En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Mogilnyi ostrov.

Mogilnyi Ostrov. Begravelsesplads paa en Ø i Imandra

Vi gjorde næste Dag en Tur over til den modsatte Side og besteg en Høide, kaldet Rivgonjarga, (Kjærringnæs), som kan skjelnes i Baggrunden af Billedet, og hvorfra man kan se indover den største af Imandras Sidefjorde, nemlig Oktakanda der angaves at være 12-15 Verst dyb, regnet fra Øen Nurke suolo, der ligger lige i Indløbet. Paa Tilbageveien lagde vi opom en Ø, som hedder Mogilnyi ostrov, (Begravelses-Ø), paa Lappisk: Jamis suolo (de Dødes Ø), eller Tschuksuolo, (Skrin-Ø), i gamle Dage af Nordmændene benævnt Tshjuodshjo suolo. Den er høiere end de fleste andre Øer i Imandra og har faaet sit Navn deraf, at den er Jokostrov-Lappernes Be­ gravelsesplads. At de vælge en Ø hertil, har maaske sin Grund deri, at de ikke grave sine Lig dybere ned end 1 Alen, og at Bjørnen undertiden graver dem op igjen. Pastor Fellman fortæller ogsaa om Enare-Lapperne, at de fordum havde sin Begravelsesplads ved Kirken, men, da Ligene her ikke fik ligge i Fred, flyttede de dem over paa en Ø i Enaresøen.

En mere vanskjøttet Begravelsesplads end den paa Mogilnyi ostrov findes neppe paa Jorden. Af hvad jeg, hidtil havde seet, lod det til, at Russerne i det Hele taget viste saare liden Omhu for de Døde eller for at pynte om de Dødes Grave. Men ere Russerne ligegyldige i saa Maade, saa lader det til, at deres Lapper er det i endnu høiere Grad. Her paa Mogilnyi fandtes ikke blot intet Spor af Gjærde om de Dødes .Hvilested, men nedfaldne Træer laa over og langsmed Gravene. Ingen Haand, havde forsøgt at bortrydde Noget eller ordne og pudse, end sige plante nogen Blomst paa den Afdødes Grav. Hvor trist at ligge begravet her paa denne øde ø, hvor Intetsomhelst tydede paa, at de Gjenlevende nogensinde ofrede den Døde en eneste Erindringstanke! Tværtimod, Alt tydede paa, at naar man her var gjemt i Jorden, saa var man ogsaa glemt. Liden Omhu viser man ogsaa ved selve Begravelsen. Liget lægges, ikke i Kiste, men over Graven hvælves et Laag, og ved samme plantes et Kors. Naar Laaget og Korset er henraadnet, kan Gravstedet ikke mere skjelnes fra den øvrige Mark. Under Laaget paa en Grav laa en Del store Kul, som aabenbart vare lagte der med Villie, og ved en anden Grav laa en liden Øxe, hvis Eg var afsløvet, ved at hugges mod Sten, og hvis Skaft var ødelagt:, Rimeligvis var dette Offer til den Døde saaledes mishandlet, for at ikke Nogen skulde fristes til at stjæle det. Idet vi roede tilbage, fløi en Svane over Baaden. Den klækker her i Ødemarken, men efterstræbes ivrigt af Lapperne baade om Vaaren, ved Ankomsten, da den fældes ved Skud, og senere, med snarer, som opsættes lige ved dens Rede. Ellers saa jeg i hele russisk Lapland overmaade lidet Fugl. Hverken paa Indsøerne fandtes Ænder, eller i Skovene Tiur og Aarfugl. Kun et Par Maager holdt til ved hver af Stationerne ved Imandra og syntes især at ernære sig af det Fiskeaffald, som Lapperne under Rensing af Fisk kastede i Søen. Senere ud paa Høsten fik jeg derimod, i Karelen og Nordfinland, hyppig Anvendelse for min Bøsse, især paa Ænder, hvoraf der paa alle Indsøer vrimlede, saaledes at jeg kunde skyde flere i Skuddet og i det Hele saa mange, at baade jeg, Skydsen og mine Værtfolk havde Alt, hvad vi ønskede, af det Slags.