Dagbog over mine Missionsreiser i Finmarken
af Nils Vibe Stockfleth
Christiania : Tønsberg, 1860

1841.

Løverdag Formiddag den 16de Januar havde vi pakket vore Sager sammen for at foretage en Reise i østsydostlig Retning i det Indre af Landet, didhen hvor de omtalte Folkesange endnu synges af Folket. Klokken 12 satte vi os ved Thebordet, paa hvilket en kogende Themaskine stod. Kjærlighed til Menneskene, til Philologi og - til The, ere tre af de Bestanddele, af hvilke L. er sammensat. Efterat have tilfredsstillet vor Thetørst i fin og velsmagende The, satte vi os Klokken 1 ved Siden af hinanden i en Bredslæde og kjørte afsted. Veien vi valgte laa afsides fra de almindelige Veie, og førte igjennem tyndt befolkede Egne, hvor ingen Sneplov baner Vei for Reisende. Reisen gik derfor kuns langsomt og vi kom den Dag ikke længere end 2¼ Mil. Dagen efter havde vi tænkt at bivaane Gudstjenesten i en tæt ved vor Vei liggende Kirke, men Haabet slog os feil. Ved Nattens Indbrud naaede vi frem til en Bondegaard, 4½ Mil fra vort forrige Nattekvarter, og lagde os ned paa Gulvet i Pørten - Bondestuen. L. faldt strax i Søvn; jeg derimod laa meget længe vaagen. Neppe var jeg omsider indslumret, førend det forekom mig som om jeg hørte Drønet og følte Bevægelsen af en fjern Jordrystelse, men som tiltog saaledes, at Døren til Pørten sprang op og Gulvet rystede under mig. Det var ingen Drøm. Jeg reiste mig op, men for øieblikkeligen tilbage. Jeg saa nemlig ved Skinnet af en Lampe, som imidlertid var bleven antændt, at jeg var gledet ud paa Gulvet, og at min ene Haand var nær ved at komme i vel nær Berørelse med to skarpskoende Heste. Aarsagen til Jordskjælvet viste sig nu at være disse to store Heste, som Folkene stellede med saa nær mit Leie, at min Haand havde berørt Hestenes Fødder, og bleve disse Dyr satte saa tæt ved mig, at jeg netop var sikret for at komme i umiddelbar Berørelse med dem. Ved Hjælp af den antændte Lampe blev jeg nu nærmere bekjendt med Selskabet, der var talrigt, men noget blandet, som Læseren allerede har erfaret. Foruden en Mængde Mennesker, var her en Hund, en Kat, de to omtalte Heste, samt en Ko, der stod tæt Siden af en Væverstol, ved hvilket et Fruentimmer var sysselsat. Alle Folkene vare i Bevægelse og Arbeide. Jeg saa paa Klokken, og da den endnu ikke var 3, lagde jeg mig ned igjen. Klokken 6 stod L. og jeg op, uagtet det naurligvis endnu var ganske mørkt. Det omtalte Fruentimmer sad og vævede ved Skinnet af en antændt Fyrestikke, ved Siden af Koen.

Torsdag 21de Januar indhentedes vi af en Fiskal-Embedsmand, hvis Kone Dr. L. for to Aar siden, næsten i Ordets egentlige Forstand, havde fravristet Døden, og vi toge ind til ham. - Fredags Aften blev L. ved et Ilbud hentet til en dødelig syg Lensmand eller som det her hed: Befalingsmand. Distriktets Læge var fraværende og L. kom derfor i Egnen, som en Engel sendt fra Himlen. At [ogsaa] denne Syge blev gjengivet Livet og sin Familie havde han, næst Gud, L.s Duelighed og utrættelige Omsorg at takke for. Fiskalens Familie bestod af Konen og nogle Børn samt af en Søster, der holdt et lille Pigeinstitut. Jeg saa imidlertid ingen af Familien, ikke engang ved Middagsmaaltidet. Hovedbygningen bestod af to særskilte Vaaningshuse eller Karakterbygninger, som de her benævnes; i den ene opholdt Fiskalen sig, i den anden Familien. - Løverdag reiste jeg efter Dr. L. til Lensmanden, hos hvem vi maatte opholde os til Maanedens Udgang, thi før var den syge Lensmand ikke saavidt helbredet, at L. med Tryghed kunde forlade ham. Mandag den 1ste Febr. fortsatte vi Reisen og ankom Onsdag noget over Middag til Illomants, 32 Mile fra Paltamo. Vi havde taget ind i Gjæstgivergaarden, en Stedets Præst vilde ikke tillade os at blive der, hvorfor vi Dagen efter flyttede ind i Præstegaarden. I Illomantz er ogsaa en græsk Kirke, men dens Præst var fraværende.

Allerede Mandag den 8de Febr. maatte jeg tiltræde Tilbagereisen. De uventede 10 Dages Ophold hindrede mig fra at komme i de Egne, hvor de omtalte Folkesange vare mest bekjendte, og disse Egne begyndte netop her i Illomants. Efterat have aftalt et gjentaget Møde næste Aar i Karasjok, forlod jeg nu L., som forærede mig en Reise-Themaskine, hvis Dele med Lethed kunne tages fra hverandre og igjen sættes sammen. Som en Slegtning og mangeaarig Ven, med et Ord som Husets "Farbroder" sagde jeg derefter Farvel til den gjæstfri Præstefamilie i Illomants. Paa Tilbagereisen valgte jeg en noget længere [Vei] om Kuopio, der førte igjennem et mere folkerigt Distrikt. Men først efterat jeg paa denne Vei havde tilbagelagt 10 Mile kom jeg igjen til Egne, hvis Veie blive opkjørte af Sneploven. Fredag 12te Febr. kom jeg tilbage Paltamo.

Paa Grund af Upasselighed saa jeg mig ikke istand til at forlade [Paltamo] Præstegaard før den 2den Marts. Fredag den 4de Marts om Aftenen kom vi tilbage til Uleaborg. Ved de da afholdte Prostemøder i [Paltamo] og Uleaborg gjorde jeg et ligesaa interessant som behageligt personligt Bekjendtskab med flere af Finlands Geistlige. Overalt i hele Finland vakte den norske Statsstyrelses Omsorg for Norges finske Undersaatteres Undervisning i deres Modersmaal almindelig Glæde og Anerkjendelse, og at Finlændernes til Norge indflyttede Landsmænd - Kvænerne - heller ikke skulde blive oversete eller udelukkede fra Undervisning i deres Modesmaal forøgede naturligvis end mere den almindelige Tilfredshed. Norges Foranstaltninger og Omsorg for dets Undersaattere af begge disse Nationer bleve med Anerkjendelse omtalte i flere af Finlands Aviser [og] Tidsskrifter, ligesom ogsaa mit finske Alphabeth og mine øvrige Arbeider fremkaldte flere Opsatser.

Kvænerne ere et kraftigt, haardført og arbeidsomt Folkeslag, flittigt og udholdende; overalt hvor jeg kom, saa jeg dem om Morgenen oppe allerede mellem Klokken to og tre. De ere tarvelige og nøisomme og deres Sæder simple; deres besværlige Arbeide, deres tarvelige Levemaade og den deraf følgende Opdragelse og tidlige Tilvænnen til haardt Arbeide, alt dette er af en indgribende Indflydelse paa deres Karakters Udvikling; de ere derfor ogsaa undertiden stivsindede, selvraadige og tillige phlegmatiske. Dette sidste syntes især at finde Sted i det Indre af Landet. Imedens de kvænske bønder paa de alfare Veie ofte kjøre ubarmhjertigen hurtigt med deres Heste, bliver den i det indre af Landet Reisendes Taalmodighed ofte sat paa en haard Prøve ved de herboende Bønders Phlegma og langsomme Kjørsel. Jeg havde lært at kjende Folket og satte derfor stedse Phlegma imod Phlegma, saa at jeg deri endog stundom bragte en og anden ud af sin Phlegma, omendskjønt samme just ikke hører til mine, hvad skal jeg kalde det, Dyder eller Lyder? Et livligt kristeligt Foredrag fra Alteret og Prædikestolen forfeiler aldrig sin Virkning hos dem. Ædrueligheden var for det meste dog god; paa andre Steder derimod maadelig.

Kvænerne ere fortræffelige Krigere; man kan ikke læse Finlands Krigshistorie uden at føle Høiagtelse for deres Tapperhed, Standhaftighed og Udholdenhed. Keiseren seer gjerne, at de tage Tjeneste i hans Hære, saavel tilsøs som tillands. I lang Tid vare de fri for militair Tjeneste; der fandtes da ikke andre finske - kvænske - Tropper, end et Garderegiment, der tilbragte en Tid af Sommeren i Petersborg. Mærkeligt nok at kuns Enkelte, saavel af Svensker som Kvænerne, forstaa begge Sprog. Exempelvis vil jeg anføre, at man paa Veien mellem Vasa og Uleaborg støder paa Bøndergaarde og Gjæstgivergaarde, hvor der ikkuns tales og forstaaes Svensk, og snart igjen paa nogle, hvor der hverken tales eller forstaaes andet Sprog end Kvænsk, uagtet Gaardene ligge tæt ved Siden af hverandre.

Omsider kom Dagen, da vi skulde forlade Uleaborg og Finland; stedse vil Opholdet i det gjæstfrie Finland leve i vor taknemmelige Erindring. Ledsagede et Stykke paa Veien af nogle af vore Venne forlode vi Onsdag Eftermiddag den 10de Marts Uleaborg og indtraf Fredag til Torneå, der ligger 10 Mile fra Uleaborg. Saasnart Passet var paategnet reiste vi til Happaranda, og herfra tiltraadde vi en Reise Syd efter paa svensk Side til Luleå, hvor jeg vilde indhente nogle Oplysninger om de svenske Lapmarker. Den 17de Marts vare vi igjen i Happaranda. Dagen efter fortsattes Reisen Nord efter, og overnattede vi hos Prost Grappe, der havde været Præst i svensk Lapmarken. Fredag den 19de Marts kom vi til Øvre-Torneå. Efter et Par Timers Ophold fortsattes Reisen til Puraiven. Her traf vi nogle Fjeldfinner og iblandt disse en fra Kautokeino, der øieblikkeligen [spurgte] mig, om jeg nu bragte finske Bøger med. Disse Fjeldfinner bragte Handelsvarer til Overtorneå Marked. Jeg holdt her Aftenbøn, og den følgende Dag Morgenbøn, hvorefter vi fortsatte Reisen. Mandag den 22de Marts kom vi til Muonioniska og toge ind til Præsten; en Søster af ham var gift med den yngste af de Finner, jeg havde havt med mig til Christiania, og som nu var ansat som [Lærer] ved den kvænske Skole i Kaafjorden. Omkring Muonioniska sadde nogle Kautokeino-Finner og med to af disse begave vi os Fredag Aften den 26de Marts paa Veien. I tre Dage tumlede vi os nu atter paa Fjeldene med Ren forinden vi Mandag Eftermiddag den 29de Marts kom til Kautokeino.

Vi kom ikke til selve Kirkestedet, men til det en Mil fra samme beliggende Avzhjebye, hvor de fleste af Beboerne paa Kirkestedet nu havde deres Vinterboliger. Vi bleve strax omringede af de Tilstedeværende og uden nogen Foranledning fra min Side dreiede sig Samtalen strax om de forventede Bøger. Stedets Kirkesanger Klement Gundersen fremtog Tabellen over de af Ordet Lys paa Finsk udledede 465 Ord og sagde, "at han med den største Flid havde studeret alle disse Ord, for dog om muligt at finde om det kuns var en Feil, men hvert Ord er godt, ægte og tydelig finsk, hvert Ord forstaar jeg og derover undrer jeg mig ogsaa og fornøier jeg mig".

Paa Nedreisen til Alten Dagen efter overnattede vi i en af disse efter Ovrighedens Foranstaltning opførte Gammer, der var i en slet Forfatning, fuld af Huller og Aabninger, og ved vor Ankomst fuld af Sne. Som Følge heraf lede vi begge af Kulden og Blæsten om Natten. Den af Ilden optøede Sne dryppede uafladeligen ned paa os. Nu ere dog fastboende Nybyggere ansatte paa denne Vei mellem Kautokeino og Alten, saa at de Reisende nu herefter have det store og behagelige Gode, at kunne tilbringe Nætterne i Hus og saaledes ikke længere være udsatte for at miste Helbreden. Stive af Kulde satte vi os om Morgenen, den 31de Marts, i Pulkene, men Føret var godt, Renene gode, en munter og rask Rengallopade bragte Varme igjen i Legemet og bragte os samme Dag tidligen ned til det vakre Alten, hvor vi havde et uventet og behageligt Sammentræf af Venner og Bekjendte fra Forskjellige Egne i Finmarken, som Amtsformandskabet havde samlet til et Møde. Med min Svoger fulgtes vi Dagen efter, altsaa den 1ste April, til Talvigs Præstegaard, og glemte vare nu Reisens Besværligheder; ikkuns Glæde og Tak til Gud føltes over, at vi friske og lykkelige vare komne tilbage til Finmarken, for i Herrens Navn at fortsætte det, som i Hans Navn var paabegyndt.

For at gjøre Folket mere og mere bekjendt med de Bøger, som det nu havde erholdt i dets Modersmaal, forelæste jeg jævnligen af samme, saavel i Kirkerne som Skolerne, hvor og naar det kunde træffe sig.

Allerede forinden jeg forlod Christiania vare der indløbne de mest tilfredsstillende Beretninger det nydannede Skriftsprog betræffende, saaledes navnligen i det norske Bibelselskabs 26de Beretning for Aaret fra 30te Juni 1841 til samme Dag 1842, der indeholder en Skrivelse fra Biskop Kjerschow af 28de Octbr. 1841: "Biskoppen har af Præsterne begjært opgivet hvor mange Exemplarer af den finske Oversættelse af det nye Testamente tiltrænges i ethvert Præstegjeld; samt anført, at, saavidt Biskoppen bekjendt, ikke alene i hine Egne er Trang til, men ogsaa Længsel efter disse Bøger, som derfor haabes ved Guds Velsignelse at ville virke velgjørende". Provst i Østfinmarken og Sognepræst til Vadsø, Hr. Fritzner, havde i en Skrivelse til mig af 1ste April 1840 skrevet: "Dine Bøger ere særdeles velkomne. Og kan jeg med Fornøielse sige Dig, at de søges med Begjærlighed og modtages med Glæde af Almuen, ligesom jeg har havt mange Beviser paa den Lethed, hvormed Finnerne lære at læse i de nye Bøger, et Vidnesbyrd om, hvormeget Skrivemaaden stemmer overens med Sprogets sande Beskaffenhed. At Du ikke vil være mindre, men tvertimod langt mere velkommen, naar Du nu kommer til os, derom behøver jeg vel ikke at forsikre". Ifra Handelsmanden i Tanens Sogn, der var Medlem af Skolekommissionen havde jeg modtaget en Skrivelse af 17de Febr. 1840: "Det finske Skriftsprog udbredes for Tiden med Held iblandt den opvoxende Ungdom; Abc- og Læsebogen samt Katekismen i dens eget Sprog gjør den allerede kjendeligen mere lærelysten".

Forinden jeg under dette mit tredie Ophold i Finmarken tiltraadte de paatænkte Sommer- og Vinterreiser, bleve disse altid i betimelig Tid forelagte Biskoppen. Saaledes skrev jeg ogsaa til Provsterne, og ligeledes til enhver enkelt Præst, overladende dem at bestemme, om og hvorledes de ønskede min Nærværelse i deres Menigheder. Paa samme Maade indsendte jeg hver Vaar og Høst Indberetning til Biskoppen om de foretagne Vinter- og Sommerreiser.

Til Paaskehøitiden indfandt der sig en talrig Forsamling i Alten-Talvig, og navnligen en stor Mængde Finner. Første Paaskedag afholdtes norsk Høimæsse og anden Paaskedag finsk Gudstjeneste. Under min Fraværelse i 1839 havde Præsten Fleischer i Pintsehelgen holdt Gudstjeneste paa Finsk.

Første Søndag efter Paaske, den 18de April, afholdt jeg i Kaafjords nye og smukke Kirke kvænsk Gudstjeneste, der ogsaa bivaanedes af Sognets Kvæner.

Onsdag, 21de April, gik jeg ombord paa Dampskibet Prinds Gustav, og kom om Aftenen til Hammerfest, for derfra med Baadskyds at fortsætte Reisen til Østfinmarken; min Kone blev imidlertid tilbage i Talvig. Fredag Aften den 23de April forlod jeg Hammerfest og Løverdag Morgen landede jeg paa Renøen, fem Mil derfra. Her maatte jeg i sex Timer oppebie Strømskiftningen, for at kunne ro frem den ee Mil til Havøsund, da Vinden var imod. I Havøsunds Kirke holdtes Gudstjeneste Søndag. Strax efter at jeg Mandag Morgen havde forladt det gjæstfrie og behagelige Havøsund, tvang Modvind og Snefok mig til at ty ind i det gjæstfrie men ikke behagelige Fiskevær Vestervik, en Mil fra Havøsund. Paa dette lille Fiskevær stode tvende Gammer; den ene var liden og opfyldt af Smaakvæg, den anden var større, men ogsaa her var smaa Lam tilligemed Mennesker; da imidlertid disse Mennesker vare Finner, var det mig dog kjært at blive her medens jeg blev opholdt af Modvind.

Tirsdag Morgen, 27de April, fortsattes Reisen, og Dagen efter kom jeg til Handelsstedet Hopseidet i Østfinmarken. At man overalt bliver venskabligen og gjæstfrit modtaget, er næsten overflødigt at bemærke. Dagen efter reiste jeg til Handelsstedet Guldholmen i Tanen, fem Mile fra Eidet. Guldholmen var nu forladt og ubeboet, og her maatte jeg nu opholde mig indtil Vandet var steget saameget, at Baaden kunde flyde op til Iskanten. Da Tanaelven endnu laa tilfrossen et Stykke ovenfor Guldholmen, gik jeg paa Isen til det ¼ Mil fra Guldholmen beliggende Handelsted Fjelma, hvor Sognets Præst af Handelsmanden havde leiet sig en Bygning; han havde før sin Ansættelse i Finmarken lagt sig efter Sproget. I Tana Sogn var den næst ældste af de Tre Finner, der havde været i Christiania, ansat som Skolelærer. Paa Grund af de flere Kvæner, der boede her i Sogner, havde Præst Hansen ogsaa begyndt at gjøre sig bekendt med deres Sprog. Under Opholdet i Sognet foretoges Indenadlæsning, saavel med Ældre som med Yngre.

Natten mellem den 8 og 9 Mai afreiste jeg med Renskyds til Handelsstedet Nyborg i Varangerfjorden, 6 Mile fra Fjelma. Næsseby Menigheds Ungdom blev samlet til Indenadlæsning, som naturligvis ogsaa i Vadsø Præstegjeld var i en ønskelig Fremgang, thi foruden at ogsaa Provst Fritzner var kyndig i Finnernes Sprog, var den ældste af de tre Finner ansat som Kirkesanger og Skolelærer i Næsseby Sogn. Børnene af de tre kvænske Familier udmærkede sig ved deres gode Indenadlæsning i deres kvænske Bøger. Fredag den 21de Mai kom jeg til Vadsø, som nu var blevet en By. Flere Skibe laa paa Havnen med Brændevin, blandt disse ogsaa Skibe fra Christiania; men flere af de bedre Familier vare flyttede, [dels] ogsaa flygtede til den en Mil udenfor Vadsø liggende Ekkerø. Paa den anden Side var imidlertid meget allerede udrettet til Vadsø Byes Forbedring og Forskjønnelse. Gaderne brolagdes og Gjerder opbyggedes, Jorderne om Byen indhegnedes og gjordes frugtbare ved Benyttelsen af den Gjødsel, der indtil da havde været kastet ud i Søen; ligesom der for Havevæsenet gjordes mere og mere. Et smukt Skolehus stod under Bygning og tvende nye Bygninger vare paabegyndte af de Handlende.

Paa Vadsø traf jeg en gammel Ven i Fjeldfinnen Hans Andreas Johnsen, den først Fjeldfin jeg gjæstede i 1828, da jeg begyndte at reise om iblandt Fjeldfolket (13). Da han for fire Aar siden med Familie og Tjenere opholdt sig ved Renhjorden, trak et svært Tordenveir op, et Lyn slog ned, og 500 Dyr laa dræbte og forbrændte; han selv var nær ved at styrte bevidsløs til Jorden. "Ja det er sandt, kjære Præst", vedblev Hans, "hvad Du siger i dine Bøger, at Lynet og Tordenen, som fra Himmelen høres at rulle hen over Jorden, kalder Tankerne og Hjertet fra Jorden op til Himmelen, til Gud. Jeg er næsten blind, mine Børn maa derfor læse høit for mig i dine Bøger".

Provst Fritzner, som ved min Ankomst til Vadsø var paa Vardø, kom dog allerede den 2den Juni tilbage, og vi læste nu dagligen sammen saavel Finsk som Kvænsk. Under Opholdet paa Vadsø afholdtes kirkelige Forretninger i alle de tre Sprog. Da det var erkjendt for nødvendigt, at jeg til en bestemt Tid skulde indtræffe i Talvig i Vest-Finmarken, maatte jeg negte mig den Fornøielse ogsaa denne Gang at komme til Vardø. Mandag 21de Juni forlod jeg igjen Vadsø og Østfinmarken, hvor min Nærværelse var unødvendig, thi begge Præsterne vare kyndige i de forskjellige Sprog og havde tillige Skolelærere, som vare blevne fortrolige med Skriftsproget.

I Finmarken, som overalt paa de nordlige Kyster, gives regelmæssig Flod og Ebbe, idet Søen lidt over sex Timer stiger og derpaa igjen i ligesaa lang Tid falder. Forskjellen mellem Vandts Høide i Ebbe og Flod udgjør med et Middeltal 5-6 Fod; i Springtiden ved Fuldmaane og Nymaane bliver Forskjellen indtil 9 Fod; ved Kvarterskifterne derimod neppe 4 Fod. Tre Dage efter Nymaane og tre Dage efter Fuldmaane indtræffer Floden ved Middag og Midnat, og Ebbe Kloken 6 Formiddag og Eftermiddag, men afvexlende saaledes, at den Flod, som var om Middagen ved Ny, indtræffer i Fuldmaane ved Midnat. Strandbredden tjener saaledes Almuesmanden som Ur, saa at man, naar man vil vide Tiden, ser ned i Søen og bestemmer derved Tiden med den samme Nøiagtighed, som naar man ser efter Solen. Naar man nu spørger: hvad kan Klokken være? hvorledes lider det med Tiden? hvorlænge bliver Du borte? o. s. v., saa lyde Svarene: Det er halvhalden Sø, det er Flodsø, det er Fjære (lavt Vand), et Søfald, et halvt Søfald o. s. v. Ogsaa Baadseiladsen maa rette sig efter Ebben og Floden, da [ikke] alene Vandets Dybde, men ogsaa Strømmen staar i Forbindelse dermed.

Saa livlige Finnerne i Virkeligheden ere, saa gives der dog Tider, da de ere ganske det Modsatte. Paa Handelsstederne, i Nærheden af Kramboderne, sees da som oftest en og anden Almuesmand: Normand, Fin eller Kvæn, at slentre dorsk og ørkesløs op og ned. Man tror da i Førstningen at se en usædvanlig Mænge enarmede Finner. Da have nemlig gjerne da for Skik, at tage den ene Arm ud af Pæskeermen, men beholder den under Pæsken, Pæskeermen staar da ud til Siden og faar nu Lighed med en Arm, af hvilken Haanden er afhugget, stundom tages paa samme Maade begge Armene ud; har Personen tillige en smudsig Pæsk eller Kofte, saa tager han sig vistnok ikke fordelagtig ud. Det er naturligvis Dagdriveren og Drukkenbolten, som saaledes opholder sig ved Handelsstederne. De allerfleste Almuesfolk have en mere eller mindre lang Søvei til Handelsstederne, og komme da ofte vaade og forfrosne samt trætte efter Roningen; en Dram eller to er da stundom nok til at beruse dem. - Hvad Finnen angaaer, da lægger han sig som oftest til at hvile og sove paa det første og bedste Sted, og uagtet han er ganske ædru. Paa flere Steder i Finmarken have Finnerne aldeles afskaffet og ophørt med Brændevinsdrik, og endog opfordret Øvrighederne om Bistand til at blive fri for Brændevinshandlerne, hvilket min Dagbog ret snart skal vise. Derhos have Afholdsforeninger dannet sig. Jeg vil vil her med det samme anføre et Uddrag af en Skrivelse fra Candidat og Stipendiat Friis, som han paa sin Reise i Aaret 1851 indsendte:

"Jeg maa derhos end yderligere gjøre opmerksom paa Tilstanden blandt Finnerne for Nærværende. Ogsaa Søfinnerne, lige nedover til Ofoten, ere i Almindelighed vakte til Erkjendelse af det Bedrøvelige i et forhen i Brændevinets Laster ført Liv. Derfor ser man saa ofte et sørgmodigt, og, af Bevidstheden om et forhen ført slet Liv, trøstesløst Udtryk i deres Ansigter. Erindringen om det Forbigangne hviler endnu over dem som en tyngende Byrde. Derfor disse Veraab og Klager, som men forundrer sig over, indtil Trøsten af Evangeliets rene Ord bliver dem tilstrækkeligen tydeliggjort. Ofte naar jeg havde været saalænge i en Gamme, at de mærkede, at jeg forstod saameget af Sproget, at vi ugenerte kunde tale med hinanden, vare de forundrede og mismodige over, at jeg kunde ville beskjæftige mig med saa uvigtige Ting, som at skrive Fortællinger og Eventyr, idet de følte, at En, der var deres Sprog mægtig, kunde beskjæftige sig med noget langt vigtigere, ligesom det var mig selv ubehageligt, ikke altid at kunne anvende Tiden til efter Evne at tilfredsstille deres idelige Ønsker om Veiledning og Forklaring af dette eller hint. Desuden, de havde jo Præster, Skolelærere og norske Bøger. Alligevel er det et ulykkeligt Folk, der lever under ulykkelige Forholde. De norske Prædikener forstaa de ikke saaledes, at de have den rette Gavn deraf, thi for at tilfredsstille eller berolige den hos Finnen, paa Grund af hans afsondrede Liv, oftest [tungsindige], religiøse Følelse, er hans eget Sprog dels nødvendigt, dels det hensigtsmæssigste. Alene igjennem dette er et bedre Liv vakt hos Fjeldfinnen og fra ham meddelt Søfinnen. Jeg antager, at ingen Præst, endogsaa Syd for Tromsø, i hvis Præstegjeld der findes en større Finnebefolkning, vil kunne nægte idetmindste det Ønskelige i at være Finnernes Sprog mægtig".

Hvo kan læse denne Skildring uden at føle den største og hjerteligste Deltagelse; atter et Vidnesbyrd om, at heller ikke Finnerne i Nordlands Amt kunne erholde deres religiøse Trang tilfredsstillet uden ved Bøger og Lærere i deres eget Sprog.

Det er ikke saa ganske [sjeldent] at træffe [Mennesker], endogsaa blandt Fruentimmerne, der forstaa og tale de her forekommende fire Sprog: Finsk, Kvænsk, Norsk, Russisk, hvoraf der dog stundom bliver et eget lingva franca. Hverken Finner eller Kvæner give Normændene i saa Henseende noget efter; de sige, at det i Begyndelsen falder dem lettere at forstaa Russisk, fordi disse lægge mere Udtryk i deres Tale og bruge livlige Gebærder. Disse flere Tungemaal og Samfærsel med de forskjellige Nationer i Finmarken, ere ikke uden gavnlig Indflydelse paa Indbyggernes intellectuelle Tilstand. Man finder derfor deres Tankesphære rummeligere og klarere, end man kunde vente af en Fisker paa Ishavets Strandbredder, eller hos den nomadiske Befolkning i Nordpolens Ørken.

I Selskab med de til Distriktsforsamlingen for Vadsø Præstegjeld udkaarede valgmænd, forlod jeg Vadsø efter en Maaneds Ophold der den 21de Juni, men reiste ikke længere end de fire Mile til Mortensnæs Handelssted, da Tinget for Varanger her havde samlet en Mængde Finner. Onsdag den 23de gik jeg over Varangerfjeldet ned til Seida; her opholdt jeg mig en Dag, og samtlige Indbyggere forsamlede sig om mig. Et fattigt Fruentimmer, der i mange Aar havde været syg, havde paa egen Haand selv lært sig at læse mine Bøger; ligesom en 70aarig forhenværende Medhjelper, der i Begyndelsen havde lyst Anathema over de latinske Bøger, ikke alene nu læste dem selv, men var endog en ivrig Befordrer af deres Udbredelse; hans 14 Aars gamle Fosterdatter maatte i mit Paahør dels læse udenad, dels efter Bogen oplæse Katekismen. Morgenen efter reiste jeg til Fjelma. Søndag 27de Juni, afholdt jeg finsk og tillige, for de faa Norske, ogsaa norsk Gudstjeneste. Dagen efter drog jeg til Hopseidet og havde her den Fornøielse at træffe samtlige Opmaalings-Officierer. Opholdt af Modvind kom jeg ikke førend Natten til 6te Juli til Hammerfest; herfra fortsattes Reisen til Alten-Talvig.

Tirsdag Morgen Klokken fire, den 20de Juli, fulgte jeg med min Svoger Præsten Fleischer paa hans Skole-Examens Reiser. Dagen efter var Overhøring i Langfjorden 60 Børn, deraf 45 Finnebørn. "Det finske Folks Ærbødighed, Lyst og Iver for Guds Ord og deres gudelige Samtaler, som finde Sted hos de ordentlige (14)" bidrog vistnok meget til at vi ved Overhøringen af mange Finnebørn fik betænksomme Svar, der ofte vidnede om en dyb kristelig Sans. Efter Forretningens Slutning bleve nogle Syge og Gamle betjente med Sakramentet, og ligesom Dagen var begyndt med Bøn, endtes den med Bøn. Da Natten paa denne Tid af Aaret er saa skjøn, benyttede vi den til at reise til næste Stadion, Komagerfjorden, fire lange nordlandske Mile. Her vare 150 Finnebørn; men heldig Fremgang havde Skolelæreren undervist Børnene i deres nye finske Bøger; Børnene overhørtes i Katekismen, i Indenadlæsning og i enkelte Stykker af det gamle og nye Testamente, som de havde lært udenad. Dagligen bleve 50-60 Børn overhørte. En almindelig Haarklipning blev her foretaget og som samtlige Børn til almindelig Fornøielse undekastede sig den første Aften, dels i Handelsmandens Vedbod og dels udenfor. De vare saagodtsom alle komne med langt lurvet Haar. Skolemesteren i Forening med Handelsmanden Dreng udførte Klipningen; en og anden af den tilstedeværende voxne Ungdom underkastede sig ligeledes denne General-Haarklipning. De livlige, barnlige Finner løb, saasnart de vare færdige under Saxen, ned i Strandbredden og vaskede sig i Søen, hvorefter de glade og fornøiede kom og fremstillede sig for begge Præsterne. Søndag afholdtes Gudstjeneste i et stort Pakhus for omkring 300 Finner, som med Andagt og Tilfredshed hørte Ordet forkyndt i deres Modersmaal. Ogsaa vi droge i Nattens Stilhed vor Vei; de lyse Sommernætter med Vindstille begunstigede vor Reise.

Dagen efter og den følgende Dag holdt vi ligeledes Overhøring; den tredie Dag kom vi til Rafsbotten, inderst ved Altenfjord, et af de skjønneste Distrikter i Finmarken. Her bo mange velstaaende Familier af kvænsk Herkomst, som nedstamme fra de først indvandrede Kvæner. De have store og nette Huse og Jordpladse, udmærkede saavel formedelst Jordbunden som Dyrkning og Beliggenhed, med en skjøn og rig Skov i Baggrunden. Hos en meget tækkelig og agtværdig ung Kvæn havde vi vort Logis og holdt vor Overhøring. Hos hans Nabo, en meget agtet, ved Alder og kristelig Oplysning samt ved sine mange og vel oplyste Børn fast som Patriark æret Kvæn, med et vakkert, værdigt og imponerende Ydre, bleve vi paa æret det Bedste beværtede næste Middag. Børnene her vare 40 i Tallet, ⅓ Finner, ⅔ Kvæner; samtlige vare de godt oplyste efter de forskjellige Lærebøger, enhver i sit Tungemaal. Fra den Tid da et nyt System paabegyndtes, ved at det tillodes, at de af Kvænernes Børn, som ikke med Nytte kunde benytte norske Lærebøger, fik læse deres Undervisnings-Bøger, var Velvillie og Tilfredshed, Føielighed og Lydighed i alle Skolevæsenets Anliggender samt Hengivenhed og Kjærlighed for Præsterne og Lærerne, de lykkelige og høist tilfredsstillende Følger af dette System, - og under vort Ophold baade her og i Alten viste Kvænerne paa alle mulige Maader deres Erkjendtlighed for Opfyldelsen af deres billige og naturlige Ønsker. Efter at Aftenandagtes havde endt Dagens Forretninger, gik vi begge med Fornøielse omkring til de Flere, som endeligen vilde have os til sig. Ved Aftenstid kom vi over til den smukke og livlige Landsby Elvebakken, hvor der fandtes over 100 Børn, af hvilke ¾ vare Kvænbørn; nogle af disse kunde gjøre Rede baade for den norske og kvænske Religionsbog; den kvænske Forklaring er ogsaa affattet i Spørgsmaal og Svar. Fredag Eftermiddag holdt jeg en kvænsk Tale i Skolehuset for en talrig Forsamling. Nogle af Finmarkens skjønneste Spadsergange vare om de smaa frodige Bygagre omkring Landsbyen; fra Bakken Sandfaldet er Udsigten opad Altens Dalføre særdeles smuk. Alten-Talvig Sogn har stedse og vil stedse vinde Alles, saavel udenlandske som indenlandske Reisendes Deltagelse og Opmærksomhed. "Det är här som den nordligaste sädesodling i verlden bedrifves; det är här norr om hvilken alla trädslag upphöra at växa; det är här som man ännu ser naturen le under den 70 gradens himmel, ved polarhafvets stränder", siger Siljestrøm i sin Reisebeskrivelse 1842.

I sin Reise gjennom Norge og Lapland (Berlin 1810) siger Leopold von Buch, Side 4 og 5: "Vistnok skulde Vegetationens Fattigdom forraade den nordlige Bredde, men ogsaa dette Lidet er her af naturen saa indtagende ordnet, at det synes næsten som Overflod. Hvor indbydende landlig er ikke Elvebakken, ved Udløbet af Alten-Elv! som en dansk Landsby. Husene ligge ved den store Strøm, i Midten af grønne Agre og Enge, og omringede rundt omkring af høie Fyrretræer. Hvor herlig er ikke er ikke Udsigten fra den steile Høi, hvortil Granskoven trækker sig op. Strømmen træder i lang Afstand glindsende frem mellem Bjergene, snor sig igjennem Sletterne imellem Øer, Buske og Gaarde, og trækker sig da, stolt og stor som Mayn, bort under Høien henimod Elvebakken. Hvor romantisk ligge ikke Gaardene i de smaa ensomme Dale, i Skoven henimod Strømmen paa prægtige, grønne Enge, ved smaa Bække eller Søer, omringede af Elle- og Aspetræer, og hvor i det Fjerne ikkuns synes at være Skov og Ørken, der aabne sig dog endnu pludseligen Træerne, og paa Engen ligge atter nogle Huse adspredte. Disse ere ingen døde Udsigter; overalt er Ynde forenet med Storhed. Hvor mange Steder kunne sammenligne deres Sommere med Altens! Og hvilken Kontrast, naar vi i lige Bredegrader forfølge den over Jordkuglen."

Professor Keilhau siger i sin Reise i Øst- og Vestfinmarken (Christiania 1831). "Mellem Birketræerne har en af de forrige Amtmænd fra Altens Gaard ladet plante en til Fjorden fremløbende Allee, der om Sommeren maa være udmærket skjøn; den er anlagt saaledes, at hele Altenfjord med dens imponerende Begrændsning mod Nord falder i dens Perspektiv. Det er disse Fjernsyn, som Hr. v. Buch finder ganske italienske. Jeg maa dog herved bemærke, at naar man tillægger disse høinordiske Steder en mild Skjønhed, saa sker det i de fleste Tilfælde, vist mere forholdsvis, nemlig i forbindelse med Tanken om Beliggenheden, end fordi hin Karakter tilkommer Egnen i en Absolut Mening. Skjønhed i absolut Mening turde Alten maaske dog hævde ogsaa i sydligere Egne. Det ligger i Sagens natur, at den høinordiske Natur maa meddele saa mange af disse Egne en forhøiet Interesse, og tiltale Gemyttet i en Grad, der erstatter Mangelen af Skjønhed i absolut Forstand."

Natten til Løverdag forlode vi Alten og kom Løverdag Morgen den 31te Juli tilbage til Talvig. Ogsaa Talvig hører til de af Naturen begunstigede Egne.

Torsdag den 5te August reiste jeg til Kaafjord og forberedede den derværende kvænske Ungdom til Konfirmation, som senere blev afholdt. Under Opholdet her afvexledes med norsk og kvænsk Gudstjeneste.

Den 25de August jeg i Følge med min Kone med Dampskibet til Hammerfest; Smaakopperne huserede her og krævede adskillige Offere. Provst Aall havde været haardt og farlig angrebet, men var nu i Bedring. Jeg forrettede en kvænsk Brudevielse for ham. Morgenen efter droge vi til Havøsund. Under opholdet her forberedede jeg nogle Finner til Konfirmation, som blev afholdt den 12te Septbr. Havøsund ligger kuns to Mile fra Nordkap; høie Fjelde gjøre Indløbet vildt og uvenligt, men inde i Sundet er det smukt, som forhøies ved de smagfulde Bygninger: Kirken og Handelsmandens Hus. Her stod en Byste af Kong Lufvig Philip. Paa en af Klipperne i Nærheden af Magerøen, Stappen kaldet, stod en gammel Fingamme paa den smale nøgne Strand; her maatte Ludvig Philip overnatte for Modvind. Den 17de Septbr. reiste vi tilbage til Hammerfest, og da Aall ikke var kommen til Kræfter igjen, forrettede jeg finsk Konfirmation den 19de Septbr. Den følgende Dag reiste vi til Talvig. Til Michaeli indfandt sig en stor Forsamling af Kirkesøgende, og 400 Kommunikantere bleve antegnede. Forretningerne bleve delte paa de to Dage Søndag og Mandag. Søndag holdtes norsk og finsk Præken, Barnedaaber og Brudevielser, Mandag norsk og finsk Skriftetale og Altergang. Det var Normændene tilladt at bortfjerne sig under den finske Gudstjeneste og Finnerne under den norske, men Ingen benyttede sig af denne Tilladelse. Begge Dage forrettede jeg den finske Tjeneste.

Fredag den 8de October reiste jeg til Handelstedet Komagfjord, hvor et under Skolereiserne udtaget Udvalg af slet oplyste og daarlige Finnebørn var tilsagt at møde til min Undervisning. Over 150 Finner indfandt sig Søndag Morgen for at høre Gudstjeneste og Bibellæsning i Pakhuset, der var ryddet. Ikkuns de, hvis personlige Nærværelse i Hjemmet var nødvendig, reiste hjem igjen før det blev mørkt; de øvrige bleve for at høre Bibellæsning om Eftermiddagen. Om Aftenen og Natten saa og hørte man dem siddende klyngevis i Sneen i livlig, venskabelig og gemytlig Samtale. "En from, hjertelig Snaksomhed er et udmærket Karaktertræk hos Folket" siger Siljestrøm. Hver Onsdag Formiddag og Søndag Eftermiddag holdtes Bibellæsning, stedse for fuldt Hus. Mandag den 25de October reiste jeg tilbage til Talvig. Allehelgensdag er ligeledes en meget besøgt Kirkehelg. Mandagen 15de Novbr. reiste jeg til Kaafjord, for i en Uge at læse med de kvænske Konfirmantere. Mandag den 29de Novbr. reiste jeg, ledsaget af min Kone, til Alten, for derfra at reise til Fjeldsognene Karasjok og Kautokeino. Fra Talvig til Alten er en mil og derfra til Karasjok 18 Mile.

Vi kom til Karasjok den 5te Decbr. "Vi ville ikke have dine Bøger!" saaledes løde Fleres Ord allerede Dagen efter vor Ankomst. "Ville I ikke have Bøger i Eders eget Sprog?" "Jo, men ikke dine, ikke dine latinske Bøger". "Hvad Ondt har da de smaa uskyldige latinske Bogstaver gjort?" spurgte jeg ved en anden Leilighed. "Intet, men vi ere enfoldige Folk", lød Svaret; hvortil jeg bemærkede: "Jeg har ikke før vidst, at Karasjokfolket var dummere end andre Folk". Dette Svar gik i dem. "Kjender I den gamle Medhjelper i Seida?" spurgte jeg. "Skulde vi ikke kjende ham, han er jo herifra Karasjok" var Svaret. "Denne Gamle, hans lille Fosterdatter, den sengeliggende Pige, og mange flere i Seida, læse Latin som en Student", svarede jeg leende, tog min Hue og gik, ladende dem staa igjen og se efter mig med yderst komiske Ansigter. Søndagen kom; jeg bekjendtgjorde, at jeg vilde holde Høimesse, Aftensang og Aftenbøn. Man kom til Aftenbøn, men til Aftensang indfandt sig Ingen; de sagde mig, at de ikke vilde komme til Aftensang, thi de de vilde ikke have noget nyt Paafund. "Ville I ikke komme i Aftensang, saa kan I jo lade være" svarede jeg og lo; thi jeg kjendte jo Folket og vidste, at jeg skulde faa dem i Kirken, om det var endnu oftere. Et Par Dage efter vare flere af dem inde i Stuen hos mig. Jeg tog en Kasse Lys frem og stellede med dem. "Saamange Lys brænder Du vel ikke i Karasjok", sagde en af dem. "Jo det gjør jeg", var mit Svar, "thi selv behøver jeg mange, Skolen trækker dygtigen, og ikke mindre Kirken, der hver Søndag tre Gange skal have fuld Oplysning". Tre Gange? "Ja, Høimesse, Aftensang og Aftenbøn, det er jo tre Gange". "Men Du har jo sagt, at der ingen Aftensang skal blive". "Nei, det har jeg ikke sagt". "Hvad har Du da sagt, kjære Præst?" "Jeg har blot sagt, at hvis I ikke ville komme til Aftensang, saa kunne I lade være!" "Men saa bliver der jo ingen Aftensang". "Jo mæn gjør der saa". "Vil Du da holde Aftensang, naar Ingen kommer". "Der er En, som har sagt, at han vil komme". "Vil Du da holde Aftensang for den Enes Skyld?" "Ja det vil jeg". "Hvem er da denne Ene?" lød nu Spørgsmaalet fra Flere, hvis Ansigter viste, hvorleder man gottede sig ved den Tanke, at Præsten blot skulde have en eneste Tilhører. Uden nogen videre Betoning, men i en rolig, tilfreds og glad Tone svarede jeg: Ibmel! - Gud! - og reiste mig. Den dybeste Taushed og Stilhed indtraadte; ærbødighedsfuldt Alvor udbredte sig mere og mere over Alles Ansigter; med taus Forbøining gik den Ene efter den Anden, og - Aftensangen havde siden bestandig fuldt Hus. Ved min Afreise opfordrede de mig til at skrive til Kongen og anmode ham om at befale alle Præster at holde Aftensang.

Mandag den 13de Decbr. begyndte jeg Skolen med en Skolelærer jeg havde bragt med mig fra Alten. Foruden Skoleundervisningen om Dagen, holdt jeg hver Aften Bibellæsning. Allerede den paafølgende Tirsdags Aften maatte jeg bekjendtgjøre, at indtil videre kunde der Onsdags Eftermiddag ingen Skole for Børn holdes, da Onsdag og Løverdag Eftermiddage skulde staa til de Voxnes Tjeneste. Ønsket om at lære at læse de latinske Bøger i deres Modersmaal blev saa levende og almindeligt, at jeg i lang Tid ikke savnede voxne Elever af begge Kjøn, der bade om Veiledning. Ja En og Anden af de Aldrende kom Kl. 6 om Morgenen til mig for at lære at læse de nye Bøger. Indbyrdes kom de sammen og En læste høit. En Aften gik jeg hen til en af Indbyggerne; Stuen var aldeles opfyldt af Mennesker, Gamle og Unge, Konen i Huset og et andet Fruentimmer vexlede med at læse høit af den finske Oversættelse af Mosebøgerne; de hørte til med en saadan Opmærksomhed, at de hverken hørte eller bemærkede mig.

Skolelæreren og Kirkesangeren i det russisk-finlandske Nabosogn Utsjok, en Olding mellem 70 og 80 Aar, kom til mig for at lære at kjende og læse det nye Alphabet og de nye Bøger; han forlod ikke Karasjok førend jeg havde hørt ham læse.

13) Side 51, 52.

14) Præsten Fleischers Vidnesbyrd.