En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Velijärvi.

Jeg naaede samme Dag, jeg reiste fra Oulangansuu i Karelen, frem til Gaarden Velijärvi i Finland. Man hører her endnu den eiendommelige karelske Brydning paa oa istedetfor aa, f. Ex. soa, at faa, for finsk saa.

Velijärvi er en stor, prægtig Gaard. Eieren pleier om Vaaren at ligge paa Fiske i Varanger. Han har 9 Kjør, 2 Heste og 27 Faar. Her fik jeg eget Værelse og kunde sidde ved et Bord, som stod paa 4 faste Ben. Jeg fik Middagsmaden serveret paa Stentøitallerkener. Her stod Kaffekjedel paa Ilden ude i Kjøkkenet, og her saa jeg første Gang igjen Tobakspiber i Brug. Sengen var ren og havde hvide Lagener, Gulvet var renskuret, og Værelset fik Lys ind gjennem store Vinduer. Der var høit under Taget og Døraabningen saa stor, at man kunde gaa ind og ud, uden at maatte krumbøie sig, saaledes som man nødvendigvis maa gjøre i en karelsk Stue, naar man vil undgaa Pandestød.

Jeg blev over her Søndag, da det regnede ganske forfærdeligt hele Formiddagen. Udpaa Eftermiddagen klarnede det op, og jeg lod Værten se igjennem min store Kikkert hen paa Nabogaarden, tværs over Indsøen. Han og den øvrige Befolknings Forundring var stor, da de godt kunde kjende Folkene hinsides Søen. En gammel Gubbe, som stod hos og hørte paa disse Forundringsudraab, vilde slet ikke tro, at dette var muligt. Han havde aldrig før seet gjennem en Kikkert. Den blev da ogsaa stillet, for hans Øie, og han kom tilfældigvis først til.at se paa en Flok Kjør, som græssede, men forundret over, at Kjørene tilsyneladende kom gaaende lige indpaa ham, slap han Kikkerten og slog uvilkaarligt ud med Haanden for at jage dem bort. Dog endnu større blev hans Forundring, da han paa toppen af Nuorsofjeldet, lige mod Himmelen, fik Øie paa nogle af de Tamren, som holdes der; den skaffede sig uvilkaarligt Luft i Udbruddet: "Voi, taivahan korkia Jumala!" O, Du Himmelens store Gud!

Fra Velijärvi var det min Hensigt at reise til Kuusamo, hvorfra der gaar Landevei til Uleåborg. At jeg nu var kommet til "Søernes Land", fik jeg Erfaring for paa Veien fra Velijärvi til Hennilä. Elven, som man følger, og som ikke er gjenkjendelig paa Lindemans Kart over Finland, som jeg havde med, danner paa Veien til Hennilä, 3 Mile, 11 Indsøer, der ikke findes angivne paa Kartet, nemlig: 1. Kalliojärvi, 2. Ratelampi, 3. Akalampi, 4. Hautaselkäjärvi, 5. Sarajärvi, 6. Kuusijärvi, 7. Tirolampi, 8. Rakkolampi, 9. Eksimäjärvi, 10. Maivajärvi, og 11. Kiitämäjärvi.

Finnegaardene vise sig at være bedre og bedre byggede; alt eftersom, man kommer længer fra Karelens Grænse. Her paa Hennilä har Huset to Etager. Foruden Gangen midt i Huset, findes der to store Stuer, Pørt og Storstue, samt to store Gjæstekamre, hvor der er Tæppe paa Gulvet, en Luxus, som man maa lede længe efter i en norsk eller svensk Bondestue. Man byder god Kaffe og steger ordentlig den Fugl, jeg har skudt paa Veien. Der findes Blomster i Vinduet, Uhr paa Væggen, som ikke gaar mere end ½ Time for hurtigt, men slaar saa voldsomme Slag, at jeg, for ikke at vækkes hver Time paa Natten, fandt det raadeligstat lade Mekanismen hvile, medens jeg hvilede. Værten havde Bog om Fiskeformerelse og viste megen Interesse for at høre paa nogle Vink om denne Bedrift, som jeg kjendte til fra de nyeste Forsøg.

Befolkningen her har store Tanker om Fin­markens Rigdomskilder og forundrer sig høilig over, at der, efter min Forklaring, hverken voxer Skov eller Korn, men kun findes Fjeld, Fisk og Hav. Enkelte her have Slægtninger blandt Kolonisterne i Vadsø. Rimeligvis skildre disse Forholdene i sit nye Fædreland med ligesaa glimrende Farver, som de til Amerika udvandrede Norske i sine Breve til hjemmeværende Slægtninger.