Knud Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper
Kjøbenhavn : Salikath, 1767

3. Capitel
Om Lappernes Naturel, samt Dyder og Lyder.

(s. 51-68)

Lappernes smaae Børn ere overflødig feede baade i Ansigtet og paa Kroppen; Men i Fremvexten tager den Feedme alt mere og mere af. Lapperne ere gemeenlig blege og gustene af Ansigtet, have kort Haar, stor Mund, indfaldne Kinder, Spidsagtig Hage og svage Øyne: Øynenes Svaghed er deels i deres Naturel; Ellers foraarsages den og ikke lidet ved den overflødige Røg, de besværes af hiemme i deres Telte og Hytter, og ved Snee-Driv, der legger sig paa Øynene paa Reysen, saa og ved idelig Stirren paa den hviide overalt med Snee bedækkede Mark, naar de age paa Fiældene for at skyde vilde Rins-Dyr, hvilken giør, at naar de komme tilbage fra den Jagt, kan de i nogle Dage vanskelig see.

Nogle foregive, at Lapperne ere gandske laadne paa Huden, ligesom vilde Bæster; Hvilket ingenlunde saa befindes i Sandhed. En anden skriver, at Lapperne have kun eet Øye, og at samme sidder midt i deres Pande, hvilket er en grov Løgn (7). Efter en deel Skribenteres falske Beretning er man falden paa de Tanker, at med Lapperne følger en Stank, der ikke, som man siger, er dem i Klæderne skaaren, men i Kiødet baaren; vel fornemmes hos dem en modbydelig Lugt, samme er dog ikke mere deres, end andre Folkes Naturel, men foraarsages dem af deres med Røg inde i de rygende Hytter giennembarkede og med Fedt besmurte Klæder.

De fleste ere lave af Statur, men derhos af en temmelig Styrke. De ere et haardført Folk til at taale Travaille, Frost og Kuld. etc. Da jeg uværdig var Præst i Alten i Vest-Finmarken, kom en Lappe-Qvinde, som 5. Dages Tiid tilforn havde giort Barsel, en lang Vey over Fieldet til mig ved Jule-Tiider og begiærte at introduceres. Som de kand taale uliidelig Kuld; Saa kan og Søe-Lapperne tillige fordrage en usigelig Heede, som falder inde i deres Hytter, naar Ilden er slukt og Røg-Hullet tiltæppet.

Efterdi Lapperne ere af en haardfør Natur: og ikke vant til at medicinere, kan gandske ringe Midler: Saasom Peber, Ingefær og deslige, hielpe dem under Sygdoms Anstød, der ikke ere des hæftigere. En Medicus vilde vel holde samme utroeligt; Men det er dog virkelig Sandhed, som jeg af Erfarenhed kan bevidne. Den barmhiertige Gud hielper ved smaa Ting paa de Steder, hvor de større ikke ere at bekomme; ellers maatte de arme Folk crepere. Vil man give en Lap et Stykke Tobak, lidt Peber og ingefær, er det fast det angenæmeste Velgefald, ham kan giøres.

De ere er smidigt og gesvindigt Folk, saa et en heel Hob kan sidde tet sammen paa et lidet Rum, havende Fødderne lagt krydsviis under Sædet.

De kand hastig gaae og løbe over Klipper og Bierge. De med Staven hvilende paa Skulderen, uden at sætte den imod Jorden til at støtte sig ved, rende paa Skie ned over høye Fiælde og Bakker med en flyvende Hast, saa at Vinden suser for Ørene og Haaret staaer bag i Veyret, ja og, om man legger en Hue eller andet i Veyen for dem, bukke de sig i løbet ned, og tage den op (Vid. Tab. I.). Saa snart Børnene kand gaae, tage de Skie med sig hen i en Bakke, sette sig paa Skien, og glide ned over Bakken, saaledes vænnende sig til fra Barns Been.

De kan med en utroelig Gesvindighed age med Rins-Dyr, ey allene paa slet Mark, men endogsaa ned over høye Bakker, og, i det de age, kaste de Tømmen, som Dyret styres med , over Dyrets Ryg fra den ene Side til den anden i saadan Hast, at man knap kan øyne det. De (forstaa Søe-Lapperne) ere saa rappe og færdige til at styre de Baade, som de beste Søe-Mænd. Deres Gesvindighed er efter mine Tanker dem deels medfødt, deels ogsaa foraarsasages af den Tran, som de fra Vuggen af vænnes til at spise (8).

De have gode Naturalia til at skiære med en Tælle-Kniv i Træ og i Horn, giørende Øser, Skaaler, smaa Fustager, og andet deslige temmelig næt. De kand giøre Slæder, til at age udi, saa tætte som en Potte, saa at der neppe kommer en Draabe Vand ind, saa og Horn-Skeer udsaarne i Blomster. See det 14de Cap. om Lappernes Fabriquer. lt. v. Endog en Deel af deres Fruentimmer skære temmelig net med en Tælle-Kniv; Ellers bestaaer Qvindernes meste Behændighed i at sye Belter; Punge samt andet deslige, og bordere dem med Tin-Traade, See det ovenanførte Cap. l. q.

De fleste ere gau til at skyde; I forige Tiider brugtes Piil og Bue, nu fast intet, uden Rifle-Bøsser, saa vel til at skyde Fugle, som Firefødde Dyr med. Peder Nielsens Mester-Stykke, hvorom er meldt i det 17de Cap. om deres Lege etc.er iblant andet et Beviis paa deres Færdighed i Skyden.

Hvad Lappernes Dyder angaaer, da ere de smukt oplyste i Guds Kundskab.

Førend høylovlig Ihukommelse Kong Friderich IV, hvilken med denne og alle andre sine høystpriselige Stiftelser til Hedningers Omvendelse haver indlagt sig et udødeligt Ære-Minde, forordnede den Finmarkiske Mission, som høylovlig Ihukommelse Kong Christian VI. og Kong Friderich V. ligesaa høystpriiselig og christelig haver forplantet, fortienende derved af alle Slægter at æres og velsignes, og vores nu regierende Allernaadigste Arve-Konge og Herre Kong Christian VII. med liige priiselig Nidkierhed for Guds Ære og sine kiere Undersaatteres timelige og evige Velfærds Befordring vedligeholder, for hvilken Høykongelige Naade den Stormægtige Konge og Landets fromme Fader være velsignet i Tiden og Evigheden! var der iblandt Lapperne et tykt Vankundigheds Mørke: Thi foruden at de gik til de dumme Afguder, og tiente dem, havde de fleeste liden Kundskab om den sande Treenige Guds Væsen, Velgierninger og Villie. En Lap, som paa de Tider kunde læse Halve-Delen af en A. B. C. Bog uden ad, holdtes for en høylærd Mand. Jeg vil forestille Exempel paa dette arme Folkes Vankundighed i den Tiid: En Porsanger-Fiords Lap, tilspurt, hvorledes Christus opfoer til Himmelen, svarede: Paa 2de Steen-Tavler; Denne arme Mand havde vel hørt om de 2de Steen-Tavler, men ikke meere, end en Papegoie, vidste, hvad de var, eller hvor de hørte hen.

Nu haver, Gud være Ære, og Kongerne være velsignede! Lapperne naaet et got Maal i Oplysning af Guds Ord, og kand smukt læse i og uden Bog. I mit Missionair District, kunde somme læse den gandske Catechismum uden ad paa Dansk og Lappisk, noget af Christi Lidelses Historie, og nogle Davids Psalmer. Een kunde 36 Davids Psalmer uden ad, og som er merkeligt, en gammel Mand ved Navn Niels Kistrand, hvilken Lapperne kaldte Nikke Kokko-Gedde (Niels heder hos dem Nikke, og hans Boe-Pæl, som var Kistrand nævnes i det Lappiske: Kokko-Gedde), lærte, da han var 70 Aar gammel, de 3 første Parter i Catechismo med Lutheri Forklaring uden ad, endskiønt han hverken kunde læse i Bog, ey heller havde lært noget uden ad tilforn. Siden jeg uværdig var Missionair paa det Sted, hvor benævnte gamle Mand boede, er 38 Aar forløben, og formodentlig haver Lappernes Oplysning i Guds Kundskab udi den Tiid end meere tiltaget ved troe Læreres Fliid, helst om Missionairerne have været det Lappiske Sprog mægtige, hvilket i mine Tanker er en u-forbigængelig Fornødenhed til Lappernes grundige Underviisning, og uden hvilket de ikkun lære at sige Ordene, men viide intet om deres Kraft; Thi der ere mange, i sær iblant Qvinderne, der aldeles ikke forstaae Dansk, og endskiønt de fleeste Mands-Personer, besynderlig Søe-Lapperne, kand paa Dansk udføre sin Meening i verdslige Ting, der udi Samtale med de Norske Landets Indbyggere discursive forefalder, saa kand de dog ikke have noget grundig Samling af en Prædiken eller Catechisaton, uden den skeer i deres eget Tungemaal; Af den Aarsag finde de sig i en høy Grad mere glædet, opbygget og fornøyet ved Catechisationer og Prædikener, der skeer paa Lappisk, end ved dem, der holdes paa Dansk, hvilket jeg af Erfarenhed kan bevidne, som en uryggelig Sandhed.

I min Betienings-Tiid hos Lapperne, som Missionair, forrettede jeg alle Prædikener og Catechisationer i deres Sprog, saa og lærte dem at læse Evangelia paa Lappisk, og i benævnte Sprog udlagde Psalmerne, som skulde synges ved Morgen- og Aften-Chors Holdelsen og om Sabbats-Dagen ved Guds Tienestens Forretning. Siden da Hans Kongelig Majestæt Allernaadigst havde kaldet mig uværdig til at være Sogne-Præst for Altens Præste-Gield i Vest-Finmarken, hvis Menighed bestaaer ey allene af Lappiske, men end ogsaa Norske og Finlandske Tilhørere, holdt jeg undertiiden Prædiken først paa Dansk, derefter paa Lappisk. For de Norske catechiserede jeg i det Danske og for Lapperne i det Lappiske Sprog. Absolution, Trolovelser, Brude-Vielser og Introduction forrettede jeg og for Lapperne altiid i deres eget Tungemaal.

Som Lapperne have naaet et got Maal i Oplysning af Guds Ord, saa holde de det og i høy Agt og Ære; Thi, endskiønt Sangen, Prædiken og Catechizationen siælden afgiøres i kortere Tiid, end 3 Timer, sidde de dog allesammen, hvor koldt det end er, i deres aabne Telte med blotte Hoveder, og med megen Andagt, Stilhed og Ærbødighed bivaane Guds Tieneste.

De ære og dem, som arbeyde i Ordet og Lærdommen, tage venlig imod deres Lærere, kalde ham Buorre Atzhie danice: Gode Fader! viige selv af det fornemmeste Rum i Herberget og overlade ham det, beverte ham med det beste, de eye, neml. frisk frøssen Rensdyr-Melk, Rensdyr-Ost, Rensdyr-Kiød, Tungen af Dyret, Marven etc. De, hver Gang han haver holdt Chor, catechizeret eller prædiket, takke ham for Guds Ords Lære, sigende: Kiitos ednak Ibmel Sanest, Danice: megen Tak for Guds Ord.

De fleeste, naar Missionairen ey er der, holde selv flittig Chor Morgen og Aften i sine Huuse, ja endog paa Reysen; somme catechizere og selv ved Chor-Holdelsen for sine Børn og øvrige Huus-Gesinde. De lade og Guds Ord tilsyne i deres Levnet; Thi de bande og sværge fast aldrig, men have Væmmelse til de Norskes idelige Sværgen og Banden. De ere ømme for at overtræde Sabbaten. De ere forligelige, saa at sielden høres Slags-Maal iblant dem. De ere kydske og tugtige: I de 4 Aar, jeg uværdig var Missionaire for 2de Præste-Gields, nemlig Kielviigs og Kiølle-Fiords Lapper, blev der iblant benævnte Præste-Gields Lapper ikke fød et uægte Barn, og i de 6 Aar, jeg uværdig, som Præst, betiente Altens Præste-Kald, føddes der iblant Lapperne ikkun et uægte Barn. De have Afskye for at tage en sig i Blodet Paarørende til Ægte. Tyverie begaae de sielden: i de 4 Aar, jeg, som Missionaire, vandrede iblant dem, mistede jeg ikke ved Tyve-Haand en Hvids Verdie, men havde alt mit, endskiønt uforvaret med Laas og Lukkelse, i Behold. Mange tage ikke den mindste smule Mad til sig, uden først at velsigne den, sigende: Jesusatzh sivned! danice: Lille JEsu velsigne!

Dette kand og siges Finmarkens Lapper til Roes, at der i Landet ere fast ingen omgaaende Betlere, enhver fattig holder sig smukt hiemme i sin Hytte, og bliver der af Sognets egne Folk forsynet med fornøden Livs Ophold; da derimod andre Stæder i Norge, hvor en bedre Skik og Orden skulde formodes, ikke mangle Landstrygere og omløbende Betlere.

Nogen særdeles Laster og Udyder veed jeg ikke med Sandfærdighed at tillægge Lapperne, undtagen, at en Deel ere tilbøyelige til Drukkenskab, og somme ere ikke de oprigtigste i Handel og Vandel, hvilket iblant andet heraf erfares: Om Foraaret avles der imellem Huud og Kiød paa Rensdyrene et Slags korte tykke Orme, kaldet guormak (9); Samme Orme igiennembore Skindet, hvorover Huden af et Rensdyr, der slagtes om Vaaren, haver mange Hul i sig og er ikke nær af den Duelighed og Værdie, som de Dyrs Huder, der dræbes om Sommeren og Høsten: For at skiule disse Huller, og indbilde den Kiøbende, at Skindet er ubeskadiget og godt, bedække de dem med en tynd Hinde (10).

7) Oprindelsen til den Fabel om Finnerne, at de skulde være lodne og have et Øye midt i Panden, er meget gammel og maa søges i de Beretninger, som forekommer hos Herodotus og Plinius om adskillige besynderlige Folkeslag. Blant disse var der, efter Beretning, nogle med et Øye i Panden, som bleve kaldede Arimasper og opholde sig ikke langt fra det Sted, hvor Norden-Vinden kommer fra. Disse vare især berømte af den bestandige Krig, de førde med Dragerne, eller, saa som de egentlig kaldes, Grifferne; hvilke de søgte at frarøve den Guld-Skat, som disse toge i Ertzgruerne, og med største Flid bevogtede. Men hvad det ene Øye, saa er Grunden dertil overmaade slet, man maa nu søge den i de af Herodotus anførte Issedoniers og Aristei Proconnesii urigtige Beretning, saasom de fleste holde for, eller med Hr. Beer (i Erl. Z. A. W. H. Tom. III. S. 35. sq.) derudi, at man vrangelig har udlagt Oprindelsen til det scythiske Ord: Arimaspos, i det at man har forklaret Arima ved Eet, og Spu ved et Øye, da dog arimaspos, saasom Hr. Beer mener, intet andet betyder, end et Bierg-Folk; ved hvilket Folk han her vil have forstaaet en tatarisk Nation i Dauria i hvis Land Grifferne (det er Chineserne, hvis Vaaben og Sindbillede er en Drage med 4 Fødder, eller en Grif) havde indtaget en Guld-Gruve, som de tilligemed deres Guld vel bevarede for bemelte Tatarers eller Arimaspers Overvold, endskiønt dog disse sidste, passende paa god Leylighed, ofte frarøvede Chineserne deres Skat, naar den skulde føres hiem til China: Og synes denne Hr. Beers sindrige Forklaring, i sær om Grifferne, temmelig at fortiene Bifald, allerhelst, da det er bekiendt, at hurtige, raske, modige og stridbare Folk, endog i den hellige Skrift, lignes med Rovfugle og Ørne. Saaledes heder det, Esaiæ XLVI, 11. om Cyrus: Jeg kalder en Rov-Fugl af Østen, og Ezech. XVII, 3. om Nebucadnezar: Hin store Ørn med de to store Vinger. Ja, Matth. XXIV, 28. kaldes de Romerske Soldater Ørne just af samme Aarsag, formedelst hvilken Chineserne kaldes Griffer. Hvad for det andet, den Loddenhed angaaer, som tilskrives Lapper og andre Folk, som leve paa Lappisk Maade, saa har den uden al Tvivl sin Oprindelse til Deels af de Dyre-Skind, de om Vinteren bruge til Klæder, med Haarsiden udefter; til Deels deraf, at man har forvirret ordentlige Mennesker med Aber, Marekatter og i sær med Troglodyter ellers og kaldede Pygmæer, Skov-Folk, Skov Trold, Orang, Outang, Troglodytes Linn. S. N. P. 24. & Amoen. acad. Tom. VI. hvilke samme nogle vil have forstaaede ved [hebraisk ord] hos Esaias XIII, 21. og XXXIV, 14. Det er merkeligt, at endog den Fabel om Varulve findes allerede hos Herodotus, og synes samme neppe at kunne have anden Oprindelse end fra nogle storskrydende saa kaldede Hexemestere, som for sine Aarsagers skyld, har vildet bilde Folk ind, at de vare i Stand til at omskabe sig til Ulve. Hvo veed, om de ikke og virkelig, til visse Tider, har iført sig Ulve-Skind og gaaet paa de fire, for at skrække Folk? Om et Folk hos Herodotus, kaldet Argali og dets Gedde-Fødder, samt om et andet Slags, som opholdt sig ved det Bierg Imai i det Landskab Abrimon, med bagvendte Fødder (aversis post erura plantis, saasom Plinius beskriver dem) finder man artige Indfald hos før bemeldte Beer l. c. Den første Fabel mener han at have sin Oprindelse af en Misforstand, i det at Grækerne har udlagt Argali deres Navn saaledes, at de derefter maatte ligne Steenbokke, da dog dette Navn her intet andet betydde end Bierg-Folk, saasom Arga betyder et Bierg og li et Dyr i Almindelighed (animal in genere) som begriber baade Mennisker og ufornuftige Dyr under sig. Den sidstnævnte Fabel derimod udleder han fra Skierne. Dog veed jeg ikke, hvor vidt man kand give en saadan Meening Bifald. Spørsmaal, om ikke Troglodyterne elder vilde Mennisker og deres Gang paa fire Fødder kunde have givet Anledning til den Historie om Skov-Folk med bagudstaaende Fødder eller Fodsoler? See Plinius 7. Bog 2. Cap. Maaske og nogle Vanskabninger undertiden har givet Anledning til en Historie om et vanskabt Folkeslag. See Plinius l. c. om vanskabte Folk paa det Bierg Milo.

8) Olaus Petri hos Scheffer mener, at Finnernes Lethed og Hurtighed kommer deraf, at de ikke spise salt Mad. Men alle deslige enkelte Aarsager, om de end, i Henseende til denne og hin Egenskab af Finnerne, kunde fortiene at komme med i nogen Betragtning, ere dog ufuldstændige. Den rette Aarsag til Finnernes Haardførhed, Raskhed og Hurtighed maa søges i deres samtlige Levemaade, Bevægelser og Øvelser. De vænnes fra Barns-Been af til at løbe og age om paa Fieldene, at jage after Vildt, at følge deres tamme Rins-Dyr mangfoldige Mile, og at udstaae sterk Hede, streng og langvarig Kulde og alle andre Luftens Besværligheder. Dette giør dem haardføre. Deres Jagt i sær giør dem hurtige og raske, allerhelst da de ere smaa Folk. Hertil kommer, at de ordentligviis i alle Ting ere maadelige og lade sig nøye med lidet. Affecter forurolige dem meget sielden. De sove uden Bekymring, og ansee det ey for nogen Lykke at ligge nedgravet i Ederdun. De have for det meste med Ting at bestille, som falde i Sandserne, og deres Sieles Virkninger svække aldrig deres Legems Kræfter. Skulde de da ikke være friske, sunde, og tillige, naar Øvelsen kommer dertil, hurtige og raske? Erfarenhed lærer det noksom, hvilken Fordeel vor Sundhed haver af Legemets ordentlige Bevægelser, allerhelst naar disse skee i den frie Luft; Og man behøver ikkun at give agt paa dem, som øve sig i at rende og sigte, for at overbevise sig om, hvor stor en Hurtighed og Raskhed Øvelsen kan tilveyebringe. Historierne lære os og, at jo nærmere et Folkes Levemaade kommer Naturen, jo ferre af vore kunstige Indretninger og Beqvemmeligheder det har, jo mere det ligner de vilde; desto friskere, og raskere er et saadant Folk. Derfor siger Justinius, den Historieskriver, Lib. 44. c. 2. om de gamle Spanier, at de vare overmaade haardføre og raske. Men hvoraf kom det vel? Han føyer Aarsagen til med faa Ord: De ligne, siger han, i deres Art og Adfærd meer vilde Dyr end Mennisker; hvormed han intet andet vil sige, end at de vidste kun lidet eller intet af vore fleeste kunstige Indretninger, men holte sig for det meste den simple Naturs Forskrift efterrettelige. Flere saadanne Exempler kunde anføres i største Mængde, i sær af Historierne om de Vilde. Men, da saadant allerede er skeet af Hr. Justitz-R. og Prof. Kraft i hans Mageløse Skrift om de vilde Folk, saa kand det nu ikke behøves; Og jeg er forsikkret, at de, som læse bemelte Skrift og i sær dets 1ste Afdeling, §. 17-19. S. 32-42. vil give mig fuldkommen Bifald i min Mening. See og Halles N. G. I. erste Hauptabtheilung, von der Geschichte des Menschen, S. 120. sqq. Den fornemste Tvivl i Henseende til Finnernes Sundhed, som kunde indfalde een og anden, vilde man formodentlig tage af den Kulde, de maa udstaae; men, naar man overveyer, at de klæde sig vel mod Kulden, og ere derhos i Bevægelse, saa vil man lettelig begribe, at Kulden ikke kan giøre deres Sundhed stor Skade, allerhelst da Vanen bliver til en anden Natur. I betragtning af alle anførte Omstændigheder, skulde jeg og neppe troe, at Saltet brugt til Maade, skulde kunne giøre dem skorbutiske, saa længe de derhos vare i deres sædvanlige Bevægelse. Dog tilstaaer jeg gierne, at megen salt Mad er vel ikke tienlig for dem, som sidde meget stille, og vil jeg heller ikke negte, at Field-Finnernes Afholdenhed fra Saltet og røget Mad forvolder, at Skorbut ikke saa let kan indfinde sig hos dem, som hos Folk, hvis fornemste Føde er meget feed Fisk, saltet og røget Mad, med stærkt Øl, og Bræænde-Viin til, allerhelst, naar disse ere Søe-Folk eller leve uden synderlig Bevægelse.

9) Eller og Gurmak; In sing. Guorma eller Gurma; Men paa Svensk-Lappisk: Curbma, paa Norsk: Rens-Værre, en Orm, som kommer af Reens-Bremsens Æg, hvilke den om Sommeren lader falde ned imellem Haarene paa Reensdyrets Ryg, til den Tiid, dette felder Haar, da et saadant Æg æder sig, som et Gnid, ind i Ryggen og foraarsager der en Bylde, i hvilken det forbliver og voxer til næste Sommer, da Ormen kryber ud og kommer endelig frem under Skikkelse af en Flue eller Brems, som af Hr. von Linné kaldes Oestrus Tarandi Fn. 1731. og udførlig beskrives i Sv. Vid. Ac. Handl. 1. Bind. 5te Afh. 170. S. (i den Danske Overs.) Man finder og l. c. strax derhos en Afhandling af Triewald, hvori Finnerne raades at besmøre Rens-Dyrets Ryg om Sommeren med Tjære, for at afværge Reens-Bremsens Æg; Hvilket Middel og hos os bruges i henseende til Køerne, som ligeledes plages af Bu-Værren eller Vaar-Ormen, Oestrus Bovis. Fn. 1730.

10) Et andet listigt Bedragerie begaaes og undertiden med Mel-Rak-Skind, da de i Steden derfor selge hvide Hare-Skind, efterat de have skaaret Halen af og den sorte Spidse af Ørene eller hvidnet den samme. Dog var en Find i Schervøen, som i Aaret 1759 vilde udøve dette Bedragerie, ikke fuldkommen saa listig, i det, at de sorte Spidser i Enden af Harens Øren opdagede hans Bedragerie. Nogle kalde Melracken og Mjelrack, samt Hvid-Rev. Paa Svensk heder den: Fjeldrack, saasom Hr. v. Linné beretter. Og paa Finsk eller Lappisk: Nial, in plur. Nialak; Canis lagopus. Fn. 8.