Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

1844

Nytaarsdag kom jeg til Jockmock. Med en Datter af Præsten i Kvickjock tiltraadde vi Reisen til sidstnævnte Sted med Hesteskyds, og ankom did den 6te Januar.

Ifra Kvickjock reiser Præsten en Gang om Aaret østerud, ad den norske Grændse til, 12 Mile tilfjelds, for paa femte Søndag efter Midsommerdag at afholde Gudstjeneste i et lille Stenkapel paa Fjeldet Alkavara, ikke langt fra det bekjendte Sulitelma. Reisen sker tilfods, og da der hverken underveis eller paa selve Kirkestedet er et Skjul at ty sig under, saa erholder Præsten og Klokkeren tilsammen et Telt, som bringes paa Renryggen frem og tilbage med de uundværligste Nødvendighedsgjenstande. Da denne Gudstjeneste ogsaa bivaanes af norske Undersaattere, saa bestemte jeg mig saameget mere til at møde ved denne Samling. Med Præsten her aftalte jeg et Møde næste Vinter i Januar Maaned. Til dette Møde lovede Præsten, at lade paa min Bekostning tilkalde en forhenværende Kateket eller Skolelærer.

Efterat have opnaaet Hensigten af denne Vinters foreløpige Reise i svensk Lapmarken, tiltraadde jeg Tilbagereisen, og kom den 13de til Jockmock og den 19de til Gellivara, hvor jeg nu fandt Lieutenanten og Kronlensmanden hjemme. Som Artilleriofficier havde han deltaget i de svenske Troppers Felttoge under Carl Johan og havde erholdt nogle af de smaa Sølvmedailler, der bleve uddelte til de Officierer, som havde deltaget i de større Træfninger; han var tillige Medlem af Frimurerlogen. Overalt var man nu underrettet om mine Reiser i de svenske Lapmarker, Præsterne af Biskoppen, Lensmændene af Landshøvding-Embedet, og at jeg overalt blev modtaget med den broderligste Velvillie er næsten overfødigt at bemærke. Jeg reiste nu samme Vei tilbage som jeg var kommen. Da jeg en Mandag den 29de Januar forlod Vitangi, fik mit venstre Knæ et stød og en Forvridning, saa at jeg overvældet af Smærte blev liggende paa Sneen. Jeg var ganske alene, thi den skydsende Fin var kommet saa langt bort, at vi hverken kunde se eller høre hinanden. Jeg slap imidlertid ikke Renen, og, da de værste Smerter igjen pludslig ophørte, sprang jeg øieblikkeligen op og kom igjen i Pulken, men Smertene indfandt sig igjen og Knæet hovnede. Efter fire Dages smertefuld Kjørsel kom jeg ned til Skibotten; da maatte jeg løftes ud af Pulken, og nu først kunde Knæet erholde den nødvendige Hvile og Behandling; men Smerterne ophørte ikke førend ved Sanctehansdags Tider. Jeg var imidlertid dog saa heldig, at Beskadigelsen ingen videre Følger havde.

I Finmarken, navnligen i Østfinmarken, gaa og løbe Renene under Kjørselen i uophørlige Slangebugter. Paa Veiene eller Sporene i svensk Lapmarken ser man strax, at Renene her ere bedre indkjørte, thi her gaa de meget ligere og ikke i bestandige Krumninger og Svingninger, snart til den ene og snart til den anden Side, og farende afsted med En i vild Gallopade; holder man dem tilbage, svinge de En rundt i hvilvlende Runddands. Jeg fandt derfor renkjørselen i Norge mere livlig og munter og at foretrække for at kjøre med Hest. I Forhold har Østfinmarken de fleste, men derfor ogsaa ialmindelighed vildere Ren.

I Nabosognet til Kautokeino, Karasuando, er Forskjellen i Klædedragt og Sprog mellem de svenske og norske Finner ikke betydelig; noget mere kjendelig i Jukasjærvi Sogn; i det til Jukasjærvi Sogn stødende Gellivara Sogn har Forskjellen allerede naaet sin største Høide, navnligen med Fruentimmerne. Deres, som alle Finners - Lappers - og Kvæners - ravnsorte Haar hænger Fruentimmeret vildt og uordentligt om Ørene og i Ansigtet, ligesom Mændenes i Norge, kun med den Forskjel, at disses Haar ikke er saa langt. I Finmarken kommer Haaret ikke tilsyne under Fruentimmernes ofte ret smukke og med Baand pyntede høirøde Huer. Overpaa Hovedet bære de svenske Finner-Fruentimmere ialmindelighed en Mandshue uden nogen Prydelse. Fruentimmernes Kofter og Pæsker i de svenske Lapmarker ere aldeles formløse, uden noget bestemt Snit. Mændened Dragt er ikke fuldt saa formløs og skjødesløs; deres Pæsker lignede paa nogle Steder Finnernes i Karasjok; at Mændenes Huer ikke ere pynteligere end Kvindernes, gjør hos dem et mindre ubehageligt Indtryk, men at Mændenes Pæsker ere fodside ligesom Fruentimmernes, vanklæder dem; hos de norske Finner naa Mændenes Pæsker ikke længere end til Knæerne, hvorved de erholde et raskere Udseende. Begge Kjøn i Sveriges Lapmarker bruger den ingenlunde smukke Skik, at kante deres Pæsker med ¼ til ½ Alen brede Garneringer af smudsige Bukkeskind med nedhængende Haar. Kvindernes Dragt, i al Fald hos de fleste af de i Julen Kirkesøgende, adskilte sig saa lidet fra Mændenes, at jeg, naar jeg spurgte de paa Stedet Boende: "Ere de, som der gaa, Mænd eller Kvinder", erholdt til Svar: "Det kunne vi ikke vide førend vi faa se dem i Ansigtet". I Jockmock havde nogle Fruentimmere spidse Mandshuer, ildrøde Benklæder og med Tind broderede Komagbaand; disse to sidste Ting gav dem strax et pynteligere og mere kvindeligt Udseende.

I meget nøie Overensstemmelse med Klædedragten stod og staar ogsaa Sproget. Med den ikke propre og skjødesløse Klædedragt følger den haarde, takkede og skurrende Lyd, en Tale uden Blødhed, Nunding og Holdning. Tana og Næsseby, disse to Nabosogne i Østfinmarken, stadfæste den nøie Sammenhæng og Forbindelse mellem Sprog og Klædedragt og omvendt. - At de svenske Lapper (Finner) ikke fornægte den Folket eiendommelige Godlidenhed og Godmodighed, er en overflødig Bemærkning. En Inddeling af Nomaderne i Skov- og Fjeldlapper haves ikke hos os; de første skulle staa paa et høiere Trin end de sidste. Hos os sætter jeg det nomadiserende Fjeldfolk høiere end Mængden af de fastboende baade Finner, Norske og Kvæner.

Iblandt samtlige i de af meg bereiste Egnes Indvaanere herskede en overmaade stor Tobaksrøgen; endog unge ukonfirmerede Børn røgede. Smaa Kridpiber, som kjøbes i Norge, og som derfor kaldes norske Piber, vare almindelige; disse ere saa korte, at naar Lapperne tænde dem, berører Flammen af Branden eller den brændende Stikke Næsetippen, en Ulempe som de med største Fornøielse udsatte sig for, aldeles i Lighed med vore Cigarrøgere, navnligen naar den ene tændte sin Pibe i den andens. Kaffe var meget almindelig; paa flere Steder iskjænkedes paa engang to og tre Kopper, hvilket sidste ogsaa var Tilfældet i nogle "Herskabs-Huse".

De svenske Bønders Tale, som bo i Tragten ved Kvickjock, især Fruentimmernes, har en mærkelig Lighed og Overensstemmelse med de norske Bønders i Gudbrandsdalen. Bønderhusene i denne Tragt ere store og rummelige. Pørtet - Bondestuen - er overmaade stort, høit og lyst, og rigeligen forsynet med store Vinduer. Ikkuns faa af de her Boende ere Selveiere, da baade Jordene og Bygningerne tilhøre Værket, hvilket de sidstnævntes Bygningsmaade ogsaa udviser.

Søndag den 4de Febr. var jeg igjen i Lyngen, hvor jeg forblev til Fredag, 14de Marts, da jeg ifølge Ønske fra Præsten i Karlsø reiste did. Baade han og hans Formand i Embedet erklærede det for en ubetinget Nødvendighed for Sognets Præst at kunne Finsk og for den finske Menighed at erholde Undervisning i dens Modersmaal. I en Opsats i Tromsø Tidende for 1839 skriver den daværende Sognepræst: "Det er en mislig og uværdig Maade at foredrage Guds Ord paa, at lade det radbrækkes og kjølnes ved at tage Omvei igjennem en Tolks Mund - en Maade, som ikkuns i Nødsfald burde anvendes - og det er en grusom Maade, som jeg har hørt Enkelte foreslaa, at lære Finnerne Norsk paa, ved at negte dem Religions-Undervisningen i deres eget Modersmaal. En saadan Plan, om den noksaa consekvent befølges, vil desuden være forgjeves - thi om Børnene, de faa Dage de ere i Skolen, ogsaa lære Noget deraf, glemme de snart det Lærte hjemme, da de der ikke høre andet end deres Modersmaal. Jeg tror ikke at Nutidens Finner, i Henseende til deres aandelig Udvikling, have synderlig forud for deres Fædre, der levede for 100 Aar siden".

"Efter Sagernes nærværende Stilling synes det desto værre for Tiden som om den tilvoxende Slægt ikke vil kunne erholde større Oplysning end deres Fædre; Skolevæsenet staar paa en jammerlig Fod. Den nærværende Omgangsskolemester forstaar ikke Finnernes Sprog; naar nu Finnerne heller ikke forstaa det ringeste af hans Sprog, kan man slutte sig til, hvad Gavn Undervisningen stifter. Religions-Undervisningen bliver til et Spilfægteri, og den gode levende Gud for de arme Børn en død Gud".

Mange Finner ere dygtige Baadbyggere. Enkelte bringe det, uden Anvisning, til Færdighed som Haandværkere. I en Fjord, Sørfjorden, er der navnligen en udmærket Tømmermand og en ganske udmærket Smed. Paa en Bergens-Reise gik han om og besøgte flere Smedeværksteder, og derved fik han Anledning til at se en Smeds Arbeide og de kunstigere Stykker af Smedeværktøiet, hvilke han ved sin Hjemkomst alene efter Hukommelsen forfærdigede sig.

Finnerne erkjende selv, at det er til fordærvelse for dem, at der bo Brændevinsselgere iblandt dem. I ovennevnte Fjord bo Sognets fleste Finner, og da man ogsaa der ved et Ting vilde bringe dem en saadan paa Halsen, satte Sørfjordens Finner sig derimod med den naive Erklæring: "Vi i Fjorden ere store Drikkere nok før, om ikke oven i Kjøbet en Gjæstgiver skaffes os paa Halsen". Atter var det igjen her, at Finnerne maatte reise sig imod Brændevins-Handelen. - Kvinderne forfærdige de grove uldne Tøier, som bruges til Beklædning, samt de saakaldte Grener, ved Hjælp af Væverstole, der ikke ere større, end at de, opsatte med Lethed, kunne bæres fra et Sted til et andet i Gammen; de mangle den Bom, hvorom Tøiet rulles efterhaanden som det kommer fra Skeden, eftersom den bliver færdig, maa kastes paa Gulvet. Der spindes paa Haandten og paa vore Hjulrokker. I de større Tømmerstuer haves ogsaa vore Væverstole.

Den 9de April kom min Kone til mig, men gik derpaa med Damskibet til Talvig; jeg derimod til Kaafjorden, for at sige Farvel til General Consul Crowe og Familie, forinden de forlode disse Egne. Som Bestyrer af Kaafjordværk har Hr. Crowe store Fortjenester af Egnen, i hvilken han levede og virkede, og ikke mindre af Værkets Bestyrelse.

Den 17de April reiste jeg, i Følge med min Svoger Fleischer, til Talvig og med Damskibet til Bodø. Stærk Modvind og Snefok standsede Dampskibets Fart noget. Den 24de forlod jeg igjen Bodø for at reise til Saltdalen. Det var derværende Sognepræsts Ønske, at jeg skulde blive bekjendt med Finnerne i hans Præstegjeld.

I Aaret [1648] udvirkede Amtmand Preben von Ahnen, at Saltdalens Almue fik Tilladelse til at erholde en Kirke for sig selv, hvilket skede, dels paa Grund af deres udviste Beredvillighed ved en Skandses Anlæg, for at modtage vore nuværende Brødre og [Bundsforvandte] de Svenske, hvis Ankomst man den Gang frygtede, dels fordi Almuen, for at hindre et forventet Indfald, fulgte Amtmanden tilfjelds lige til en Dal paa Grændsen, som ligger sex Mile oppe fra Søen. I denne Dal opslog Amtmanden sin Leir, der siden er kaldet Junkerdalen, thi Amtmændene bleve i de Dage kaldede Junkere. Det kom imidlertid ikke til nogen Træfning, men da Toget var tilende udbad Almuen sig omtalte Tilladelse, for at undgaa den besværlige Reise til Skjærstads Kirke, som ligger to lange Sømile fra Saltdalen, og til hvilken de maatte søge.

Mandag den 29de kom jeg tilbage til Bodø, og efterat have hørt Sognepræstens Formening om en senere Sammenkomst med ham, Finnerne betræffende, gik jeg 2den Mai ombord paa Dampskibet for at gaa til Talvig. Anden Pintsedag holdt jeg kvænsk Gudstjeneste i Kaafjord, og reiste Dagen efter, i Følge med Doctoren, tilbage, da min Kone laa syg.

I Finmarken vare, som anført, Foreninger dannede imod den ødelæggende Brændevinsdrik. I Tromsø Tidende stod bekjendtgjort fra Hammerfest, at Kjøbmændene dersteds havde vedtaget, for Fremtiden ikke at give Skjænkebrændevin; i Tromsø By var der dannet en Forening mod Brændevinsdrik; en lignende oprettedes i Aaret 1841 i Kaafjord; ligesaa i Alten-Talvigs Præstegjeld. Synet af vore ulykkelige, berusede og ravende Medmennesker brændte i mit og min Kones Hjerte; vi bleve derfor i Aaret 1841 enige om, af al Magt at virke for, at intet Brændevin blev solgt; saaledes handlede ogsaa en Hædersmand, en Handlende paa svensk Territorium ved den russiske Grændse. Vare blot alle Brændevinshandlere og Brændevinsbrændere besjælede samme Følelse, de skulde derfor sandeligen ikke savne det daglige Brød. Gud være lovet, at der dog ere saadanne i vort Fødeland. Onsdag den 29de Mai reiste vi med Dampskibet til Loppen.

Den 30te, 31te Mai og 1ste Juni var Ting og altsaa en hel Mængde Mennesker tilstede. Trefoldigheds-Søndag den 2den Juni var den i Bispedømment befalede Dag, paa hvilken Sorgefesten for Hans Majestæt Kong Carl Johan skulde afholdes. - Jeg var anmodet at forrette den Dag i Loppens Kirke, da Sognepræsten var beordret til Skjærvø. Paa Loppen fortsatte jeg Undervisningen med den finske Konfirmations-Ungdom og reiste derpaa med Dampskibet den 20de til Karlsø.

Den 27de forlod Sognepræsten og jeg Karlsø, for at reise i Skolebesøg. Strax efter Afreisen fra Øen tiltog Vinden. "Er nogen af Præsterne bange?" spurgte Høvedsmanden, der var en af Sognets gjæveste Sømænd. "Nei!" lød paa engang Svaret fra os begge; "Godt," gjentog Høvedsmanden, "jeg har en ganske ny Baad, og jeg vil prøve hvormeget den kan taale." Og han prøvede den ogsaa, thi den for afsted som en afskudt Pil. Vort første Nattekvarter var hos den Fin, Sarstrøm, hvor jeg Aaret før havde overnattet og holdt Gudstjeneste. Det første Broder Knudsen efter Landstigningen gjorde, var at aftegne det Indre af en Finnegamme med dens Mennesker og Hunde. Karasuando Fjeldfinner sidde en Tid af Sommeren her i disse Trakter. Foruden de norske Børn bleve omkring 100 Finnebørn overhørte og underviste i Læsningen af de nye Bøger. Dagligen bleve paa disse Skolereiser Syge og Gamle meddelte Naademidlet. Et Finnefruentimmer, der var gift med en Normand, og som nu havde voxne Børn og forstod selv meget godt Norsk, "havde i mage Aar," som hun sagde, "bedet til Gud, om det var muligt, at hun før sin Død fik høre en finsk Prædiken!" Hun havde grædt af Sorg over, ikke at have kunnet komme til Kirke, da Finnepræsten holdt finsk Gudstjeneste; men da nu Bud kom, at jeg tilligemed Sognets Præst skulde komme i Skolebesøg, og da der nu i hendes Hus samlede sig flere Syge og gamle Finner for her paa Finsk at modtage Naademidlet, brast hun i Graad af Glæde og takkede Gud for, at det skulde gives hende før sin Død at faa høre Guds Ord forkynde af en Præst paa hendes Modersmaal. En og anden af de Norske kunde ikke ret blive klog paa mig; i deres Øine var jeg hverken Fugl eller Fisk, Præst og dog ikke rigtig Præst, en Slags Mellemting af Præst og Hjælpepræst: I er for gammel til at fare slig omkring blandt Finnerne, sagde de til mig.

Fredag den 11te Juli gik jeg ombord paa Prinds Gustav for at reise til Folden, da jeg derfra over Sne og Is, gjennem fossende Fjeldbække og vandfulde Moradser skulde vandre til Alkavara, hvortil Adgangen fra svensk Side var meget lettere.

Søndag Eftermiddag, den 14de gik jeg iland paa Kjerringøen, men fortsatte Reisen til Rørstad Præstegaard for at hilse paa Præsten; men da jeg ikke traf ham, reiste jeg strax videre til Handelsstedet Røsvig, en hel Mil længere inde i Foldenfjord. En Mængde Mennesker vare her forsamlede og i fuld Virksomhed med at dele den fra Lofoten hjembragte tørrede Fisk. Røsvig ligger overmaade smukt. Her traf jeg ogsaa Præsten og hans Frue; af begges Forældre havde jeg været en Bekjendt. Hendes Fader og jeg havde været Skolekammerater i Christiansands latinske Skole. Ketil, saa var hans Navn, udmærkede sig ved en stille, blid og sagtmodig Vandel; han oversaa Fornærmelser, tvang Stridende til at slutte Fred og smilede blot godmodigen, naar han blev udæsket til Kamp, thi han havde Styrke for fire og fem. Værer som han! sagde stedse min Moder til mig og min Broder, naar vi fortalte hende om "den skikkelige Smedens Søn, Ketil".

Mandag den 22de Juli reiste jeg tilbage til Røsvig. Fjeldskydsen, som jeg om Vinteren havde tilsagt i Kvickjock, havde allerede meldt sig.

Ifølge Lensamndens Opgivende kommer af svenske Finner (Lapper) en hel Mængde til Folden aarligen, dels med, dels uden Ren. Renfinnerne (Lapper) komme i Juni og Juli og opholde sig til Slutningen af September; de svenske Lapper, som ikke eie Ren, komme og reise hele Aaret igjennem. Nogle norske Finner søge om Vinteren med deres Ren de svenske Grændser.

Om Foldens Finner modtog jeg af vedkommende Præst følgende Meddelelser:

1. Finnernes Antal er ikke opgivne paa Folketællingslisterne for Aaret 1835, hvilket ikke lod sig gjøre med Hensyn til nomadiserende Finner, der vandre om paa Grændsefjeldene og snart ere i Sverige og snart her i Landet, og som, paa den Tid, da Folketællingen foregik, netop havde forladt os efter deres Høstbesøg og søgt hen til andre Egne. Hvad derimod de bosiddende Finner angaar, da have disse i Tidens Løb tilegnet sig Levemaade, Skikke og Klædedragt med Landets oprindelige Indvaanere.
2. de nomadiserende Finner søge hen til de nærmeste svenske Kirker paa Grændserne, hvor alle [deres] kirkelige Forretninger ske paa Finsk af Præsterne. Disse Kirkers Navne ere Hytten, det er Kvickjock, Jockmock, Vakjir og Arieplog.
3. De her boende Finnefamiliers - Bumændenes - Børn konfirmeres her, de øvrige forberedes og konfirmeres i Sverige.
4. De norske nomadiserende Finner besøge Sverige om Foraaret, de svenske nomadiserende Lapper Norge om Sommeren, for at handle.
5. Det hænder sig, men saare sjeldent, at svenske Lapper flytte over til Norge og bosætte sig, og ligeledes omvendt.

Heraf og navnligen af No. 2 og 3 sees, at de norske Finner ved Rigsgrændsen, som ikke forstaa Norsk, søge til de svenske Præster, der forstaa deres Sprog. Norges nomadiserende Finner i Folden, der jo tilbringe den halve Tid i Sverige, ville af den Grund ogsaa stedse bibeholde sit Sprog og følgeligen vedblive at søge de Præster, som forstaa dem og som de forstaa.

Paa Handelsstedet Røsvig var en theologisk Kandidat. Da det var ham bekjendt, at norske Finner søgte til Alkavara, havde han bestemt sig did op og vilde derfor nu saa meget hellere gjøre Følge med til Alkavara, et Følge, som i flere Henseender blev mig behageligt. Tirsdag Eftermiddag den 23de Juli reiste vi en Mil lænere ind i Fjorden til Midgaard i Torfjorden, hvor vi tilbragte Natten. Morgenen efter roede vi ½ Mil længere ind ti Hellervigen, hvor Renene skulde møde. Vigen er ganske omringet og indesluttet af høie Fjelde, Vegetationen er iøvrigt god og Situationen smuk, saavel her som i Trakten ved Midgaard. Flere Finner, der dels havde Ren, dels selv bare sine Byrder, forenede sig med os i Hellervigen; de vare for det meste svenske Undersaattere, der vare komne for at handle med Handelsmanden i Røsvig. Iblandt andre Varer førte disse ogsaa noget Brændevin med sig, som de dog ikke smagte den hele Vei; det Lidet de medbragte, skulde ikke nydes førend paa Alkavara og i Selskab med Venner.

Vor Lodses Navn var Amund Persen Husi, ogsaa bekjendt under Navnet Husmand Amund; han havde en Kone som hed Karen og en Søn, som hed Nils. Amund er ærlig, ædruelig, paapasselig og utrttelig, munter, villig og underholdende, udmærket Kaffekoger, kjender hver Snefane og Snetinde, har faret et Aar paa Lofoten, taler "godt Norsk", som dog min Reisekammerat som oftest ikke forstod, men Aarsagen hertil var, som Amund i deres, dog altid meget venskabelige, Disputatser udviklede for ham: "Det er fordi du ikke forstaar mig! Hvorfor forstaar du mig ikke, naar jeg taler Finsk og Kvænsk? af samme Aarsag forstaar du mig heller ikke, naar jeg taler Norsk". Husi Amund anbefales Alle og Enhver, som vil befare Sulitelma og Alkavarafjeldet (18).

Klokken 9 kom Renene, som skulde bære vore Sager, og en halv Times Tid efter tog Vandringen sin Begyndelse. Vi gik opad en skovrig og brat Fjelddal, eller rettere sagt Fjeldkløft, der stedse blev brattere; endnu brattere vilde den være ufremkommelig for Ren med Byrder paa Ryggen. En halv Mils Vei fra Hellervigen ophørte Skoven og afløstes af flere Snefaner og nu laa Snefjeldet for os, over hvilket vi en Længde af 2½ Mil skulde vandre, førend vi kunde komme til den to Mile lange Verisø, hvor Baade ventede os. Den sidte Halvmil var afvexlende bar Mark, som overalt, men mere eller mindre, stod under Vand. Dagen var varm og hed. Mygsværmene forfulgte os derfor i lang Tid paa Sneen og dennes Overflade var saa blød, saa at vi stundom sank ned til Knæerne, hvilket gjorde Gangen tung. En lang, besværlig og flere Dages Gang forestod; jeg gik derfor den første Dag meget langsomt, saa at Amund og det hele øvrige Selskab af Mennesker og Dyr ilede forbi og lode mig tilligemed min Kammerat, som ikke vilde gaa hurtigere end jeg, alene tilbage. Amund blev omsider nødt til at standse og oppebie os. "Renene holde ikke ud at gaa saa langsomt og at være saalænge underveis før de naa frem til de bestemte Hvlesteder, derfor maa Du gaa fort, gode Præst" sagde Amund til mig. "Kan godt være, gode Amund! men jeg er ingen Ren, har heller ikke Rennatur og kan følgeligen ikke gaa saa fort som en Ren" var mit Svar, som slet ikke huede Amund Husi, der begyndte at tage Skræk for, hvorledes han skulde faa mig med sig; men senere overtraf jeg igjen hans Forventning. Efter ¾ Mils Vandring paa Snefjeldet begyndte vi at drage nedad Skraaningen til et Sted, der var snebart og hvor Renene kunde finde Næring, og som derfor var bestemt til Hvilested. Vi gik saaledes over ¼ Mil, dels nedad og dels paa tværs over den bratte Skraaning af Fjeldet, der paa mange Steder var overmaade brat og steilt, og som paa vor venstre Haand førte ned i et vildt uigjennemskueligt Dyb; paa vor høire Haand eller Side var en brat høit opadgaaende Side af Snefjeldet. Da vi sank ned i Sneen til Anklerne gik vi trygt og sikkert, men baade min Medvandrer og jeg vovede kuns for nogle faa Øieblikke at lade vort Øie vexelvis følge den bratte Skraaning ned i det umaadelige Dyb paa den ene Side og vexelvis opad det bratte og høie Snefjeld paa den anden, for ikke at svimle ved Tanken om Muligheden af, at glide, falde og forsvinde i et Dyb, hvorfra den larmende og bedøvende Lyd af skummende og brusende Fjeldstrømme hørtes, og hvorfra intet menneskeligt Raab om Hjælp kunde naa op og blive hørt af Andre end - af Gud. Havde Sneen været haard, havde vi maattet valgt en lang Omvei oppe paa Fjeldryggen. Udsigterne vare, som Enhver letteligen kan tænke sig, vilde og majestætiske.

Ifra Hvilestedet bestege vi atter Snefjeldet, men havde nu ikke flere saa farlige Steder at gaa. En halv Mil fra Hvilestedet, paa det høieste Punkt, var en Varde. Klokken 1 om Natten naaede jeg tilligemed min Vandrings-Kammerat og en hos os værende Fin, det for Natten bestemte Hvilested paa snebar Jord, og hvor Amund havde Kaffe færdig til os, der slukkede Tørsten og forfriskede. Efter Kafeen lagde jeg mig ned og sov øieblikkeligen ind. Som enhver Elsker af Tobak skulde min Ledsager først have den uundværlige og kjære Aftenpibe, sig selv imidlertid til liden Baade, thi havde han strax lagt sig, havde han uvægerligen erholdt den ham tilkommende Anpart i et uldent Dække, men i Søvne havde jeg bemestret mig baade den ham og den mig lovligen tilhørende Anpart; han nænnede imidlertid ikke at vække mig, og efter kuns at have slumret lidt, men frosset meget, stod han op og søgte nu ved flere Morgenpiber, saavidt muligt, at holde sig skadesløs for det Tab af Søvn og for den Kulde en Aftenpibe i Forening med Høimodighed havde forvoldt ham. Saa varm og hed Dagen var, saa frøs det dog, saasnart Aftensolen skjulte sig bag Fjeldtoppene. Allerede fra Klokken 9 om Aftenen kunde man gaa paa Sneskorpen og paa Vandene frøs Is. Klokken fire om Morgenen var ogsaa jeg oppe, udhvilet og styrket.

Amund havde sin lille Søn med; ikke fire Aar gammel maatte han dog gaa den første halve Mil ifra Søen; Veien var for brat til at han kunde bindes fast paa Renen, som siden skede ved at Faderen bandt Drengens ene Laar og Fod fast til hver Side af Kløven; naar vi hvilede, blev han løst; han sprang da omkring og legede og gik ud paa de yderste Kanter af [Præcipeer], hvorfra et Fald vilde have knust ham. Candidaten løb, første Gang han saa dette, forskrækket hen til Faderen, som ikkuns lo og sagde: Aa, han falder ikke, og Barnet faldt heller ikke. Denne Rolighed hos Faderen var ingenlunde en Følge af Ligegyldighed, thi han var meget glad i sin Søn, kjærtegnede ham ofte og smilede fornøiet, naar enten Candidaten eller jeg gav os af med Barnet. Saa tidligen maa Fjeldfolkets Børn blive fortrolige med alle Slags Farer, uden dog at blive overmodige eller dumdristige. Strax efter at vi den første Dag vare komne til det første Hvilested, begyndte det at blæse og enkelte Skyer trak op; man forudsaa Muligheden af et Sneveir om nogle Timer, og øieblikkeligen gav Amund Ordre til Opbrud, fordi, som han sagde, uden Nødvendighed udsætter Fjeldfinnen sig ikke for et Uveir paa et vildt og veirhaardt Sted, naar han kan undgaa det.

En halv Mils Vei fra det Sted, hvor vi havde tilbragt nogle Timer aff Natten, laa Verisøen, som vi skulde ro over, medens nogle af Finnerne gik med Dyrene omkring den. Tre smaa Baade laa her optrukne paa Landet, gamle, skrøbelige og fulde af Sprækker; Amund havde i fulde to Timer Arbeide nok med at faa sin Baad lappet og flikket, som han for en 20 Aar siden havde kjøbt i Norge og fra Hellervigen bragt over Fjeldet. Dagen var atter hed og jeg benyttede Opholdet til at bade mig i Søen. En botanisk Mærkværdighed ved Verisøen er, at her skal findes en Plante, som ellers ikke findes i hele Skandinavien og heller ikke noget andet Sted i Europa uden paa Pyrenæerne. Efterat have roet en kort Time, tvang en stærk Modvind alle tre Baade snarest mulig at ty til Land. Ligesaa flinke tilsøs som tillands sprang Finnerne i Søen og trak Baadene op paa Land, da Søen brød stærkt herimod. Fra Verisøen medtoge vi et Telt. Da Modvinden efter nogle Timer lagde sig, fortsattes Roningen; underveis lagde vi i Land, hvor Amund havde sit Telt, og her blev Sønnen Nils igjen hos Moderen. Ved Midnat havde vi naaet Enden af Søen og opsloge her vort Telt. Dagen efter havde vi en trættende Gang af tre Mile, thi Jorden var et Par Mile bevoxet med tæt Lyng, der slyngede sig om Fødderne, og vi maatte tillige vade igjennem Moradser og mangfoldige Fjeldbække, hvoraf tvende især vare brede og fossede stærkt; dog da Amund kjendte Vadestederne, var der ingen Fare. Klokken 4½ Eftermiddag vare vi ved en Elv, som skilte os fra Alkavara-Fjeldet og fra Bakken, hvorpaa Kapellet var opført. Underveis stødte vi paa 4 Telte med deres Hjorder. Teltene vare beboede af nomadiserende Lapper, som paa denne Tid vandrede om her i disse Egne. Ved Elvebredden laa en liden elendig Baad med hvadsomhelst Amund og Candidaten kunde finde; i denne kom vi lykkelig over og reiste vort Telt.

Løverdag, imod Morgenstunden, kom Præsten fra Kvickjock; han havde i lang Afstand øinet vort Telt, der var snehvidt og belyst af Solen; samme Dag begyndte ogsaa den kirkesøgende Almue at indfinde sig. Alkavara-Fjeldet beboes af omvandrende Sirkas-Lapper. Der samlede sig en 150 Mennesker, forholdsvis faa Fruentimmer. Forsamlingen opførte sig godt, skjønt en og anden Beskjænket rigtignok fandtes. Alle vare tilfredse og muntre; de Yngres Forlystelse bestod fornemmeligen i Ryggetag. En "Byalensmann" var nærværende. Løverdag Aften holdtes Bøn, og derefter indtegnedes 97 Kommunikantere og nogle Barnedaabe. Søndag var en af de i Sverige anordnede fire Bededage, paa hvilke der holdes Fro- og Høimesse-Prædikener over opgivne Texter. Jeg holdt Froprædiken, som Forsamlingen hørte med dybeste Taushed og Opmærksomhed. Dialekt-Ulighed var ingenlunde af den formente Betydenhed, og Klokkeren erklærede, at han især i den sidste Halvdel af Talen forstod hvert enkelt Ord. Ligeledes deltog jeg i Brødets Uddeling ved Altergangen i Høimessen. Klokkeren stod midt i det lille Kapel med en lang Stok i Haanden; for at forebygge, at Naturen ikke skulde gaa over Optugtelsen, prikkede han paa Hovedet eller Skuldrene dem, hvis Øienlaage lukkede sig, men som ved Tryllestavens magiske Virkning strax aabnede sig igjen, og bragte Vedkommende til i al Hast at opløfte det synkende Hoved. Denne Vækkelse foretoges dog nu ikke mere. Efter endt Gudstjeneste tog Præsten Mændene i Troskabsed til Kong Oskar den 1ste, Konge til Sverige og Norge, hvilket sidste her heder "Fjorden".

Alkavara Kapel er en liden af Graasten opført Bygning, med et Tag af Træ, og saare slet vedligeholdt. Paa Alkavara var i sin Tid et Sølvværk. Da Værket nedlagdes, vedblev Kapellet, som var opført for Værkets Skyld, og det bestemtes, at her fremdeles skulde holdes Gudstjeneste engang om Aaret, paa den Tid af Sommeren, da de nomadiserende Lapper [drage] om her i Trakten. Den forhenværende Sølvgrube er nu en Kaffekogegrube, hvortil man i Uveir maa benytte Kapellet. - Skov eller Træer findes her ikke; man river op Lyng til at koge med.

Allerede Søndag Eftermiddag brød man op og skiltes ad. Efterat have bragt Gud vor Tilbedelse, følte vi Alle en Drift til igjen at forlade Ørkenen, og at vende tilbage didhen, hvorfra vi vare komne. En halv Dag opholdt vi os paa det Sted, hvor Amund havde sit Telt og sin Renby, for der at erholde friske Rein. "Hvad synes du nu om dette Land?" spurgte Amund min Reisekammerat. "Her er saa meget Sne," lød Svaret. "Ja, ser du, det er just godt for Reinen, for Renen trives bedst i Sneen," svarede Amund. Med Velbehag og lykkelig Tilfredshed med dette Sne-Land, lod han sit [Øie] vandre om fra Snefjeld til Snefjeld, og det maaske med større Velbehag og Tilfredshed, end mangen En i det Land, "wo die Citronen blühen," lader Øiet hvile paa Citronskovene eller lader det vandre fra Vinbjerg til Vinbjerg. Tidligen Tirsdag Morgen den 30te Juli tiltraadde vi Vandringen over Snefjeldet; nu blæste her en kold Vind, der lettede Gangen, da vi havde den i Ryggen, men foraarsagede tillige, at Gangen tværs over den omtalte bratte Side af Fjeldet var forbunden med større Fare, fordi Sneen var nu haardere, saa at et neppe synligt Mærke efter Foden saaes deri. En blaagrøn Is havde i denne Mellemtid formeret sig paa dette Sted og vi maatte gaa tæt ved Kanten af samme. Undertiden støder man paa dybe og brede Revner i Sneen, som man da maa omgaa. I Amunds Barndom gled en aldrende Fin ud, men hans Raab om Hjælp, da han gled ud, forstummede øieblikkeligen i Dybet. I Juli og August smelter og aftager Sneen, men efter denne Tid ikke; om nogen aarlig Formerelse af Sneen og Isen hørte jeg ikke tale.

Fredag den 2den August forlod jeg det gjæstfrie Røsvig for at reise til Rørstad, da jeg havde lovet den følgende Søndag her at holde norsk Gudstjeneste. Den 6te August modtog Præsten og hans Kone Alterens Sakramente af mig. Om Aftenen forlod jeg igjen Præstegaarden og kom den følgende Dags Eftermiddag til Gilleskaal, da jeg ønskede at hilse paa og tale med Provsten i Saltens Provsti; men da Provsten var reist til Bodø, for der at holde Visitats, reiste jeg strax efter didhen, og derifra til Skjærstad. Præsten her havde været Præst paa Karlsø og havde om Finnerne der givet den før omtalte Skildring. Den 13de August tog jeg ind i Fogedgaarden, for at hilse paa Fogden, der ytrede det Ønskelige i, at jeg kunde opholdt mig en Tid iblandt Fogderiets Finner, der ikke forstode Norsk.

Den 18de August kom jeg til Karlsø. Søndag den 25de holdt jeg Finsk Aftensang, og samme Dag samledes Konfirmations-Ungdommen. Præsten ønskede, ikke mindre end jeg, at jeg skulde forblive her og læse med Finnerne, som ikke forstode Norsk, men allerede den 28de tvang en Sygdom mig til at reise til Lyngen, til min Svoger, hvor min Kone da var.

Søndag den 13d October bleve 53 Finnebørn og 2 Kvænbørn konfirmerede af mig i Lyngens Kirke.

Kirkesangeren og Læreren ved Lyngens faste Skole indleverede i Marts 1844 en Indberetning om Skolevæsenets Tilstand i Lyngen fra Aaret 1823 af, da han blev ansat. Et Uddrag heraf, hvad Finnerne angaar, meddeles her, og dette stemmer paa det nøieste overens med Præstens i Karlsø.

"Af Børenene i Skolen var 2/3 Finner; af disse kunde tre gjøre sig forstaaelige paa Norsk; Religionskundskaben blev dem meddelt ved mundtligt Foredrag igjennem Tolke. I Aaret 1826 var Antallet af Sognets skolepligtige Børn 386; af disse 2/3 Finner, og af disse forstode ikkuns faa det norske Sprog. Tolv Aars Bestræbelser beviste, at Skolens Virksomhed paa ingen Maade kunde bidrage til Fremgang i Norsk, og at den derpaa anvendte Tid og Møie var spildt. Omreiser i Sognet udviste, at den Smule Norsk, man i Skolen havde søgt at bibringe Børnene, var glemt. Ikke forstode Finnerne i Lyngen for 40-50 Aar siden mere Norsk, end de nu forstaa; de som kunde forstaa Norsk, førte Ordet baade for sig selv og Andre, og fra disses Enkeltes Kundskab i norsk sluttede man sig til, at de Øvrige ogsaa kunde. "Folk paa 60, 70 og 80 Aar have paa deres Dødsleie erklæret, at de aldrig havde forstaaet Norsk"!! (19). Fra den Tid af, da Finnerne her i Sognet fik Bøger og Undervisning i Modersmaalet, har i fire Aar Kundskaben kjendeligen begyndt at udbrede sig iblandt Finnerne, medens at 12 Aars Anstrængelser igjennem det norske Sprog have været saagodtsom aldeles frugtesløse. Mange Mødre have anmodet mig om at lære deres Børn at læse godt Finsk, for at de kunde læse for deres Forældre i de finske Bøger, i det Ny-Testamente og Bønnebogen (Andagtsbogen). Det var blot Tanken om, at Handlingen var hellig og at Gud var nærværende, der stemte Børnene til Andagt paa Konfirmationsdagen, "thi Intet af hvad de hørte naaede deres Hjerter; de forstode det ikke"!

Den 9de Octbr. kom en Expresse fra Præsten i Karlsø til mig med Anmodning, i hans Sted at forrette i Skjervø Kirke, da han igjen var blevet beordret et andet Sted hen. Han havde da nyligen afholdt Konfirmation og skriver i den Anledning: - "Uagtet deres svage Sider finder jeg Finnerne baade elskelige og lønnende at arbeide for som Præst. Hvor inderlig glad er jeg, at jeg er sat istand til, hvor ufuldkomment det end endnu er, at kunne tale med mine finske Konfirmandere i deres eget Sprog. Jeg havde iaar den Glæde, at jeg var forvisset om, at de forstode, hvad der er "nødvendigt at vide til Salighed".

Da jeg nu var kommet mig igjen, reiste jeg de 4½ Mil til Skjervø. Kirken og Handelsstedet her ser, paa Grund af de mange Kirkestuer, ud som en lille By. En talrig Forsamling indfandt sig Søndag den 20de; jeg havde ikke færre end 11 Brudevielser og 8 Barnedaabe. Der herskede den hele Tid en orden, der geraadede saavel Menigheden som handelsmanden til Ære. Søndag var norsk Gudstjeneste, Mandag finsk og kvænsk. Da en af de om Sommeren under Vacancen forrettende Præster gik ud af Kirken, kom 3 Kvæner, 2 Fruentimmer og en Mand, hen til ham paa Kirkegaarden i frygt og Ængstelse og knælede. Da Præsten havde faaet dem ind med sig i Sakristiet, forklarede de ved Hjælp af Tolk, at, da de ikke forstode Norsk, havde de under Skriftetalen læst i kvænske Religionsbøger, men derved var det undgaaet deres Opmærksomhed at fremstille sig til Absolutionen forinden de modtoge Naademidlet; de vilde underkaste sig den Straf, som Præsten vilde paalægge dem, naar de kuns kunde blive saa lykkelige som de øvrige Alterfolk, at erholde Tilsagn om deres Synders Forladelse. Præsten talede venligen med dem og knælende modtog de, til deres ubeskrivelige Glæde, Tilsagnet om Syndernes Forladelse. - I Skjervø er et Almuebibliotek, i hvilket flere Exemplarer af de nye finske Bøger findes.

Den 23de kom jeg tilbage til Lyngen

Den 4de November reiste jeg med Sognepræsten paa Skoleforhør. Indenadlæsningen og Katekismuskundskaben hos Finnerne berettigede stedse mere og mere til de bedste Forventninger.

I Nærheden af Lyngens Kirke var der bleven bemærket en mineralisk Kilde, der gav Folk en saa god Appetit, at en stakkels fattig Kone maatte holde op at drikke af den, fordi hun ikke havde Raad til at tilfredsstille sin derved tiltagende Madlyst. Bækken forsvandt igjen pludseligen om Høsten, og har siden, saavidt vides, ikke ladet sig se.

Svensk Lapmarken

Torsdagen den 26 Novbr. reiste vi i Selskab med Stortingsmand, Overlærer Lange fra Tromsø, fra Lyngens Præstegaard, først en Mil landværts og siden en halv Mil tilsøs, og laa Natten over i Skibotn, hvor den fra Sverige tilsagte Fjeldfinneskyds ventede os. Dagen efter bestege vi Fjeldet. Det havde regnet i de sidste Dage, Regnen havde taget Sneen bort og ikkuns efterladt Issvul hist og her; Lange og jeg maatte gaa et langt Stykke. Saavel til os selv som til Tøiet maatte vi leie Heste op til Halsen, 3½ Mil fra Skibotn, da Renene i dette Føre ikke formaaede at trække Læs. Vi overnattede paa Sneen. Regnveiret ophørte og Føret begyndte efterhaanden at blive bedre, men desuagtet bleve vi dygtigen rystede, da der var lidet Sne. Om Aftenen vare vi komne en Mil forbi Kipisjærvi og hvilede her nogle Timer paa Sneen; paa samme Maade tilbragte vi den anden Nat. Et Par Timer efter Midnat, da Maanen var kommet høit på paa Himmelen, brøde vi op og det gik raskt fremad, saa at vi den 29de om Morgenen kom til Naumaka, 13 Mile fra Skibotn. For at give Renene den nødvendige Hvile og for at faa vore Reiseklæder tørrede, bleve vi her Dagen over. Dagen efter reiste vi til Maunu og derfra med Hesteskyds til Karasuandos 1 Mil derfra liggende gjæstfrie Præstegaard. Dagen efter fortsatte Lange sin Reise; vi forbleve her til den 4de Decbr.

For den franske videnskabelige Expedition havde Præsten udarbeidet Fragmenter i den finske-lappiske Mythologi; af første Del, Gudelæren med dertil hørende mythologiske Gjenstande, da trykt blandt Selskabets Skrifter, overlod Præsten mig Manuscriptet. Han og jeg vare komne til ganske de samme Anskuelser i vore Domme om Fjeldfinnernes Forhold til Landet og til de fastboende Norske, Svenske og Kvæner, det nemlig, at hvis Fjeldfinnerne i Karasuando tilintetgjøres, kunne ingen Nybyggere her længere existere; og saaledes ogsaa i Finmarken.

Torsdag den 5te December forlode vi med Renskyds Karasuando og Lørdag den 7de kom vi til Vitangi. Derfra reiste vi med Hesteskyds til Gellivara, 10 Mile. Den Vinter faldt ubetydeligt Sne, og Kjørselen var derfor, saavel med Ren som med Hest, høist besværlig; min Kone var nær bleven syg af den bestandige Rysten. I Gellivara toge vi ind til Lieutenanten og Kronlensmanden, som tilligemed sin Hustru viste os den største Gjæstfrihed og Forekommenhed.

Gellivara er som Kirke-, Ting- og Handelssted ikkun 100 Aar gammel, det udgjorde forhen en Menighed med Jockmock.

Mandag Eftermiddag, den 16de, fortsattes Reisen til Edesfors og toge vi ind til Inspekteuren, dennes og Kones venskabelige Anmodning, at tilbringe en Dag hos dem, modtoge vi med Erkjendtlighed. Fjeldlapperne vare allerede paa Nedflytning, til hvilken Ulvene tvang dem.

Lørdag den 21de kom vi til Jockmock og her tilbragte vi Julen. I de Menigheder, som have svenske Medlemmer forrettes Gudstjenesten paa begge Sprog. Paa min Reise her forrige Aar havde jeg bestemt et Møde med tvende vel oplyste i det Svenske kyndige Finner, men kun den ene kom.

Kjøreredskaberne vare, navnligen paa de sidste Dagsreiser til Gellivara, yderst maadelige og Føret slet. Saaledes havde de Skydsende paa nogle Steder ingen Bidsler paa Hestene og yderst elendige Tømmer, som man ikke engang gjorde sig den Uleilighed at holde i Hænderne, men Hestene fik gaa som de vilde. Følgen var derfor, at vi væltede flere Gange. I de lange Slæder, som man her bruger, kjører ikke den Reisende selv, men Skydsbonden

I de Menigheder i Jockmock og flere Sogne, hvor der ere svenske Indvaanere, holdes Gudstjenesten, som sagt, paa begge Sprog. Indledningen sædvanlig paa Finsk, Prædikenen paa Svnsk, Bønnerne paa begge Sprog, Messen paa Finsk. Men denne Maade medfører blandt andet den Ulempe, at Svenskerne maatte bie efter Finnerne, og Finnerne efter Svenskerne. Rigtigere dog vel, at der, som hos os, tillyses bestemte Søndage for hvert Folk; er man nødsaget paa en og samme Dag at holde Gudstjeneste i begge Sprog, da udføres de Forretninger, som ere bestemte for ethvert Folk, først fuldstændigere og uafbrudte i det ene Sprog, og siden i det andet Sprog. Herved bliver Ingen tvunget til at imod sin Villie og Ønske at høre Gudstjenesten i et fremmed og uforstaaet Sprog.

Den Maade Indgangskonerne modtages paa, er smukkere og mere tiltalende end hos os. Moderen træder op til Indgangen til Koret foran Alteret; knælende paa en i den Henseende henlagt Pude modtager hun her af Præsten Kirkens Velsignelse og Ønske og Forbøn for sig selv og for Barnet.

Silde om Aftenen, anden Juledag, forlode vi Jockmock og kom den 28de til Kvickjocks gjøstfrie Præstegaard.

Naar man først kommer fra Skibotn i Lyngen op paa Fjeldet i Sverige, og man er kommet Naumaka nær paa et Par Mile, bliver Landet i det Hele taget fladt og jævnt, Bjergene ere da i Baggrunden. Ifra Naumaka af og rundt omkring Karasuando Landby er Udsigten fri og vid. Glimrende og smukke Auroraskyer lyste dagligen i flere Timer paa Himmelen. De Bjerge, som derefter ligge i den Reisendes Vei, ere hverken mange eller høie; en Bakke er kuns af nogen Betydenhed før man kommer til Gellivara; Sand-Bakken ved Edesfors er brat og lang.

Fra Jockmock af og opad Kvickjock til blive Fjeldene høiere og høiere. Kvickjock har en mærkelig og malerisk Beliggenhed; omringet af skyhøie Fjelde, har dens Skove og dens Græs, med et Ord, dens Flora, en Væxt, en Fylde og en Frodighed, som i Forening med Vasdragene, om Sommeren udbrede en Skjønhed, Mildhed og Ynde over Stedet og Dalen, der har forskaffet Kvickjock Navnet af Lapmarkens Paradis af de Naturforskere, der isærdeleshed i de sidste Aar have bereist disse Egne. Denne Jordens rige Frugtbarhed gjør, at det saagodtsom staar til En selv, at holde saa mange Kreature, som man vil, naar man ikkuns kunde erholde den nødvendige Folkehjælp. Kvickjocks Præst har denne græsrige Jordbund at takke for et sorgfrit Liv, da hans Indtægter som Comminister ere høist ubetydelige. Kvickjock ligger i en Udkant af Sognet og Kirkestedet er ikkuns beboet af Præsten, Klokkeren og Kirkkeværgeren. En kort halv Mil længere op er det forbi med Kvickjocks paradisiske Herlighed, forbi med dets Frugtbarhed og Skjønhed, Sulitelmas Scepter bliver da ene raadende.

Mangen af Bønderne i Jockmocks og Kvickjocks Sogne forstaa Svensk og ere tildels af svensk Herkomst. I deres Samtaler med mig udmærkede de sig ved en Religiøsitet, der sikkerligen var ligesaa oprigtig som den var udtalt, fri fra al Sygelighed. Jeg holdt derfor efter Anmodning oftere Foredrag.

Et eget Indtryk gjør den særegne Dannelse, som Grantræerne i Jukasjærvi Sogn have. Amtmand Blom har i sin Bog: "Das Königreich Norwegen" Side 76, som i sin Bog: "Bemærkninger paa en Reise i Nordlandene og igjennem Lapland" 2den Del Side 34, omtalt disse Træers særegne og underlige Form. Den er ikke pyramidalsk som sædvanlig, men har lige fra Roden af op til Toppen korte Grene, der give Træet Udseende af en med Granbar beklædt Kolonne. Denne søileformige Form vedligeholder sig i Gellivara Sogn, men Træet er her frodigere end i Jukasjærvi, og opnaar en betydelig Høide, en Frodighed, som Birken ikke har i Gellivara; i Jockmock ophører Granens Søileform; Birken er her frodigere end i Gellivara.

18) Han lever formodentlig endnu.

19) Man tænke sig nu hvorledes deres religiøse Kundskab maa have været!