En sommer i Finmarken, Russisk Lapland og Nordkarelen : skildringer af Land og Folk / af J.A. Friis. - Christiania : Cammermeyer, 1871

Orafjord. Lapper. Finnekoloni.

Lutherske Fjeldlapper i russisk Lapland

Den 2den Juli om Aftenen forlod vi Karabella og satte Kurs lige imod Syd, til Orafjordens Munding eller til Havnen Jeretik, som jeg senere vil komme til at beskrive nærmere, da den er en af de ypperligste isfri Havne paa Russekysten.

Næste Dags Eftermiddag seilede vi videre, indad den omtrent 3 Mile lange Orafjord, for at besøge et Par Fjeldlapper, som her skulde have sine Sommertelte staaende. Nille Halt, som vi havde med os fra Normansæt, og som hidtil tilfredsstillende havde udført sin Lodstjeneste, traf nemlig i Jeretik en Slægtning Lasse Halt. Denne fortalte, at hans Familie boede længer inde i Fjorden, og han blev nu ogsaa selv med os som Lods indover til det Sted, hvor hans Familie midlertidigt boede. Lasse Halt og vor Lasse Hætta bleve snart fortrolige med hinanden, da de opdagede, at de vare "Gaimatshjak" eller Navnebrødre. Paa et fremspringende Næs stod der 2 Telte, et Stykke oppe fra Søen. Idet vi stege iland og nærmede os dem, kom der frem under Teltdugen 4-5 Renhunde, der fore os gjøende imøde. De havde aabenbart Ondt i Sinde; men paa Raabet Ranne, Muste, Diggal og Barke, deres respektive Lappenavne, kjendte de sin Herre, Lasse, igjen og lode os Fremmede med Fred. Den anden herboende Lappefamilie hed Ingier, Lasse Halts Svigerfader, og en tredie, der bor længer inde i Orafjord, hedder Oxehov. Ingier skulde være rig eller eie henved 2000 Rensdyr.

Ogsaa disse Lappefamilier vare Lutheraner. De talte samme Dialekt som Lapperne i Sydvaranger, og hele deres Stel og deres Dragt var som norske Fjeldlappers. Jeg fotograferede dem og Teltet, og de viste sig i den Anledning i sin Høitidsdragt, nemlig i blaa og røde Mandfolk- og Kvindekufter, aldeles som, man ser dem i Finmarken, dertil Bælte, Søljer, brogede Tørklæder og forskjellige Sysager hængende ned, fra Messingringe i Bæltet. Et Par Tombaks Fingerringe og nogle tykke Messingringe til at hænge Sysage m. m. i, som vi forærede Kvinderne, gjorde megen Lykke. Lasse Halt, som forresten var en nidsk og lumsk Krabat, kunde da ikke Andet end, som Skik og Brug er efter det finske Ordsprog: "Gave fordrer Gave, og et godt Ord fordrer Svar", give Noget igjen og hviskede derfor til sin Datter, som især var bleven begavet med Messing- og Fingerringe: "Gaa og hent Fugleæg og giv igjen!" Af Husmoderen selv fik jeg særlig i Gave en Rentunge, maaske fordi jeg kunde tale med dem i deres eget Sprog.

Omkring Teltet laa forskjellige ting, som man altid ser i en Fjeldlappeleir, saasom omhvælvede Renslæder, Rensæler, Gryder, Renpelse, ophængte til Luftning efter uafbrudt Brug hele Vinteren, og i de nærmeste Birketræer hang tørret Renkjød, af hvis Fedt Ravnen med sit store og Kjødmeisen med sit lille Næb en tidlig Morgenstund tydeligt nok havde tilhakket sig en Frokost.

Vi havde hørt Orafjorden omtale som særdeles skikket til kolonisation, men fandt, at det Modsatte var Tilfældet. Den ydre Del af Fjorden er nemlig omgivet af golde Klipper, der tildels hæve sig et Par hundrede Fod over Havet. Ingen Slette var synlig inde imellem disse øde, ufrugtbare Klippebredder, hvor nogen Fastboende kunde finde Byggeplads og rydde sig op Engmark. Orafjordens Renlapper derimod have Plads nok for sine Dyr baade Vinter og Sommer. De generes ikke her meget af Fastboende. De fortalte, at de heller ikke i de sidste 10 Aar havde seet noget til Ulven. De kunde derfor lade sine Ren gaa ubevogtede. Men derimod paastode de, at over 100 Ren aarlig bleve stjaalne fra dem af tobenede Ulve, Skoltelapper og Russer. Den rige Ingier traf vi ikke, da han laa ude ved Orafjordens Munding paa Kobbeskytteri sammen med en Fin. Han skal foruden sin talrige Hjord ogsaa eie en hel Del Sølvpenge. Disse har han nedgravet et eller andet Sted i Fjeldet og ikke været at formaa til efter Kolalensmandens Raad at sætte dem ind i en russisk Bank. Det Samme har været Tilfældet i Finmarken før; men nu er dog Tilliden til Nordmændene voxet saa meget, at Flere have vovet at indsætte sine Penge i Sparebankene, istedetfor at nedgrave dem i Jorden.

I en Finnebaad reiste vi den 4de Juli Kl. 7 Aften fra Kutteren indover Fjorden for at besøge en Koloni af Finner inde i Fjordbunden. Bredderne vare fremdeles lige uskikkede til Bebyggelse, og vi saa paa Turen heller intet Spor af Mennesker. Et Lappetelt i sin graaskidne og røgede Farve vilde heller ikke med Kikkert let kunne skjelnes paa den graa, storstenede Klippestrand. Sørgeligt, trist og dødsstille laa disse Bredder der i en solklar Nat. Intet Sted kunde bringe den Reisende mere indpaa den Forestilling, at en uhyre Oversvømmelse havde begravet lavere liggende, blidere Egne og kun efterladt de afrundede Fjeldtoppes skaldede Isse, - end Orafjordens Bredder. Langs Høiderne paa begge Sider Fjorden laa en Mængde, tildels meget store Rullestensblokke. Forkrøblet Birkekrat voxede sparsomt hist og her op af Kløfterne imellem Fjeldhaugene. Lapperne paastode, at Fjorden var fattig paa Fisk, eller at der ikke kom anden Fisk ind fra Havet end Lax og Haakjærring. Fjorden er meget dyb og maaske mindre skikket til Opholdssted for de almindelige Smaafiske-Stim, som ellers findes i alle Finmarkens Fjorde. Jeg maa antage, at dette er Tilfældet; thi jeg saa paa Turen indover næsten ikke en eneste Maage, Skarv eller Ederfugl.

Eftersom vi kom længere ind, blev dog Bredderne lavere, Skoven frodigere og tættere, og inde i selve Fjordbunden aabnede sig en ikke ubetydelig Slette paa begge Sider af Elven, der falder ud i Fjordbunden. Fjorden er her inde ganske grund, saaledes at Fjæren i Ebbetiden ligger ganske tør i stor Udstrækning. Her er derfor fortrinlig Anledning til at finde den til Agn for Torsken meget søgte Fjæremark, og russiske Fiskere indfinde sig derfor ogsaa til sine Tider her og opholde sig her nogle Dage. Paa vestre Bred har disse Fiskere opført 6 Jordhytter, lig lappiske Gammer, der tjene til Bolig den Tid, de søge Agn. I en Sandbakke havde de ogsaa indrettet sig en Bagerovn. Nu stod Hytterne ganske tomme uden nogen Dør eller Lukke. Men, at det var Russer, som havde sit Tilhold her, saa man klart nok af de høie Trækors, som stode hist og her, og som man overalt ser, hvor rettroende Russer findes eller færdes. De betegne ikke altid, at Nogen er død paa Stedet, men opsættes i forskjellige Anledninger som Minde om en eller anden særlig Begivenhed, Redning fra Sygdom eller anden Fare. Her var dog flere opstillede over Døde, da Ligkisten, eller rettere, en Kiste uden Bund, her laa over Graven. Korsene gjøres saa høie som muligt og bestaa af to retvinklede Kors øverst oppe med et Skraatag, samt et skjævt (græsk) Kors længere nede. Paa Hovedstolpen og i Tværfjælene findes lange Indskrifter, der angive den Dødes eller Opstillerens Navn.

Den finlandske Koloni i Orafjorden bestod i 1867 af 7 Familier der havde valgt en høi Jordbakke, som gaar rundt Fjordbunden, til Byggeplads. Her findes Rydningsland nok til Engmark - og Tømmer nok i ikke lang Frastand, oppe ved den flødbare Elv, til mange flere Familier, end der for Tiden findes. Rimeligvis vil ogsaa Flere flytte hid og bosætte sig længer oppe ved Elven, hvor Bredderne ere dyrkbare, dersom denne Kolonisation af lutherske Finner begunstiges som hidtil af den russiske Regjering, saaledes at de erholde fuld Eiendomsret til Jorden, Sikkerhed for Trakasserier af underordnede Embedsmænd, og især - dersom de, som det har været dem lovet, opnaa fuld Religionsfrihed og faa egen Kirke og Præst fra Finland.

Vi tog ind hos den mest velstaaende af Finnerne, ved Navn Maurits Bergström. Han var født i Vadsø og holdt stadigt Handelssamkvem med denne By, hvor han ogsaa søgte Kirke. Han kunde derfor ogsaa tale godt Norsk, eller, Som vor Lap sagde, da jeg spurgte ham, om Bergström kunde Norsk - "Han, han taler Norsk, "dego tschatse", saa let som rindende Vand!" Han havde et veltømret Hus, der foruden almindeligt Boningsrum ogsaa havde Bagstue eller Gjæstestue med renlig Gjæsteseng. Han havde fire Kjør, ypperlige Mælkeringer, renlige Kar, Kogeovn i Kjøkkenet og udenfor Huset en indhægnet Næpehave. Rimeligvis kunne Gulerødder og Potetes voxe her, ligesaavel som de voxe i Sydvaranger.

Jeg tog mig en Tur opover langs Elven, hvori der da var Flom, saa den var omtrent 100 Al. bred; men i normal Stand har den vist heller ikke liden Vandmasse. Omtrent 2 Mil oppe ved Elven skal findes Furuskov og grov Birkeskov, men af de Prøver, jeg saa af Tømmeret, som netop flødedes ned, var Furuen hverken synderlig rank eller kvistfri. Laxen gaar op igjennem Elven, og Fisket var det Aar [bortleiet] til en Fin for 10 Rub. af Bergström, der igjen havde pagtet det af Staten. Den saa ud til at være særdeles skikket til Fluefiske og kan rimeligvis befares med Baad milevidt, op- og nedover. Dersom der var stadig Dampskibsforbindelse mellem Vaelsø, og Kola, vilde baade Peisen-Elven og denne rimeligvis snart blive leiede af Engelskmænd, som nu snart ikke længer finde nogen Elv mere i Norge at leie, og den vilde da indbringe den lille Koloni en ganske anden og sikrere Indtægt - forudsat, at de fik den - end den nu gjør, da Finnerne her, som overalt, ødelægge Fiskeriet ved at holde Elven stængt, saalænge Fisk forsøger at gaa op. Det vilde være en overordentlig interessant Tur for en Sportsmand i Sommermaanedene Juli og August at gjøre en Opdagelsestur op igjennem Elven til det indre, ukjendte Land med dets Søer, Stryg og Fosse, hvor endnu ingen Flue har været kastet paa Vandets Overflade. Det vil med Baad rimeligvis meget let lade sig gjøre at trænge flere Mile op. Den nærmeste Indsø ligger 2 Mile inde i Landet og hedder Orajavre. Ved dens Bredder voxer Furuskov; den næste Indsø hedder Galbajavre og ligger omtrent 2 Mile søndenfor den første. Videre Besked om Landets Beskaffenhed i det Indre kunde jeg ikke faa af Nogen.

Idet jeg gik tilbage igjen langs Elvebredden, kom en Mand mig imøde, som allerede paa Frastand saa ud, som om han hverken var Rus, Fin, eller Lap, men en ret og slet Nordmand. Han gik nemlig med en gul Sydvest paa Hovedet, store Fiskerstøvler paa Benene og, hvad der især røbede Nordmanden, - store Lovaatter paa Hænderne, skjønt det var en varm Solskinsdag,

"Du er vel aldrig Fin, du?" spurgte jeg ham paa Norsk, idet vi mødtes. "Nei, eg e' int' Fin, eg e' fra Vasøia", [svarede] han paa Nordlandsk. "Men hvad i al Verdens Rige bestiller du da herinde i Bunden af Orafjorden?" Jo, han var nu egentlig paa Fiske ved Øen Kildin, østenfor Kola, men saa, var Forraadet af Brød gaaet op for ham og hans Kammerater, og han var da bleven nødt til at reise til Jeretik for at kjøbe Mel og saa 3 Mile her ind Fjorden til Bergstrøm for at faa det bagt til Brød.

Altsaa, frem og tilbage 26 Mil, for at faa, hvad han i norsk Finmarken vilde have havt lige ved Haanden; thi her bo Handelsmændene ikke mange Mile fra hinanden, saaledes at Fiskeren overalt har let for at faa afsat sit Produkt og igjen kjøbt Alt, hvad han behøver, enten nu dette er Mad eller Redskab. Men saa daarligt staar det endnu til med Samfærselsforholdene her i Russelapland.

Finnerne i Orafjorden havde naturligvis ogsaa sin Sauna eller Badstue. Endnu lod det imidlertid til, at ikke hver enkelt Familie havde faaet Tid til at opføre sin egen for sig selv; men en større, som Bergstrøm havde opført, blev benyttet af Flere. Just som vi skulde drage afsted, kom nemlig en Nabofamilie, Mand, Kone og 3 Børn, ud af Badstuen, hede, saa det røg af dem gjennem deres tynde Klædning, satte sig i en liden Karbas eller Baad og roede hjemover.