Om Finmarken / af Chr. A. Wulfsberg. - Christiania : Cappelen, 1867.

Efterskrift.
Guldforekomst og Stenkulsleier.

Efterat nærværende Skrift om Finmarken var afsluttet, erfarede jeg, at der i Sommeren 1867 var anstillet Undersøgelser ved adskillige af Finmarkens Elveleier, for at erholde nærmere Stadfæstelse paa en Formodning om, at de vare guldførende. Det viste sig ogsaa at være Tilfældet; men uagtet Guldfundene efter de Oplysninger, som for Tiden foreligge, vistnok ikke synes at henhøre til de rigere, vil jeg dog ikke undlade at omtale Sagen, da den maaske kan blive af større Betydning for Finmarkens Fremtid, end det ved første Øiekast kunde synes.

Geschworner T. Dahll, som i 1866 bereiste Finmarken i geologisk Henseende, havde allerede dengang sin Opmærksomhed henvendt paa Muligheden af, at der kunde være Guld i Sandafleiringerne i Finmarkens Elve, og det lykkedes ham, efterat han paa forskjellige Steder uden Resultat havde foretaget smaa Vaskninger, at finde et Par smaa Guldblade i Karasjokdalen tæt ved Fjeldbyen Karasjok. Da det allerede var silde paa Sommeren og Dahll manglede de fornødne Hjælpemidler til at forfølge Sagen videre, blev nærmere Undersøgelser opsatte til 1867, da Hr. Dahll efter Aftale med Indredepartementets Chef allerede den 6te Mai begav sig paa Reisen, udrustet paa saadan Maade, at han kunde have ved Haanden Alt, hvad der behøvedes til at foretage fuldstændige Undersøgelser.

Først blev Karasjokdalen undersøgt, og det viste sig snart, beretter Dahll, at alt Sand i Dalføret er guldholdigt, men i saa ringe Grad, at det aldrig kan blive Tale om at vinde det. Guldet i Sandet lader sig kun sjelden paavise ved en liden Vaskning paa en Spade, men vel naar man behandler større Masser i ordentlige Apparater. Derimod er der forholdsvis mere Guld i et Lag af smaa Rullestene, hvoriblandt man især maa bemærke nogle, der bestaa af hvid Kvarts, rød Granit og Lindser af Grafit, hvilke synes at være Guldets stadige Ledsagere. Dette Lag forekommer i den lavere Del af Karasjokdalen temmelig konstant, og ligger lidt over Elvens Middelvandstand samt har en Tykkelse fra 2 Tommer til 4 Fod. Karasjok løber i en Strækning af 2 à 3 Mile gjennem en Sandslette, som er indtil ¼ Mil bred, og danner, ligesom alle Elve med lidet Fald, der flyde gjennem løst Materiale, en mængde slangeformige Bøininger. Der er saaledes paa nævnte Strækning 25 Halvøer eller Næs, ved hvis Spidser det guldførende Lag er lettest tilgjængeligt, fordi det overliggende Sand der er afvasket

Dahll foretog her nogle Guldvaskninger paa det bedste Sted, han kjendte, forinden Distriktet var nærmere bereist, og Resultatet heraf var Følgende. Af omtrent 10 Kubikfavne af det guldførende Grus, hvilket indtog en Flade af Banken af 37 Kvadratfavne i en Tykkelse af 1½ til 2 Fod, udvandtes Guld til en Værdi af lidt over 5½ Speciedaler. Dette synes vistnok ikke at være meget, men Dahll bemærker, at hvis Lokaliteten havde tilladt en anden Arbeidsmethode, end den han benyttede (Render med falsk Bund), vilde det alligevel have givet en rigelig Dagpenge pr. Mand; thi Bedømmelsen af en guldførende Bankes Drivværdighed afhænger i høi Grad af den Arbeidsmethode, som der er Anledning til at anvende (30). Ved Assibagti, Karasjokfinnernes Sæterplads, er der en stor Banke, kaldet Allageddi, som er guldførende, men Dahll tør ikke med Bestemthed erklære den for drivværdig

Videre undersøgte Dahll Bredderne af Anarjok. Denne Flod danner ikke (som i det Foregaaende feilagtig anført) fra Begyndelsen af Rigsgrændsen, men flyder nogle Mile fuldstændig paa norsk Grund, indtil den optager Zhjetsemjokka, hvorefter den danner Rigsgrændsen i en Strækning af 7 à 8 Mile til Foreningspunktet med Karasjok. Nedenfor heder den samlede Flod Tana og danner fremdeles Rigsgrændsen til lidt nedenfor Storfossen i Nærheden af Polmak. Anarjok er guldførende det sidste Stykke, den flyder paa norsk Grund, og senere med korte Afbrydelser lige til sit Foreningspunkt med Karasjok. Høie Banker af fint Sand til begge Sider af den slangeformigt løbende Elv og et grovere Gruslag lidt over Middelvandstanden med mere og mindre Guld. Fra Buddasfossen til Jorgastak er Faldet stærkere og ved Bredderne er Rullestenslaget tykkere, de enkelte Rullestene større og Guldet grovere. Paa nogle Steder bestaa Bredderne saaledes kun af saadant grovt Materiale i Banker af indtil 60 Fods Høide. Især udpræger sig en Banke, kaldet Mokkaresnjarg, beliggende paa den norske Side af Elven. Denne Banke er guldførende i 12 Fods Tykkelse, og Guldet er i Form af temmelig grove Blade fra 1 til 5 paa hver Spade. Den indeholder maaske et Pat Tusinde Kubikfavne guldførende Stof, som antages ved forstandigt Arbeide at ville give en rigelig Løn. Der er Anledning til at fremlede Vand fra en Sideelv, bemærker Dahll, og der er saaledes formentlig Anledning til at benytte den saakaldte hydrauliske Methode, som anbefaler sig derved, at faa Mænd i kort Tid kunne behandle en langt større Masse af Stof.

Naar man reiser fra Karasjok ned ad Tanaelven, findes der paa en liden Ø paa norsk Side, 1 Mil fra Karasjokmundingen, grovt Guld i grovt Materiale, ligesom der kan paavises Guld paa flere Steder lige til Audagoska eller en Strækning af Tana af 3 à 4 Mile fra Karasjokmundingen. Nu ophører Guldet paa hele den lange Strækning af 8 à 9 Mile til Utsjokmundingen. Her stødte Dahll paa russisk Side paa en 25 Fod høi Banke af stor Vidde. Paa norsk Side følger nu en Række af skjønne Banker lige til Galgo-Guoika. De ere alle guldførende. Bedst er det tredie Næs nedenfor Utsjokmundingen. Banken er 50 Fod høi og fører Guld i mere end 6 Fods Dybde fra Toppen, og Dahll tror at turde udtale den Formening, at den er drivværdig. Her er let Anledning til at fremlede Vand. Han fandt endnu et lidet Spor af Guld ¼ Mil nedover Elven, men nedenfor intet.

Derefter undersøgte Hr. Dahll Altenelv. Herom ytrer han sig saaledes: Der er ogsaa Guld i Altenelven. I mere end to Trediedele af dens hele Længde dannes den af lange, smale Indsøer med næsten stille Vand, forenede med korte Strømme. Ved Bredderne af alle Søerne er der kun Banker af fint Sand uden Guld, men hvor der er Strøm, er der ogsa Rullestensbanker med Guld. Saaledes er der Banker med Guld 2 Mile ovenfor Kautokeino, fremdeles ved to andre Strømme samt endvidere ved en Strøm, som ligger 1 Mil fra Havet, samt en Strækning opad. Dahll stødte imidlertid ikke paa noget Sted i Altenelven, som han tør anbefale til Bearbedelse, men, tilføier han, det følger af Sagens Natur, at det ikke har staaet i min Magt paa ret mange Steder at udføre saa detaillerede Undersøgelser, som der skal til for at afgjøre, om en Banke er drivværdig, ligesaalidt som han vil anse sin Undersøgelse med Hensyn til Udbredelsen som udtømmende.

Af Dahlls Bemærkninger om den faste Fjeldgrunds Beskaffenhed skal jeg hidsætte Følgende: Der er i Strækningen imellem Karasjok og Altenelv et større Granitdistrikt, som gjennemskjæres af Jetsjok (31) og formentlig gjennembryder den omgivende Skiferformation. I Skiferen ved Granitens Grændser er der en Mængde Kvartsgange, som føre Kis, og da en Blok af en saadan Gang er fundet med Guld, tror Dahll at kunne sige, at det er fra disse Gange, at Guldet hidrører. Sønderknusingen af de guldførende Gange er skeet ved Gletscherne, og Transporten fra det oprindelige Sted til Bankerne formodentlig ogsaa i Istiden ved voldsomt strømmende Elves Virkninger. Nutidens Elve transportere ikke Guldet. Paa analog Maade er det, at Guldet forekommer i Kalifornien og flere andre Gulddistrikter; men det er ogsaa hyppigt, at man finder det umiddelbart paa den faste Klippe under bedækkende Masser i Nærheden af de oprindelige Gange, og paa saadanne Steder er det gjerne i grovere Korn og undertiden i Klumper. Opsøgningen af det paa denne Maade forekommende Guld er forbunden med langt større Vanskeligheder og giver ofte Anledning til meget forgjæves Arbede. Der er ingen Omstrændighed, som taler imod, at saadanne Fund ogsaa her kunne være at gjøre. Endelig maa man ogsaa have sin Opmærksomhed henvendt paa Gangene selv. Man vinder med Fordel Guld af Kvartsgange, hvori det ikke med Øiet kan opdages.

Det hidtil Anførte er Uddrag af Dahlls officielle Indberetning af 9da September 1867 angaaende Guldfundene. Af vigtigere Betydning for Fremtiden er maaske Hr. Dahlls Antagelse om, at det turde være muligt med Haab om heldigt Udfald at søge efter drivværdige Stenkulsleier i Finmarken. I sin Indberetning desangaaende af 26de August 1867 bemærker Dahll, at han i Fjeldstrækningerne Beskades og Tævres-duoddar i en Afstand af respektive 4 og 6 Mile fra Altens Kirke har paavist virkelige Kullag af mere end 6 Fods Mægtighed. Den førstnævnte Lokalitet er i Nærheden af Fjeldstuen Suolo-Vuobme, ikke langt fra en liden Indsø Akso-javre. Her er der to Kullag, som have et Fald af 30 à 40 Grader. Det øverste Lag er 6 Fod mægtigt og er kun adskilt fra det underliggende over 7 Fod mægtige Lag ved 4 Fod sort Skifer. Under ligger en mørk Glimmerskifer og ovenover en laget Kvartrit, som igjen er bedækket med en eruptiv Bjergart, der nærmest er Amfibolit. Som man kunde vente, naar man finder Kul saa nær en eruptiv Bjergart, der ved sin hede har forvandlet Sandsten og Lerskifer til haard Kvartrit og Glimmerskifer, ere Kullene ogsaa stærkt forandrede; de ere i Form af en løs, næsten jordagtig Grafit og lader sig ikke forbrænde paa almindelige Ildsteder.

Det andet Sted i Tævres-duoddar ligger ikke langt fra Masi-jokkas Udmunding i Altenelv. Dahll antager, at det er de samme Kullag, som her træde frem igjen i Dagen i en Afstand fra det først omhandlende Sted af omtrent 3 Mile, men her ere de endnu stærkere forandrede og saa gjennemvævede med Svovlkis, at man paa nogle Steder skulde tage Lagene for almindelige Svovlkislag. Uagtet Dahll derfor ikke tør have synderligt Haab om at disse Kul ville komme til praktisk Anvendelse, antager han imidlertid at kunne fastholde, at Stenkulsformationen er udbredt over betydelige Strækninger af Finmarken, og at der kan være Anledning til at søge efter Kul paa mange Steder med Haab om, at Forvandlingen ikke overalt er gaaet saa vidt som her. Imidlertid ere de geologiske Undersøgelser endnu ikke saa vidt fremskredne, at Dahll tør indlade sig paa med Bestemthed at paapege de for saadanne Undersøgelser mest egnede Distrikter.

Den første Betragtning, der maa paatrænge sig Enhver i Anledning af disse i flere Henseender ret mærkelige Opdagelser, er unegtelig den, at Sagen bør blive Gjenstand for nærmere og dybere gaaende Undersøgelser. Det er mig bekjendt, at saadanne ogsaa ville finde Sted, men jeg skal alligevel tillade mig at knytte nogle faa Bemærkninger til de gjorte Fund paa det Stadium, hvorpaa Sagen nu befinder sig. Først vil jeg omhandle Guldleierne.

Det synes ikke, som om Guldforekomsten hverken er af den Udstrækning eller den Gehalt, at den er synderlig egnet til at drage Lykkesøgere til Finmarken, og dette anser jeg for heldigt; thi Finmarken tiltrænger vistnok, saaledes som jeg i det foregaaende har paavist, Forøgelse i Folkemængde, men just ikke af det Slags Mennesker, som sædvanligvis pleie at flakke Verden rundt for at grave efter Guld. I denne Henseende skal jeg paapege nogle Omstrændigheder, som rimeligvis ville forebygge, at saadanne søge op til Finmarken. Det er nu først den fjerne Beliggenhed, dernæst den overmaade lange Vinter, da ingen Guldvaskning kan finde Sted, og under hvilken de, som ikke maatte have været heldige nok til at finde finde ret meget Guld om Sommeren, maa skaffe sig Soutien ved paa en eller anden Maade at deltage i Fiskerierne. Videre maa der lægges Mærke til, at Staten eier al Jord i Finmarken paa de i Forhold til Distriktets Udstrækning ubetydelige Bopladse nær, som ere afhændede til Private og skyldsatte. Staten vil sikkerlig ikke afhænde eller bortforpagte nogen af de opdagede Guldfindesteder, forinden disse have været Gjenstand for nærmere Undersøgelser, og jeg skulde høiligen betvivle, at ret mange af de hidtil opdagede Guldfindesteder ere Gjenstand for Privateiendom, om det overhovedet er Tilfælde med nogen af dem. Nu kunde man vel tænke sig, at der var dem, som vilde sætte sig ud over Lov og Ret og uden al legal Adkomst forsøge sig i Guldvaskning eller Guldgravning i Haab om, at dette skulde kunne ske uhindret i et saa folketomt Land; men just af denne Grund anser jeg det for heldigt, at de opdagede Guldfund ere saa lidet tillokkende. Benyttede med Klogskab fra Eierens (Statens) Side kunne de derimod uden al Tvivl komme Distriktet tilgode. Dahll siger, at flere af de foreløbig undersøgte Guldbanker ere skjønne og at de ere drivværdige. Stadfæster dette sig ved nærmere Undersøgelser, ser jeg Intet til Hinder for, at de kunne blive drevne for offentlig Regning. Staten bør vistnok ikke i Regelen optræde som Entreprenør; men Forholdene heroppe ere jo ganske exceptionelle, og selv Kongsbergs Sølvverk drives jo fremdeles for Statens Regning. Kan Guldvaskeriet i Finmarken give saameget Udbytte, at Arbeiderne kunne lønnes godt og tillige Udgifterne ved Bestyrelsen dækkes, vilde jo Driften af Guldbankerne være et skjønt Middel til at faa saa dygtige og kraftige Arbeidere op til Finmarken, hvilket jeg har tilladt mig at foreslaa skulde ske derved, at Staten paabegyndte offentlige Veianlæg. Kan det Samme opnaaes derved, at Staten overtager Driften af Guldbankerne, - dette Sidste maaske endog uden positivt Tilskud, - da tror jeg, det bør ske; thi naar Guldbankerne engang ere tilstrækkeligt udvaskede, og Arbeidet saaledes maa ophøre, vil man rimeligvis i de benyttede Arbeidere, - hvis Kaar i alle Dele burde stilles saaledes, som jeg har foreslaaet med Hensyn til Vei-Arbeiderne, - finde dygtige Nybyggere, som sikkerlig ikke vilde betænke sig paa at bosætte sig i Finmarken, naar de engang vare blevne kjendte med og vante til Forholdene.

Lidt forskjelligt blev dog maaske Forholdet imellem disse Guldmine-Arbeidere og Vei-Arbeidsfolkene, saasom de sidste nærmest vare tænkte sysselsatte paa Steder, hvor de havde lettere Adgang til Deltagelse i Fiskerierne end de, som bo oppe i Fjelddistrikterne. Men hvad nu Trakten om Utsjok angaar, hvor de bedste Guldbanker synes at være, - da er Adgangen til Havet ikke betydeligere, end at de, som vilde bosætte sig imellem Utsjok og Polmak, med Lethed kunde deltage i Vinterfiskeriet, ifald de ikke maatte foretrække at nedsætte sig i den nærliggende Tanadal, hvilken jeg har bestræbt mig for at fremstille som et for Kolonisation i mange Henseender fordelagtigt Punkt. Med Hensyn til dem, der maatte blive antagne ved Guldvaskningsarbeiderne langs Anarjok og Karasjok, da vil man af det Foregaaende erindre, at her ere gode Skovdistrikter, hvor antagelig i Fremtiden Nybyggere ville finde betydeligere Sysselsættelse ved Skovdriften, end der for Øieblikket er Spørgsmaal om. Tragterne om Karasjok, nu lidet befolkede, kunnemaaske i en Fremtid faa større Betydning , end de nu have, og trods den langvarige Vinter turde Kvægdriften komme til at hæve sig til en betydelig Høide; thi der mangler ikke paa skjønne Græsgange, og Stedet ligger ikke langtfra en hel Bredegrad sydligere end Altendalen (32). Saa ganske udenfor Mulighedens Grændser ligger det vel heller ikke, at man kunde være heldig nok til at finde de Kvartsgange, hvorfra det fundne Guldsand har sin Oprindelse, og at disse efter Undersøgelse befandtes saa lovende, at de kunne foranledige ordentlig Grubedrift. Efter Dahlls Beretning stryge disse Kvartsgange i det Distrikt, der ligger imellem Altenelv og Karasjok, og bliver der saa Spørgsmaal om dygtige Grubearbeidere, ville de, der maatte have ladet sig antage som Guldvaskere i Karasjok Distrikt og bosat sig paa disse Høider, formentlig kunne gjøre Regning paa at blive ansatte ved Grubebedriften, og det lige meget, hvad enten Staten eller Privatmænd optræde som Entreprenører. Thi i samme Øieblik, som der bliver Spørgsmaal on at udvinde Gulderts af selve Fjeldet, bliver der ei længere tale om nogen exclusiv Ret fra Statens Side: i kraft af Bjergværksloven kan nemlig Enhver uhindret skjærpe efter Gulderts og tage Muthung derpaa. Saalænge der endnu kun er Spørgsmaal om at udvaske Guld af Bankerne, kan Staten, hvis den finder det stemmende med Distriktets Tarv, forbyde dette, forsaavidt samme ere beliggende paa Grunde, som endnu ikke ere afhændede til Private. Saaledes maa formentlig Loven af 22de Juni 1863 om Afhændelse af Statens Jord i Finmarkens Landdistrikt fortolkes, omendskjønt dette ikke ganske er hævet over enhver Tvivl.

Saavel formedelst den Interesse, som Egnene langs Karasjoks Bredder have vundet ved Opdagelsen af Guldforekomst i Finmarken, som fordi dette Fjelddistrikt, som jeg i det Foregaaende kun leilighedsvis har fundet Anledning til at omtale, virkelig har sine Eiendommeligheder, skal jeg paa nærværende Sted efter Stockfleths Dagbog hidsætte en Beskrivelse derover, saaledes som han har skildret det.

Karasjok (Byen) har en ret smuk Beliggenhed paa en stor Flade, som Elven Karasjok gjennemstrømmer. Sandmasser, smukt besatte med Løvtræer, omgive Fladen nærmest; bagenfor opstige de egentlige Dalfører med taalelig god Furuskov; over denne ser man endnu noget Birkekrat paa Bjerghovederne og Aasene, hvis allerøverste Kupper fremrage noget over Skovregionen. En liden ganske net Kirke udhæver sig fordelagtigen imellem Beboernes vidt omstrøede Huse og Høhæsjer samt imellem Fjeldfinnernes Stabbure; thi det er med alt dette, at Tunet er besat.

Stedet blev (i vore Dage) først beboet for lidt mere end 150 Aar siden, da nogle Kvæner nedsatte sig her for at leve af Kvægdrift og Laxefiskeri. De blandede sig med de omstreifende Fjeldfinner, af hvilke nogle, formodentlig de fattigste, Tid efter anden ogsaa fæstede fast Bopæl og begyndte at leve som Kvænerne; de bleve snart talrigere end disse, og nu anser man i Almindelighed den hele Folkemængde som Fjeldfinner, uagtet de ingen Rensdyr have. Klædedragten og Sproget ere Fjeldfinnernes; dog forstaaes og tales Finlandsk (Kvænsk), og i de fleste Beboeres Legemsbygning og Ansigtsdannelse mærkes en Forskjel fra de ublandede Finners - Lappers.

Sagnet fortæller, at ogsaa disse Egne i en langt tidligere Tid have havt fastboende Indbyggere. Virkelig findes eller fandtes der ved Assibagti og ved Gjergulgammen Spor af en saadan Beboelse. Paa begge Steder sees gamle Vaaningstomter, og der skal ved disse være fundet en Mængde Ben ikke alene af Mennesker og Rensdyr, men ogsaa af Hornkvæg. Russerne hærjede Finmarken i det fjortende og femtende Aarhundrede, ikke alene paa Kysterne, men de have til samme Tid ogsaa trængt frem til disse afsides liggende Egne og ihjelslaaet Indbyggerne. I syv paa hinanden følgende Aar, heder det i Sagnet, fulgte Røverhorder hinanden saa uafbrudt, at der fra den ene Sværm til den anden ikke levnedes Tid til at koge Renkjødsuppe, og der lægges til, at ikkun en Mand blev levende i Alten og en i Varanger. - Hornkvæget i Karasjok er af udmærket stort Slags, forskjelligt fra det norske.

Hvad nu angaar Muligheden af at finde Stenkulsleier i Finmarken, er det klart, at dette er en stor Sag. Landet tiltrænger en ulige større Befolkning, og det vil faa den; derfor borger den Omstændighed, at man omsider har faaet Øinene aabne for de rige Skatte, som Havet gjemmer i sit Skjød, og som der alene kræves Menneskehænder for at opsamle. Men i samme Grad, som Folkemængden tiltager, i samme Grad vil Mangelen paa Brændematerialer føles og vil man nødes til mere og mere at tage sin Tilflugt til Stenkul, som nu maa indføres. Hvilken Fordel om der kunde findes brugelige Stenkul i selve Landet! Malme, som det ikke nu lønner sig at tilgodegjøre, kunde maaske komme til at faa Betydning, ei at tale om det Kulforbrug, som en ønskelig Forøgelse af Dampskibene vil gjøre fornøden. I 1865 indførtes der til Finmarken over 85,000 Tønder Stenkul.

Hr. Dahll har ytret, at han antager, at Stenkulsformationen er udbredt over betydelige Strækninger af Finmarken; jeg tvivler intet Øieblik paa, at det Offentlige vil drage Omsorg for, at de geologiske Undersøgelser ville blive drevne med saadan Kraft, at man snarlig kan komme paa det rene med, om der findes Leier, som indeholde Kul, der ere anvendelig for den tekniske Benyttelse.

30) Ved den hersteds benyttede Methode udgjorde Udbyttet for hver af Arbeiderne kun 43 Skilling norsk pr. Dag.

31) Ogsaa Jetzjok, den tredie store Elv paa disse Kanter, hvilken falder i Karasjok ved Assibagti, er undersøgt af Dahll. Guld blev sporet paa et Par Steder ovenfor dens Munding, men ophørte derpaa aldeles tæt ved Granitgrændsen

32) Karasjok Sogn er Annex til Kistrands Præstegjeld, som for endel ligger i Hammerfest Fogderi og for endel i Tanens. Den Del af Præstegjeldet, som ligger i Tanens Fogderi, tæller 588 Indbyggere.