En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Pääjärvi.

Bondegaard i russisk Karelen

Jeg ankom til Landsbyen Oulangansuu ved Pääjärvi om Aftenen den 25de Auguust. Pääjärvi skal være omtrent 50 Verst lang og 20-30 Verst bred. Min Reisefælle, Professor Daa, havde været her paa sin Vei over til Finland, og den mest velstaaende Mand i Landsbyen, Prokoti Nikitin, som saaledes vidste om, at der skulde komme nok en Rujalainen eller norsk Reisende, mødte nede ved Stranden ved min Ankomst og hilsede paa Svensk. Behageligt overrasket herover, begyndte jeg at tale med ham paa dette Sprog; men enten jeg nu ikke talede godt nok Svensk, eller hans Forraad af svenske Ord var høist ubetydeligt, saa var Følgen den, at, da vi kom op til Huset, var Samtalen gaaet over til finsk­karelsk, og senere fandt vi os begge bedst tjent med at benytte samme som gjensidigt Meddelelsesmiddel.

Prokoti var ellers Russer af Fødsel og talede dette Sprog flydende. Han eiede 4 Kjør og 3 Heste og lod til at være en velstaaende Mand. Skjønt han eier en stor Gaard, tilbringer han dog sin meste Tid ikke med at drive denne, men med at reise som Laukku-Russer, (Skræppe-Russer), svarende til Benævnelsen "Skræppekar" hos os og med samme Maal for Øie.

En stor Del Kareler reise omkring som Laukku-Russer og finde sine mest lettroende Kjøbere i Finland. Fra Nordkarelen reise de til Uleåberg og derfra med Dampskib til St. Petersburg eller endogsaa til Moskva for at gjøre billigst muligt Indkjøb af allehaande sager, især Flitterstads. Med en fuldpakket laukku eller Skræppe paa Ryggen vandre de senere igjennem Finland og frembyde sine Varer paa Bondegaadene. De beskyldes for at være en Pest for gode Sæder, hvorsomhelst de færdes, baade i Finland og i sine Hjembygder. Dette Handelstalent har Karelerne lært af Russerne eller arvet ved Blanding med disse; thi den ægte Finne indlader sig ikke gjerne paa Handelsspekulationer, men holder sig helst til det solide, sikre, simple og ærlige Arbeide paa sin Gaard. Uagtet min Vært har reist i Finland og Rusland og er mere civiliseret i Dragt og Manerer end en almindelig Karel, taaler man dog heller ikke her, at jeg spiser af Familiens Kar. Naar jeg f. Ex. faar ind en Mælkeringe, maa jeg tilskjære en Pinde og med denne skille Fløden fra Kanten for at lade Mælken slaa op i min egen Kop.

Castren fortæller, at denne Starovjerernes Tro paa Rent og Urent gaar saa vidt, at naar en Hest fra et vantro Land, eller en vantro Bygd drikker af en gammeltroende Landsbyes Brønd, bliver denne uren, - og paastaar, at han selv engang var udsat for Ubehageligheder i en saadan Anledning. Ellers maa jeg rose Folkene her for at være særdeles venlige, tjenstvillige og ærlige; thi jeg har ikke mistet saa meget som en Fyrstikke, uagtet der ikke har manglet dem Anledning til at rapse Smaating.

Omkring min Værts Gaard staa meget smukke Bygagre, men man paastaar, at Kornet her oftere fryser bort, end det modnes. Hovedgrunden er maaske den, at man her endnu slet ikke forstaar sig paa at lede Vandet bort fra sine Marker, hvorfor de næsten overalt ere vandsyge. Bedst lykkes det derfor ogsaa her med at avle Rug paa afbrændte Braater. Saadanne hugges i en Firkant midt i en Skovlid. Naar alt Trævirket er opbrændt, saaes Korn i Asken, men kun et enkelt Aar. Derpaa hugges Skoven ned paa et nyt Sted og afbrændes. Paa saadanne afbrændte Braatefirkanter voxer senere ikkun Løvskov op igjen, og disse firkantede Løvskovflekker ser man mange af heromkring i alle Skovlider, hvor de med sin grønne Løvrigdom vise sig i skarp Modsætning til den mørke Granskov. Overalt her i Nordkarelen bruges dels Halm dels Furubark til Blanding i Brødmelet. Halmen ansees for at være bedre Meldrøie end Barken. Furubarkens indre, hvide Del afflækkes og tørres, hvorpaa den med en tyk Stok eller Støder knuses i en Træmorter eller høi Stamp af Træ. Til Slutning males den fint med en Haandkværn og tilsættes med Klumpemel eller bedærvet Rugmel, som sælges billigere end veltørret Mel. I Oulangansuu findes et af de flere Meloplag, som den russiske Regjering sørger for at have i de kornfattigste Distrikter til billigt Udsalg for Befolkningen. Beholdningen her pleier at være 2000 Pud, som føres hid om Vinteren med Renskyds fra Kem. Melet sælges mod Kontant for 1 Rub. pr. Pud, (i Norge for c. 4 Mark 12 Sk.), altsaa her c. 24 Sk. billigere end hos os. Men da de fattige Kjøbere ikke altid have Kontanter, naar Maven er tommest, drive Udsælgerne ofte Aager gjennem Salget af Statens Mel.

Strandparti ved Pääjärvi i russisk Karelen

Langs Pääjärvis Bredder ligger 8 Landsbyer eller Samlinger af Gaarde, nemlig paa vestre Side, regnet nordenfra, følgende: 1) Kankahin kylä med 10 Gaarde eller Granner, 2) Oulangansuu med 14 Grd., 3) Toavo med 3 Grd., 4) Kormonen 2 Grd., 5) Laitasalmi 9 Grd. 6) Sofiansuu med 17 Grd. ­ og paa østre Side: 7) Niska 7 Grd. og 8) Majalahti 7 Grd.

Da Befolkningen kun i omtrent Halvparten af Aaret kan spise Kjød, men forresten maa leve af Brød og Fisk drives Fiskeriet her ogsaa af enhver Gaard i stor Maalestok dels i Pääjärvi, dels i Elve og andre Indsøer. Saaledes har Befolkningen i Oulangansuu By tilsammen 1900 Garn og 9 Nøter. Hvert Garn er c. 15 Favne langt og hver Not c. 100 Favne. Byen har 120 Indbyggere; altsaa findes der 15-16 Garn pr. Individ. En fornuftig Husholdning med Indsøens Fiskerigdom vilde følgelig være høist paatrængende, men endnu har man her ikke ringeste Begreb om kunstig Fiskeformerelse. Jeg gav min Vært den nødvendige ­ om end tarvelige - Underretning herom; men man lyttede med saa vantroende Mine til min Fortælling om, at man kunde saa Rogn i Elven, omtrent som man saar Korn paa Ageren, og at der ligesaa vist blev Fisk af Rognen, som Ax af Sæden, at Jeg frygter for, at Ingen vil finde det Umagen værdt at gjøre noget Forsøg paa kunstig Fiskeavl.

Alle her vide at berette, at der i gamle Dage har boet Lapper omkring Bredderne af Pääjärvi, saaledes som de nu bo omkring Imandra og andre Indsøer i det egentlige Lapland. Man regner, at der endnu boede nogle paa den store nordiske Krigs Tid eller for omtrent halvandet Hundrede Aar siden. Flere Stedsnavne vidne ogsaa om, at Lapper have vanket her i Egnen, f. Ex. Kota-niemi, Gamme-Næs, i Nærheden af Oulangansuu, hvor de skal have boet om Sommeren, medens de om Vinteren boede paa det Næs, hvor nu Kankahin kyla ligger. Paa Øen Kekoni, 10 Verst derfra, skal de have havt sin Begravelsesplads, ligesom de nu have den paa Øen Mogilnyi ostrov i Imandra. Der skal endnu findes Spor af de Fjæletag, som have ligget over Gravene.

Omkring paa enkelte Braater i Nærheden af Søen findes Stenrøse af et Par Alen i Diameter, med tydelige Spor af, at Stenene have været stærkt udsatte for Ild. Karelerne kalde disse Stenhauge Lopin kotat, Lappegammer, og paastaa, at de ikke ere "tämän kansa tekoja", deres eget Folks, Gjerninger, men hidrøre fra Fortidens lappiske Befolkning. Omkring en saadan Stenhaug saa jeg Spor af en 5kantet Tømring, i hvis Baghjørne Stenhaugen laa. Den Omstændighed, at Lapperne bygge sine Jordgammer runde, og at denne Form ogsaa her tilnærmelsesvis var udført med Tømmerstokke, taler noget for anførte Paastand. Stenhaugene maa da være Levninger af den sammenstyrtede Peis eller det opmurede Ildsted. At der er forløbet lang Tid, siden det Sted beboedes, som jeg saa, er vist; thi indenfor Bjælkeringen var der voxet op en Gran, som blev omhugget for 10 Aar siden, da Braaten afbrændtes til Rugland. Jeg kunde tælle 90 Ringe paa Stubben, som stod igjen. Der var altsaa mindst hengaaet 100 Aar, siden Granfrøet faldt ned paa Lappehyttens Ruiner. Ved at grave tæt ved en Ager i Nærheden af Oulangansuu fandt en Karel for 10 Aar siden lige under Jordskorpen en liden Øxe - af en Form, der var meget forskjellig fra den nubrugelige karelske - liggende ved Siden af Skelettet af en "Lap." Maaske denne, som den sidste Mohikaner, her er falden i Tvekamp mod en indvandrende Karel eller Finne.

Enkelte Eiendommeligheter i Karelernes Sprog her i Trakten tyde ogsaa hen paa tidligere Samliv med en forsvunden lappisk Befolkning. Saaledes hedder en Kam her tukka lap. tschokkom, En Rype hedder riekka; lap. rievsak. Vaara, Fjeld, lap. varre. Tärvänä bruges som Hilseord, lap. dærvan, (vel), god Dag. Ligeledes brugte Karelerne her i trakten at hilse paa hinanden paa lappisk Vis, ved at lægge høire Haand over hin andens venstre Skulder, eller halvt omfavne hinanden. At gnide Næse mod Næse havde de dog ikke taget i Arv efter Lapperne.