Knud Leems Beskrivelse over Finmarkens Lapper
Kjøbenhavn : Salikath, 1767

14. Capitel
Om Lappernes Fabriqver.

(s. 369-375)

Lappernes Qvinder berede Ræve-Skind, Otter-Skind, Rensdyr-Kalve-Skind etc. Med Bereedningen omgaaes saaledes: Først afskrabe de med et Redskab af Jern, kaldet Jekko, den Hinde, som sidder paa Skindets indvendige Side, saa besmøre de det med Tran, og derpaa holdende en Ende af samme i hver Haand, og skydende det fra sig med den eene Haand, naar de drage det til sig med den anden, trække det igjennem et i Eggen maadelig hvast, og i sin Skikkelse en Lee lignende Jern-Redskab, eller saa kaldet Spierko, hvilket haves fæstet til Veggen inde i deres iboende Hytte. (Vid. Tab. LXXVI.) De hænge Rensdyrenes Fod-Sener op til at tørres, og derefter ved Slag af en Øxe-Hammer, samt anden deslige Behandling giøre dem myge, indtil de blive, som en Uld, af hvilken de, ey ved at spinde den paa Rok eller Teen, men ved at gnie den med flad Haand op og ned paa Kind-Beenet, tilreede sig Traad til at sye med. (Vid. Tab. LXXVI. og Tab. LXXVII.) De bordere med Tin-Traade Beltet, som bindes om Rensdyrenes Liv, og Kraven, som hænges om dets Hals, Penge-Punge, det Tøy, som laadne Skindkiortle stafferes med om Halsen, i Brystet, for Hænderne, i Fligerne og neden om, det Tøy, som Haand-Klappen paa laadne Skind-Handsker bestaaer af, og andet meere. Bordere-Maaden og dens Præparatorier skeer saaledes: Af det brede Horn, der rækker nedover Rensdyrets Næse, hvorom er meldet i det 9de Capitel om Lappernes Rensdyr giøre de, efterdi samme af Naturen dertil er skikket og beqvemt, et lidet krumt Bræt, og Radviis igiennembore det med mange runde Huller, det eene mindre og trangere, end det andet, og der igiennem trække med Tænderne en liden udi en Form, kaldet Staeppo, af Blye-beblandet Tin støbt Stang, som ved saadan Behandling vorder, efterdi det eene Hul er mindre, end det andet, alt smalere, og ved at gaae igiennem de trangeste Huller, omsider bliver til en lang, fiin og rund Traad. Naar bemeldte Traad drages igiennem det allertrangeste Hul, sette de et lidet i Enden hvast Jern-Redskab an imod samme, hvorved da den, der før var rund, bliver under Trækningen saa flad og saa tynd, som et Løv. Tvende saadanne flade og tynde Tin-Traade tvinde de sammen til een, legge den i adskilligt Mynster plat og løs paa Tøyet, der borderes, og fæste den til samme ved ovenmeldte af Rensdyrs Fod-Sener virkede Traad; ellers bruge de og et Slags ophæved Bordering, hvortil behøves end meere Fliid og Arbeyde.

De farve guult med en Urt, i deres Sprog kaldet: Idne (209); iligemaade sette de guul Farve paa Tøy med en Urt, som de give Navn af: Livdnjo (210). (Vid. Tab. LXXVII.) De udi et af Rensdyr-Horn giort Redskab, kaldet: Njijkom, væve Baand af affarvede Traade til at binde Skoerne fast til Foden med. See Maaden, paa hvilken Skoene ved bemeldte Skoe-Baand fæstes til Fødderne, i det 4de Capitel om Lappernes Klædedragt.

(Vid. Tab. LXXVIII.) De, til at sove under, giøre af utklippede Faare-Skind Skindfæller, af hvilke somme blive, som en liden Sæk, i Enden sammensyede, for der at stikke Fødderne ind, hvorom er meldt i det 6te Capitel, om Lappernes Leye. Bemeldte Skindfælles laadne Side haves nedvendt imod dens Legeme, som derunder hviler.

(Vid. Tab. LXXVIII.) De væve uldene Tæpper, hvilke bruges af Søe- og Field-Lapper til Dække at sove under, og, naar de ere halvslidte, af Field-Lapperne til Dække over de Stænger, som deres Vinter-Telt bestaaer af. De fleste saadanne Tæpper virkes af tykke Uld-Traade, og ere paa Farven tildeels hvide med en breed sort eller breed graa Rand i Eggene, tildeels breedstribede med hvide og sorte, eller hvide og graa breede Render; nogle blive forarbeydede af finere Traade med Render af adskillige Farver, brandgule, røde, etc. Det Vævsted, som de væve bemeldte Tæpper udi, bestaaer af tvende opstaaende høye og tykke Stolper, i hvis øverste Ende sidder en løs Bom, rækkende fra den eene Stolpe til den anden; til berørte Bom haves Rende-Garnet fæstet med sin øverste Ende; en Deel deraf lader man faae en lige Strekning fra Bommen ned imod Jorden, og efterdi Islettet ikke med Skyttel indskydes, og med Vævskeede anslaaes, men allene indstikkes med Haanden, og, i steden for at anslaaes med Skeede, pakkes ved Opstødelse af en op og ned vendt flad Haand, lader man, paa det der kan blive Rum og Aabning til at faae Haanden ind, den anden Deel af Rende-Garnet gaae i en Skraads-Linie fra ommeldte Bom frem over en Stang, der hviler yderst paa Enderne af tvende fra forbemeldte Stolper udstaaende korte Arme, førend man giver det et lige Fald ned ad. Til Rende-Garnets nederste Ende haves Steene anbundene, paa det at det ey skal hænge slapt, eller falde i Bugt, men ved Steenenes Tyngde holdes stramt og udstrakt. Islettet indstikkes, og paa foranførte Maade indvæves med Haanden allerførst øverst oppe nær hos tit bemeldte Bom; hvoraf erfares, at man med Tæppets Forarbeydelse begynder oven fra. Ligesom Væverne afterhaanden med Læredet omgiver Bommen i deres Væve-Stol, ved at omdreye samme, saa bliver og Bommen i der her beskrevne Lappernes Væve-Stoel ved Omdreyelse efterhaanden omgiven med det under Arbeyde værende uldene Tæppe. De knytte Vanter af sammenmænget Faare- og Hare-Uld; alt bemeldte er Qvindernes Arbeyde.

(Vid. Tab. XXXVIII.) Lappernes Mandspersoner giøre af de paa Birke-Træer udvoxende og paa Farven Valbirk lignende Knorte (211) Skaaler samt Fade til at spise af, og til at forvare fersk Rensdyr-Melk i om Vinteren; somme af slige Fade ere saa drægtige, som en Fustage paa 6 à 7 Kander. (Vid. Tab. LXXVIII.) De af den Plade, der sidder høyt oppe i et Rensdyrs Horn, giøre efter egen Maneer Skeer med bredt Blad og kort Skaft. Bemeldte Plader indeholde, sommer meere og andre mindre, en graa-agtig Marv; jo mindre af saadan Marv i dennem befindes, jo glattere, smukkere og beqvemmere ere de til benævnte Brug. Dee Skeer, som man formedelst deres Ziirlighed, ved det at Hornet, som de bleve giorte af, indeholdt ikkun lidt af ommeldte Marv, agter den Umage værd, skierer man ud i Blomster og Strege temmelig net, og ridser deri med sort, nemlig med næver, som man haver forbrændt til Kul, og derefter tygget i Munden. Saadanne udskaarne og ridsede Horn-Skeer sende de undertiden til Kiøbsteden, for at lade Guldsmeden giøre lige skikkede Sølv-Skeer.

De udskiere Kniv-Skafte, og støbe Tin deri. De giøre Stav-Knappe af Rensdyr-Hornenes tykke Ende. De giøre nette oval-runde Kister. De giøre smaa Flasker af smale Træ-Rødder, eller saa kaldede Tæger, hvilke de paa en egen Maade flette digt sammen. Flaskens Danlighed er hart ad, som en liden rund kort-halset Boutellies, og de bruge den til at forvare Salt udi. De bygge behændige Slæder, af hvilke somme kaldes: Giet-Kierres, en Deel Raido-Kierres, somme Pulke, og nogle Lok-Kierres, see meere derom i det 10de Capitel om Lappernes Age-Redskab. De koge Liim af Fiske-Skind, i sær af det, der omgives Fiskens Hoved; man lader Skindet længe koges i sydende Vand, derpaa tager det af Vandet, og lader Soddet størkne, som da strax bliver til Liim. De tilreede og Liim af Rensdyr-Horn, samme befindes langt sterkere, end det forbemeldte.

Smiddende Jern, holde de det ikke i Ilden ved en Stang, men ved et dertil skikket Redskab, kaldet Aasser. Lapperne, saavel som og Finmarkens Norske Beboeree, de saa kaldede Nordmænd, tilkiøbe sig Nordlandske Baade, dog findes der en Deel Lapper, som og selv bygge Baade til eget og andres Brug. Alt dette er Mands-Personernes Arbeyde.

209) Lycopodium complanatum Fl. Sv. 958. paa Norsk: Jamne.

210) Foruden Jamne, farve Lapperne guult 1) med Roden af Syre, Rumex acetosa Linn. 2) med Blomsterne af Galio vero Linn. paa Norsk: Mour, Guul-Mour, paa Dansk: Mariæ Seng-Halm, 3) med Ener Mose, Lichen juniperinus Linn. 4) med Lys Mose, Lichen candelarius Linn. og 5) med Løvet af Betula nana Linn. paa Norsk: Kjerring-Riis, samt af Betula alba Linn. paa Norsk: Bjørk, Bjerk. Men det er vanskeligt at bestemme, hvad Livdnjo er.

211) Tophi erispi Betulæ albæ