpel Mand kan saaledes paa en heldig Expedition stundom fortjene 50 Spd. og derover i en Tid af 5 til 6 Uger; men Mængden af disse Folk tilbringe den øvrige Deel af Aaret fast i Ørkesløshed, fortære det gjorte Bytte i den første Halvdeel af Vinteren og begynde i den anden Halvdeel at tage paa Credit hos Rhederne paa den følgende Sommers altid uvisse Fangst; og deres Forfatning er derfor omtrent den samme, hvad enten Fartøiet kommer ladet eller tomt tilbage, d. e. de eie aldrig Noget.

Hvalrosserne dræbes deels paa Strandbredden, hvor de paa visse Steder krybe op og sove i klyngeviis, deels paa Iisflagene. De angribes ikke fra Fartøiet men fra Baadene, som ere besatte med een Harpunerer og nogle Roerskarle. Den første er bevæbnet med en Harpun, som løselig er stukken paa et langt Træskaft, og hvori en Line er fastgjort. Naar Man er Hvalrossen nære nok, støder han enten fra Baadens Forstavn eller efterat være traadt op paa Iisflaget, Harpunen i Brystet paa Dyret, og trækker Skaftet til sig. Det saarede Dyr søget da sædvanlig Flugten i Søen, og trækker Baaden med sig efter Harpunlinen, hvilken Folkene efter Omstændighederne snart fire, snart igjen hale til sig. Naar Dyret igjen kommer i Nærheden af Baaden, bliver det fuldkommen dræbt ved Lansestik, og derefter afspækket. Denne Kamp synes farlig, og er det vistnok ogsaa: dog hører Man sjelden at Nogen, som forener Kyndighed og Mod med Forsigtighed, derved kommer til Skade. Man maa vogte sig for at Hvalrossen ei kommer under Baaden, hvorved den vilde væltes; og Harpunereren maae være hurtig. Man har Exempel paa, at det saarede Dyr har hugget sine alenlange Fortænder tværs igjennem Angriberen, naar denne ei hastig nok kom tilbage. Af Hvalrossen benyttes foruden Spækket, som i Gjennemsnit giver omtrent 1 Tønde Tran, ogsaa Huden, som i Begyndelsen af Spitsbergfartens Gjenfødelse var i høi Priis, indtil 20 Spd., men nu er befunden mindre tjenlig, og saaledes baade har tabt Afsætning og er sunken til 1/10 Deel af den oprindelige Priis. Fremdeles benyttes Tænderne, som ligeledes forhen betaltes bedre, da de agtedes lige med Elfenbeen, men nu ansees ringere. Et Par veier omtrent 4 Pd. og betales kun med 30 Sk., før 96 Sk. pr. Pd. Hvidbjørne og Reen blive skudte; Rævene fanges i Gjeldre og Saxe.

Fra Finmarken foretages ei Expeditioner paa Iishavet uden fra Hammerfest; men Tromsøe udsender ogsaa jævnlig Fartøier, dog forholdsviis ei nær saa meget som Hammerfest. Siden 1821 have herfra kun 13 Fartøier af tilsammen 451 Læsters Drægtighed været udrustede. Ogsaa Trondhjemere, samt endog Danske og Hamborgere have i senere Tid gjort Fangsttoure i Iishavet medens de i Finmarken ventede paa Retourladning.

33) Til den finmarkske Handels Historie indeholdes temmelig fuldstændige Bidrag i "Pontoppidans finmarkske Magazins Samlinger" og "Amtmand Hammers Underretning om Finmarkens Handel" aftrykt i "Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie" 3die Binds 2det Hefte, af hvilke tvende Skrifter efterstaaende Bemærkninger fornemmelig ere uddragne.

34) Hammer anslaaer dette Tab i Forening med det, som foraarsagedes ved en senere Nedsættelse af 8 Sk. pr. Vog Rødskjær til "i nogle Aar" at have udgjort 4 a 5000 Rdlr. hvilket maa være for lavt, da han selv beviser, at alene Vardøe Thinglaug i 1758 derved tabte 2368 Rdlr. eller i Gjennemsnit paa hver Familie 9 Rdlr 4 Mk.; thi da Familiernes Antal i Finmarken i denne Periode angives til omtrent 1100, udgjør dette i Alt en Sum af 10633 Rdlr. 2 Mk. i 1 Aar. Pontoppidans Angivelse synes derfor rimeligere, naar han ansætter Tabet for Finmarkens Indvaanere i de 7 Aar fra 1733 til Octroyens Udløb 1740 ved Nedsættelsen af Rundfisken alene til 40000 Rdlr. Dog synes dette igjen at blive for høit, med mindre Fiskerierne da have været næsten dobbelt saa gode som nogle og tyve Aar senere; thi fra 1757-1762, d. e. i 5 Aar, udførtes i Alt fra Finmarken 104,139 Vog Rundfisk, altsaa forholdsmæssig i 7 Aar 145,796 Vog, som gjør et Tab af 24,299 Rdlr.; men lægges hertil Tabet paa 166,216 Vog Rodskjær a 8 Sk. pr. Vog (et Tab, som dog først opstod efter 1746) = 13,852 Rdlr. udkomme paa det Nærmeste de 40,000 Rdlr.

35) Om den øvrige Fangst savnes Opgave. Af de i disse Aar udrustede Fartøier var eet i 1821 og eet i 1822 tildeels for fremmed Regning.

36) Den Helgelandske Other nævner iblandt den Skat, som i de ældste Tider afkrævedes af Finnerne, ogsaa et Reeb af Hvalroshud. Dette kunde opvække Formodning om, at Man allerede dengang havde beseilet Øerne i Iishavet; men mere sandsynligt er det vel, at Hvalrosserne dengang have besøgt Finmarkens Kyster, hvilket nu ikke er Tilfældet.