Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

1843

Den 14de Februar forlode vi Kautokeino for at gjøre en Udflugt til Svensk Lapmarken.

Ifølge foregaaende Brevvexling med Provst Læstadius i Karasuando, reiste vi til ham, og naaede Dagen efter frem. Fra Karasuando ned til Skibotn i Lyngen, er 19½ Mil. Mandag den 20de Febr. tiltraadde min Kone ganske ene denne Reise, da hun ikke kunde følge med paa min nu forehavende Tour. "Frygt ikke, Din Kone er i en Fjeldfins Haand!" sagde den skydsende Fjeldfin til mig, den første Vinter hun begyndte sine Vinterreiser. Uden Frygt har jeg ikke alene overgivet min Kone i Guds, men ogsaa i en Fins Haand, baade tilsøs og tillands, hvad enten jeg havde været med eller ikke; uden Frygt, tryg og rolig, har min Kone ogsaa selv stedse overgivet sig i begges Haand, og til begges Omsorg og Varetægt. Den første Dag kom hun ikke længere end 1½ Mil, til Postexpeditionsstedet Maunu; Dagen efter fem Mil til Naumaka, beboet af en Kvænfamilie, der fører Posten mellem Sverige og Norge. Morgenen efter forlod min Kone Naumaka. Paa Grund af stærkt Snefald og tungt Føre, maatte hun tilbringe 4 Dage og 3 Nætter paa disse 13 Mil fra Naumaka til Skibotn i Lyngen, uden at komme i Hus, thi paa dette Stykke var der intet Hus, ingen Gamme, og aldeles Intet for at sikre den Reisendes Helbred og Liv, Intet som paa denne øde og vilde Strækning kunde fortælle den Reisende, at man virkelig befandt sig paa en Postvei, mellem Norge og Sverige, der tillige er en Alfarvei paa tvende Staters Territorium. Som bekjendt er der tre Gange om Vinteren et af norske, svenske og tildels russiske Undersaattere meget besøgt Marked i Skibotn, hvor betydelige Omsætninger ske; Markedet er af Vigtighed baade for Norge, Sverige og Finland. Til alle Tider af Vinteren befares denne Vei, der for Finmarkens Amts sydligere Del er det samme, som Veien mellem Alten og Kautokeino er for Amtets nordligere Del. Senere er der imidlertid bleven anbragt et Nybygge, saavel paa norsk som paa svensk Territorium. Tre Nætter tilbragte min Kone i Sneen, dog uden skadelige Følger for Helbreden; Finnerne gjorde desuden Alt, hvad der stod i deres Magt, og Veiret var mildt og tillod at der hver Aften antændtes Ild.

Onsdag den 22de Febr. reiste [Læstadius] og jeg til den 10 Mile fra Kautokeino liggende og ikkuns af Kvæner beboede Landsby Vitangi, Jukasjærvi Sogn, hvor Tinget skulde begynde Løverdag den 25de. Svenskerne have et baade vakkert og hensigtsmæssigt Lovbud, nemlig Tingprædiken, som Øvrigheden skal bivaane. Dommeren indfandt sig ogsaa ved Kirketjenesten. Det var tillige Marked i Vitangi, og Tinget havde desuden samlet en Mængde svenske Lapper. Dialekt-Forskjellen lagde ingen Hindringer i Veien for vore Samtaler. Ugen efter var Ting og Marked i Karasuændo. Nybyggerne her have vidst at sætte sig i Besiddelse af mere end Halvdelen af det fornødne Antal Ren. Da Nybyggerne hverken kunne eller ville undvære Ren og Renvogtere, saa ville Fjeldfinnerne ikke ganske blive udryddede, men de allerfleste bringes til at synke ned til Tjenere og Gjætere. Som her, saa hos os; saa har været og saa er fremdeles Nomadens Skjæbne. Løverdag Aften den 11te Marts kom jeg, efter 2½ Dags Reise, og stiv af Kulde ned til Skibotten, og den følgende Aften til Præstegaarden i Lyngen.

Da min Svoger led af en meget betænkelig Øiensygdom, holdt jeg norsk Høimæsse om Søndagene og finsk Aftensang, men Langfredag den 14de April Høimesse. Den 18de og 19de April foretog jeg Skolereiser og overhørte 69 Børn, hvoraf 6 kvænske og 4 norske; de øvrige vare finske. Den 10de Mai foretog jeg, i Forening med min Svoger, en lignenede. Den Fremgang, som Finnernes Børn havde gjort i Læsningen af deres finske Bøger, vidnede saavel om Skolelærernes som Børnenes Flid. Den 14de Mai holdt jeg Konfirmation med 23 Finne- og 7 kvænske Børn.

Onsdag den 24de Mai reiste jeg til Hamnæs (2 Mile) og Dagen efter, Christi Himmelfartsdag, holdt jeg der norsk Gudstjeneste; om Aftenen reiste jeg til Maursund (1½ Mil) for Dagen efter med Dampskibet at afgaa til Loppen.

Den 28de Mai holdt jeg her finsk Gudstjeneste, og første Pintsedag finsk Aftensang. Tinget den 30te og 31te Mai havde samlet en Mængde af Sognets Finner. Den 8de Juni reiste jeg til Øxfjorden, et Ting- og Handelssted, hvor jeg skulde opholde mig en Tid for at læse med Distriktets finske Ungdom. Skolen holdtes i en Handelsmand Buck tilhørende Bygning, som stod tæt ved Kramboden; dog uden at dette foraarsagede den ringeste Uleilighed, da den ønskeligste Orden overholdtes. Handelsmandens Kone og Døtre, der samtlige vare musikalske, anførte og ledede endogsaa Sangen i Skolen ved Morgen- og Aftenandagten. Fredag den 23de reiste jeg over til Hasvig Annex, 2 Mile fra Øxfjord. Hasvigs Klokker og Skolelærer havde været Lods før han kom i Kirkens og Skolens Tjeneste, men forenede fremdeles en Tid lang alle disse tre Betjeninger; i sine Lodsforretninger kunde han dog erholde Hjælp af sine Sønner. Mandag den 26de forlod jeg igjen Hasvig, for at vende tilbage til Loppen. Strax efterat vi havde forladt Hasvig saaes et Skib i nogen Frastand. "Nu er jeg Lods" raabte min Høvedsmand, der ingen anden var end Klokkeren. Med ufravendte Blikke stirrede han og de to andre Skydsende efter Skibet; til min store Trøst og Husvalelse brød dette sig ikke mere om dem, end de i dette Øieblik brøde sig om Præsten, som de havde i Baaden hos sig. Fra Loppen fortsatte jeg Dagen efter Reisen [til Lyngen], for der at være Tolk ved den forestaaende Provstevisitats, den 2den Juli, for Finnerne og Kvænerne.

Med Hensyn til Kvænerne fortalte Provsten, at han fra et Hus, dog til forskjellige Tider, havde havt tre Kvænbørn til Konfirmations-Undervisning, hvilke ikke forstode og heller ikke lærte noget videre Norsk; den sidste var en Pige. Efter nogen Tid tillod Provsten hende paa Kvænsk at oplæse udenad af sin kvænske Lærebog. Pigens Ansigt blev nu som forklaret, og fra dette Øieblik af gjorde hun sig den kjendeligste Umage for at lære saameget, som hun var istand til, af de norske Lærebøger. Lyngen forlod jeg igjen den 4de Juli for at reise til Lenvig, hvor jeg efter Præstens Indbydelse ankom den 12te for at besøge hans Finner. Dialekt-Forskjellen lagde heller ikke her nogen Hindring i Veien for at forstaa mine Bøger. Den 24de kom jeg til Tromsø, hvor Amtsformandskabet da var samlet. Iblandt Medlemmerne af samme vare flere Præster, der bøde mig velkommen til dem og deres finsktalende Menigheder. Den 10de August reiste min Kone til Lyngen, jeg derimod ind til Finnerne i Sørfjorden i Karlsø Sogn og derfra til Balsfjorden i Tromsø Præstegjeld. Den 16de August vendte jeg tilbage til Tromsø.

Den 18de reiste jeg med Dampskibet til Øxfjord, for at fortsætte Undervisning, fornemmeligen Indenadlæsningen; underveis stødte min Kone til mig. Fra Øxfjord vendte vi tilbage til Talvig. Her læste jeg dagligen i sex Uger med Sognets finske og kvænske Ungdom og forberedede dem til deres Daabspagt Bekræftelse. Det var en mærkelig Fremgang disse tvende Folks Ungdom i de sidste tvende Aar, efter Indførelsen af Lærebøger i deres Fædrenesprog, havde gjort. Af Fleischer bleve de [underviste] i norsk Salmesang. De bedre begavede af Finnerne og Kvænerne lærte her, som paa flere Steder, udenad Konfirmations-Dagens Epistel og Evangelium paa Norsk, efterat de først havde lært at forstaa dem.

Den 17de November holdt jeg kvænsk Gudstjeneste i Kaafjord, hvilket kun skede paa de Søndage, da der ingen norsk Gudstjeneste blev afholdt. Torsdag den 22de forlod jeg, ledsaget af min Kone, Talvig, og kom den 5te December til Skibotten i Lyngen; herfra reiste min Kone den 7de til sin Broder i Lyngen, jeg derimod tiltraadde min Vinterreise til Svensk Lapmarken.

Ifra Skibotten erholder man svenske Fjeldfinner i Skyds. Fredag den 15de kom jeg til Vitangi. En saa skjøn og pragtfuld Morgen- og Aftenrøde havde jeg endnu eldrig seet, som den Dag jeg kom til Vitangi. Morgenen efter at jeg havde forladt Skibotten og havde besteget Fjeldet, havde en skjøn Morgen- og Aftenrøde dagligen i forskjellige Afvexlinger oplyst den sydlige Himmel, fra henimod Kl. 9 om Morgenen til 2 og 2½ om Eftermiddagen. Men Fredag den 15de var Himmelen ligesom et stille glødende Ildhav, paa hvilket enkelte Skyer svævede som uendelig store Glød af forskjellig Størrelse og Rødhed. Vi kjørte igjennem en Skov, og et over og foran os liggende Bjerg eller Fjeld dannede i lang Tid Middelpunktet for den høieste Ildbelysning, hvorfra den udbredte sig til alle Kanter af Himmelen og kaldte uvilkaarligen Tanken hen til Arabiens Ørken og til Sinai brændende og bævende Bjerg, da Jehova nedsteg paa samme og derfra forkyndte Jordens Slægter og Folk sin hellige Lov, de 10 Bud, medens en Afglands af Herrens Herlighed der aabenbarede sig i stille og mildt brændende luende Glød paa Himmelens udstrakte Befæstning. - Ingen Vind rørte sig, mørkere og dunklere bleve efterhaanden de glødende Skyer, der nu stedse bleve flere og flere, og som tilsidst indhyllede Alt i Mørke og Dunkelhed og endelig medbragte et stærkt Snefald.

Da den Fjeldfin, der skulde skydse mig fra Vitangi var overstadigen beskjænket, maatte Eierinden af Renene selv overtage Skydsen. Hun var et godlidende Menneske. Efter tre Dages Reise kom vi til nogle svenske Fjeldlapper og deres Renbyer. Da Fruentimmeret gjerne vilde vende tilbage herifra, kjørte vi Morgenen efter til nærmeste Telt, men ingen af de herværende vilde skydse mig. Fruentimmeret og jeg fortsatte da Reisen til Gellivara, hvortil der endnu var tre Mil. Ved Midnatstid naaede vi frem; gjæstfrit og venskabeligt blev jeg modtaget af Hustruen til en Lieutenant og Kronlensmand, da han var fraværende. "Standspersonerne" i Gellivara vare Lieutenanten, en Pastor ordinarius, en rector scholæ og en Bjergsprænger; til disse bleve der derfor aflagte Visitter.

Paa flere Steder i de svenske Lapmarker underholdes og undervises nogle Lappebørn paa offentlig Bekostning; de undervises i Indenad- og Udenadlæsning i Abc, Katekismen og Forklaringen. Desforuden ere der paa privat Bekostning oprettede flere saakaldte Missions-Skoler. Disse koste Missions-Selskabet aarligen 4000 Rigsdaler Banko. Selskabets Bestemmelse var efterhaanden at udvide sin Virksomhed og danne Missionsskolen i alle svenske Lapmarker.

Julen tilbragte jeg i Gellivara, som jeg forlod Torsdag den 28de Decbr. for at reise til Jockmock. Løverdagen den 30te kom jeg til Edesfors, Oplagsstedet for Malmen fra Gellivara, hvor jeg tog ind til Inspekteuren. Født og opdragen i disse Egne kjendte han meget godt Lapperne (Finnerne) og Kvænerne, og hans Karakterskildringer stemmede overens med min Opfattelse og Bedømmelse af dem.