Optegnelser fra Finmarken : samlede i Aarene 1826-1834 og senere udgivne som et Bidrag til Finmarkens Statistik
af Fredrik Rode
Skien : Feilberg, 1842

IX. Om adskillige offentlige Indretninger.

1. Kirkeforfatningen.

Om Kirkens Tilstand i Finmarken i de ældre Tider vides saa godt som Intet; men det er vel sandsynligt, at den der for de Beboeres Vedkommende, som ere af norsk Herkomst, har været ganske paa samme Fod som i Norge i Almindelighed, ligesom ogsaa den nøiere Forbindelse og levende Communication, som Finmarken i hine Tider havde med Bergen og Trondhjem, samt endog med Danmark og Holland, give rimelig Formodning om, at Reformationen indførtes der ligesaa tidlig som i det øvrige Norge, endskjøndt Efterretninger derom savnes. Ogsaa Finnerne maae rimeligviis være bleven christnede allerede i det 14de Aarhundrede, da Norske begyndte at nedsætte sig i Finmarken, ligesom omtrent ved samme Tid Evangeliet først blev forkyndt for de svenske Finner. Saa Meget er det Mindste vist, at vore Finner allerede førend de senere Missionsanstalter i Begyndelsen af forrige Aarhundrede forsaavidt vare Christne, at de hørte til visse christne Menigheder og iagttoge de christelige Skikke, ligesom de sikkert heller ikke vare aldeles ubekjendte med den christelige Lære; men det er ligesaavist at de desuagtet vedbleve deres Afgudsdyrkelse og fortsatte deres forrige hedenske Offringer og Troldomskunster. Det første Skridt til at udrydde disse, ved at forskaffe Finnerne en bedre Oplysning, gjorde den trondhjemske Biskop Bredahl, der i Aaret 1658 (?) ved de Svenskes Indfald blev forjaget fra Trondhjem og tog sin Tilflugt til sit Sognekald Trondenæs i Senjen, hvorfra han søgte at udbrede Evangeliet blandt Finnerne; men uagtet hans og hans Medarbeideres treaarige Bestræbelser vist ikke dengang vare uden Nytte, kunde de dog, da de siden i en Række af Aar afbrødes, formodentlig ikke bære synderlige Frugter for Fremtiden. Vel finder man, at i Christian den 5tes Tid Finnerne ved enkelte Leiligheder ere erindrede, f. Ex. i 1691, da en Kirke befaledes bygget for Finnerne i Waranger; men Sagen blev dog først alvorlig dreven af Frederik den 4de, der i 1707 lod indrette adskillige Kirker og Skoler, og ansatte deels Præster, deels uordinerede Lærere eller Catecheter i Finmarken, og i 1714 anordnede et collegium de curso evangelii promovendo, først og fornemmelig vel med Hensyn til Missionen i Ostindien, men dernæst ogsaa for de finmarkske Missionsanstalters Skyld (43). I Førstningen havde Collegiet kun svage Ressourcer, og Midlerne til de første Udgifter maatte tildeels tilveiebringes ved Laan; men i 1716 stillede Kongen 2000 Rdlr. til Collegiets Disposition, og i samme Aar tillagdes Missionsvæsenet ved Resc. af 20de og 27de Novbr. følgende Indtægter: 1) De finmarkske Kirkers Beholdning som ansloges til 1000 Rdlr. 2) en aarlig Contingent af 2 Rdlr. af hver Hovedkirke og 1 Rdlr. af hver Annexkirke i Norge. 3) Indtægterne af Brønøe, Alstahoug og Rødøe Præstegjeldes Kirker (44). I Begyndelsen af dette Aar, nemlig den 28de Febr. 1716, var ogsaa forhenværende Sognepræst til Wedøe, Thomas v. Westen bleven udnævnt til Lector theologiæ og notarius capituli i Trondhjem, for ifølge sine Instruxer af 14 Marts 1716 deels at holde Forelæsninger ved de efter Mag. Schankes Forslag af Trondhjem Cathedralskole dannede eller i Forbindelse med samme oprettede seminarium scolasticum deels som Collegii vicarius at have Overopsyn med Missionsvæsenet, hvis heldige Fremgang især maa tilskrives denne utrættelige Mands Nidkjærhed. Endnu samme Aar gjorde han tilligemed de to første Missionairer, Stub og Bloch, sin første Reise til Finmarken, indsatte den Første i Øst-, den Anden i Vest-Finmarken og behandlede under sit Ophold nogen Tid paa hvert Sted selv henved 1000 Sjæle. I 1718 foretog han sin anden og i 1722 sin tredie og sidste Missionsreise, ei alene til Finmarken men ogsaa igjennem hele Nordlandene; og selv naar han ikke personlig reiste, virkede han uafbrudt for Missionen, især ved i sit Huus at undervise, og danne tilkommende Missionairer. Disse vedblive længe after hans Død, 1727, endog efterat Navnet Missionairer bortfaldt, hvilket ifølge Resol. af 7de Novbr. 1794 skulde ombyttes med Benævnelsen: Lærere; men de ere efterhaanden aldeles ophørte, og ere vel ogsaa nu forsaavidt mindre fornødte end tilforn, som Afguderiet kan ansees udryddet, og Finnerne i det Hele staae omtrent paa samme Trin af christelig Cultur, som Nordmændene i Finmarken; men ikke desto mindre vilde dog Ansættelsen af Missionairer eller Lærere af bedre Dannelse end de sædvanlige Skoleholdere, der, ligesom det skeer i de svenske Lapmarker, kunde reise omkring og føre Overtilsyn med Skolevæsenet, stedse være særdeles gavnlig.

Indtil Begyndelsen af dette Aarhundrede laae Finmarken i geistlig Henseende under Trondhjems Bispestol; men i Aaret 1803 bleve Nordlandenes og Finmarkens Amter derfra adskilte og erholdt som et særskildt Bispedømme deres egen Biskop, af hvilke den første: Mathias Bonsak Krogh indtil 1811 tillige var Sognepræst til Alstahoug i Helgeland, og, efterat han ved Resol. af 11te Mai 1811 derfra var entlediget, stedse indtil sin Død i 1828 residerede paa sin Eiendomsgaard Belsvaag i samme Præstegjeld. Den nuværende Biskop boede i Begyndelsen i Nærheden af Bodøe, men er senere flyttet til Tromsøe, der rimeligviis fremdeles vil blive de nordlandske Bispers faste Residence, uagtet der ved Resol. af 23de Marts 1830 er givet Tilsagn om ved passende Leilighed at faae udlagt en Embedsgaard af det beneficerede Gods. Ved samme Resol. er Biskopens Gage, som forhen var 1542 Spd. aarlig, bleven fastsat til 1800 Spd. hvortil ved Resol. af 29 Mai 1832 endnu ere lagte 100 Spd. til Huusleie, saalænge han boer paa Tromsøe og ingen Embedsgaard er ham anviist.

Disse Summer udredes af det nordlandske Kirke- og Skolefond eller den forrige Missionskasse, som dannedes af de ovenfor omtalte til Missionsvæsenets Fremme bestemte Indtægter, og hvis Masse i 1812 er angiven at skulle beløbe sig til 126539 Rdlr. D. C. der senere deels ved Pengeforandringerne deels ved forskjellig Anvendelse ere reducerede til 58805 Spd. 17 Sk. hvilke Fondet nu eier i norske Statsobligationer. Dets aarlige Indtægter, som nu, efterat de egentlige Missionsanstalter ere ophørte, anvendes til Kirke- og Skolevæsenets Fremme i Almindelighed, og navnligen til Lønninger og Pensioner for forskjellige geistlige Embedsmænd og Betjente, bestaae foruden Renterne af denne Capital og af Kjøbesummerne for endeel bortsolgte Kirker og Jordegods, endvidere i den aarlige Missionscontingent af samtlige Kirker i Riget og Indtægterne af usolgt Kirke- og Jordegods, Tiender (45) m. m. Samtlige Kirker i Finmarken ere nemlig opførte paa dette Fonds Bekostning eller senere overdragne til det af Staten, og eies altsaa nu af Fondet forsaavidt de ikke ifølge Lov af 1ste August 1821 ere solgte, hvilket kun er Tilfældet med 3 af Øst-Finmarkens Kirker, nemlig Wadsøe, Næssebye og Køllefjord, hvorimod de øvrige 3 Kirker i Øst-Finmarken og samtlige 10 Kirker i Vest-Finmarken hidtil (1833) af Mangel paa antagelige Bud ere usolgte. Blandt Kirkerne i det egentlige Finmarken er der Ingen, som har beneficeret Gods saalidt som udestaaende Capitaler. Deres Indkomster bestaae hovedsageligen i 1/3 Deel af Fisketienden, som oppebæres i Forbindelse med Præsternes Anpart, og hvis Beløb efter Fiskeriets Beskaffenhed er høist forskjelligt, for nogle Kirker saa godt som Intet, medens det for Andre kan være temmelig betydeligt. Hertil kommer endnu en Indtægt af 24 Sk. for Benyttelsen af Kirkeklokkerne til Kiming og Ringning ved Bryllupper og Begravelser, samt for Brugen af Liigklædet, forsaavidt saadant haves, og af Pellet i Koutokeino. Til Kirkernes Indkomster regnedes fordum ogsaa frivillige Gaver (46); men disse, som rimeligviis især skyldte Overtroen deres Oprindelse, har Tidens tiltagende Oplysning næsten ganske afskaffet. Dog hænder det endnu enkelte Gange, at Folk, endog i fjernere Sogne, i deres Forlegenhed eller Angest under een eller anden Fare gjøre det Løfte, hvis de blive hjulpne af deres Nød, at ville forære Noget til de meget formaaende Fjeldfinners Kirke, og at de siden virkelig opfylde dette Løfte. Af disse Indkomster bestrides Kirkernes aarlige Udgifter for Viin og Brød, Lys, Reenholdelse samt mindre betydelie Reparationer, og Overhovedet bliver tilligemed Kirkens Regnskab af Sognepræsten igjennem vedkommende Provst, som forfatter et generelt Kirke-Regnskab for hele Provstiet, indsendt til Missionscassereren.

Finmarken indbefatter for nærværende Tid 6 Sognekald, som ere fordeelte paa 2 Provstier. Vest-Finmarkens Provstie bestaaer af 4 Præstegjælde med 9 Sognekirker og 1 Capel, nemlig: 1) Loppens Hovedsogn med Annexet Hasvig. 2) Alten-Talvigs Sogn, uden Annex. 3) Hammerfest Hovedsogn med Maasøe Annexsogn og Qvalsunds Capel. 4) Kistrand og Koutokeinos forenede Hovedsogne med Annexerne Kielvig og Karasjok. Øst-Finmarkens Provstie indbefatter kun 2 Præstegjælde med 6 Kirker, nemlig: 1) Wadsøe Hovedsogn med Annexerne Vardøe og Næssebye. 2) Lebesbye Hovedsogn med Annexerne Køllefjord og Thanen. Inddelingen i 2 Provstier er meget gammel; dog skulde ifølge Forordningen af 6 Juni 1691 Finmarken kun udgjøre eet Provstie, og den Præst beskikkes til Provst, som boede nærmest ved Amtmanden, hvilket dengang var Sognepræsten til Wardøe, der indtil 1819 var et særskildt Præstegjæld. Men uagtet denne Bestemmelse ikke vides at være udtrykkelig tilbagekaldt, finder Man dog allerede i 1711 nævnt 2 Provster i Finmarken, nemlig Nidter til Kielvig i Vest-Finmarken og Paus til Wadsøe i Øst-Finmarken; og senere, i det Mindste siden 1740, har stedse Sognepræsten til Talvig været Provst enten for hele Finmarken eller kun for den vestlige Deel; thi hans Virksomhed synes snart at have været indskrænket til Vest-Finmarken, snart at have udstrakt sig ogsaa til Øst-Finmarken.

At Finmarken i en fjernere Fortid har havt langt flere Menigheder, og rimeligviis ogsaa har udgjort flere Præstegjæld, end nuomstunder, vilde, om endog historiske Optegnelser derom ganske savnedes, allerede være indlysende af de mange Kirker, som vides forhen at have existeret, men senere ere sløifede. Man seer, at deres Antal lidt efter lidt er reduceret og at flere Sogne efterhaanden ere sammensmeltede, hvorimod Man ikke finder Spor af nogen Forøgelse i Sognenes Antal eller at større Præstegjæld nogenside ere deelte, saaledes som det hyppig har været Tilfældet i Nordlandene. Hvilke af de saaledes inddragne Sogne der have været samtidige, og naar enhver af de forhenværende Kirker er sløifet, kan nu neppe med Nøiagtighed paavises, da de Efterretninger, som derom haves, kun ere at ansee som Brudstykker, der vanskelig lade sig forbinde til en sammenhængende Fremstilling af den nuværende Inddelings successive Udvikling.

Næstefter adkillige uvisse Sagn om flere Kirker i Finmarken, indeholdes de ældste bekjende Efterretninger i "Reformats, Trondhjems Stifts geistlige Sager vedkommende" fra Aaret 1589, hvori følgende Præstegjeld og Kirker i Finmarken findes opregnede:

1. Loppens Kirke med een Præst;
2. Sørvær og Hasvog med een Præst;
3. Meifjord Kirke med een Præst;
4. Inghen Kirke med een Præst;
5. Hjelmsøe Kirke med een Præst;
6. Tuenæs og Stappen Kirker med een Præst;
7. Kjelvig, Opnan og Helnæs med een Præst;
8. Schytningberg med een Præst;
9. Omgang med een Præst;
10. Madkorf med een Præst;
11. Wardøe, Kyberg og Wadzøe med een Præst og een Capellan.

Der gaves altsaa henimod Udgangen af det 16de Aarhundrede i det Hele 17 Kirker, hvoraf de 11 laae i det nuværende Vest-Finmarken og udgjorde 7 Præstegjæld; 6 derimod i Øst-Finmarken, som havde 4 Præstegjæld, men 5 Præster, da Wardøe havde Capellan. I den Tid existerede altsaa hverken Talvig, Hammerfest eller Kistrand Kirker, som dog nu have de talrigeste Menigheder; og af Øst-Finmarkens nuværende Kirker savnes, foruden Køllefjord, der ligesom Maasøe og Hasvig Kirker er traadt i Stedet for Andre, endvidere Lebesbye, Thanen og Næssebye i ovenstaaende Fortegnelse; men alle disse Kirker ligge inde i Fjordene, som dengang kun beboedes af Finner, for hvilke Man ikke synes at have ladet sig det være angelegent at bygge Kirker førend Missionsvæsenet tog sin Begyndelse. De Norske have formodentlig selv bekostet deres Kirker; i det mindste synes Man ikke at kunne forklare sig deres stundom urimelig nære Beliggenhed anderledes, end at nogle formuende Almuesmænd til deres desto større Beqvemmelighed have paa Hjemstedet opsat sig et lidet Forsamlingshus; thi at endeel af Kirkerne ikke have været synderlig Andet, synes baade at kunne sluttes af deres Mængde og bevises tildeels ved de Spor, som paa nogle Steder endnu findes af dem.

Paa et gammelt, Videnskabernes Selskab i Trondhjem tilhørende, haandtegne Kaart eller "Afrissning over Findmarken og dens Grentzer til Moscov og Sverrige" findes følgende Kirker afsatte indenfor det nuværende norske Finmarkens Grøndser. 1. Talvigen. 2. Loppen (paa Øens østre Side, hvor den ogsaa nu staaer). 3. Hammerfest. 4. Hjelmsøen. 5. Ingen. 6. "Stappen Kirke" (er nævnt men ikke afsat, maaskee fordi Forfatteren ei nøie har vidst Stedet, hvor den laae.) 6. Maasøen. 8. Kjeldvigen. 9. Aopne. 10. Skarsvaag. 11. Sverholdt. 12. Kjøllefjord. 13. Findkirke (paa en lille Øe strax udenfor Køllefjord). 14. Skjøttningberg. 15. Omgang. 16. Hoop (aftegnet med sine 2 Taarne). 17. Makour. 18. Wardøen (Kirken er afsat et godt Stykke i Nordvest fra Fæstningen). 19. Kyberg. 20. Wadsøen. 21. Koudikien Finnebye (med Anmærkning, at Kirken er bygget Anno 1700). 22. Aivar (d. e. Afjuvara) Finnebye (med lignende Anmærkning). Paa dette Kaart, som rimeligviis kun er tegnet efter Øiemaal eller mundtlig Beskrivelse, og som med alle dets Feil dog bærer umiskjendelige Præg af Flid og Nøiagtighed i Henseende til Angivelserne, opdages intet Aarstal; men det er ikke usandsynligt, at det er det samme, som ifølge Hammonds Missionshistorie pag. 891 er forfattet af Isak Olsen i Aarene 1713 til 1716. Det kan i alle Fald hverken være meget ældre eller yngre end fra denne Tid, da Kautokeino Kirke angives at være bygget 1700 og Masi Capel, som vides at være oprettet i Aaret 1721, ikke paa samme findes afsat. Men mærkeligt er det, at ei heller nogen Kirke er afsat hverken i Hasvog eller Hasvig, hvilket, - ifald det ikke er en Feiltagelse - giver Formodning om, at der maa være hengaaet nogen Tid fra den Førstes Nedrivelse til den Sidstes Opførelse.

Foruden disse Angivelser haves endnu mere eller mindre paalidelige Efterretninger om Kirker i Bøle og Sandøe paa Sørøen, paa Aarøen, i Repperfjord og i Honningsvaag paa Magerøen; ei at tale om de aldeles uvisse Sagn, som berette Tilværelsen af adskillige andre Kirker, saasom i Yttervær og Nusfjord i Loppen Sogn, paa en Holme i Revelsbotten i Maasøe Sogn med flere Steder. Uden Hensyn til disse har Man altsaa nogenledes sikker Kundskab om, at der i det nuværende Vest-Finmarkens Provstie igjennem et Tidsrum af 300 Aar, have existeret ikke mindre end 28 forskjellige Kirker, hvoraf de allerfleste have staaet ved Havkanten, og ei alene paa de yderste Øer, men oftest endog paa disses Yderside, hvilket afgiver et forstærket Beviis for, at Massen af Folket fordum har boet der; thi ellers kunde Man dog ikke falde paa at vælge øde Klipper i det vilde Hav, som Stappen, til Kirkesteder. Følgende Fortegnelse giver en Oversigt over samtlige Kirker, som vides at have existeret eller endnu ere til i Vest-Finmarken, og viser, i hvilket af de nuværende Sogne Enhver af dem har været beliggende.

1. I Alten-Talvig Sogn:
   1. Aarøen. 2. Talvig.
2. I Loppen Sogn:
   3. Loppen
3. I Hasvig Sogn:
   4. Bøle. 5. Sørvær. 6. Hasvog. 7. Hasvig
4. I Hammerfest Sogn:
   8. Meedfjord. 9. Sandøe. 10. Repperfjord. 11. Hammerfest. 12. Qvalsund.
5. I Maasøe Sogn:
   13. Ingøe. 14. Hjelmsøe. 15. Stappen. 16. Tuenæs. 17. Maasøe. 18. Havøesund.
6. I Kjelvig Sogn:
   19. Honningsvaag. 20. Kjelvig. 21. Opnan. 22. Helnæs. 23. Skarsvaag.
7. I Kistrand Sogn:
   24. Kistrand.
8. I Koutokeino Sogn:
   25. Koutokeino. 26. Masi.
9. I Karasjok Sogn:
   27. Afjuvara. 28. Karasjok.

Disse Kirker kunne dog ikke alle antages at have dannet ligesaa mange forskjellige Sogne. Tvertimod er det om Nogle af dem vist, hvad det med Føie kan formodes om Flere, at det i Grunden er den samme Kirke, der forekommer under forskjellige Navne, fordi den er flyttet til et andet Sted, og derved har skiftet Benævnelse, uden at dette har havt nogen Indflydelse paa Sognenes Inddeling. Men de Fleste have dog upaatvivlelig havt deres særskilte Menigheder, og de med Kirkerne foretagne Forandringer maae i alle Fald antages stedse at være bevirkede ved forandrede Forhold i Menighederne, idet folkemængden i nogle har aftaget, i andre tiltaget eller concentreret sig paa andre Stedet i Sognet, hvilket har havt Kirkernes Flytning og Sognenes Deling eller Sammensmeltning til Følge.

Iblandt de af nys opregnede Kirker, som ikke ere nævnte i Reformatsen af 1589, ere Bøle, Sandøe og Honningsvaag maaskee fra en ældre Periode, hvilket mueligens ogsaa kan være Tilfældet med Aarøe Kirke, uagtet denne endnu omtales i Resc. af 13de Juni 1691, men neppe da var til. Hvad Tid disse Kirker ere sløifede ere aldeles ubekjendt. Honningsvaags Kirke, som formodentlig har staaet paa en liden Øe, der endnu fører Navn af Kirkeholmen, skal være ødelagt af Russerne (47), rimeligviis i det 16de Aarhundrede, og er ikke igjen opbygget, maaskee fordi den imidlertid var bleven mindre nødvendig. De ældste Kirker næst disse maae formodentlig søges i de nuværende Maasøe og Kjelvigs Sogne, som paa Reformatsens Tid udgjorde 4 Præstegjeld, nemlig: Ingøe, Hjelmsøe, Tuenæs med Annexet Stappen og Kjelvig med Annexerne Opnan og Helnæs. Af disse synes Tuenæs Hovedkirke, hvoraf Tomten endnu er synlig, ligesom en Deel af Muren omkring dens i sildigere Tider benyttede Kirkegaard endnu staaer, samt Helnæs Annexkirke tidligst at være inddragne, uden at dog Tiden nøiere kan angives. De vare i alle Fald forsvundne ved Begyndelsen af forrige Aarhundrede, da det Førstnævntes Annex Stappen findes tilligemed Hjelmsøe at være henlagt til Ingøe og istedetfor Helnæs et nyt Annex til Kjelvig var oprettet i Skarsvog, hvorimod Opnan endnu paa den Tid var til. Kjelvig havde imidlertid faaet endnu et tredie Annex i Maasøe. Dette Sogns første Oprindelse er ubekjendt; det nævnes ikke i Reformatsen af 1589; men ifølge Inscription paa Altertavlen i Hasvig Kirke, som forhen har tilhørt Maasøe, maa denne sidstnævnte Kirke have existeret før 1667 (48), og har da rimeligviis fra Begyndelsen været forenet med Kjelvig.

Saaledes vare da de førnævnte 4 Præstegjeld ved Udgangen af det 17de Aarhundrede eller maaskee noget før sammensmeltede til 2, nemlig: Ingøe med Hielmsøe og Stappen, samt Kjelvig med Skarsvog, Opnan og Maasøe. Skarsvog Kirke blev nedreven henimod Midten af forrige Aarhundrede, hvilket sees af et Brev fra Provst Falch til Amtmand Kielsøn, dateret 12 Juli 1743, hvori han reqvirerer denne Kirke solgt (49), "da Menigheden var flyttet derfra". Omtrent ved samme Tid, nemlig ifølge en Kongl. Resol. af 20 Mai 1746, blev Maasøe adskilt fra Kjelvig og gjort til Hovedkirke for Ingøens, Hjelmsøens og Stappens Menigheder, hvorimod disses 3 Kirker som brøstfældige skulde nedrives og aldeles indgaae, dog saaledes at Ingøens Hovedkirke skulde som den bedste af dem (50) flyttes til Maasøe, hvis Kirke altsaa sandsynligviis ogsaa har været brøstfældig og for liden til Hovedkirke; hvorimod Ingøe Kirke, som udentvivl er den samme, der indtil den sidste Tid (1832) har staaet paa Maasøe, vistnok i sin Tid har været meget anselig, hvilket kan sluttes saavel af Chorets Størrelse, som ogsaa af den Mængde forgyldte og taalelig godt udarbeidede Apostel- og Helgenbilleder, som have prydet denne Kirke, og hvoraf en Deel fulgte med den til Maasøe, men en Deel ere komne til Hasvig Kirke. Ingøe har ogsaa efter Amtmand Hammers Beretning været "et Hovedvæhr, og havt Anseelse af en Bye med sit eget Raadhuus". Det tredie og ældste af Kjelvigs Annexer: Opnan har rimeligviis allerede tidligere været nedlagt, og Kjelvig saaledes i nogen Tid ikke havt noget egentligt Annexsogn. Dog finder Man, at Præsten til Kjelvig dengang, i det mindste midlertidigen, har betjent ei alene Sverholt, men ogsaa "Capellet for Laxefjord staaende i Bondøe eller Lebesbye", der ifølge Missionair Rachlevs Beretning til Collegiet af 28de Juli 1720 da var opført tilligemed Capellet eller "Finnekirken i Kistrand i Porsanger", der upaatvivlelig ligeledes betjentes af Kjelvig Præst forsaavidt nogen anden Tjeneste forefaldt, end den, der udførtes af Missionairerne. Det var neppe heller ikke meget senere, at der af dette sidstnævnte Capel blev oprettet en særskildt Sognekirke; thi i en af Biskop Gunnerus afgiven Indberetning til Missionscolegiet af 20de Septbr. 1759 hedder det, at "Kistrands kirke, et Annex til Kjelvig, hvortil henhøre over 70 Rettighedsmænd eller Decimanter, er for liden, og maa udvides med to Kors". Denne Tilbygning af to Fløie skeede i Aaret 1763, ved hvilken Tid Man ogsaa allerede begyndte at tænke paa den dog først i 1796 udførte Forandring, at gjøre Kistrand til Hovedkirke og Kjelvig til Annex; thi i Biskopens Brev til Provstiet af 22de Aug. 1763 befales: at Kistrands Capel skal istandsættes, men at det kan beroe med Præstegaardens Forflyttelse fra Kjelvig til Kistrand.

Ved Kongl. Resol. af 19 Marts 1813 blev derpaa Kistrands Præstegjeld forenet med Koutokeino [og] Karasjok, og ifølge Kongl. Resol. af 9de Juli 1831 er nu Kjelvigs Kirke nedreven og af sammes brugbare Materialier opført et lidet Capel paa samme Sted. Saaledes er der af de 7 Kirker, som vides at have staaet paa eller ganske nær ved Magerøen, og hvoraf i det mindste 5 have været samtidige, nu kun et Capel tilbage; og vi kunne rimeligviis opleve den Tid, da selv dette bliver overflødigt (51).

Idet den føromtalte Resol. af 20de Mai 1746 bestemte Ingøe Kirkes Forflyttelse til Maasøe, og Nedlæggelsen af sammes 2 Annexer Hjelmsøe og Stappen, bleve derved 3 tilforn særskilte Præstegjeld, men senere til eet Præstegjæld forenede Sogne aldeles inddragne, eller sammensmeltede med Maasøe til eet Sogn med ikkuns een Kirke, thi den ifølge Biskopens Skrivelse af 15de Decbr. 1766 bestemte Opførelse af et Capel paa Ingøe er ikke senere bleven iværksat. Nu er Maasøe Kirke, da den formedelst Ælde var bleven aldeles ubrugbar, nedrevet, og overeensstemmende med Resol af 9de Juli 1831 tildeels fra Nyt igjen opført paa Havøens sydlige Side een Miil vestenfor Maasøe, hvorhen den allerede skulde været flyttet ifølge Resol. af 9 April 1813, men som da ei er skeet. Maasøe vedblev at udgjøre et særskilt Præstegjæld, indtil det ved sidstnævnte Resol. i 1813 blev forenet med Hammerfest som Annex til dette.

Hvad Tid der først er opført Kirke paa Qvaløen, og Hammerfest er bleven et særskilt Kirkesogn, er uvist. Da det ikke forekommer iblandt de i Reformatsen af 1589 opregnede Sogne, maa det være yngre, men er dog meget ældre end den nuværende Kirke (52), der antages at være bygget i Aaret 1744, og følgelig ikke kan være den første, der har staaet paa Stedet; thi Man finder ei alene Hammerfest afsat paa det før omtalte Landkart fra Begyndelsen af forrige Aarhundrede, og nævnt som Sognekald i en af Biskop Krog i 1715 til Collegiet indsendt Fortegnelse over de Kald, hvortil der hørte Lapper; men i en gammel Thingprotokol for Finmarken læser Man, at Aar 1629, den 10de Septbr. blev Hr. Niels Didrichsen, Sognepræst i Hammerfest citeret i Retten. Førend Maasøe blev henlagt under Hammerfest Præstegjeld havde dette intet Annex, uden forsaavidt Man som saadanne vil ansee de Capeller eller Forsamlingshuse, der efter Missionairernes Foranstaltning i Begyndelsen af forrige Aarhundrede bleve indrettede paa nogle andre Steder i Sognet. Missionairen M. Lunds Indberetning til Collegiet af 25de Aug. 1719 viser, at deslige Forsamlingshuse vare byggede af Finnerne i Qvalsund, Repperfjord og Næverfjord. De to sidstnævnte ere forlængst igjen ophævede, hvorimod det i Qvalsund senere er udvidet til et ordentlig Capel, hvori endnu regelmæssigen holdes fuldstændig Gudstjeneste; hvilket ogsaa synes engang at have været Tilfældet med Repperfjords Capel, der har givet Fjorden sit finske Navn: Rippa-Vuona, hvoraf det Norske: Repperfjord er dannet; thi Finnerne kalde Skriftemaalet Rippa, og betegne vel ogsaa stundom derved Gudstjenesten i det Hele taget. At imidlertid ei heller det nuværende Capel i Qvalsund er meget anseligt, kan Man slutte sig til af den under 21de Octbr. 1761 oprettede og endnu ved Provste-Archivet beroende Contract med to Almuesmænd i Alten, ifølge hvilken Disse skulle bygge Capellet med Alt hvad der hører til dets Optømring for 35 Rdlr. Det har ligesaa lidet nogen egen Tiende eller anden Indtægt, som nogen særskilt Menighed. Om de tvende gamle Kirker, Meedfjord og Sandøe, som ere angivne fordum at have ligget i det nuværende Hammerfest Sogn, vides ei Mere, end at de engang have været til.

Paa Øen Loppen har der været Kirke fra de ældste Tider, men den har fordum staaet i Yttervær paa Øens nordvestlige Side, hvor den i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede skal være flyttet til dens nuværende Plads. Andre eller flere Kirker indenfor Grændserne af det nuværende Loppens Sogn haves ingen paalidelig Efetrretning om; thi Sagnet om en Kirke i Nusfjord synes ikke at fortjene synderlig Tiltroe. Loppen har altsaa rimeligviis aldrig havt noget Annex, førend det i Aaret 1723 fik et saadant i Hasvig Sogn, med hvilket det siden stedse har været forenet, ligesom overhovedet Loppen iblandt alle Finmarkens Præstekald synes at være det, der i Tidens løb har været de færreste Forandringer underkastet. Naar Hasvig Kirke først er oprettet, vides ikke; paa Reformatsens Tid fandtes ingen Kirke paa dette Sted, med derimod i den nærliggende Bugt Hasvog, hvilket Sogn dengang var forenet med Sørvær. Den er oprindelig anlagt af Hollænderne, som herfra dreve Hvalfiskeriet, hvilket kan skjønnes af Indskriften (53) paa Hasvig Kirkes Prædikestol, som udentvivl er kommen fra Hasvog Kirke; ogsaa er Kirkegaarden for største Delen indhegnet med Ryghvirvelbenene af Hvalfiske. Senere, uvist naar, blev enten hele Kirken eller dog enkelte af dens indvendige Dele og Ornamenter (54) flyttede til Hasvig, som da tilligemed Sørværs Hovedkirke maa have været forenet med Talvig; thi i Melchior Tybrings Kaldsbev som Sognepræst til Loppen, dateret 5te April 1720 hedder det: "at, da ingen Præst kunde leve uden Kummer i Loppen, skulde, naar Altens Kald blev ledigt, Hasvig og Sørværs Sogne henlægges til Loppens Kald, og Tybring imidlertid tilstaaes 50 Rdlr. af Finmarkens Kirkers gamle Beholdning". Denne Vacanse indtraf 1723, da Sognepræsten i Alten-Talvig, And. Filianus druknede paa en Sognebudsreise i Annexet Hasvig, og maaskee er den Præst, efter hvem et Fjeld i Nærheden af Sørvær endnu kaldes Præsteberget, fordi efter Sagnet en Præst der skal have tilsat Livet. Tybring ansøgte da om, at ogsaa Alten maatte forenes med Loppen, "da dette, uagtet Hasvig kom dertil, som beløb sig til 70 Rdlr. aarligt, dog ikke indbragte mere end 150 Rdlr. aarligt, saa at alle tre Sogne bleve eet eneste Kald af 300 til 350 Rdlr. aarlig"; men denne Ansøgning blev ikke indvilget. Sørvær Kirke var ifølge Amtmand Lorichs Erklæring af 30te Aug. 1708 nedfalden af Ælde allerede i 1696, og dette Sogn altsaa da formodentlig inddraget, ligesom den rimeligviis endnu ældre Kirke i Bølefjord, hvoraf kun svage Spor ere synlige, sikkert allerede længe før er bleven sløifet. Den nuværende Kirke i Hasvig er ifølge Aarstallet i Fløien 1756 sandsynligviis opført i Midten af forrige Aarhundrede altsaa omtrent ved samme Tid, som Maasøe Kirke blev nedreven og Ingøe Kirke flyttet i sammes Sted, hvoraf Man kan forklare sig de mange Levninger, som her forefindes af disse Kirkers overflødige Ornamenter. Blandt disse ere 10 Stykker temmelig vel udskaarne og forgyldte Træfigurer, hvoraf 3 ere Mariabilleder, og de øvrige forestille forskjellige Helgener. Stedets Klokker veed at fortælle, at den største af disse Figurer er St. Olaf med sin Stridsøxe, og at det ved hans Fødder anbragte Menneskehoved er Broderens, som ikke vilde oppebie Gudstjenesten, med seilede bort, og derfor blev forvandlet til en Orm.

Det fjerde af de nuværende Præstegjeld i Vest-Finmarken er Alten-Talvig; i Henseende til Folkemængde nu det største, uagtet det kun bestaaer af eet Sogn, og uden tvivl det yngste blandt dem alle. Det maatte da være, at Aarøe tilforn havde været Sognekirke for det nuværende Alten-Talvig Sogn, og at Talvig Kirke saaledes havde afløst hiin; men dette er kun en meget uvis Gisning. Man veed overhovedet aldeles ikke, hvordan det egentlig har havt sig med Aarøe Kirke, hvis Tilværelse endog vilde være tvivlsom nok, dersom ikke Sagnet fandt Bekræftelse i Resc. af 13 Juni 1691, som nævner denne Kirke; thi de endnu temmelig tydelige Spor af den formodede Kirke kunde vel ogsaa være Levninger af de Forskandsninger, som i sin Tid have været her. Ligesaa ubekjendt er det, naar der først er bleven anlagt Kirke i Talvig. Den nuværende Kirke er formodentlig bygget i Aaret 1737 eller 38, da Man af et Brev fra Biskop Hagerup fra førstnævnte Aar erfarer, at Tømmer skulde hugges i Altens Skov til Talvig Kirke; men at denne ikke har været Stedets første Kirke, er saa meget vissere, som Ministrialbøgerne gaae tilbage indtil 1705. Tidligere vides den heller ikke at være omtalt, og i en Betænkning angaaende nye Kirkers og Skolers Oprettelse, som Amtmand Lorich afgav i 1708, kalder han den "Talvig Annex" af hvilket Udtryk Man kunde ledes til den Formodning, at Hasvig, som i hiin Tid var forenet med Talvig, dengang har været betragtet som Hovedsognet, hvorunder Talvig, hvis Folkemængde vel da endnu var meget liden, laae som et Annex. Men fra 1723, da Hasvig, som anført, forenedes med Loppen, har Alten-Talvig i alle Fald udgjort et særskilt Præstegjeld, og ikke havt noget Annex (55), uden forsaavidt Præsten til Talvig af og til om Vinteren reiste op til Masi Capel at holde Gudstjeneste for de sandsynligviis ikke ret mange Fjeldfinner, som dengang hørte til Talvig Sogn; hvilket sees udtrykkelig at have været paalagt Sognepræst Lund ved hans Kaldsbrev af 27de Aug. 1723. Levningerne af dette Capel staae endnu der paa Stedet; men da alle de norske Fjeldfinner, som forhen vare fordeelte paa Søekaldene, henførtes til Koutokeino Præstegjeld, efterat dette ved Grændsetractaten af 1751 var bleven norsk Eiendom, saa blev Masi Capel overflødigt, og har i de sidste 50 til 60 Aar ei været benyttet. Derom vidner et Brev fra Biskopen af 20de Juli 1778 "at Inventariet i Masi Capel kan henlægges til det nye opbygte Forsamlingshuus i Karasjok, da hiint ei mere behøves, siden Almuen deels er bortdød, deels flyttet til Søen og til Koutokeino". Af denne Skrivelse seer Man tillige, at den første Begyndelse til en Kirke i Karasjok skriver sig omtrent fra den Tid, skjøndt samme allerede endeel Aar før har været forberedet; thi Biskop Gunnerus foreslaaer allerede i den førnævnte Beretning af 1759 til Missionscollegiet, at en Kirke burde bygges i Karasjok som det beleiligste Sted, da der boede saa mange Folk bestandig, og Tømmerskov havdes paa Stedet. Men det egentlige Stød dertil gaves maaskee ved et Brev fra daværende Præst Hjort af 15de Novbr. 1776, hvori det blandt Andet hedder: "At Afjuvara Forsamlingsstue formedelst Ælde er bleven saa skrøbelig, at Man ei sammesteds paa nogle Aar har kunnet holde Forsamling, og at derfor samme Steds Almue maa forsamle sig deels i Koutokeino deels i Karasjok under Afjuvara, hvor der er en Kirkegaard indviet. Bemeldte Karasjok er en Qvænebye af nogle Familier, tilforn 10, men formedelst Børnekopper og Fattigdom (da Laxefiskeriet er aftaget), nu ikke saa mange". Den her nævnte Forsamlingsstue i Afjuvara er saaledes ventelig den samme, hvoraf endnu de 2 næsten opraadnede Vægge staae tilbage, ved Jetzjok omtrent 6 Mile vestenfor Karasjok, og som maaskee tillige har tjent til Thingstue. Karasjok har imidlertid først faaet en ordentlig Kirke og er bleven et særskildt Sogn i 1807. Koutokeino Kirke er derimod meget gammel. Den var fordum svensk, og skal ifølge Prof. Dahls Chorographie være "bekostet af Kong Carl den 11te", hvilket formodentlig maa forstaaes saaledes, at den første Kirke paa dette Sted er anlagt i hiin Konges Regjeringstid; thi den nuværende Kirke vides at være bygget i Aaret 1701. Ved Grændsetractaten af 1751 blev dette Sogn afstaaet til Norge og er nu tilligemed Annexet Karasjok ifølge den før nævnte Resolution af 19de Marts 1813 forenet med Kistrand, uden at de dog egentlig kunne ansees som Annexer til dette; men Kistrand og Koutokeino bør snarere betragtes som 2 under een Præst forenede Præstegjæld, at hvilke det ene betjenes om Sommeren og det andet om Vinteren; en forening, som er foranlediget ved den Betragtning, at Præsten er ligesaa overflødig i Fjeldsognene om Sommeren, som i Kistrand eller Kjelvig om Vinteren, da de altfor lange og skarpe Søereiser hindre Almuen - paa Enkelte nær - at besøge Kirken paa den Tid. Medens Koutokeino og Karasjok havde deres egen Præst for sig, opholdt denne sig i Almindelighed hele Sommeren i Alten.

Denne Forening er altsaa for saavidt naturlig og hensigtsmæssig; men Kaldet bliver derved i den Grad byrdefuldt og ubehageligt, at ikke lettelig nogen Mand kan ventes i længere Tid at virke i samme med Lyst og Kraft. Kaldet har nu 4 Kirker, der ligge i saadan Afstand fra hverandre, at Sognepræsten for at besøge enhver af dem eengang maa gjøre en Reise af 76 Mile, hvoraf 20 svære Søemile med Baad, de øvige 56 Mile, som ere ulige kortere, tillands med Rensdyr. Han opholder sig saaledes hele Vinteren i Fjeldsognene, omtrent 3 Maaneder paa hvert Sted; om Sommeren derimod i Kistrand, hvorfra han gjør 2 eller 3 Reiser til Kjelvig. Ei alene formedelst disse lange og saare besværlige Reiser, men ikke mindre formedelst det Ubehagelige ved et idelig omflakkende Liv, ja Man kunde næsten tilføie: det Aandsfortærende ved saa langvarig Eensomhed, bliver dette Kald uden Tvivl det byrdefuldeste i Riget, og kræver gode Kræfter saavel paa Sjel som Legeme, hvorfor det ogsaa vilde være ubilligt at fordre, at nogen Mand skulde udholde deri længere end nogle faae Aar. Vel seer Man, at nogle Præster fordum have tilbragt den største Deel af deres Liv i Koutokeino, medens dette endnu var svensk; med deels var naturligviis Kaldet, førend det forenedes med Kistrand, ulige mindre besværligt uden maaskee derfor at være slettere i oeconomisk Henseende, deels er det vel at befrygte, at hine Præster efter et 16 til 20 aarigt Ophold i Koutokeino vare mere Fjeldfinner end Præster, og omsider lidet skikkede til at befordres andensteds hen.

De øvrige Kald ere dog meget mindre besværlige. Hammerfest Sognekald har vundet Noget i Beqvemmelighed og Meget i Behagelighed ved Maasøe Kirkes Forflyttelse til Havøesund; Reisen til dette Annex er nu 4 Mile og til Qvalsunds Capel 2 Mile. Hasvig Annex ligger kun 2, dog meget lange og skarpe Mile fra Loppen. Imellem Talvig og Kaafjord er omtrent 1½ Mile. Det følger altsaa af Sagens Natur, at Annexkirkerne ikke kunne betjenes jevnligen paa visse Søndage hele Aaret igjennem, som det skeer i det søndenfjeldske Norge; men Præsterne pleie efter Afstandens Længde og Menighedernes Størrelse at besøge Annexerne to, tre eller fire Gange aarlig, og hvergang at forblive der i nogle Uger, hvorfor der ved Annexerne ere opførte mindre Præstegaarde eller Stuer til Logis for Præsten ender hans Ophold der. Forsaavidt disse Reiser maae skee søeværts, foretages de meest om Sommeren, det vil sige fra April til September eller October Maaneds Udgang; de Kirker derimod, til hvilke Man reiser landværts, hvilket dog kun er Tilfældet med Koutokeino og Karasjok, besøges om Vinteren.

Den vigtigste Indtægt for Præsterne i Finmarken er Fisketienden (56), som ydes in natura, og hvoraf de nu ifølge Lov af 2den Juni 1824 nyde de 2/3 Dele, da Statens Andeel ved bemeldte Lov er overdraget Præsteskabet "indtil Videre"; en Bestemmelse, som bevirkedes ved den Tids slette Fiskerier i Forbindelse med den daværende Mangel paa Embedscandidater, og som derfor maaskee ikke vil blive permanent. Naar den øvrige Tiende overeensstemmende med Landslovens 2-22-5 skal deles imellem tvende Sogne, da deles ogsaa Kongetienden imellem Præsterne forsaavidt de begge ere i Finmarken; men af det Fiskerie, som drives i Finmarken af Nordlændinge eller andre Fremmede, tilfalder Kongetienden udeelt Præsten i det Sogn, hvor Fiskeriet foregaaer, og han oppebærer altsaa af saadant Fiskerie de 3/6 Dele eller Halvparten af den fulde Tiende.

Tiendens Størrelse beroer derved naturligviis paa Fiskeriets Beskaffenhed, og giver Præsterne stundom en rundelig Indtægt (57), hvorimod den til andre Tider, naar Fiskeriet mislykkes, kan blive saare knap. I nogle Kald, især dem, der ligge inde i Fjordene, dependerer den meest af Vinterfiskeriet; ved Havsiden derimod hovedsagelig af Sommerens Udbytte. i Fjeldsognene er naturligviis Fisketienden saa godt som ingen, da det, som Fjeldfinnerne under deres Ophold ved Søekysten kunne fiske til Salg, er yderst ubetydeligt; dog erlægges i Karasjok nogen Laxetiende ligesom i Thanen; hvilket derimod ikke er Tilfældet i Alten, hvor Alt anvendes til Huusbrug og Intet sælges.

Den forrige Mangel paa Ansøgere til de finmarkske Præstekald foranledigede ligeledes de Kongl. Resolutioner af 24de August 1822 og 13de April 1823, af hvilke den sidste dog for en Deel var termineret til Udgangen af 1824. Efter [dette] Tidspunkt maatte den altsaa ansees hævet; men er senere tildeels igjen fornyet ved Resol. af 16 April 1830, som bevilger Sognepræsterne til Koutokeino og Loppen et Tillæg af 100 Spd. hver af det nordlandske Kirke- og Skolefond, ligesom det førstnævnte Kald desuden fra ældre Tider nyder et Tillæg af 100 Rdlr. eller nu 80 Spd. af Statskassen (58).

Beneficeret Gods gives ingensteds i Finmarken og Høitidsoffer bruges i Almindelighed ikke, da den lovbestemte Rettighed til Præsten og Klokkeren træder i sammes Sted. Til Sognepræsten erlægges i Rettighed 1 Spd. 24 Sk. af hver Nordmand og 64 Sk. af hver Fin, som optages i Mandtallet. Denne Indtægt, hvis Størrelse altsaa beroer paa Menighedens Talrighed og Velstand, opløber i de færreste Præstegjæld til 100 Spd. Da de fleste Menigheder hverken ere store eller formuende, kunne ei heller de accidentelle Indtægter blive af særdeles Betydenhed. Der existerer intet lovbestemt Regulativ for ministerielle Forretningers Betaling i Finmarken; men frivillig Praxis har dog indført et saadant, hvorefter i Almindelighed f. Ex.en Brudevielse betales med 3 Spd., en Barnedaab med 48 Sk., Jordfæstelse for et voxent Liig ligeledes med 48 Sk. o. s. v.

Præstegaardene kunne ikke ventes i disse Egne at afgive nogen egentlig Indtægt. Jordveien er altid høist ubetydelig; der avles intet Korn, og fødes sædvanlig 3 til 4 Køer. Husene ere nu paa de fleste Steder temmelig gode, og yde Præsterne ganske beqvemme Boliger, for hvis Benyttelse de svare en aarlig Rente af 9 Spd. 72 Sk. til det nordlandske Kirke- og Skolefond. Præstegaardene i Finmarken vare nemlig tilforn Præsternes Eiendom, og kjøbtes af Mand efter Mand. Men ved Resc. af 13de Juni 1781 bestemtes: at de skulde indløses af Kirkerne og vedligeholdes af disses Midler, hvorimod Præsterne skulde erlægge de aarlige Renter af Kjøbesummen, som ei lettelig maatte overstige 300 Rdlr., til Kirkerne eller disses Eier, det nordlandske Kirke- og Skolefond.

Ved enhver af Kirkerne i Vest-Finmarken er en særskilt Kirkesanger eller Klokker ansat, med Undtagelse af Capellerne i Qvalsund og Kjelvig, hvor Tjenesten besørges af Klokkeren i Hovedsognet. De have hidtil ingensteds uden i Talvig faaet Embedsjord eller frie Bolig udlagt, og deres Indkomster bestaae, foruden Rettigheden, kun i tilfældige Emolumenter ved Brudevielser, Barnedaab, Begravelser o. s. v. ved hvilke Leiligheder de i Regelen faae omtrent 1/5 Part imod Præsten. Klokkerne ere overhovedet, især i de smaae Sogne, saa slet aflagte, at Man har Vanskelighed ved at faae nogenlunde duelige Subjecter til disse Poster. Foruden de sædvanlige Functioner have Klokkerne i Koutokeino og Karasjok ogsaa den, at være Tolk, som ustridigen er den vanskeligste Deel af deres Embede. Det paaligger nemlig Klokkeren mundtlig paa Stedet at oversætte Præstens Foredrag i Kirken, hvilket derfor denne maa indrette saaledes, at han kun fremsætter korte Perioder ad Gangen, og derpaa standser, indtil Klokkeren har gjentaget Ordene paa Finsk for Menigheden. At Man derved i Grunden gjør altfor store Fordringer ei alene paa Sprogfærdighed, men endog paa videnskabelig Dannelse hos Klokkeren, er ligesaa let at begribe, som at Foredraget paa denne Maade maa tabe den største Deel af sin Virksomhed; men denne for Fjeldfinnerne, der sjelden forstaae Norsk, aldeles nødvendige Fremgangsmaade vil ikke kunne afskaffes, førend dette Kald ved offentlig Understøttelse bliver af saadan Beskaffenhed, at en Mand med nogen Lyst kunde blive i samme en Række af Aar; thi kun da var det mueligt, at han selv kunde lære Sproget saa grundigt, at han kunde holde sin Tale i det finske Sprog.

De saakaldte: series pastorum, eller Fortegnelser over Sognepræsterne i tidsfølgende Orden, kunne vel ikke i og for sig selv have noget synderligt Værd i Almindelighed; men da de dog kunne interessere Enkelte og desuden ofte tjene til betydelig Veiledning ved Tidsbestemmelser, saa synes det ubetydelige Rum, som de fordre, ikke at burde nægtes dem, og de anføres derfor her til Slutning saadanne, som de i vedkommende Embedsarchiver forefindes.

For Loppens Præstegjæld haves følgende: Series pastorum ecclesiæ loppensis (59)

1. Antoni ... (hans Tilnavn veed Ingen) den første Præst efter Kirkens Forflyttelse, er bleven Præst her omtrent 1600. Om ham fortælles, at han en Søndag prædikede særdeles bevægeligt, og gik derpaa lige af Kirken i Almuens Paasyn med Bogen under Armen ned til Søen, hvor han kastede sig i Havet og druknede, uagtet han strax blev opdraget.
2. Søren Persen har været meget gammel og længe Præst paa Stedet (60).
3. Torben Reiersen, Provst, blev kaldet hid 1651, har været længe Præst her og døde paa Stedet.
4. Trude Nitter er siden bleven Provst paa Kjelvig 1699.
5. Henrick Larsen Wigand.
6. Svend Nielsen Wigand. (Sødskenebørn).
7. Andreas Filianus, ordineret; kom herfra til Alten, og druknede paa Brevig i Hasvig Sogn, da han skulde rise i Sognebud.
8. Hans Irgens.
9. Johannes Irgens (ifølge Biskop Krogs Fortegnelse ordineret i Aaret 1712).
10. Melchior Tybring (blev udnævnt 5 April 1720).
11. Claus Schult havde Fortred, og reiste til Kjøbenhavn med Biskop Hagerup Attest; fik siden Tolgens Kald ved Røraas.
12. Peder Krop (kom til Talvig 1752).
13. Augustinus Busschmann (kom senere til Næsne i Helgeland).
14. Søren Bang.

Fortegnelse over Sognepræsterne til Alten-Talvig
uddragen af Ministerialbøgerne og forskjellige andre Kilder.

• 1705-1723 Anders Larssøn Filianus. Om han har været Præst her tidligere end 1705, vides ikke vist. Han druknede paa en Reise til Brevig i Marts 1723, og fra denne Tid til Juni 1724 betjentes Kaldet under Vacansen af Melchior Tybring til Loppen.
• 1724-1729 Morten Nielsen Lund, var forhen - og siden tillige - Missionair og Catechet for Alten og Hammerfest. Han blev kaldet til Talvig den 27de Aug. 1723, og i Marts 1728 befordret til Overhalden, som han dog først tiltraadte i 1729.
• 1729-1735 Knud Nielsen Leem, siden 1725 Missionair i Porsangen, blev under 8de April 1728 kaldet til Sognepræst i Talvig, i 1734 befordret til Augvaldsnæs og 1752 professor lingvæ lapponicæ. Han er bekjendt som Forfatter af en lappisk Grammatik og Lexicon, samt en udførlig Beskrivelse over Finmarken. Død 1774.
• 1735-1752 Johan Falch, Provst, forhen Missionair i Porsangen, og befordret til Aas Sognekald ved Christiania i 1752.
• 1752-1758 Peder Krop, Provst, kom hertil fra Loppen og blev befordret til Qværnes i Novbr. 1757
• 1758-1766 H. Frugaard, Provst, var forhen Præst til Kjelvig, og blev 1766 befordret til Sælboe. Fra August 1766 til Juli betjentes Kaldet af Fjeldpræst Rasmus Schjelderup.
• 1767-1770 Søren Bang, Provst, kom hertil fra Loppen.
• 1771-1778 Albert Jersin, Provst; under Vacansen efter Jersin betjentes Talvig i lang Tid af Fjeldpræst Hjort.
• 1780-1785 Christopher Garmann, Provst, blev herfra befordret til Ytterøen.
• 1785-1792 Isak Severin Frimann, Provst, forflyttedes i sidstnævnte Aar til Overhalden.
• 1792-1801 Jens Stub, Provst, blev herfra befordret til Wedøe i Romsdalen, hvor han forliste paa en Annexreise.
• 1801-1811 Niels Tønder Hammond, Provst, forflyttedes til Hassel i Vesteraalen, hvor han senere er død.
• 1812-1820 Lars Nannestad, Provst, blev fra Talvig befordret til Ytterøen i Trondhjems Stift, og senere til Gjerdrum i Agershuus, hvor han døde i 1830.
• 1821-1824 Henrick Meyerhof Jordan, Provst, havde tidligere været personel Capellan og forrettende Sognepræst til Lessøe i Guldbrandsdalen. Druknede Høsten 1824 i Storvandet ved Talvig. I 1825 bekjendtes Kaldet af Sognepræst Th. Hee til Loppen.
• 1826-1834 Fredrik Rode, Provst, blev som Candidat kaldet til Talvig i Marts 1826 og under 27de December 1833 befordret til Gjerpens Sognekald.
• 1834- Andreas Jørgen Fleischer.

Series pastorum ecclesiæ Hammerfest: (61)

• Hans Monsen har været her henved 25 Aar og formedelst Alderdoms Svaghed maatte han kalde sig en Capellan ved Navn: Svend Larsen, som var her i 3 Aar.
• Jens Block, Interims-Pastor, forestod Kaldet i 2 Aar.
• Peder Harboe i 5 Aar.
• Aaron Arctander i 16 Aar.
• Andreas Noed i 5 Aar.
• Jeg (Kjelstrup) som har været her paa 9de Aar, og 2 Aar tilforn paa Maasøe, er fød 1720, deponente 1740; exam. theol. 1743, kaldet til Maasøe 1749 og til Hammerfest 1751 (Han forflyttedes herfra til Rødøe 1767.

Fortegnelse paa Dem, som have været Præster i Koutokeino,
(formodentlig paabegyndt af den sidste svenske Præst Joh. Bjørkman, og siden fortsat af de følgende Præster

1. Anund Curtilius formenes at have været den første Præst her og at have boet hele sin Tid ved Masi 1721 af de Danske opbyggede Kirke. Han blev siden Capellan i Øvre-Torneå og Hiktaniemi Capel.
.
2. Johan Tornberg, senior, blev Pastor omtrent 1676, og boede en Tid de hvor den danske Masi Kirke nu staaer, samt den øvrige Tid af sit ophold i denne Menighed paa den nordre Side af Koutokeino Elven og Markedspladsen. Han befordredes 1681 til Jukasjerfve Pastorat og 1687 til Øvre-Torneå Præstegjeld.
3. Anders Tornensis, som afsattes fra Øvre-Torneå Pastorat, og i nogle Aar var uden Embede, forordnedes hid 1682, hvilket af hans gamle Lægd over Lappe-Almuen kan sees. I hans Tid blev Kirken 1701 opbygget af Bygmesteren og Borgeren Christiern Jacobsen Antilius. Bemeldte Tornensis boede paa samme Plads som forrige Præst. Han døde 1705, og er begraven i Kirken paa den søndre Side af Alteret.
4. Johan Tornberg junior, som forud en lang Tid havde været Adjunct hos sin Fader i Øvre-Torneå, forordnedes til Pastor 1705 eller 6. Ved hans Foranstaltning blev Præstegaarden paa Markedspladsen opbygget. Blev 1719 Pastor i Jukasjerfvi.
5. Johan Junnelius succederede Forrige, og befordredes om Høsten 1745 til Uleå Stads- og Lands-Pastorat i Østerbotten.
6. Johan Biørckman fra 1746, og blev, da Sognet kom til Norge, promoteret til Gjellivare i svensk Lapmarken. Reiste 1756.
7. Hans Hagerup Krog, blev kaldet hertil 1755; men da han først ankom sidst i 1756, betjentes Kaldet i Mellemtiden af Missionair Hans Dahl. Forlod Kaldet 1758 og blev Aaret efter Præst til Astafjorden.
8. Ole Bernhoft Friis forhen Mission: ord: i Waranger, tiltraadte Kaldet sidst i 1759 og forlod det 1764, da han beskikkedes til Sognepræst til Leganger i Bergens Stift.
9. Rasmus Schjelderup kaldet 1 Marts 1765, tiltraadte Kaldet 11 Novbr. s. A. og blev 1773 kaldet til Sognepræst til Lenvigen i Nordlandene.
10. Morten Helm kaldet 4de Marts 1773 og Aaret efter 24de Marts befordret til Loppen.
11. Olavius Hjort, forhen Mission: ord: i Porsanger, kaldet 24 Marts 1774, siden (1780?) Præst til Waagen (i Lofoden?).
12. Ole Meyer succederede Forrige og blev 1786 kaldet til Rødøe i Helgeland.
13. Samuel Bugge Budde fra 1787, blev siden, 1791 eller 92, forflyttet til Flagstad i Lofoden, hvor han døde.
14. Torben Lechwe fra 1792 til 1797; død i Lier i Agershus
15. Andreas Lyng, før Pers. Capellan, siden Præst til Kjelvig; dernæst 1797 kaldet til Koutokeino og 1803 til Trondenæs. Har dog før 1803 forladt Kaldet, da dette i 1801 og 1802 betjentes af Præsten til Kistrand Poul Qvist.
16. Ebbe Stabell kaldet til Koutokeino 18de Juni 1802, forlod dette 1805 og døde strax efter ved Trondhjem. Efter ham betjentes Kaldet af Provst Hammond indtil Eftermandens Ankomst.
17. Anders Dass Lund blev den 8de August 1806 kaldet hertil fra Pers. Capellan hos Provst Friman i Overhalden. Reiste 1ste Februar 1810. I 1811 og 1812 betjentes Kaldet af Præsten til Kistrand Erik Gjerløv det første Aar for Lund, det sidste Aar for Jessen. Lund blev, efter at have solliciteret i 3 Aar, den 5te Marts 1813 befordret til Sund, Austvold og Møxter i Bergens Stift.
18. Lauritz Jessen, ligeledes Capellan hos Friman i Overhalden, kaldet til Koutokeino 3die Mai 1811. Under ham bleve ved Resolution af 19de Marts 1813 Kistrand og Koutokeino forenede. Jessen reiste i Foraaret 1818. Den følgende Vinter betjentes Kaldet tildeels af Præsten Deinboll i Wadsøe.
19. J. Daae ankom 1819, reiste syg derfra 1822 og døde i Schjervøe. Fra 1822 til 1831 er Kaldet betjent, fra 1822-1824 af Provst Jordan til Talvig, Drejer til Hammerfest og Deinboll til Wadsøe, 1825 af Provst Rasmussen paa Tromsøe, 1826 af Stub i Lyngen og Stockfleth i Wadsøe, 1827-1831 af Rode og tildeels Stockfleth.
20. A. C. Brodtkorb udnævnt til Koutokeino og Kistrand 17de August 1830.

43) See Instruxen for Collegiet af 19 April 1715.

44) See Hammonds Missionshistorie Pag. 268 og flg.

45) Den af den Kgl. norske Regjerings-Departement for Kirke- og Undervisnings-Væsenet i 1829 udgivne "Fortegnelse over Stiftelsesbreve og Legater" meddeler nærmere Oplysning saavel om dette Fond, som det dermed oftere sammenblandede seminarii lapponici Fond, der skal være opstaaet i 1752 ved Oprettelsen af et seminar: lapponicum i Trondhjem, som formodentlig maa være en Fortsættelse under ny Benævnelse af det ovenfor omtalte seminar: scolast.

46) Prof. Hans Dahl skriver i sin Chorographi (Top. Journal, 3die Hefte pag. 120) at Koutokeino Kirkes Indkomster bestaae af frivillige Gaver, Leiermaals-Bøder, een Styver i Viinpenge for hver Communicand, og nogle faae flere ganske ubetydelige Ting, men at han ikke destomindre modtog 1900 til 2000 Daler Kobbermynt, Kirken tilhørende, da han i Febr. 1755 var beordret at afløse den sidste svenske Præst. Hvortil denne betydelige beholdning, som fornemmelig maa antages at være samlet ved frivillige Gaver, senere er bleven anvendt vides ikke.

47) Sagnet, som ikke angiver Tiden, beretter, at der just holdtes Gudstjeneste, og da de russiske Skibe saaes i Søen, begyndte Præsten strax at holde en Liigprædiken over sig selv og hele Forsamlingen. Der vare samme Dag 7 Brudepar i Kirken; men kun een af Brudgommerne reddede sig over til Fastlandet og bragte Efterretning om Kirkens og alle de Øvriges Undergang. Samme Skjæbne var efter et andet Sagn senere tiltænkt Kjelvig Kirke, men da Man blev de russiske Skibe vaer, skrev Præsten 3 Gange efter hverandre nogle Ord paa et Stykke Papiir, som han kastede ud i Søen. Da dette var skeet tredie Gang, reiste der sig en Storm af Vest, som kastede Skibene tilbage paa den bratte Klippestrand indenfor Sverholt, hvor Mandskabet kastedes op i et Hul i Fjeldet, der endnu kaldes Russe-Hellar, hvorfra de ingensteds kunde komme, og omsider døde af Sult. - Man har i Finmarken mange Sagn om disse Plyndringer af Russerne, og de indeholde upaatvivlelig nogen Sandhed. Det er meget muligt, at flere af Kirkerne af dem kunne være røvede og ødelagte. Disse Indfald fandt udentvivl især Sted i det 14de og 14de Aarhundrede, men synes at have vedvaret endog i det 18de; i det mindste fortælle endnu levende Folk, at deres Forældre havde oplevet saadanne. - v. Westen skriver i et Brev til Colleg. af 9de Octbr. 1717, at Hasvig Kirke da var bleven plyndret af russiske Røvere, som ogsaa havde gjort Skade paa andre Folks Gods, afbrændt Torneå og ødelagt mange Steder i Lapmarken lige til Koudikeino. Endog den nys ombyggede Kjelvig Kirke, som var opført i 1741 og har noksom tydelige Præg af Mishandling, have Russerne faaet Skylden for at have plyndret, skjøndt det vel turde hænde, at de deri ere hjulpne af vore egne Russer, Nordlændingerne; i alle Fald ere dette Slags Plyndringer, som ikke ere foretagne af Russer, der i dette Øiemed er komne til Landet, kun en svag Levning af hine Fortids Røvertog, og maae snarere betragtes som almindelige Tyverier af fremmede Fiskere.

48) Denne Altertavle angives nemlig i bemeldte Aar at have være skjænket til Maasøe Kirke af Foged i Finmarken Niels Søffrensen Fiil.

49) Salget synes dog ikke at være foregaaet førend 1748, og Kirken udbragtes da til 5 Rdlr. 8 Sk.

50) Da Ingøe Kirke af Amtmand Lorich erklæres "faldefærdig" allerede i 1708, maa den formodentlig efter den Tid have undergaaet en Hovedreparation.

51) Just, som dette lægges under Pressen, seer Man offentliggjort en Kgl. Resol. af 14de Juli 1841, ifølge hvilken Kjelvigs Kirke nu skal flyttes ned til Porsangerfjorden.

52) Denne Kirke vil nu blive nedreven, da en ny og større Kirke senere (i 1840) er bleven opført ved Siden af den gamle.

53) SÄLICH SIND DE DAT WORT GODES HÖREN UN BEWAREN 1626. Kirkeklokken har en Inskription med Munkeskrift hvis Udtydning ikke kjendes.

54) Den forrige Altertavle, som endnu opbevares i Kirken, skjøndt den er fortrængt fra sin rette Plads af en nyere fra Maasøe Kirke, har følgende Inskription: "Aar 1631, de 4de Juli, har Jens Jensen Wendelboe og hans Hustrue foræret denne Altertavle til Hasvog Kirke i Finmarken" og paa Lysekronen staaer: "Givet til Hasvog Kirke 1655".

55) Ifølge Kgl. Resol. af 23de Decbr. 1835 (cfr. 19de Octbr. 1840) har Alten-Talvig nu i de sidste Aar faaet et Slags Annex ved Oprettelsen af et Capel i Kaafjord.

56) Angaaende Tienden saavelsom Rettigheden meddeles nærmere Forklaring i næste Afsnit.

57) Sædvanlig gjør Man sig dog et altfor høit Begreb om Tiendens Beløb i gunstige Aar. I Alten-Talvig, som ansees for det bedste Kald i Finmarken, har Præstens Tiende i Aarene 1826-1834 varieret imellem 130 og 900 Spd. aarlig.

58) Senere ere begge de 2 førstnævnte Resolutioner aldeles ophævede ved Resol. af 26de April 1838, som derimod ikke nævner Resol. af 16de April 1830, der altsaa vel maa antages fremdeles at være gjældende.

59) Denne Fortegnelse formodes at være opsat af den sidstnævnte Præst: Søren Bang, der i Aaret 1767 blev befordret herfra til Talvig.

60) Af Finmarkens Thingprotokol erfares Søffren Nielsen, hvis Navn ikke findes i denne Fortegnelse, var Præst til Loppen i Aaret 1631. Han maa altsaa enten have været Søren Persens Formand eller Successor.

61) Nærværende Fortegnelse, forfattet af Sognepræst Kjelstrup og dateret den 7de Juli 1759, er meget ufuldstændig, men optages dog i Mangel af nogen bedre.